Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Det er bedre at sparke døren ind"

Populær
Updated
"Det er bedre at sparke døren ind"

Det er gået stærkt for det københavnske metal-monster Cabal, siden de for lidt over et år siden slap deres debut-ep. Vi har mødt to af gruppens medlemmer til en snak om, hvad der har formet bandet og hvordan de selv oplever den hurtige vej fra øvelokalet til scener landet rundt og i udlandet.

Hvis der var en pris for landets tungeste band, ville den uden at tøve gå til Cabal. Det er med store kæmpe skridt, at bandet meldte deres ankomst for lidt over et år siden med deres ep 'Purge', der undervejs sørger for at mane godt og vel alt til jorden. Den samme energi og nådesløse levering har Cabal også formået at tage med på scenen, hvor de allerede har etableret sig som et solidt og populært liveband.

Vi var for nogle uger siden på besøg i gruppens øvelokale på nørrebro, hvor guitarist og producer Chris Kreutzfeldt (tidl. Scars of Beauty) og forsanger Andreas Bjulver Paarup bød på en kop kaffe og snak om Cabal - inden resten af besætningen troppede op til den ugentlige pulverisering i de cementgrå rammer.

Hvordan startede Cabal?

Andreas: Det startede som Chris' enmandsprojekt kaldet Inspector Gong, hvor han hev en masse seje vokalister i studiet. 

Chris: Det var egentlig mig og trommeslageren Nikolaj, som startede det. Og vi begyndte så at rekruttere medlemmer. 

Hvor langt er vi tilbage her?

Chris: Det må være cirka et år før vi udgav vores ep 'Purge'.

Andreas: Ja, og jeg kom så med et halvt års tid efter. Jeg var lige kommet hjem fra USA, da ep'en skulle indspilles, og kan huske at jeg havde et slemt jetlag, så jeg hang slet ikke sammen og sov på gulvet i studiet.

Chris: Det var sygt sjovt. Han lå bare på gulvet i halvanden time og var helt død. 

Hvad er jeres tanker om navnet Cabal?

Chris: Det var Nikolaj, som fandt på det...

Andreas: Ja, det er en form for hemmelig sekt, som har noget meget ondt over sig. Det er den meget generelle forklaring på ordet. Jeg synes det passer godt til musikken, og jeg har også skrevet lyrikken ud fra navnet. Den handler om en dødskult, der prøver at få jorden til at gå under.

Så lyrikken omhandler en dødskult?

Andreas: Ja, og om hvor nederen mennesker er...

Det lyder meget slemt.

Andreas: Haha, det er det også.

Chris: Søde, søde babyhistorier, haha.

Andreas: Men altså, det er jo fiktion. Det er nok det mest rollespilsagtige musik, jeg nogensinde har lavet. Der er selvfølgelig tanker bag det hele, som også reflekterer hvordan vi har det. For eksempel, som når man sidder sur inde på sit værelse midt om natten og ser Trump blive præsident, så er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet, om vi ikke bare skal rydde det hele. 

Den frustration er I uden tvivl ikke alene om. Hvordan er I kommet frem til den musikalske stil?

Chris: Jeg synes ikke, at det er deathcore, black eller noget tredje. Det er mere en blanding af alt muligt. 

Er der nogen bestemte bands, som har inspireret?

Chris: Jeg lytter rigtig meget til Meshuggah. Noget deathcore kan jeg også rigtig godt lide. For eksempel et amerikansk band, som hedder The Acaccia Strain. Så det er kommet lidt ud af det, men det er altid svært at svare på. Vi lader os inspirere af alt, hvad vi hører.

Hvordan føler I modtagelsen af Cabal har været indtil videre?

Andreas: Det har været meget, meget over forventning. Jeg føler også, at vi med det her band har prøvet at have en mere professionel tilgang til det. Vi har alle spillet længe og har erfaringer fra tidligere bands. En masse trial and errors. Nu ved vi ligesom hvad man ikke skal gøre. Vi har haft en teori om, hvad der kunne virke, og det lader til, at den også har virket. Men det er stadig gået bedre end vi kunne have håbet på. 

Chris: Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive taget så godt i mod. Vi bevæger os indenfor en niche-genre, selv indenfor metal. Men jeg vil sige, at alle dem, som er til det lidt mere ekstreme har taget rigtig godt imod os, mens de mere gængse metallyttere også virker til, at være positive stemt. 

Andreas: Jeg have også en teori om, at det generelle metal-Danmark ikke ville bryde sig om os, fordi vi er meget noget med breakdowns hele tiden. Og det plejer der, at være lidt en aversion i mod. Men sådan har vi slet ikke oplevet det, og det er super fedt.

Chris: Jeg tror måske også, at vores musikvideo til nummeret 'Innocent Blood' har hjulpet meget. Den er meget mørk med masser af horn, som virker meget dødsmetal-agtigt. I min bog bliver det i hvert fald ikke mere dødsmetal end at se en person bliver skåret midtover ude i en skov. Og det aspekt tror jeg har tiltalt mange. Det, og så at vi også har nogle blacket elementer gør bare, at vi må have ramt noget mange ikke vidste, at de gerne ville have.



Så I er meget bevidste om at gå all-in på alle på de her metal-symboler og så videre?

Andreas: Ja, det er vi. Noget som jeg selv har lært fra tidligere bands er, at det er meget vigtigt at have en rød tråd, der går igennem det hele. Lige fra det visuelle, til lyrikken og selvfølgelig musikken. Der må ikke være for meget, som stikker ud, hvis udtrykket skalv virke strømlinet. Alt hvad vi gør skal passe ind, og det gør måske nogle ting sværere, men til gengæld fremstår det hele mere gennemført. Vi var også bevidste om, at have alt klar, da vi meldte vores ankomst til verden. Man kan altid oprette en facebook-side og reklamere for, at der snart kommer noget. Men det virker bare stærkere, hvis man har det hele klar og sparker døren ind i stedet. 

Chris: Præcis. Kom med hele pakken på en gang!

Apropos at sparke døren ind, så har I jo ret hurtigt manifesteret jer som et meget solidt live-band.

Andreas: Ja, det er for fedt. Vi vil jo meget gerne ud og spille en masse shows.

Er der et af de shows som I har spillet hidtil, som stikker ud?

Andreas: Nah, jeg vil sige, at vi har spillet ét dårligt show. Ellers har resten været gode. Vi kommer alle fra en scene, hvor det ikke er unormalt at spille for 20-30 mennesker, men vi var så heldige at spille vores første show til Cold Night For Alligators releaseparty på Rust, hvor der var over 300 mennesker. Der var helt fyldt, og det var fuldstændig overvældende! Det er nok det show, som stikker mest ud for mig. Og så Spot festival.

Chris: Ja, Spot festivalen var også ret vild. Vi tænkte jo, at med vores genre på Spot, så kommer der sikkert ikke nogen. Vi tænkte at det bare skulle overståes. Men der endte med næsten at være fyldt sal!

Andreas: Dagen efter skulle vi så spille vores første udlandske show i Prag. Vi havde bedt lydmanden om, at dæmpe lyset, hvilket han åbenbart misforstod, for alt lys var slukket. Så vi spillede i komplet mørke!

Chris: Ja, det var rigtig mørkt og jeg kom til at spille forkert, haha. 

Andreas: Ja, kan huske du skulle spille på en helt ny guitar i mørke.

Chris: Det var ikke så smart.

Hvordan oplever I ellers interessen fra udlandet?

Chris: Det går ret amok i USA. Fuck Danmark, haha, de er virkelig glade for os derovre. Hver gang vi åbner vores Facebook, er der en eller anden John Johnson som har liket noget. 

Så det er ikke utænkeligt, at I skal derover og spille nogle shows?

Chris: Det kunne da være fuldstændig sindssygt. 

Andreas: Men det er også et stort projekt at få til at gå op. Det ligger nok lidt længere ude i fremtiden end hvor vi er nu. 

Har I noget andet tour i støbeskeen?

Andreas: Vi skal på tour gennem Europa med Hexis fra starten til midten af juni. 

Det skal nok blive en god oplevelse med deres booking-evner. Hvad er jeres planer ellers med album?

Chris: Vi ved ikke hvornår det udkommer endnu, men rent lydmæssigt bliver det i den stil som vi har nu, men vi arbejder på at føje flere atmosfæriske elementer til musikken. Man kunne godt kalde det en smule mere melodiøst, men stadig fucking tungt!

Andreas: Der er også lidt flere hurtige stykker.

Chris: Ja, der kommer også til at være lidt grind. Og generelt bare mere variation end på ep'en, som jo nærmest kun består af ét nummer, haha. Men så forstod folk pointen, og det var også meningen. 

Se gruppens nye video til titelnummeret 'Purge' herunder. Vores anmeldelse af ep'en kan læses her.