Ingen opløsningstendenser

Stort Slipknot-interview om guitarsoloer, inspiration, sammenhold og taknemmelighed.

Mathias Nielsen mødte Slipknots guitarist Mick Thompson, alias #7, før bandets koncert i Parken den 26. maj. 

- Der kørte et rygte om, at I ville gå i opløsning efter den nye plade? ”Det var bare folk på Internettet, der skrev en masse lort. Og det er dét, der stinker ved Internettet. Man skal ikke tro på det man læser. Jeg var inde på vores fans’ message board og læste hvad de havde skrevet. De troede alle sammen på det, fordi de havde læst det på Internettet. Og vi – i bandet – havde sgu ikke sagt noget om opløsning!” (ikke helt sandt, på sidste års Roskilde Festival, fortalte sanger Corey Taylor at det aktuelle Slipknot album nok ville blive bandets sidste - Red.). - Efter at have hørt det nye album, ville det da også være sørgeligt, hvis I gik i opløsning! ”Jajaja, men jeg har det sådan: Hvorfor fanden skulle vi gå i opløsning? Som om jeg vil have et 'rigtigt' job? Hvorfor skulle jeg kaste håndklædet i ringen? Det ville bare ikke give mening. Jeg får en masse penge, samtidig med, at jeg laver det jeg elsker…" - Fortæl lidt om, hvordan det var, at arbejde med produceren Rick Rubin? ”At arbejde med Rick betyder dybest set, at du kan få lov til at gøre præcis, hvad du har lyst til. Han er ikke en hands-on producer, hvilket gav os lov til at lave 'vores egen' plade. Det man i bund og grund hører, er os som bare jammer numrene, som de lød, da vil spillede dem for første gang. Hans Recording Mansion er et kæmpefedt sted. Vi kunne sidde oppe til klokken halv fem om morgenen, og stadig komme op med nye ting." "Jeg har hørt fra mange, at vores nye plade har den der 'Rick Rubin-lyd', men i virkeligheden lyder den nye plade bare som Slipknot! Vi har lavet den plade vi gerne ville lave. Da vi gik i gang med at jamme, havde vi været væk fra hinanden i to år. Det er lang tid for ni mennesker at være væk fra hinanden. Kreativt set, var vi alle forskellige steder henne, men det man hører på den nye plade, er bare os, som føler os frie og det var præcis dét vi gerne ville. Den næste plade vil lyde anderledes… Hvis man ikke udvikler sig som musiker, hvad er der så værd ved det? Vi vil ikke lave den samme plade to gange og det har vi endnu ikke gjort. Vores andet album var meget mere ondskabsfuldt end det første, hvilket jeg var meget glad for. Det tog meget lang tid, at få de andre til at spille ondere!” - Personligt synes jeg, at det andet album var langt mere ekstremt end jeres debut… ”Præcis! Det jeg elsker at spille er det, men vi har allerede spillet den slags. Det nye album er fyldt med masser af ondt lort, men der er også en masse andre - og meget anderledes -sammensætninger på. Og det er alt sammen en del af at være musiker. Jeg mener, musikere har jo ikke kun én tangent at spille på. Der er så meget, der venter på at komme ud. I det her band kan man simpelthen ikke nå at få alt ud, selvom man gerne ville. Jeg kan godt skrive langsomme blues-numre, men de ville aldrig ende på et Slipknot-album. Det her album er lidt mere varieret, men det lyder stadig som Slipknot.” - Hvordan fik I pladsen som opvarmningsband for Metallica (på forrige turné havde Lars Ulrich personligt fået Godsmack til at åbne, gennem sin ven, forsanger Sully Erna, red.)? ”Den slags sker gennem agenter, du booker ikke bare din egen tour. Jeg ved ikke præcist, hvordan denne tour kom på plads, men Metallicas lydmand, Big Mick, lavede lyd for os en årgang og på nogle områder har vi haft de samme crew-medlemmer. Kirk (Hammett, Metallicas guitarist, red.) har kigget forbi til nogle af vores shows. Han kom ned og så os i San José, hvor vi lige hilste på og så videre.” Guitarsoloer - Betyder inklusionen af soloer på det nye album, at I er på vej væk fra nu-metal, og mere på vej i retning af ”traditionel metal”? ”Altså, før vi indspillede debutalbummet, havde jeg lagt soloer på nogle af sangene. Vi havde omkring 27 sange klar, da vi skulle indspille vores første album, så vi skar en masse fra. Det færdige værk er meget forkortet i forhold til, hvordan sangene oprindelig lød. Før indspilningen havde vi fx et syv minutter langt nummer, som endte op på albummet i en helt anden forkortet version. Da vi skulle udgive debuten, var soloer misbilliget af de fleste pladeselskabsfolk, fordi de var nogle fisser! Men igen, så er der også nogle bands, der bare putter guitarsoloer ind i sange, fordi de føler at det skal der være, og det på trods af at det ikke gør sangen bedre." [img]http://heavyjam.dk/img/736.jpg[/img] "Jeg havde det ok med, at vi i Slipknot skar soloerne af på det første album, fordi der ikke var behov for, at de var der. Jeg har det ikke sådan, at jeg nødvendigvis skal spille den af på min guitar i hver eneste sang, jeg indspiller. Det er sjovt, men det er en ting, man ikke behøver have med. Alligevel var jeg lidt irriteret over det på debuten, fordi jeg havde spenderet hele mit liv i mit soveværelse og lært at spille guitar pissehurtigt. Lige pludselig kunne det ikke bruges! Men jeg har lært at leve med det, da jeg har indset, at en sang ikke altid nødvendigvis har brug for en guitarsolo." - Min første reaktion var, at I havde bragt elementer ind fra fx Stone Sour – Corey synger meget i stedet for at råbe sig gennem hele albummet, der er flere melodiske omkvæd og så videre... ”Vi har altid haft melodiske omkvæd på vores sange. Den slags har vi arbejdet med lige siden vores debutalbum. Et melodisk omkvæd er med til at løfte sangen og gøre den mere mindeværdig. Men det var ikke noget vi gjorde med overlæg, det var ikke planen, at vi skulle lyde som Stone Sour. Jeg læste en anmeldelse et sted, hvor der stod, at vi havde tilføjet elementer fra Stone Sour og To My Surprise, #6 Shawn Crahans band. Well, Shawn har ikke skrevet noget af musikken, så hvordan skulle vi lyde som To My Surprise?" "Det giver ingen mening, men sådan har det altid været: Folk har brug for et svar eller en årsag, så de har et behov for at komme med deres egne teorier: 'Det her lyder anderledes. Det må være på grund af Coreys Stone Sour-projekt...' Jeg mener, Stone Sour var Coreys band FØR han kom med i Slipknot. Vi ”stjal” ham, og lærte ham at synge ”hårdere”, for i starten lød han konstant sådan her... (Mick laver et King Diamond-agtigt falset skrig). Det var altså hans oprindelige band, og da vi tog lidt fri fra Slipknot, besluttede han sig for at indspille Stone Sour-sangene, der jo allerede var skrevet." "Slipknot og Stone Sour er to vidt forskellige projekter. Vi blev ikke inspireret af de sideprojekter hver enkelt lavede, da vi holdt pause. I den pause kunne man få lov til at være sig selv og være væk fra de resterende medlemmer i bandet. Vi havde jo gået klods op ad hinanden siden 1998. Det bliver faktisk kedeligt når man har vænnet sig for meget til det. Men efter pausen var vi ligesom alle sultne igen. Når man ser det lidt på afstand, er det sgu da vildt, at vi spiller for en udsolgt arena i Danmark, men gør man det i for lang tid uden pauser bliver det en rutinetjans og så bliver det kedeligt. Derfor er det altid godt at komme væk fra det hele i stykke tid og sidde derhjemme som den bonderøv, man i virkeligheden er! Den slags får en til at sætte mere pris på det at være med i et band. Da vi stod midt i det for et par år siden, glemte vi alle hvor heldige vi er og hvor gode vi er sammen som en enhed, når vi skriver sange." Før koncerten - Hvad kan vi forvente os af koncerten i aften? Spiller i nogle af balladerne fra det nye album [her bliver HeavyJam’s udsendte rettet af en fornærmet Mick, som siger at Slipknot ikke har lavet nogen ballader - det er bare ”stille akustiske sange”…]? ”Nah, de akustiske sange er fede nok på albummet, men jeg vil aldrig sidde på en scene – iført en ond maske – og plimpe på akustisk guitar. Det sker aldrig! Vi har altid haft nogle sange, som er mere album-sange end de er live-sange. Jeg er sikker på, at jeg aldrig vil spille "Circle" og jeg er stensikker på at jeg aldrig vil spille "Vermillion pt. 2" live. [img]http://heavyjam.dk/img/735.jpg[/img] - Så vi skal altså forvente os en time af ond, ekstrem metal? ”Ja, vi forsøger altid at holde energien på højdepunktet hele koncerten igennem. Nogle gange spiller vi dog lige en mere afdæmpet sang, for lige at give tilskuerne et pusterum. Det er specielt når man spiller som det fjerde band en aften – det har vi lige har gjort på Jägermeister Touren [i USA, red.] - at folk blandt publikum kan virke mørbankede. Måske har man været på arbejde inden man tog til koncerten og man har stået tre bands igennem allerede. Så duer det ikke, at vi bare smadrer igennem hele koncerten, vi er nødt til at give tilskuerne et pusterum i ny og næ." - Jeg hørte, at noget af det samme skete på ”Blackest of the Black”-turnéen, hvor Superjoint Ritual opvarmede for Danzig. For folk var komplet smadrede efter Superjoints sæt… ”Hæhæ, det gjorde vi imod Coal Chamber, da vi opvarmede for dem. Vi gik på scenen og gik amok, og publikum var bare sindssyge! Så vi fik næsten kørt dem helt flade inden selve hovednavnet gik på." - Lad os se, om I kan gøre det samme ved 40.000 danske publikummer i aften! ”Det kan vi! Vi har spillet overfor større menneskemængder. På Reading og Leeds-festivalerne. Der er fandeme så mange mennesker der, at det føles uvirkeligt. Der er mennesker så langt øjet rækker. Jeg elsker at spille på steder som dette (Parken, red.) – hvor scenen er enorm. Det at føle den kraft, man har når man slår strengene an i en kæmpe arena. Alting ryster, det er en ekstrem fed fornemmelse! Langt federe end at høre sin øveforstærker i soveværelset derhjemme! HAHAHA! Det er en helt anden verden og det er meget inspirerende!"