Den australske lyd

I kølvandet på vores "10 hurtige" med guitaristen Dave i Airbourne, fik vi også en hurtig snak om AC/DC og processen bag skabelsen af 'No Guts, No Glory'.

Hvordan har I det med evigt og altid at blive sammenlignet med AC/DC?

-    Musikken er anderledes, men vi lyder bare som dem alligevel. Det er i virkeligheden bare den australske lyd. England har bands som The Who, Led Zeppelin, Motörhead, Judas Priest, Rolling Stones og det er så deres lyd. Og USA har Motley Crue, altså glambandene i 80’erne og Guns N’ Roses repræsenterer jo også deres rock-lyd. Australien har så AC/DC, Rose Tattoo, The Angels og ja, listen er uendelig.

-    Det er den dér rå rocklyd og vi lyder så bare som AC/DC, og vi er egentlig glade for at blive sammenlignet med et af verdens største rockbands. De er en stor inspiration.

Har I så opvarmet for AC/DC?

-    Nej, det har vi ikke. Men det ville være rigtig fedt, hvis det skete. Vi har mødt dem dog. Til gengæld har vi delt scene med Motörhead, Judas Priest, Status Quo og Rolling Stones.

Har sangskrivningsprocessen ændret sig fra debuten til det nye album?

-    Det første er lidt anderledes, for der har man haft det meste af sit liv til at skrive det. Når det så er udgivet – hvis det går godt, så er der jo tour og ingen tid til at skrive det næste album. Så vi har skrevet lidt "on the road", til lydprøver, i bussen og på hotellet.

-    Efter touren bag 'Running Wild' vendte vi dog tilbage til Australien og arbejdede med det vi havde fået skrevet. En tidligere chef ejer en gammel, tom pub kaldet Criterion Hotel, som vi plejede at spille på. Han var flink at låne os nøglerne, og så var vi der i 4-5 måneder og skrev på sangene og tog så til studiet i Chicago og indspillede.

Er det så ok med jer at skrive musik på landevejen?

-    Ja, det er vel egentlig det bedste. Man er mere inspireret ud fra alt det forskellige man ser. Møder forskellige mennesker og samler forskellige chicks op, hehe.

Hvordan var indspilningsprocessen?

-    Til 'Running Wild' optog vi trommerne i Hensen Studios i LA og så blev guitarerne indspillet hos producerens eget studie (Bob Marlettes Blue Room Studios). Andet album var anderledes – der tog vi til Chicago med en producer, der hedder Johnny K. Vi boede i studiet i 4 måneder.

Det er jo lidt skægt I tager til USA for at indspille, når du jo nævnte den australske lyd…

-    Ja, men vi…øhhm…produceren lader os gøre tingene, som vi vil have det. Han lader os være os og prøver ikke at over-producere os. Han guider os bare og prøver ikke at "amerikanisere" os. Og vi prøver bare at lade det være rock n’ roll og holde os til grundreglen: keep it simple.

-    Og så er vores pladeselskab jo beliggende i USA, så det spiller også ind på valget af studie. Faciliteterne er også bedre i USA, for Australien er godt nok et stort land, men det har en lille befolkning, og musikscenen er af gode grunde derfor ikke så stor i Australien som i USA. Så med flere studier og producere var valget om at rejse ud egentlig indlysende.


ROCK N’ ROLL LIVET


Det må være et hårdt liv med rock n’ roll og fester, hvor længe tror du så Airbourne kan holde?

-    Nu spillede vi jo kun to festivalshows sidste år, en lille tour i New Zealand, og brugte så tid på at skrive og være i studiet, og var hjemme til jul og nytår for første gang i noget, der minder om seks år. Så tog vi lige en tour med Mötley Crüe i Canada, og nu er vi på denne tour. Vi er rimelig fokuserede på, hvad vi laver på scenen, men ikke så meget bag. Vi tager ikke os selv så seriøst.

-    Vi har et fedt crew, så vi er en slags familie på touren. Det er en lang og hård rejse, men "there’s no way but the hard way"!

Laver I så selv lydprøve og slæber gear stadigvæk?

-    Vi laver stadig selv lydprøve. Vi plejede selv at slæbe gear, men desværre…eller jeg mener heldigvis, haha, så slipper vi for det nu. Lydprøven er vigtig for os for at få ordentlig monitor-lyd og lige "tweake" guitarlyden korrekt.

Hvordan er åbningsbandet Taking Dawn at have med?

-    De kom med lidt sent, først for 5-6 shows siden. De er et cool band at have med, flinke fyre og vi kommer fint overens med hinanden. Vi har ikke haft så meget tid til at blive fulde sammen, men de er et godt band at have med på tour.



Samtalen slutter med en lille snak om den danske rock- og metalscene, og det kan her røbes, at Volbeat, som måske lige nu er Danmarks største internationale rock/metal-navn, ikke er nået til Daves stereoanlæg endnu, men at han i høj grad er misundelig på at åbne for Metallica på en USA-tour (og med de seneste nyheder sikkert også på AC/DC-tjansen).