Vagttårnet: Vi er ikke kommet for at danse Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/d8/7c/dans-35-1420804129.jpg
09. Januar 2015    

2014 var et godt år for heavy metal i Danmark. Og her tænker vi hverken på alle de gode udgivelser eller mange fede koncerter, men den store opmærksomhed, der tilfaldt vores kultur, som synes at være mere spirende og populær end nogensinde.

I løbet af 2014 har Devilution flere gange været i duel på ord med vores omverden. Dette har været skyld i, at vi til tider er blevet kaldt “sure”. Fra hele flokken kan det samstemmende lyde: “Nej! Vi er ikke sure, vi er kritiske”. Hvad forskellen er, vil vi her forsøge at belyse og samtidig forklare, hvorfor det er bydende nødvendigt at være kritisk.

Vi skal ikke alle være venner, vi skal heller ikke alle være enige. Ideen om dette gør os alle dummere og modvirker enhver form for udvikling. I dette simple standpunkt ligger meget af begrundelsen for, hvorfor det er vigtigt at være kritisk.

Vi driver ikke et magasin for at blive venner med nogen. Vi gør det for på kvalificeret vis at fortælle om, hvad vi synes er godt eller skidt. Hvad betyder det? Det betyder, at vi til enhver tid vil forsøge at forklare, hvorfor vi mener, at noget er god eller dårlig musik – hvad der er god eller dårlig stil.

Metallen på fremmarch

Heavy metal er hot. Genren, der meget groft sagt i fordums tid primært blev dyrket af mænd med rødder i arbejderklassen, når meget bredere ud end nogensinde før. Den er ikke længere kun et forholdsvis marginalt undergrundsfænomen. I dag høres den hårde musik i alle samfundslag. Det ses tydeligt ude i miljøet, hvor især kvinder fylder langt mere i mængden, end hvad frådende hankøn for ti år siden kun turde drømme om.

Copenhell er blevet det ypperste symbol på metal som populærkultur og er det omdrejningspunkt, der trækker den største opmærksomhed i diskussionstrådene på de sociale medier. Med legendariske Iron Maiden som hovednavn og 16.000 gæster slog festivalen sig også for alvor fast som en event, der har mainstreammediernes bevågenhed. I 2014 så vi store planlagte pop- og elektroniske arrangementer blive aflyst. Publikum synes at vende ryggen til denne type arrangementer, der dagen efter afviklingen altid er præget af kedelige overskrifter om vold og narko, mens de fredelige metalbegivenheder trækker flere og flere til sig. Bare for få år tilbage var det utænkeligt, at Go’Morgen Danmark ville servere heavy metal, så pensionister og kvinder på barsel kunne få kaffen galt i halsen. Nu er kulturen blevet faste indslag, når de rette begivenheder melder sig.

Sådan ser metalbilledet ud anno 2015. Og det er kun glædeligt at opleve. Heavy metal – også den engang farlige black metal – er blevet stueren, kan man vel godt sige. Det gælder også formidlingen af kulturen. Mænd i læderbukser har ikke længere patent på at skrive om heavy metal i undergrundsmagasiner. Tag nu Politiken, der startede det nye metalår med at bringe Myrkur på forsiden og i kultursektionen bragte et flere siders lang interview med den danske black metal-musiker, lavet af Pernille Jensen. Dagbladets kulturskribent, der gennem 2014 flittigt har skrevet spalte op og ned om alt fra polske Behemoth til danske Solbrud.

Politikens interesse er også blevet vendt på de sociale medier. For har avisen vitterligt en oprigtig interesse i black metal eller rider den blot med på genrens populære bølge? Svaret er fuldstændig underordnet, og vi giver gerne Pernille Jensens engagement seks hjerter herfra.

Kritik som disciplin

De etablerede mediers interesse for heavy metal kommer nemlig kun os til gode. På Devilution har vi også mærket den store interesse for genren – for kulturen. Og det bringer naturligvis glæde på redaktionen, når TV 2 News ringer for at høre, hvad ham der Varg Vikernes er for en størrelse, efter at han blev anholdt i Frankrig, eller når Radio24/7’s kulturprogram vil have os til at fortælle om, hvorfor Dimebag Darrell er en betydningsfuld guitarist i musikhistorien. For det første fordi vi får pudset vores narcissistiske glorie af og kan sige til mormor, at vi har været i landsdækkende radio, og for det andet – og mest vigtigt – fordi det bekræfter os i, at det, vi gør, gør vi godt nok til at blive taget seriøst af landets professionelle nyhedsmedier. Men vi skal ikke falde på halen af benovelse, når nogle af de store vil lege med os, vi skal kræve at blive taget seriøst på lige fod med de andre, de leger med. Ikke flere artikler om hvor vildt det er, at det faktisk ikke kun er tumper, der hører metal. Og så skal vi som nichemedie levere den nuancering, der stikker et lag dybere: For nok er det godt at se black metal repræsenteret på forsiden af en af landets største aviser, men hvor meget er det egentlig værd, hvis pladsen ikke engang bruges til at forholde sig kritisk til sådan noget som Myrkurs mildest talt kontroversielle udmeldinger på de sociale medier?

Det er Devilutions ypperste mission at gøre op med det indtryk, at dansk metaljournalistik er et amatørvirke bedrevet af fanboys og pseudojournalister. Men det er ikke noget, vi gør alene. Eller kan gøre alene. Det ville være en arrogant illusion. Vi løfter i flok, som man siger. Der er brug for kollegaer som konkurrenter til at styrke og formidle en alsidig dækning af vores metalkultur. Og vi har skam den største respekt for gamle ikoner som Metalizeds Peter Béliath, Stephen Skriver, Jakob Schultz, vores egen Jens “Jam” Rasmussen og Dr. Rock, Steffen Jungersen, der allerede i 90’erne anmeldte black metal i BT, eller de unge ildsjæle hos Blastbeast, der på lørdag igen i år har stablet et fedt arrangement på benene i Pumpehuset for danske upcoming bands. Ej at forglemme vores alle sammens metalstemme i æteren, Anders Bøtter, der lige nu kan se tilbage på fem gode år som vært på Sort Søndag.

Derfor råber vi også op, når vi mener, at visse ting trækker dansk metaljournalistiks image i den gale retning. Man må gerne være kritisk og stille spørgsmålstegn. Ellers udvikler vi os ikke.

Værdien af kritik

I efteråret skrev en dansk rockmusiker på Facebook:

”Til alle anmeldere: læs jeres ting igennem. Der er grænser for hvor mange stavefejl, dobbelt-sætninger og volapyk man kan acceptere før at troværdigheden forsvinder” og fortsatte i tråden: ”Hvis ikke anmelderen tager det seriøst hvorfor skulle læseren så?”

Vi mener, at vedkommende har fuldstændig ret. Derfor påpegede vi, at det var helt ude i hampen, da der i i efteråret, blev bragt en anmeldelse af Helhorses koncert på Stengade, hvor skribenten mente, at det skulle trække ned i bedømmelsen, at der stod en kvinde på scenen, udelukkende fordi vedkommende ikke brød sig om kvinder i metal, men i sammen ombæring skamroste kvinden på scenen for at være virkelig talentfuld. Det var slet og ret et useriøst argument. Tænk, hvis Politikens filmanmelder gav en film dårlig kritik ud fra argumentet om, at der var kvinder til stede i filmen. Ville det føre til kritik fra de øvrige dagblade? Ja, mon ikke! Resultatet blev, at der blev undskyldt, og afsnittet blev slettet i en redigeret anmeldelse. Var det sket, var debatten om kvinders plads i metal overhovedet blevet taget i danske metalmedier, hvis ikke vi havde råbt højt? Vi tillader os at tvivle.

Alligevel blev vi mødt med kritik om at være herskersyge og smæde kollegaer/konkurrenter til for egen vindings skyld. Sikke da noget vås.

Principielle diskussioner

I så fald kunne vi have råbt højere i sommer, da et stort dansk musikmedie i deres anmeldelse af Skambankt på Roskilde Festival skrev, at de endelig fik deres danske gennembrud med deres anden koncert på festivalen. Virkelig? De fik deres gennembrud med deres første koncert på festivalen i 2005  foran noget nær 20.000 mennesker. I sommer – som var deres tredje koncert på Roskilde – spillede de foran deres mindste publikum til dato på festivalen. Det var lodret forkert, hvad anmelderen skrev, og mediets læsere blev altså decideret misinformeret, fordi skribenten tydeligvis ikke havde gjort sin research ordentligt.

Det er bestemt problematisk, men som medie er det ikke vores opgave at påpege andres fejl eller sproglige stil. Devilution er ikke ufejlbarlig. Vi kan også blive bedre. Vi sætter selv et par kommaer forkert og rammer af og til skævt med faktuelle fejl. Det gør alle medier. Men mennesket har en tendens til at generalisere, og usaglig idioti rammer os alle i læsernes bevidsthed. Derfor råber vi højt, når vi mener, at noget skader dansk metaljournalistiks image i bredere forstand. Og det bliver vi ved med. Uanset om nogle så vælger at tage det personligt og derfor bliver småfornærmede. Sådan må det være.

Diskussionerne er til for at blive taget. Ikke ignoreret. Man kan ikke vinde alt, sådan er det, men ingen vinder noget ved passivitet. Sætter vi os ned og siger, at det, vi gør, er godt nok, fejler vi.

Plads til begejstring - og forbedring

Interessen for heavy metal blomstrer som aldrig før i Danmark. Talentmassen på vores hjemlige scene er i rivende udvikling. Black metal-bands vinder priser i mainstreammedier. Copenhell vokser. Koncertmiljøet stortrives. Fire rock- og metalbarer alene i hovedstaden, hvor der er proppet hver weekend og fuldt hus til quizzerne. Den ene bar er endda på vej med et awardshow. Vi kan kun glæde os over denne udvikling, og som metalmedier har vi ansvaret for at formidle kulturen og fællesskabet på den bedst mulige og inspirerende måde. Længere er den faktisk ikke.

Vi er os vores fælles ansvar bevidst, og hvis vi mener, at noget er skadeligt for os alle, vil vi fortsætte med at gøre opmærksom på det. For netop det, at metallen er vokset, gør, at vi skal stille krav til den. Der er ikke brug for, at vi “står sammen” ved at holde hånden over hinandens tåbeligheder.

Lad det hermed lyde, at heller ikke 2015 bliver året, hvor vi vender den anden kind til.

Godt nytår!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her