Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

King Diamond Interview, Del II

Updated
King Diamond Interview, Del II
Kongen fortæller om den aktuelle turné og om kommende projekter med eget band og Mercyful Fate. I første del af interviewet med King Diamond fortalte den gamle Knoglemester om hans og bandets nye album, ”The Puppet Master”. Her i anden runde tager snakken sit udgangspunkt i den turné, King Diamond just har startet i USA, hvor bandet i efteråret headliner en 4-band pakke foran selveste Entombed samt Nocturnal og Single Bullet Theory.

- Hvordan har du det med at skulle turnere rundt i USA efter alle de mange år og med skiftende trends indenfor heavy rocken?
”Vi glæder os jo som små børn. Du ved jo, at jeg hader det der med at rejse og kan ikke sove på bussen eller når vi kører. Alt det der er et helvede, men det der med at være på scenen elsker jeg mere end noget som helst andet. Det er simpelthen toppen, altså.”

”Det der med trends: vi har jo aldrig fulgt noget andet end os selv, vi har fået lavet denne her lille niche, som er vores stil og der er ikke rigtig nogen bands der lyder lige præcis som vi gør. Så det er blevet sådan lidt tidløst på en måde. Vi har aldrig behøvet at følge noget andet med mindre vi ville op at sælge millioner af plader, ik’ (sagt med et grin - red.). Det er klart, det ville man selvfølgelig godt, men jeg ville ikke gøre det og så skulle ofre den frihed, vi har, og med at stå 100% bag alt, hvad vi har lavet.”

- Bliver den nye tour med det helt store scene cirkus eller hvad?
”Jo, absolut altså. Det var skide svært at lave sæt listen denne her gang… det var det sværeste, jeg har prøvet, nogensinde! Netop fordi vi ikke fik lavet den der ”Abigail II” tour, hvor vi på en eller anden måde havde lovet fansene at lave en turné hvor vi havde sat begge ”Abigail” plader op i front (inkl. den første fra 1987 – red.); ikke alle numrene, men det skulle være featuren. Nu har vi så lavet en ny plade, vi bare synes er endnu bedre, mand, og hvad gør man så? Der skal jo også spilles andre numre, ikke bare fra de to plader.”

”Så, vi har måttet lave en sæt liste version med det mest essentielle fra ”Abigail” og ”Abigail II”, hvor vi så i starten af showet spiler syv numre i rap fra de to plader - og vi laver det gamle intro, vi har fået bygget en ny børnekiste så vi kan lave introet som vi gjorde i ’87. Og så laver vi også en speciel scene til ”Abigail II” historien. Og efter ”Abigail” stuffet laver vi så lidt fra ”The Eye” og ”Conspiracy” og så kommer vi frem til fem-seks hele numre fra ”The Puppetmaster”, som selvfølgelig også skal laves så illustrativt som vi nu kan gøre det.”

- Kommer vi også til at se showet i Danmark til foråret?
”Kan ikke sige 100 % til hvilken tid, men til næste år – ja. Når vi kører denne fire band-tour spiller vi omkring én time og 40-45 minutter. Men det bliver måske kun en tre bands pakke i Europa, så der kan det være der bliver lidt ekstra tid til at føre et par ekstra numre ind.”

- Tror du nogensinde, vi vil se Mercyful Fate optræde live igen?
”Jeg tror absolut ikke det er umuligt. Der ligger den der dimension med, at King Diamond kan vi stadigvæk leve af under de her forhold. Mercyful Fate har sgu ikke gratis adgang til Andys studie og services og Mercys kontrakter er ikke er så gode som King Diamonds. Sådan har det altid været. Indspilningsomkostninger vil være dyre end med King Diamond, så derfor bliver Mercy et – jder er pplaner eg vil ikke kalde det et hobby band, men hvis der kun var Mercy, så kunne jeg ikke lave af det mere. Så var jeg nødt til at have et andet job og så ville der ikke være tid til musikken, vel? King Diamond kan jeg stadigvæk leve af, så Mercy er noget der bliver lavet hvis der opstår et break i King Diamond i fx tre måneder, hvor der INTET andet er at lave.”

”I januar signede vi nye kontrakter med begge bands, og vi går jo ikke hen og spenderer penge på en advokat til at lave kontrakter, hvis ikke vi har en intention om at lave en plade. Det ville være spild af penge, så vi håber da det sker, men jeg kan simpelthen ikke sige hvad der vil ske i fremtiden. Så skal jeg virkelig have den store krystalkugle frem, for der sker allerede så meget: Vi skal indspille denne her King Diamond USA tour til en double live cd og der er planer om at lave en live DVD på Europa touren. Og så er der snak om at gå i kælderen og kigge efter gamle ting og sager til en retro DVD til Mercy og det samme med King Diamond. Gammelt stuff, som ingen har set før, behind the scenes, gamle bootleg ting og så alle officielle videoer. Og så skal jo også skrives ny musik, også nogle Mercy-numre hen ad vejen, så den dag, man med to måneders varsel ved at ”hov, nu bliver der et hul, der!”, så har vi materialet klar. Der er fuld fart på, med mange forskellige projekter i ilden.”

Men lige nu gælder det altså det nye album, ”The Puppetmaster”, som vi skulle ha' anmeldt i dette nummer, men pladeselskabet fik sådan set bare ikke nosset sig sammen til lige at sende det inden deadline til vor anmelder... så, næste mandag, forhåbentlig.