Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ligegladhedens styrke

Populær
Updated
Ligegladhedens styrke
Illdisposed er på banen med sit 10. studiealbum, og i den anledning fik heavyjam.dk lov til at ringe og forstyrre guitarist Jakob Batten. Hvordan har din vej været til musikscenen?

Da jeg var 5-6 år gammel, ville jeg gerne gå til klaver, men det måtte jeg ikke, fordi jeg ikke kunne nå pedalerne. Men så begyndte jeg at tude, og så fik jeg lov alligevel. Da jeg var 8 år, tror jeg, kom jeg hjem med en Iron Maiden-LP til min forældres store skræk. Senere fandt jeg guitaren, og har spillet i et demoband, der kun nåede at udgive en demo, men alligevel fik spillet med et par større navne. Så var der Infernal Torment, inden jeg kom til Illdisposed.

- Det første Illdisposed album, du var med på, var ”Retro” i 2000. Kort efter fulgte ”Kokaiinum”, men så gik der 3-4 år før ”1-800 Vindication” udkom. Hvad skete der i den tid?

Vi var trætte af det hele. Og selvom jeg var relativ ny i bandet, så kom jeg hurtigt ind i den samme passivitet, de andre var blevet ramt af. Vi manglede også et ordentligt pladeselskab, så der gik lidt ekstra tid med det hele. Vi er også blevet ældre, og har ikke samme tilgang til det mere.

- Hvem får nu tævene i Illdisposed, når nu Lasse Bak (guitarist i bandet frem til 2005) ikke længere er med?

Haha… Bo og jeg får slået en del på hinanden. Godt nok kun med flad hånd, men gør man det rigtigt, kan man godt sgu godt blive lidt fraværende i nogle sekunder. Bo gav mig engang en ordentlig en på lampen, mens vi sad hos Roadrunner. Der blev jeg lidt overrasket og var lige væk en 10 sekunders tid, tror jeg.

Tyskland versus Danmark

- I er nu havnet på et tysk selskab, og det må siges at være det rigtige sted. Fx er den tyske Wikipidia om Illdisposed meget mere indholdsrig end de tilsvarende danske og engelske...

Helt sikkert, vi sælger nærmest intet herhjemme, mens tyskerne jo æder alt metal. Vi valgte også det her pladeselskab (AFM), som ikke tidligere har udgivet death metal, og dermed er vi blevet en klar førsteprioritet for de hårdere genrer.

Det virker som et godt valg for os. Gennem årene har vi jo set, at man ikke kan leve af metal, og det kommer vi heller ikke til. Pladebranchen går dårligere og dårligere, og metal er en dårlig luder at befinde sig i.

Vi tager det hele meget afslappet, nærmest useriøst, men jeg tror det er det, der gør, at vi stadig er her, og egentlig laver bedre og bedre plader.

- Den nye plade har paralleller til ”There’s Something Rotten” fra 1997, hvor det kun er Bo fra den nuværende besætning, der var med. Hvordan er det kommet til i sangskrivningen?

Det er mig, der har skrevet alt musikken på ”The Prestige”. Jeg mener jeg har et godt øre for at fange en stil, så det har altid kommet let til mig, at skrive musik, der stadig er Illdisposed, selvom jeg er kommet til senere.

Jeg har skrevet alt musikken hjemme, og så sendt den rundt til de andre efterfølgende. Vi bor ikke så tæt på hinanden, og med Franz i København, så øver vi heller ikke 5-6 gange om ugen som i gamle dage. Det fungerer fint for os på den måde, vi er jo blevet ældre, og der er familie, børn og job at tænke på også.

Kunsten at være med i Illdisposed

- Kræver det noget særligt at være med i Illdisposed – der har gennem tiden været mange medlemsudskiftninger?

Nja…noget kræver det vel altid, men Martin (Thim – også Exmortem mainmand) gik fx pga. manglende tid. Han er vist juniordirektør i et firma, og det kunne ikke længere forenes med Illdisposeds aktiviteter.

- I kendte jeres nye guitarist, Franz ”Hellboss”, i forvejen, skulle han igennem audition for at blive optaget?

Næ, vi vidste hvad han kunne, og at han var cool fyr, så det krævede ikke så mange overvejelser.

- I de gode gamle dage, før du selv blev medlem, var Illdisposed berømt, berygtet og bandlyst fra flere spillesteder. Laver I stadig ballade, eller tillader stederne i virkeligheden bare mere?

Dengang var det jo altid en fest, når vi skulle ud at spille. Med i bussen var der var måske også nogle personer, der bestemt ikke var medvirkende til god opførsel. Der var faktisk 3 år, hvor vi ikke måtte spille nogen steder i Danmark. Jeg kan egentlig godt forstå det. Hvis der for eksempel var en sav i et backstage-lokale, så var det da helt sikkert, at sofaen ville blive savet over!

Det er jo ikke fordi, vi ikke drikker længere, men vi tager nok bare det hele mere afslappet nu i forhold til dengang.

Fortrydelser og gode gamle dødsdage

- Selvom det er en ny plade, er der så allerede ting, du ville have haft anderledes?

Efter pladen kom tilbage fra mixning og mastering, synes jeg, det er kommet til at lyde lidt kunstigt af ’plastik’. Vi ville netop undgå den tidstypiske lyd, hvor indspilningen er et stort klippe-klistre-projekt, så det hele er indspillet som ”one-takes” fra start til slut af en sang. Jeg har virkeligt øvet sangene meget for at jeg kunne gøre det på denne måde.

Vi har gemt masterbåndende, hvis vi en dag skulle få lyst til at remixe den, for jeg synes faktisk det lød bedre i studiet, end det gør på det endelige mix.

- Coveret er superfedt, lidt kliché med kranie, men samtidig grafisk flot, hvad var jeres første reaktion fra kunstneren?

Han lavede et par stykker vi kunne vælge mellem. Det er rigtigt, at der ikke er noget nyt i at have et kranie på coveret, men det ser godt ud og passer godt til det ville have samt titlen ”The Prestige”. Og så ser det bragende godt ud på t-shirts. Så vi er tilfredse.

- Du har selv været med i den danske scene i rigtigt mange år og kender tiden fra dengang, der stort set kun var Konkhra og Ilddisposed og så en stor undergrund. Var det sjovere at være musiker og fan dengang, end det er nu, hvor der er mange danske bands, der spiller op til dans på den internationale scene?

Ja, det var da sjovere dengang, synes jeg. Vi mødtes 5-6 gange om ugen for at øve eller gå til koncert, og var fulde hver gang. Dengang troede man jo fast og holdent på, at man havde det fedeste band i verden, og der var ikke nogen, der skulle prøve at fortælle en noget andet.

Men samtidig, så er vi jo pisseligeglade nu og en dårlig anmeldelse rør os ikke. Og som nævnt tidligere, er det måske den største force i Illdisposed.