Interview: De fantastiske japanere
Updated
Sharlee D'Angelo var så snaksaglig, at der udover heavyjams klassiske ”10 hurtige til en heavynørd” kom så mange ekstra oplysninger på bordet, at det måtte på tryk. I forbindelse med dine favoritskiver nævner du et live-album med Rainbow. Nu har I jo selv live-udgivelse ude; har den plade betydet noget særligt for dig selv på en scene?
"Den plade betyder vældig, vældig meget for mig. Det er en plade jeg har lyttet meget på, da jeg var helt lille. Sad derhjemme hos forældrene med hovedtelefonerne på og kiggede på gatefold-vinylen med alle billederne og læste alting på den. Jeg lyttede på hver enkelt lille detalje. Det var også det, det var sådan en skive man havde albumversioner af, og det var spændende at høre de her virkelig lange udgaver af de samme numre. Jeg lærte meget som musiker; at man kan gøre noget helt andet end sådan som man har indspillet det. Betydningen af improvisation simpelthen. Hvilket har betydet, at jeg mange år senere som musiker vidste, at alting ikke behøvede være så 'stift'. Der kan altid laves forandringer."
- Hvorfor lige så stor en hyldest til jeres japanske fans med udgivelsen ”Tyrants of the Rising Sun”?
"Grunden til at vi har valgt det sådan, er at Japan var det første land, vi havde succes i. Bandet var knap nok et band, før vi blev velmodtaget der. De er bundloyale overfor bandet. Vi har selvfølgelig kørt vores store invasionskampagne for verdensherredømme. Men vi har altid haft Japan. Og efter vi er blevet større i resten af verden har folk stadig altid spurgt 'hvad er det med jer og Japan?', og går de amok, eller er de så stille mellem numrene, som man hører fra folk? Så da vi skulle på tour dernede, tænkte vi, at nu kunne vi vise folk hvordan det egentlig foregår. Vi hyrede kameraudstyr og skød tingene. Det handler ikke om resten af verden. Det handler faktisk kun om Japan i denne udgivelse."
"Det er så professionelt! Vi havde et kamerahold fra Fuji-tv, en af de største kommercielle kanaler dér. Ham, der kan kaldes instruktør på dvd’en, sagde, at han aldrig før havde arbejdet med så professionelle mennesker. Man kunne frygte problemer pga. sprogbarrierer, men der var intet der. Det er så professionelt, at man selv sætter en ekstra ære i at være ekstra professionel.
Rent teknisk er det hele blevet rigtigt godt. Det er sandt, at japanerne måske er lidt stille, men samtidig kan man fornemme den her totale intensitet, der er."
Arch Enemy i Bon Jovi-version
- Hvad synes du om Dream Evils cover af jer på Century Media jubilæumsudgivelsen?
"Den er ret sjov, det er den faktisk. Jeg vidste de ville lave den, det fik vi at vide. Vi fik et opkald fra Century Media om at vi også selv skulle lave en sang fra deres bagkatalog. Vi tænkte på Morgoth eller noget ældre Nevermore. Men så lyttede vi på det. Det var for kompliceret i forhold til den tid vi havde til det. Men så hørte vi, at de ville gøre vores sang til en slags 80’er heavy (Sharlee begynder resolut at synge ”Let The Killing begin…åhh åhh o åhh” som Dream Evil spiller det). Det er jo nærmest Bon Jovi! Ok, vi tager hævn!”, tænkte vi. Og så spillede vi en Dream Evil sang. Og det blev skide godt!
Bortset fra det, er vi jo eneste band, som på den cd spilles af to bands. Mercenarys version af ”Burning Angel” er også super.
Og med lidt ros til danske helte lykkes det at få den energisprudlende svensker til en afslutning og han iler videre til næste interview.
"Den plade betyder vældig, vældig meget for mig. Det er en plade jeg har lyttet meget på, da jeg var helt lille. Sad derhjemme hos forældrene med hovedtelefonerne på og kiggede på gatefold-vinylen med alle billederne og læste alting på den. Jeg lyttede på hver enkelt lille detalje. Det var også det, det var sådan en skive man havde albumversioner af, og det var spændende at høre de her virkelig lange udgaver af de samme numre. Jeg lærte meget som musiker; at man kan gøre noget helt andet end sådan som man har indspillet det. Betydningen af improvisation simpelthen. Hvilket har betydet, at jeg mange år senere som musiker vidste, at alting ikke behøvede være så 'stift'. Der kan altid laves forandringer."
- Hvorfor lige så stor en hyldest til jeres japanske fans med udgivelsen ”Tyrants of the Rising Sun”?
"Grunden til at vi har valgt det sådan, er at Japan var det første land, vi havde succes i. Bandet var knap nok et band, før vi blev velmodtaget der. De er bundloyale overfor bandet. Vi har selvfølgelig kørt vores store invasionskampagne for verdensherredømme. Men vi har altid haft Japan. Og efter vi er blevet større i resten af verden har folk stadig altid spurgt 'hvad er det med jer og Japan?', og går de amok, eller er de så stille mellem numrene, som man hører fra folk? Så da vi skulle på tour dernede, tænkte vi, at nu kunne vi vise folk hvordan det egentlig foregår. Vi hyrede kameraudstyr og skød tingene. Det handler ikke om resten af verden. Det handler faktisk kun om Japan i denne udgivelse."
"Det er så professionelt! Vi havde et kamerahold fra Fuji-tv, en af de største kommercielle kanaler dér. Ham, der kan kaldes instruktør på dvd’en, sagde, at han aldrig før havde arbejdet med så professionelle mennesker. Man kunne frygte problemer pga. sprogbarrierer, men der var intet der. Det er så professionelt, at man selv sætter en ekstra ære i at være ekstra professionel.
Rent teknisk er det hele blevet rigtigt godt. Det er sandt, at japanerne måske er lidt stille, men samtidig kan man fornemme den her totale intensitet, der er."
Arch Enemy i Bon Jovi-version
- Hvad synes du om Dream Evils cover af jer på Century Media jubilæumsudgivelsen?
"Den er ret sjov, det er den faktisk. Jeg vidste de ville lave den, det fik vi at vide. Vi fik et opkald fra Century Media om at vi også selv skulle lave en sang fra deres bagkatalog. Vi tænkte på Morgoth eller noget ældre Nevermore. Men så lyttede vi på det. Det var for kompliceret i forhold til den tid vi havde til det. Men så hørte vi, at de ville gøre vores sang til en slags 80’er heavy (Sharlee begynder resolut at synge ”Let The Killing begin…åhh åhh o åhh” som Dream Evil spiller det). Det er jo nærmest Bon Jovi! Ok, vi tager hævn!”, tænkte vi. Og så spillede vi en Dream Evil sang. Og det blev skide godt!
Bortset fra det, er vi jo eneste band, som på den cd spilles af to bands. Mercenarys version af ”Burning Angel” er også super.
Og med lidt ros til danske helte lykkes det at få den energisprudlende svensker til en afslutning og han iler videre til næste interview.