Vagttårnet: Kreativ krise? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7d/d7/20/24144-vagttaarnet-1391180857-56-1401015476.png
01. Februar 2014    

I første udgave af 'Vagttårnet' funderede vi over, hvad metallens rolle var - skulle den være samfundsomstyrtende eller salonfähig? I denne, anden udgave, ser vi nærmere på kreativitet i forhold til den danske scene.

Er den danske scene nyskabende, og hvis svaret er nej, er der så overhovedet nogen, der er interesseret i det? Vores højt berømmede broderlande har begge genredefinerende undergrundsscener som på – ret beset – forunderlig vis er blevet grammyvindende (Watain, Satyricon, Dimmu Borgir, In Flames ... listen kunne fortsættes i det uendelige) MAINSTREAM.

Vi vil for nemheds skyld inddele scenen i tre enheder, der alle er medskyldige i tingenes tilstand.

1. Bands:

For kun en uge siden gæstede Watain VEGA. Dette band rabler løs om teenagesatanisme og flirter mere med nazisme, end godt er. Ikke mindre vil vi her bruge dem som et eksempel på et band, der går hele vejen på alle områder. Og dette kan vi lide!
Svenske bands, og lige her, Watain især, kan noget med at være fuldstændig over the top og gå op i udklædning og både være vilde og samtidig optræde dybt seriøse omkring deres musik. Ved scenen lugtede der intenst af råddenskab, der blev leget med ild på en måde hvor det ikke virkede patetisk, og det svenske publikum havde medbragt både arrighed og knojern (okay, det sidste er måske liiige i overkanten).

Danske bands stiller sig op i t-shirt og grim, hvid undertrøje og er "street" og kedelige, og man skal jo også liiiige slappe lidt af og pis og papir. "Vi hygger os lige vores projekt, vi vil jo nødigt virke, som om vi har ambitioner (om at spille for andre end vennerne fra hjembyen)."

I denne uge har vi bragt et interview med Nergal fra Behemoth. Er der nogen, der med hånden på hjertet kan forestille sig nogen i Danmark, der kreerer et så kompromisløst image? Cover malet i eget blod + ambitiøse musikvideoer + internationalt berømmet musik OG for ekstremmetallen stor succes?

Hvad skal der til for at der kommer et band der har selvtilliden til at lave et stort og gennemført show? Bortset fra King Diamond, Volbeat og gode gamle Denial of God, hvilke danske bands kan så påståes at have et der matcher eksempelvis førnævnte Watains?

Her mangler Danmark sgu noget. Bevares, vi har Volbeat, der ramte en guldåre med deres rock’n’metal, men derfra er der langt ned til de næste. Vi har enkelte bands, der kan skrive sange og melodier. Mercenary er et godt eksempel på et band, der forener både næse for at skrive en sang og så teknisk dygtighed. Utrættelige HateSphere holder thrashens fane højt, det samme gør Artillery der i disse dage igen turnerer i rundt i Sydamerika. Men hvad har vi så? Vi har den kæmpe horde af indavlede bands, der vel nærmest har fået en kølerfigur i form af Blood Eagle. Dansk metal udstillet. Det må være et kæmpe slag i ansigtet på undergrunden, at et band med én koncert og tre sange på deres CV kan blive bekræftet til Copenhell. Årsag? Navnene = publikumsmagnet. Håber vi.

Tør man sige det? Der er et nærmest incestuøst forhold mellem danske bands. Vi holder alle meget af HateSphere, har endda deres forsanger med som fast medlem af redaktionen, men hvis man skulle tegne et kort over indavlen i den danske metal, ville mangt og meget tage udgangspunkt i dette orkester. Mange har været med i HateSphere, pånær alle dem, der mere end noget andet drømmer om at lyde som ... HateSphere.

Til dette kan vi spørge: hvorfor tror I ikke, at I får succes? Svaret er det åbenlyse: I er ikke HateSphere, og grunden til, at I ikke er det, er ganske simpelt, at I ikke er dygtige nok!

For dansk metal har brug for en vitam ... nej, nærmere en indsprøjtning af flydende uran - for at blive i tungmetallens termer. Der skal nogle vanvittige folk til, der vil det mere end noget andet. De dedikerede ildsjæle, der vil skide på Janteloven og kammerateriet. Dem, der ikke behøver være venner med gud og hvermand eller spise saltstænger i de stores backstagerum.

Dem, der vil det hele selv på deres egen måde og ikke er bange for, at de kommer til at se tossede ud eller blive grinet af bag deres ryg. Vi mener, at mange af de bands, der optræder ved aftenens When Copenhell Freezes Over har hvad der skal til. Det eneste, de skal gøre anderledes er at være ligeglade med, hvad folk mener om dem og deres musik. (Forbehold + gratis fif: underkend ej, hvilken værdi det har at optræde ”politisk” forstandigt samtidig med, at man demonstrerer en vis form for købmandsskab.)

Måske er det bare for nemt her i Danmark. Metalmusikerne hygger sig med det som en sekundær beskæftigelse, der kan og skal passes ind i en hverdag med familie, venner, uddannelse, job og golf/jagt/fodbold. Det er sådan lidt mere noget, der kunne snakkes om i en samfundsfagstime i gymnasiet, for hvorfor er det sådan? Koster letmælken for lidt? Har vi det for godt til, at der udklækkes beslutsomme og modige musikere i Danmark?

Er der virkelig ingen, der vil være bedst? Som tør råbe FUCK JER!!! Meget meget højt? Hvorfor skal det hele være humor a la 'Huset på Christianshavn' og overstrømmende kærlighed til både fans og andre bands? Er der vitterlig ingen, der tror på, at de er bedst, og at hvis andre tænker det samme – så er det en udfordring til duel ved daggry?

2. Medier:

Måske skal vi istedet kigge indad? Fokuserer vi for meget på de store udgivelser på Devilution? Skal vi give Volbeat, Behemoth, Metallica og Iron Maiden en stor fed finger lige midt i fjæset og kun anmelde plader, der har Deadbangers' officielle seal of approval? Det kan jo være, at vi selv er med til at forstærke og forvrænge den tendens, vi egentlig selv er imod.

I al beskedenhed mener vi, at vi fra vores side fra tid til anden har peget i retningen af noget, der senere har udviklet sig positivt, men generelt – bruger vi så nok tid på det dybeste lag af vores undergrundsmusik?

Vi tør godt indrømme at vi bidrager til opretholdelsen af status quo i vakuumkammeret, for hvor tit bidrager vi med reel kritik af danske bands når det ikke er godt nok? I denne kontekst må "ikke godt nok" nødvendigvis udvides til også at dække det middelmådige. Når der spilles små variationer af tidligere spillet musik. Hvis det var drømmen – hvorfor så ikke istedet lære at spille truthorn, og derefter fremføre jazz-standarder.

Vi ser det ikke som en diskussion om mainstream vs. undergrund. Der er god mainstream, og der er dårlig mainstream, lige såvel som der er kreativ undergrund, og undergrund, der er ukendt af en rigtig god grund. Det, der synes at gøre en forskel, er, om musikerne har en vision med, hvad de gør, som de samtidig kan udtrykke gennem musikken.

Her på redaktionen dækker vi naturligvis de store ting – ofte alene fordi det forventes, at vi dækker dem. Alt det andet skal vi dog have med alligevel. For vores troværdighed som magasin, men også fordi det ret beset er, hvad vi selv kan holde ud at lytte til i længden.

Det kan dog være at vi – når alt kommer til alt – er for dovne. Graver vi dybt nok? Sørger vi i tilstrækkelig grad for at tilstrækkelig mange af vores læsere kender No Fealty ligeså godt, som de kender Nickelback?

For generelt vil vi sige, at vi som formidlere bærer en lige så stor del af skylden, for der er jo en undergrundsscene, som vi burde gøre mere ud af at dække.

Vores konklusion må nødvendigvis være, at i stedet for at brokke os over, at scenen er i krise bør vi hanke op i os selv og grave endnu længere ned i undergrunden.

3. Fans:

Hvem er de sande metalfans? De trofaste få på Metal Magic eller turisterne til Metallicas koncerter i eksempelvis Horsens? Scenen omkring Ungdomshuset er interessant, men vi vil vove den påstand, at de færreste selvudråbte metalhoveder nogensinde har været der, ejer en plade med et eneste band, der har optrådt der, eller bare kan nævne noget, de godt gad have oplevet der.

Her tager vi gerne et medansvar: vi gør ikke nok for at hive folk ud af deres tryghedsboble, men for pokker da, hvorfor ikke bare være en smule nysgerrig? Al statistik på sitet siger ganske vist, at der er stor interesse for undergrunden fra både ind- og udland, men derfra til at dukke op til lettere obskure koncerter på ukendte spillesteder ... der mangler lidt.

Afrunding:

Hvordan kommer vi videre herfra? For nemheds skyld tør vi godt stille det hele op således:

Bands: kræv noget af jer selv - tør at ville være bedst.

Medier: brug muligheden for at vise en vej.

Fans: vær modige, stil jer ej tilfredse med at blive i den samme rille igen år efter år, hvor de samme bands spiller den samme musik. Igen.

Læserkommentarer

Der skal lyde en stor cadeau fra en indspist metal-fan til jeres delvist indadvendte kritik.

Miljøet er mildest talt indavl af værste skuffe, men hvad kan man forvente af så lille et land? Okay, de er færre mennesker i Norge. Men stadig, selv hos fjeldaberne er der langt til nærmeste større provinsby. De bliver vel ikke så nemt påvirket af hinanden, som folk fra Fredericia Hardcore kan blive af det lokale metalbrag i Helsingør.

Hvilket band stør stille op og sige: Fuck Mnemic, Volbeat, Illdisposed og alle de andre? Men stadig vil jeg mene, at det handler om at få musikken udover scenekanten på eget præmis: med musikken.. Om der er pyro-show i stil med Rammstein rager mig en høstblomst. Grænsen til det latterlige med gimmicks er meget hårfin. Man kan også fucke med janteloven med andet end udseendet.

Jeg gad ikke være trofast læser, hvis I ikke revsede Nickelback eller skamroste DevilDriver i ny og næ, men kun fokuserede på de samme bands som Franco taler om, som jeg i min spæde alder aldrig har hørt om.

Hvordan får du danske metalhoveder til at besøge Esbjerg for at se [benyt jeres egen bandgenerator her]? Jeg aner det ikke... Jeg gad ikke, medmindre rejsen, øllet og indgangen var betalt for mig.

Vi ses til en koncert nær de større byer.

Bravo, bravo, hørt!

Der skal lyde en stor cadeau fra en indspist metal-fan til jeres delvist indadvendte kritik.

Miljøet er mildest talt indavl af værste skuffe, men hvad kan man forvente af så lille et land? Okay, de er færre mennesker i Norge. Men stadig, selv hos fjeldaberne er der langt til nærmeste større provinsby. De bliver vel ikke så nemt påvirket af hinanden, som folk fra Fredericia Hardcore kan blive af det lokale metalbrag i Helsingør.

Hvilket band stør stille op og sige: Fuck Mnemic, Volbeat, Illdisposed og alle de andre? Men stadig vil jeg mene, at det handler om at få musikken udover scenekanten på eget præmis: med musikken.. Om der er pyro-show i stil med Rammstein rager mig en høstblomst. Grænsen til det latterlige med gimmicks er meget hårfin. Man kan også fucke med janteloven med andet end udseendet.

Jeg gad ikke være trofast læser, hvis I ikke revsede Nickelback eller skamroste DevilDriver i ny og næ, men kun fokuserede på de samme bands som Franco taler om, som jeg i min spæde alder aldrig har hørt om.

Hvordan får du danske metalhoveder til at besøge Esbjerg for at se [benyt jeres egen bandgenerator her]? Jeg aner det ikke... Jeg gad ikke, medmindre rejsen, øllet og indgangen var betalt for mig.

Vi ses til en koncert nær de større byer.