Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vi byttede bånd og telefonnumre

Populær
Updated
Vi byttede bånd og telefonnumre

David Vincent var med til at starte Morbid Angel i firserne og vi fik en snak med ham om opstarten forud for hans koncert med I Am Morbid i Aalborg sidste år.

Titel
I Am Morbid
Dato
11-11-2017
Fotograf
Morten Grove Vejlstrup

Forsanger David Vincent er en velkendt figur i dødsmetal. Han var med til at danne bandet Morbid Angel, der var ude med en af de allerførste plader i genren. Den holdes den dag i dag højt som en af de bedste i genren overhovedet. Siden udgav de tre andre plader, der hver især blot gjorde Morbid Angel mere og mere populære. Vincent endte dog med at blive smidt ud af bandet af grundlæggeren, guitarist Trey Azagthoth. Et lille årti senere kom han tilbage for en enkelt plade, der indeholdt sangen 'I Am Morbid'. Forholdet varede dog heller ikke denne gang evigt, og for anden gang forlod David Vincent bandet Morbid Angel.

Nu er han tilbage med sit eget projekt, I Am Morbid. De spiller sange fra de fire første plader med Morbid Angel, hvor David Vincent altså var forsanger, bassist og sangskriver. Første gang, Devilution så dem, var i Flensburg foran 40 – 50 mennesker. I forbindelse med deres show som hovednavn på Aalborg Metal Festival 2017 satte vi os ned med David Vincent og fik en snak om, hvordan man startede et band og fandt hinanden, før internettet var opfundet. For hvordan lærte han overhovedet Trey Azagthoth at kende? Hvordan fandt de Pete Sandoval? Hvordan blev Morbid Angel til? Det forsøgte vi at få svar på. 

Hvordan lærte du de andre at kende i Morbid Angel?

Vi voksede ikke op sammen. Trey boede i Florida, og jeg boede i en anden stat. Jeg prøver at koge det lidt ned, for det er en lang historie. De var ved at indspille 'Abominations of Desolation' via en ven af familien. Lige før pladen skulle ud, havde Trey afskediget en sanger og trommeslager (Mike Browning, red.) samt en bassist (Sterling von Scarborough, red.). Vi snakkede i telefonen. Han sagde, jeg ikke skulle blive bekymret, for nu var det kun ham, Trey, og Richard (Brunelle, red.). Så sagde jeg, at jeg kendte en rigtig god trommeslager (Wayne Hartsell), og så kunne vi prøve at se, hvad der skete. Og kort derefter flyttede Trey og Richard til North Carolina. Vi begyndte at øve og skrive noget materiale. Den første plade, 'Abominations of Desolation', blev skubbet lidt til side, for vi ville ikke udgive den som den første Morbid Angel-plade. Det endte med, at vi alligevel udgav den, for folk bootleggede den. Men det var først efter 'Blessed are the Sick'. Der i starten forsvandt Wayne lige pludselig. Han fik hjemve og ville hellere hjem til kæresten. Den slags sker.

Tja, prioriteringer. Den slags sker jo. Hvordan kom I så i kontakt med Pete Sandoval?

Ham hyrede vi over telefonen. Han vidste ikke engang, at bandet eksisterede.

Hvordan fik I fat i ham?

Der var demoer ude med Terrorizer. Vi byttede alle bånd. Vi havde hørt de her bånd med Terrorizer og tænkte, at den trommeslager var rigtig hurtig. Vi kom i kontakt med guitaristen Jesse Pintado. På en eller anden måde havde vi fået fat i hans telefonnummer. Så vi ringede til ham i håbet om, at Pete Sandoval måske kendte andre trommeslagere, for de hænger sommetider ud med hinanden. Så vi ringede faktisk bare for at høre om Pete kendte nogle, der spiller samme stil. Jesse sagde helt ærligt, at de faktisk ikke rigtig lavede noget, så vi kunne bare ringe til Pete. Vi var sådan lidt ”o.k.”, for vi forsøgte også at vise lidt respekt. Men vi fik Petes nummer, og så ringede vi til ham. Han havde en noget tyk accent, og hans engelsk var ikke særlig godt. Jeg ringede og sagde bare, ”Hej, jeg hedder David Vincent, vi har det her band, Morbid Angel, og vi har lige fået en kontrakt.” Han sad vist og spiste foran fjernsynet. Trey flåede telefonrøret ud af hænderne på mig og begyndte bare at snakke helt vildt om, at han skulle skynde sig at komme til os og efterfølgende lavede Pete lidt sin egen research på os.

Så det var gennem 'tape trading', at I lærte hinanden at kende? For der var jo ikke noget internet.

Det var gennem de bånd og små fanzines. Der var adskillige i Europa, nogle få i Nordamerika og en del i Sydamerika. Det var der tilbage i 1985 og 1986, at det var rigtig stort med at bytte bånd.

Derefter udsendte I flere plader, kom på turneer, MTV kom til, og hele dødsmetalscenen eksploderede i popularitet. Hvor meget hjalp det jer, at Beavis & Butthead parodierede jeres video 'God of Emptiness' på MTV? Kunne I mærke, at der kom ekstra interesse?

Vi var på Warner, og det er et ret stort pladeselskab, og vi havde brugt rigtig mange penge på begge videoer. Både den og 'Rapture' fra 'Covenant'. Og ja, det hjalp betragteligt. Det kostede ret meget at være med på MTV, men det gav i den grad pote. Sommetider må man investere for at være med i den store liga, og det skete. Altså, MTV spurgte os ikke eller noget. De gjorde det bare. Nogle syntes, at det var irriterende, at Beavis & Butthead grinede af os, men hver gang de gjorde, så fik jeg en check, så jeg klagede ikke.

Beavis & Butthead gjorde det samme med Deaths 'The Philosopher', så på den måde var de jo også med til at sprede kendskabet til dødsmetalgenren. Ligesom Cannibal Corpse i 'Ace Ventura'. Så mens det måske ligner en hån mod musikken, så er det også lidt en cadeau.

Det er bare en anden venue og platform. Der er helt sikkert ting, jeg ikke vil deltage i, men man vil selvfølgelig gerne eksponeres for så mange mennesker som muligt. Så hvis jeg var blevet spurgt, om Beavis & Butthead måtte gøre grin med os, så ville jeg nok som udgangspunkt spørge, hvorfor nogen overhovedet synes, det ville være en god ide. Men det var jo noget, som rigtig mange mennesker så.

Dengang var det jo netop MTV samt bladene, der gav fans information om bands.

Ja, der var Kerrang og Metal Hammer. I USA var der også Metal Forces. Terrorizer kom først noget senere. Og det virkelig pudsige er, at alle de her blade er færdige. Stille og roligt blev numrene tyndere og tyndere.

Nu har jeg så set Morbid Angel en del gange. I var bl.a. på Wacken Open Air i 2011. Var du involveret i det med flyet, der fløj over pladsen med et banner hængende fra haleroret?

Ja. Det var os. Det havde intet med Wacken at gøre. Det var vores lydmand og manager, der kom på ideen. Vi sagde bare, at de skulle gå efter det. Jeg gjorde intet udover at sige ja til det. Det kostede så, hvad det nu kostede. Så det var vores folk, der ordnede alt det praktiske. Og det var ret sjovt.

Nu er det så I Am Morbid. Jeg så jer i Flensburg, hvor der ikke var så mange mennesker, og i aften er det så Aalborg Metal Festival, hvor der er fuldt hus. Hvad er planen med det her projekt?

Jeg tror, at vi skriver historie lige nu. Den første turné er altid vanskelig. Særligt hvis ikke folk ved, at den er der. Så den så vi lidt som en forberedelse. Ligesom hvis man hælder lidt vand i en brønd for at få den i gang. Det krævede, at vi lavede en lille turné, så folk fik øjnene op for, at det var mere og andet end bare rygter.

En person som dig kan jo heller ikke gøre så meget, uden at det kommer i nyhederne. Du har forsøgt dig med lidt country, så med Headcat (en rockabilly ruppe, der oprindeligt havde Lemmy fra Motörhead på vokal, men efter dennes dødsfald fik David Vincent ind i stedet, red.). Så folk holder øje med dig. Jeg læste i et interview, at du bare gør, hvad du har lyst til. Så hvad har du lyst til nu?

Altså, der er 24 timer i døgnet. Jeg behøver ikke være brutal hele døgnet. Jeg gider ikke bindes til noget. Hvis jeg skal gøre noget og binde mig til noget, så bliver det mig, der knytter knuderne. Og jeg har tænkt mig at fortsætte med alle de ting, du nævner. Jeg kan lide dem alle. Der er ikke noget af det, der er irriterende.

Hvem var dine kilder? Hvad blev du inspireret af som ung?

Jeg elsker musik. Mine forældre hørte musik. De hørte The Beatles og den slags musik, der var populært. Jeg lyttede bare til det, der var. Som barn hører man bare musik, og så finder man noget, man kan lide. Jeg begyndte ret tidligt at høre Black Sabbath. Nogle af mine venners ældre brødre havde jo pladerne, så i en ret tidlig alder begyndte jeg at høre voksen musik. Allerede dengang fik jeg en god forståelse for musik generelt. 

Hvis du nu ser to-tre år frem i tiden, er det så stadig I Am Morbid?

Tja, jeg ved det ikke. Som sagt, vi skriver historien lige nu. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Hvor mange bekræftede shows har I i 2018?

Vi har en del rundt omkring. Ikke noget i USA, men det er mest festivaler. Dagene, hvor jeg blev begejstret for at tage på turné og leve i en bus i to-tre måneder er ovre. Det gør man for at sælge plader. Jeg vil hellere blot koncentrere mig om særlige begivenheder. Sådan som Aalborg Metal Festival og så en enkelt i december. Jeg gider ikke være derude syv dage om ugen. Jeg vil gerne vælge det bedste show i den og den uge.

Jeg ved også, at I kommer tilbage til Danmark i juli måned næste år. På Metal Magic Fetival lidt syd for Aalborg.

Virkelig? Det vidste jeg slet ikke, haha. Jeg troede ikke engang, at det var blevet bekræftet endnu. Men vi har en god agent, og han gør et godt stykke arbejde, så jeg er sikker på, han har styr på det.

Her til sidst synes jeg lige, vi skal opsummere begyndelsen af dødsmetal. For der var selvfølgelig Possessed og Deaths 'Scream Bloody Gore', der var de første reelle dødsmetalplader. Men kort derefter kom 'Altars of Madness' og der var jo ikke noget fortilfælde. Så hvordan kom I på den musikstil og fik ideerne?

Der var ingen, der gjorde det, vi gjorde. Vi brugte virkelig, virkelig mange timer i øvelokalet. Absurd meget tid. Vi havde elendige jobs og levede i ét hus, allesammen. Og så øvede vi bare fire-fem timer. Vi arbejdede så lidt som muligt for at få betalt regningerne, og så spillede vi bare musik. Vi var ligeglade med alt andet. Vi pressede bare på med musikken. Vi spillede, skrev, spillede, skrev. Der var ikke andet.

Senere samme aften gav I Am Morbid så deres koncert på Aalborg Metal Festival 2017 og et par måneder senere nåede vi at opleve dem til deres første show i USA på Whisky A Go Go i Los Angeles. På torsdag spiller de på årets Metal Magic Festival.