Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dødsmetallere ældes med stil

Updated
Dødsmetallere ældes med stil
Interview: I anledning af Vicious Arts glimrende album ”Pick Up this Sick Child” tog Heavyjam en snak med trommeslager Robert Lundin. Robert lægger ud med at fortælle lidt om begyndelsen frem til signingen med det danske selskab Mighty Music:

”Bandet startede i 2002. Matti (guitar) og jeg havde forladt Dark Funeral og ville lave noget sammen igen. Tobbe (guitar), en fælles ven, og Jocke (vokal), som vi tidligere havde spillet med, fulgte hurtigt efter. Senere kom Jörgen (bas) med, da han forlod Entombed."

"Vi trækker på stor erfaring fra vores tidligere bands, det er stadig lige sjovt – måske mere endda – at spille. Bandet er i dag topprioritet for alle.

"Mighty Music har virkelig gjort meget for os. Vi håber vi kan hjælpe hinanden yderligere frem, og vi føler at fremtiden er lys.”


Spøgelsessange

- Hvordan arbejder I med sangene, især tekster og vokalarrangementer? Det må jo være luksus, udover Jockes hysteriske growls, at kunne arbejde med afgrundsdybe growls fra Jörgen?

”Der lægges meget arbejde i teksterne, så de får et særligt twist. Og Jocke er god til vokalarrangementer. Det er bestemt luksus at have Jörgen på vokal også. Det er måske den bedste growling-duo, der findes. Det var ikke meningen fra start, men måske er det lidt blevet vores varemærke."

"Ellers starter en sang med et par riffs fra Tobbe, Matti eller Jörgen. Så prøver jeg at perfektionere deres trommeidéer, eller også tillægger jeg blot min egen kreativitet. Jocke synger så henover. Som regel ikke rigtige ord i starten. Det er det vi plejer at kalde 'the ghost song', haha.”

- Produktionen er rigtigt fed på den nye skive, på èn gang både old school og moderne. Hvordan vil du selv beskrive den?

”Vi er selv meget tilfredse. Jeg har svært ved at sætte ord på det tekniske, udstyr og sådan, men generelt gik det glat. Jeg lagde trommerne til click-track. Vi er gode til at minimere studietiden, sikkert på grund af vores erfaringer, og alle sange er klar ned i mindste detalje, når vi går i studiet. Så vi spilder ikke tid og dermed penge – det skal Mighty Music vide, haha”


Ung Scarface mobbes

- Netop omkring det med erfaringer: I er jo relativt gamle i gårde, kun Tobbe er under 30. Er han mobbe-offeret i bandet?

”Ja, faktisk. Selvfølgelig fordi vi er misundelige. Men så alligevel: vi ældes med stil! Der er masser af sjove druk-historier i bandet, men det er oftest med ham som hovedperson. Han kommer med klassiske one-liners og for nylig kom han til at ligne 'Scarface' i et møde med et smadret vindue.”

- Her til slut, kan du anbefale nogle steder en dansk metalfan burde besøge på ferie i Stockholm?

”Ja da. Steder til at hænge ud: Rocks på Mariatorget, Pub Anchor på Sveavägen og Club Distortion på Tantogården.”

Og så er der ikke andet for, end at glæde sig til februar, hvor bandet gæster København. Robert lover masser af intensitet, headbanging og sved. Du er hermed advaret!