Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Wacken Metal Battle 2016

Populær
Updated
Wacken Metal Battle 2016

Nyt år og ny runde af WOA Metal Battle, hvor der er chance for at give koncert på den store festival og potentielt endnu mere. Læs her, hvordan dit band kommer med.

Wacken Open Air er utvivlsomt Europas største metalfestival, og den ligger kun 150 kilometer syd for den dansk-tyske grænse. Igennem årene har vi haft adskillige vindere i den nationale konkurrence, og senest har både Huldre, Electric Hellride og Savage Machine fået flotte placeringer i den internationale del på selve festivalen. Huldre fik en flot tredjeplads i 2014, og i sommer vendte Savage Machine hjem fra mudderhullet med en femteplads. De danske bands har altså gennem tiden gjort det godt og efterladt nogle store sko at fylde for dette års deltagere.

Og hvem kan så tilmelde sig? Hvad er reglerne? De er sådan set utroligt simple, og arrangør Kasper Molin har listet dem op, så de er til at overskue.

1. Bandet må ikke have en pladekontrakt.
2. Bandet skal kunne spille 30 minutters originalt materiale.

Kender du et band, der i løbet af januar kan leve op til de to krav, så gælder det om at komme i sving. Der skal sendes noget musik, bandbeskrivelse og bandbillede ind til følgende adresse:

Livescenen
Christiansgade 11, 1.
9000 Aalborg
Att: Metal Battle

Alternativt kan man også foretage en elektronisk tilmelding via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., hvor de samme tre ting skal være inkluderet. Molin er dog så old-school, at han foretrækker de fysiske pakker. Fristen for indlevering af materiale er tirsdag d. 9. februar 2016 kl. 12.00 og derefter trækker juryen, der skal vurdere det indsendte materiale i arbejdstøjet, vipper ørerne ud og giver de bands, der kommer med i selve konkurrencen besked medio februar.

Hvornår skal vi så høre det her musik?

Det skal vi på de skrå brædder i april og maj måned. Det hele starter i Aalborg på Studenterhuset og arbejder sig så gennem hele landet i fem indledende heats, hvor finalen dette år afgøres på Godset i Kolding lørdag d. 14. maj 2016. Alle datoerne kan ses her nedenfor:

SHOWTIME 2016

29.04 Studenterhuset, Aalborg

04.05 Badeanstalten, Slagelse

05.05 Stengade, København

06.05 Atlas, Aarhus

07.05 Fermaten, Herning

14.05 Godset, Kolding (Finale)

Vi kan kun på det varmeste anbefale at smide noget materiale ind til vurdering. For et ungt og uprøvet band er det en god mulighed for at komme ud og vise sit værd. Større udstillingsvindue i den hårde genre bliver svær at opstøve. Der vil også være mulighed for at få feedback fra en jury, der vurderer de deltagende bands, hvor ens optræden bliver gennemgået. Juryen består som regel af musikere, koncertarrangører, lys- og lydmænd, pressefolk m.fl., der hver har deres indgangsvinkel til musikken og som samlet giver bandet nogle kommentarer med på vejen efter koncerten. 

Så kender du et band, der gerne vil vinde muligheden for at stå på scenen på Wacken Open Air festivalen i 2016 og spille for flere tusinde mennesker, gælder det om at få gjort dem opmærksom på Wacken Metal Battle og få sendt noget materiale ind.

Vi ses derude til foråret. Devilution vil nemlig igen i år være en del af hele cirkusset.