Vi tager det ikke så seriøst, og vi husker at have det sjovt med det, vi laver

I den kommende weekend inviterer Heavy Days In Doom Town indenfor til fire dage med fedtet stonerrock og kradsbørstig doom metal. På plakaten er amerikanske Serpent Throne, som vi har fået os en snak med. 

Når Københavns bedste musikfestival, Heavy Days In Doom Town, på torsdag sparker årets program i gang på Loppen, bliver det begyndelsen på enden. Den fire dage lange festival, der, ud over sin faste åbningsdag på Christianias fineste, bliver afholdt i suverænt hyggelige rammer i Ungdomshuset på Dortheavej, har fra sin spæde begyndelse meldt ud, at det fjerde år ville blive festivalens sidste.

Frem for blot at søbe i en gravøl skal det selvfølgelig fejres, at festivalen overhovedet har været til, og et af de bands, det i år er værd at fejre festivalens ubetingede og dedikerede kærlighed til rock- og metalmusikken fra undergrunden sammen med, er amerikanske Serpent Throne.

Bandet, der har base i Philadelphia, har aldrig spillet uden for hjemlandets grænse før, og det er således en ganske unik koncert, HDDT-festivalen byder på, når, ”Philadelphia's best kept secret – if not that of the entire international doom/stoner scene”, lørdag aften kl. 21 spiller på festivalens hovedscene. Netop fordi bandet ikke er specielt kendt på de europæiske breddegrader, har vi som optakt til koncerten fået os en snak med bandets guitarist, Demian Fenton.

Hvem er Serpent Throne?

Vi er fire i bandet: Don spiller guitar, Sean spiller trommer, Joel bas, og jeg spiller ligeledes guitar. Som så mange andre bands startede Serpent Throne i sin tid ud uden at have nogen som helst form for musikalsk ambition. Faktisk var det aldrig meningen, at Serpent Throne overhovedet skulle have været et band.  Don og jeg lejede et skummelt øvelokale i det sydlige Philadelphia, mest bare for at have muligheden for at skrue højt op for vores guitarforstærkere. Vi lejede ikke øvelokalet, fordi vi havde en trang til at skabe noget sammen. Men jo mere vi kom i øvelokalet, jo mere blev det at spille riffs sammen en måde at bevare forstanden på.

En dag købte min bror så et trommesæt, der havde stået i øvelokalet i længere tid, som han reparerede, og begyndte at jamme med os. Colin, vores forhenværende bassist, joinede os kort tid efter. Dette line-up havde vi i små ni år, og vi endte med at spille en del koncerter og ligeledes indspille musik sammen. Sidste år flyttede Colin for at tage en ph.d. i filosofi, og nu er Joel så begyndt at jamme med os. Før Joel joinede os, spillede han i et fantastisk band, der kaldte sig Pearls and Brass, der udgav en plade på Drag City.

Beskriv jeres øvelokale?

Vi lejer et lokale i den lurvede del af Philadelphia. Jeg har aldrig haft lyst til at have et ”ordentligt” øvelokale og foretrækker af en eller anden grund helt klart at øve i shitty rooms. På væggen i vores øvelokale har vi et billede af Lita Ford samt en printet stencil af den famøse bagside fra ’Rides Again’ med James Gang, som min ven har lavet. Joe Walsh mangler dog på billedet, hvilket portrætterer en kunstners modvilje mod at tilgive Joe Walsh for hans musikalske grusomheder post-James Gang.

Jeres lyd er meget bred. Hvilke bands har inspireret bandet?

Vi startede vel med at spille en eller form for Sabbath-inspireret 70’er-heavy bikerrock. Vores mål var, at vi aldrig ville tage det for seriøst, og vi skulle sørge for altid at havde det sjovt. Vi kendte ikke nogen, der kunne synge, som ikke allerede var med i et band, og vi var ikke seriøse nok til rent faktisk at lede efter en sanger. Så vi blev ved med at jamme instrumentalt. Uden en vokal blev vi  nødt til at sørge for, at sangene virkelig var interessante at lytte til, og derfor begyndte vi at rage til os og læne os op ad alle de bands fra 70’rne, vi selv var vilde med: Wishbone Ash, Thin Lizzy, det ældre UFO, det ældre Scorpions, Sabbath, James Gang, Led Zep, Robin Trower, Leslie West, Captain Beyond, det ældre Pentagram og omkring en million andre navne.

Er der en koncert fra bandets historie, der stikker ud som værende bedre end de andre?

Serpent Throne har været utroligt heldige. Vi gør stort set ingen promotion for bandet, og vi anstrenger os ikke for at få jobs. Vi turnerer desuden ikke, da vi alle sammen har en ret travl hverdag. Men vi arbejder hårdt på at skrive gode melodier og, igen, vi sørger for at have det sjovt. Som jeg vist allerede har antydet, handler det egentlig mest om at mødes en gang om ugen som en undskyldning for at drikke bajere, spille riffs og glemme alt andet. På en eller anden måde har vi været så heldige, at det har bragt en fandens masse koncerter med sig. Jeg mener, vi har delt scene med flere af vores idoler – Pentagram, Blue Cheer, The Flower Travellin' Band. Vi har spillet koncerter med vores venner – alt for mange til at nævne – og vi har spillet en række store koncerter som opvarmning for The Sword. Personligt foretrækker jeg nok mest at spille koncerter på små undergrundsscener. Jeg føler mig mest hjemme, når jeg spiller musik for en forsamling af dedikerede dirtbags. Hvor som helst der er gode mennesker, der har jeg det fint.

Det var til at begynde med meningen, at I skulle spille jeres debutplade ’Ride Satan Ride’ (2008) i sin helhed på HDDT i år. Men i stedet vil I spille en varieret sætliste, der inkluderer også nye sange?

Vi spiller DET MESTE af ’Ride Satan Ride’. I takt med at vi vendte tilbage til det ældre materiale, opdagede vi, at der er et par af de gamle numre, der ikke egner sig til at blive spillet live uden alle de elementer, der er på studieversionerne af sangene – som f.eks. en mellotron og akustisk guitar. Havde det været i USA, vi skulle spille pladen i sin helhed, kunne vi øve disse sange med et par ekstra musikere. Men til HDDT giver det mere mening at skippe de numre fra ’Ride Satan Ride’, der ikke fungerer, og så i stedet tilføje sange fra vores andre plader. Personligt synes jeg også, det giver et langt mere dynamisk sæt. Samtidig mener jeg, at guitarharmonier er det universelle sprog, og dem har vi på denne måde haft mulighed for at putte nogle flere af ind i sætlisten.

Hvilken form for koncert kan publikummet på HDDT se frem til? Stiv pik og fuldskab eller professionel headbanging?

Folkene bag festivalen har været super-fucking-cool mod os og givet os en virkelig god placering i programmet. Så mon ikke det bliver noget med et godt mix af fuldskab og kaos tilsat lækre guitarharmonier og masser af riff-tilbedelse. Jeg er gode venner med The Body, som spillede på HDDT sidste år, og har i øvrigt kun hørt positivt om deres oplevelse af festivalen. Vi håber selvfølgelig på det samme og håber, at folk er på.

Derudover glæder jeg mig i det hele taget til at komme til København igen. Sidst, jeg var der, var i 2011 i forbindelse med visningen af ’Last Days Here’ (dokumentarfilmen om Pentagrams forsanger, Bobby Liebling, som er instrueret af Demian Fenton og Serpent Throne-buddy Don Argott), som jeg præsenterede på Cph:Dox. Her mødte jeg en masse gode mennesker, som jeg er spændt på at drikke en bajer med igen.

Er du bekendt med nogle af de andre bands, der spiller på HDDT i år? Er der nogle, du selv ser frem til at se live?

Ærligt talt, jeg er spændt på det hele. Der er en håndfuld bands, jeg er begejstret for at komme til at se, men mest af alt glæder jeg nu bare til at spankulere rundt og suge det hele ind og have det fedt. Og med alt det suveræne, jeg har hørt om Heavy Days In Doom Town, er jeg egentlig ret sikker på, at det ikke bliver svært at få indfriet.

Serpent Throne spiller på Main Stage lørdag aften kl. 21.