Enkelhed og kompleksitet

26. juni udkommer 'L'Enfant Sauvage', franske Gojiras femte studiealbum. Vi fik os en snak med trommeslager Mario Duplantier om det nye album m.m.

- Hvad kan fans forvente af det kommende Gojira-album?

Det er faktisk lidt svært for mig at beskrive, for hele tilblivelsen af albummet og de otte måneder det tog, er stadig meget tæt på. Jeg kan dog sige så meget, at folk der kender Gojira ikke vil blive meget overraskede, for det lyder meget som Gojira plejer: Der er meget melodi, meget dobbeltpedal, meget lilletromme, meget scream. Overordnet set synes jeg dog, at det er et mere modent album og mere følsomt end de andre, så det er nok det bedste album, vi har lavet. Vi viste præcis, hvad vi ville, så vi har kun taget det nødvendige med, og vi har arbejdet meget med detaljerne. Vokalen er særlig god og min bror, Joe, har leveret et fantastisk stykke arbejde med det. Jeg glæder mig derfor meget til at læse anmeldelserne af albummet og få feedback fra fansene.

- Det lyder på mig som om at pladen bliver mere eksperienterende mod slutningen – 'Born In Winter' (som er albummets næstsidste sang, red.) starter eksempelvis uforvrænget...

ja, det er rigtigt. Vi ved hvordan man blaster osv., så vi havde brug for at finde andre måder at udtrykke de mere sensitive sider på, og det er 'Born In Winter' et perfekt eksempel på.

- Hvad handler teksterne om?

Nu er det Joe der skriver dem, og det er lidt svært for mig at tale om det, når det ikke er på fransk, men pladen hedder jo 'L'Enfant Sauvage' hvilket betyder ”det vilde barn”, som er historien om et barn der er vokset op i en skov med ulve uden påvirkning fra andre mennesker. Joe undersøger i teksterne hvad en sådan eksistens bliver til – uden indflydelse fra samfundet osv.

Gojira har egentlig altid beskæftiget sig med forskellige aspekter af, hvad det vil sige at være menneske, og det kan være nødvendigt at få forskellige billeder på dette, hvilket 'L'Enfant Sauvage' er et nyt af i rækken.

- For mig er især samarbejdet mellem dig og (bassisten) Jean Michel Labadie påfaldende vellykket. Kan du fortælle noget om, hvordan det er?

Gojira er et meget rytmisk band (vi har eksempelvis ikke soloer), så vi arbejder en del på at balancere det perkussive i trommer og bas med guitarerne. Mange af riffene kommer faktisk fra trommefigurer, som jeg så forslår til Joe, at han skal lave et riff over. Eksempelvis foreslog jeg ”dugga-dugga-gakedi-gahn-gahn”, og så spiller han noget over det.

- Hvorfor begyndte du at spille trommer?

Jeg var meget til sport som dreng, men da jeg var tolv år, begyndte min bror at introducere mig til bl.a. Metallica, og jeg begyndte straks at spille trommer. Jeg købte mine egne trommer et år senere og da jeg var fjorten startede vi Gojira. Så det gik meget stærkt og det var meget pludseligt for mig.

KUNSTINTERESSEREDE BRØDRE

- Du er også kreativ inden for andre områder, ikke?

Jo, jeg maler og tager billeder. Selv om jeg måske ikke tegner specielt godt, er det en nødvendighed for mig at være kreativ. Det er nærmest et afhængighedsforhold. Når jeg er på tur tager jeg billeder, og når jeg er hjemme maler jeg og spiller trommer. Men det er ikke steget mig til hovedet. Selv når jeg har lavet et maleri, og Joe spørger, om jeg har lyst til at lave coveret, siger jeg selvfølgelig ja, men hvis det ikke fungerer, har jeg ingen problemer med, at vi spørger nogle andre.

Min bror er også en dygtig maler, og det er ham der har lavet coveret – vi er i det hele taget begge meget kunstinteresserede.

- Hvad kan det visuelle i forhold til jeres musik?

Vores art works er som regel ret naive og det står i kontrast til vores musik, der er ret kompleks, men jeg har ikke en intellektuel forklaring på, hvorfor det er sådan. Vi elsker symboler og allegorier, men først og fremmest enkle ting.

- Er der nogen kunstretninger du foretrækker?

Jeg er meget inspireret af Art Brut (som er en kunstretning, der lægger vægt på det uskolede, umiddelbare og naive – eksempelvis som en børnetegning eller danske Poul Pava, red.). Ellers kan jeg lide malere som Matisse, de la Croix, Dali, Basquiat – jeg kan lide mange... navnene betyder mindre for mig. Det er det umiddelbare det kommer an på.

Devilution vil i samarbejde med Sort Søndag bringe en track-by-track gennemgang af det nye album og en snigpremiere på nogle af numrene. Hvis alt flasker sig, bliver det allerede på søndag/mandag.