Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dødsmetal i folkeskolen

Populær
Updated
Dødsmetal i folkeskolen

Så er dødsmetal kommet på skemaet i folkeskolerne. Eleverne får mulighed for at se og høre danske Aphyxion spille. Vi ringede til forsangeren for at høre mere.

Aphyxion kom her til frokost ud med en nyhed på Facebook om, at de har indgået samarbejde med LMS om at spille dødsmetal i folkeskolerne for 8. og 9. klasse. LMS står for Levende Musik i Skolen og er en selvejende institution, der blev dannet i 1992 på initiativ af Statens Musikråd og en række musikorganisationer. I mange år arbejdede LMS under amterne. Siden nedlæggelsen af disse har LMS haft ansvaret for at levere skolekoncerter til hele landet og fungerer nu også som kompetencecenter for koncerter for børn.

Vi blev nysgerrige og greb fluks telefonen og ringede til forsangeren i Aphyxion, Michael Vahl, for at høre mere om dette spændende projekt.

Hvorfor skal I ud at spille i folkeskolerne?

- Det er LMS, der har en pulje hvert år, hvor bands kan søge ind. Jeg troede ikke, vi havde en jordisk chance for det overhovedet, men jeg så, at de havde en udvidelse af elevernes musikalske horisont på programmet for i år, og så tænkte jeg, at det skulle vi da prøve. Jeg skrev en mail, de kom ud og så vores koncerter, og så kørte den ligesom derfra.

Hvornår faldt det på plads?

- Vi underskrev kontrakt for halvanden uge siden. Det bliver 12-14 koncerter. Det er, hvad det er, indtil videre.

Hvornår skal det finde sted?

- Første koncert er en showcase i Billund for alle lærerne. Det er d. 26. oktober. Derefter er der nogle koncerter i november og januar. Det bliver så fedt. Det er den største produktion, vi nogensinde har spillet med. Det er topprofessionelle folk hos LMS. De har ansat folk til at lave den her produktion med os. Både med uddannelsesmateriale og opsætningen i gymnastiksalene. Alt er planlagt ned i sidste detalje.

Så har du en elev i folkeskolen i næste skoleår, der går i 8. eller 9. klasse, er der mulighed for, at de via skolen får mulighed for at se og høre Aphyxion optræde samt en masse viden om både dødsmetal og musik generelt via uddannelsesmaterialet, der følger med.