Vagttårnet: Kast håndklædet i ringen, Motörhead Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6b/fa/1f/23755-h1w0268-1375871738-58-1448797221.jpg
29. November 2015    

Værdigheden er ved at forsvinde, og de evige aflysninger er ikke fair mod fans. Motörhead bør snart indstille karrieren.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen

Motörhead aflyser: Den sætning er blevet reglen frem for undtagelsen – faktisk gentagelsen, vi igennem det seneste årti har fået smidt i hovedet fra Giants of Rock i Gentofte over Horsens sidste år til koncerten i Århus, der ikke bliver afviklet i morgen.

Denne gang er det guitarist Phil Campbell, der er indlagt på hospitalet. Vi krydser fingre for, at han kommer sig hurtigt. Ligesom vi også altid gør, når det er Lemmys tilstand, den er gal med. Og det har den som bekendt været mange gange. Til tider faktisk i så dårlig fatning, at vi troede frontmanden havde stillet cowboystøvlerne, da han dejsede om bag scenen, som han forlod efter en håndfuld numre, på Wacken Open Air i 2013. Manden med leen måtte dog vente på sin høst af den ikoniske brite. Heldigvis.

Året efter stod trioen på selvsamme scene igen. Men der var ingen revanche til Lemmy, som vores anmeldelses overskrift lød. Teksten sluttede med følgende passus:

”For som sin lige så hærgede landsmand Keith Richards fra Rolling Stones kaster Lemmy næppe håndklædet i ringen, før han falder død om i den. ”Rock 'n' Roll music is the true religion,” som Lemmy synger i nummeret af næsten samme titel. Og amen til det. Man forstår såmænd også godt, at de gamle drenge bliver ved. Det hviler i deres identitet at være i de her bands, og hvad skulle de egentlig stille op med sig selv uden livet på landevejen, som de har dyrket gennem hele deres voksne liv? Det er sympatisk, men så sandelig også blevet et sørgeligt syn at se på.”

Paradoksalt nok har Motörheads seneste to plader været glimrende. ’Aftershock’ er blandt deres bedste i to årtier. Men som helhed er gruppen dog alligevel ikke blevet et mindre sørgeligt foretagende i kølvandet på det kaos, der er blevet en fast del af livet på landevejen.

På den ene side er Lemmy som den mytologiske rockstjerne, der dør i kampens hede, fascinerende. Og vel også en forklaring på, at vi har accepteret gruppens ustabile adfærd. Lemmy er jo en gud, for nu at citere drengerøvsfilmen ’Airheads’. Netop den særstatus gør, at han og trioen ikke for længst er blevet slagtet eller opgivet af deres fans, som de fleste andre bands nok var blevet med sådan en aflysnings-historik.

Men grænsen synes simpelthen at være nået nu. Tjek blot pulsen på de sociale medier her i kølvandet på de  aflyste shows i Berlin, Hamburg og Århus. Selvfølgelig er der forståelse for, at årsagen er sygdom. Men det evige deja-vu af ustabilitet har ikke meget goodwill tilbage på kontoen.

Ganske forståeligt. Flybilletter, togture, hoteller er blevet booket forgæves for fans i hele Europa, og ikke mindst er glæden ved at opleve gruppen nok engang forvandlet til skuffelse.

Det er hverken sjovt eller sejt længere at være vidne til. Det er ikke fair mod Motörheads utallige fans, og det er slet ikke godt for Motörheads arv, der er ved at få et dybt skår i sig.

”Måske ses vi på sommerens festivaler,” siger Mikkey Dee i videoen, de har lagt ud i formiddag, hvor trommeslageren annoncerer, at de desværre må aflyse i Århus.

Men hvad har vi egentlig at se frem til, hvis Copenhell smider dem på programmet? Nok en skuffelse, når de aflyser, eller nok en skuffende koncert, når kræfterne ikke slår til på scenen alligevel?

Juleaften fylder Lemmy 70 år. Med mandens notoriske indtag af sprut og stoffer er det ikke uforståeligt, at alderen og livsstilen er ved at give ham det sidste knockout.

For Motörhead skal åbenbart aktivt stoppes og reddes fra sig selv. Modsat Black Sabbaths Tony Iommi, der trods alt har set skriften på væggen og erkender, at helbredet ikke er til livet på landevejen mere. Det er et fantastisk øjeblik, når et menneske indser egne begrænsninger, og i samme åndedrag ikke er bange for at indrømme det for sig selv og omverdenen og de forventninger, denne måtte have til vedkommende.

Det bliver rørende og smukt at sige farvel til Tony Iommi til sommer. En karriere af ubeskrivelige dimensioner lakker mod enden, og vi får lov at være med til at sige farvel og mange, mange gange tak.

Med Motörhead tegner der sig et andet og mere dystert billede. De vil eller kan øjensynligt ikke indse det.

Allerede for 11 år siden husker vi, hvordan det begyndte at være lidt sløjt med Lemmys vokal, da de spillede på Vega med Sepultura som opvarmning. Siden er det bare gået støt ned ad bakke. Der har ikke været magiske øjeblikke, hvor de har leveret et brag af en koncert. De har i et årti levet på deres status og deres mange fans' nåde og overbærenhed.

Koncerten på Wacken Open Air 2013 virkede som kulminationen og dråben, der fik bægeret til at flyde over for Lemmy rent fysisk. På præcis det tidspunkt burde de have trukket stikket og erkendt det ubestridelige faktum, som de sidste to år har været bevis på: Helbredet er simpelthen ikke til livet på landevejen mere!

Stædige Lemmy skifter så bare whisky ud med vodka og fortsætter samme rock'n'roll-stil med svingende koncerter i kølvandet. Nu begynder alderdommen og livsstilen så også for alvor at sætte spor i andre dele af bandet. Stædigheden bliver helt forfejlet tolket som noget "sejt" og "true" af deres fans, hvilket måske kan være med til at få Lemmy til at tro, han gør det rigtige. Det gør han ikke.

Den bekræftelse, som alle søger, er jo som sådan meget banal og forståelig. Nogen burde bare tage fat i Lemmy, stirre ham dybt i øjnene og sige: "Du har gjort det godt nok. Det er OK, at du ikke turnerer mere."

Motörhead er ligesom Black Sabbath giganter i vores genres musikhistorie. Men når det er med livet som indsats, bør stikket trækkes øjeblikkeligt, og man lade storhedstiden svæve som et evigt minde og eftermæle, som ingen kan tage fra dem. Det her... det er uværdigt.

Set i bakspejlet (og her trækker vi et billigt kort) burde Motörhead have givet en håndfuld afskedskoncerter på sommerens festivaler i 2014. Wacken, Sweden Rock, et par store festivaler i Storbritannien og måske en enkelt i USA? Som tak. Præcis ligesom Black Sabbath gør det.

Vi har i hvert fald ikke lyst til at gå mange flere runder med ham og Motörhead i ringen. 

Kun en sidste omgang, hvor der bliver sagt farvel, når formen er til det, som Black Sabbath også gør det til sommer. Det synes i hvert fald at være på tide, før værdigheden helt smuldrer efter fire årtier som et af musikhistoriens sejeste og bedste bands.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her