Fuck den kommercielle tankegang

"Originalitet kræver vovemod", er det bedste råd Grutle Kjellson har til unge musikere. Vi har talt med Enslaveds frontmand om 'In Times', om ikke at kunne leve af musikken og om dengang, bandet var forhadte i Norge. 

”Et fuldendt hovedværk” skrev Casper Villumsen i sin anmeldelse af Enslaveds mastodont ’In Times’, der udkom i starten af marts. 

Villumsen er ikke ene om den gode kritik. Enslaved har stort set altid – men især for deres seneste udgivelser – modtaget imponerende god kritik blandt klodens musikanmeldere for de nu 13 plader, det er blevet til siden debuten ’Vikingligr veldi’ i 1994.

Samme år, hvor nordmændene også udsendte den banebrydende ’Frost’, vi for et halvt år siden kårede som en af mest essentielle vikingmetal-plader i musikhistorien. Det var i begyndelsen af karrieren, hvor gruppen sang på islandsk og gammel norsk, hyldede den nordisk mytologis guder og inkorporerede asetidens musikunivers med aggressiv black metal.

Siden blev modersmålet skiftet ud med engelsk og musikken bevægede sig over i den progressive black metal, som Enslaved er kendt for i dag. Når pionerende grupper udvikler så markant et stilskifte, vil det altid dele vandene blandt følgeskaren.

Det har frontmand og bassist, Grutle Kjellson, dog ganske fuld forståelse for, siger nordmanden, da vi fanger ham over Skype til en snak om den nye plade, inspirationskilder og karrieren, der startede i 1991.

”Metallicas seneste siger mig intet”

Alle store bands, der udvikler deres lyd, står for skud blandt gamle fans. Tænk bare på dem, der fulgte Metallica fra starten og stod helt af omkring ’Black Album’ eller ’Load’. Kan du selv relatere til de fans af Enslaved, der ikke rigtig dyrker jeres musik mere?

”Fuldstændig. Du nævner selv Metallica som eksempel. Jeg har alle de første plader med Metallica, og har ved lejlighed fået samlet nogle af deres senere udgivelser op, men de siger mig intet. Så jeg kan sagtens forstå, hvis de tidlige fans af Enslaved ikke har et forhold til vores seneste plader.

Men omvendt, skal du huske på, så der også kommet mange nye fans til, hvor de første plader til gengæld ikke rigtig siger dem noget.”

Tænker I så de baner, når I vælger  numre ud til koncerter. Altså, at sætlisten skal tilfredsstille både nye og gamle fans?

”Vi spekulerer ikke i at tilfredsstille alle publikummer på en bestemt måde, men vi prøver da altid at komme rundt i diskografien, da vi kan se, at der er en stor diversitet i publikum til koncerterne. Fra dem på de bagerste rækker med armene over kors og langt halvgråt hår til de unge metalcore-knægte på 15 år, der står foran scenen.

Tanken om spille for en stor homogen masse, der alle vil høre det samme, kan da være spændende nok. Men jeg synes faktisk det er en større præstation, når et band er i stand til at samle flere generationer på tværs af smag.”

Sen dansk debutkoncert

Da vi taler med den 41-årige frontmand først i marts, er han i færd med pakke sin kuffert, fortæller han. Enslaved er i hele marts på turné sammen med YOB i Nordamerika. Første gang de gæstede det amerikanske kontinent var i 1995.

I spillede allerede i USA i 1995, hvilket var ret tidligt for et norsk black metal-band. Har I et stort publikum i Amerika i forhold til Europa?

”USA er faktisk gået hen og blevet vores største marked. Og det skyldes nok, at vi har turneret der ret intensivt i de sidste seks syv år.”

Det slår mig bare som bemærkelsesværdigt, at Enslaved spillede i USA i 1995, men jeres debut i nabolandet, Danmark, først kom ti år senere i foråret på Loppen i 2005, efter I havde udsendt syv plader. Hvordan hænger det sammen?

”Var det vores første show i Danmark? Det var det vel egentlig, ja. Den koncert var ikke så vellykket!”

Hvorfor?

”Det var turneens første stop, og den første koncert er altid lidt af en udfordring. Samt vi havde problemer med bussen på vej dertil, og alle var lidt stressede. Det var også et noget specielt spillested, hva’? Men nej, det gik da okay.”

Men i forhold til spørgsmålet. Så var I ikke ene om at udelade Danmark. Black metal-bands var generelt et sjældent syn på de her breddegrader i 90’erne. Hvad er forklaringen på det, tror du?

”Det er et ret simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis der ikke bliver solgt nogle plader, og koncertbookerne ikke tror på det kan løbe rundt, så bliver vi ikke hyret. Vi spillede heller ikke så meget i Sverige i 90’erne. Danmark og Sverige var små markeder, der først rigtig kom gang i efter årtusindskiftet.

Så Danmark er ikke et land, vi har besøgt specielt ofte, men siden markedet vendte sig, har vi da spillet et par gange i Århus, København og Ålborg. Så vi ser frem til at spille på Roskilde Festival igen i år.” 

Ja, I gæstede Roskilde i bagende solskin en eftermiddag også i 2005.

”Præcis. Og vi glæder os vildt meget til at spille der igen i år. Men i forhold til dit spørgsmål, så svinger det det faktisk utrolig meget. I 90’erne spillede vi større steder i Tyskland end i dag. Det er så megen konkurrence på det tyske marked, at det er det sværeste at komme ind på.”

Var forhadte i lang tid

Enslaved er et populært navn i hjemlandet. Fire gange har de modtaget Spellemannsprisen (den norske musikbranchens svar på Danish Music Awards) for bedste metalalbum, og som det første metalband modtog Enslaved i 2011 Norsk Artistforbunds Ærespris.

På Norges pendant til DR, NRK, har man endda kunne opleve dem spille en black metal-version af Led Zeppelins " target="_blank">’Immigrant Song’, mens publikum sidder ved små borde og nipper til et glas vin. Og sidste år, da Norge markerede 200 årsdagen for løsrivelsen af det danske kongedømme, blev Enslaved inviteret med at til at markere dagen ved at komponere et særlig stykke musik til fejringen.

Er det forkert at opfatte Norge som et land med en meget stærk tradition for heavy metal modsat Danmark? Eksempelvis sælger Kiss 20.000 billetter i Norge, mens de sælger 4.000 i Danmark, og Enslaved har vundet enorm mange branchepriser af den slags, som vi slet ikke har i vores land.

”I 80’erne havde I Mercyful Fate og King Diamond, der skabte den bedste heavy metal i perioden, så jeg opfatter da ikke Danmark som et land uden tradition for heavy metal. For i Norge er det faktisk først sent, vi er kommet efter det. I 80’erne hadede folk og især medierne heavy metal. Og vi ved jo alle, hvad der skete i de tidlige 90’ere (mord og kirkebrænde, red.).

Så i mange år var vi egentlig forhadt de fleste steder. Det var først med årtusindskiftet, at medierne rent faktisk startede med at skrive om selve musikken og ikke bare havde fokus på mord og kirkeafbrændinger. Det bundede i, at der opstod en enorm eksport af norsk black metal, der gjorde, at hverken medierne eller Kulturministeriet kunne ignorere det, som scenen havde skabt.

Så pludselig fik vi økonomisk støtte og mediernes opbakning omkring 2002-2003. Så de sidste små 15 år har været ret gode. Rigtige gode faktisk. Men før var det slet ikke på den måde.” 

Kan I leve af Enslaved?

”I perioder koncentrerer vi os kun fuldt ud om bandet, men indkomsten er ikke særlig stor. Og vi bor alle i Norge, hvor det ikke just er billigt at leve. Så vi har deltidsarbejde her og der.

Hvad laver du ved siden af bandet?

”Arbejder på en bar og bygger scener til koncerter.”

Så alt hvad du beskæftiger dig med er en del af livsstilen, kan man sige.

”Haha. Ja, generelt har alt, hvad jeg laver et forhold til musik!”

Kirken er bullshit

I forhold til episoderne i 90’erne. Kristendommen har fyldt meget i Norge. Hvordan står det til med religion i nutidens Norge. Er der mange kristne?

”Ikke rigtig. Vi har den statslige kirke og den slags bullshit, men jeg tror Norge er lige så ateistisk som Danmark. Det er slet ikke ligesom at være i Staterne.”

Oplever i fanatikere være efter jer, når i turnerer i USA?

”Nej, de grupperinger har nok udset sig nogle mere flamboyante og ekstreme bands end Enslaved.”

Musik handler om kunstnerisk frihed

I lyset af den hæder I får meget af i Norge, og den gode kritik Enslaved får af anmeldere verden over, skaber det et ekstra pres hos jer, når I kaster jer over et nyt album?

”Vi prøver altid på ikke at gentage os selv og gå efter originalitet, så på den måde presser vi os selv. Men vi føler os ikke presset fra vores omgivelser, og hvad de nu end måtte mene.”

Hvordan skaber I musikken?

”Ivar (guitaristen som Grutle dannede Enslaved med i 1991 red.) skriver riffsne, og så er ham og jeg fælles om teksterne. I fællesskab producerer vi også pladerne sammen med en co-producer.”

’In Times’ har en spilletid på 53 minutter fordelt på kun seks numre, som kun jeres debut ’Vikingligr veldi’ overgår med fem skæringer, der samlet spiller 50 minutter. Skriver I bevidst lange numre, eller er det tilfældigt, at musikken udvikler sig sådan?

”Det er en tilfældighed. Musik handler for os om kunstnerisk frihed. På den her plade gik det ret sent op for os, at alle numrene faktisk varer mellem 8 og 11 minutter, fordi de slet føles så lange at spille. Hvert nummer har sit eget liv, og vi respekterer opbygningen som en slags levende organisme, vi ikke ændrer på bagefter, fordi vi skal lave radiovenlige numre eller følge en bestemt formel.

Fuck den kommercielle tankegang. Hvis nummeret ender på 15 minutter. Fint nok. Varer det tre minutter. Fint nok. Et nummer er færdigt, når det er færdigt. Det er faktisk ret simpelt!”

Apropos 15 minutter, så skal vi trods alt helt tilbage på ’Eld’ fra 1997 for at finde et nummer, der varer over et kvarter. Åbneren, ’793 (slaget om Lindisfarne)’, som sniger lige over de 16 minutter.

”Præcis. Så numrene på ’In Times’ er jo rent faktisk bare i pop-længde! Men ’793 (slaget om Lindisfarne)’ illustrerer meget godt vores tilgang. Gentagelse kan være essentiel for en sang. Et riff fungerer måske ikke kun ved at blive spille to gange, måske skal det spilles 16 gange før det har den rette virkning.

Stærkeste album til dato

’In Times’ er jeres 13. album på 21 år. I er ret så produktive?

”Det er det her, vi brænder for. Med årene og den erfaring vi har opbygget, er det også blevet nemmere for os at arbejde som musikere i forhold til  finde løsninger i processen. Det giver faktisk en langt større fornøjelse i studiet.”

På ’In Times’ har I været ude og indspille i en skov?

”Jeg har et familiested langt ude i skoven i en lille hytte to timer syd for Bergen. Vi optog fodskridt i skoven, lyden af knækkede grene og den slags. Så vi tilbragte en weekend i hytten, drak øl, vin, lavede god mad og indspillede en masse lyde, der ligesom fungerer som et ekstra krydderi på resultatet.”

Er I helt tilfredse med resultatet? Er ’In Times’ som I havde forventet?

”Igen. Det er en proces, hvor vi ikke har en specifik forventning om slutresultatet. Men der er en meget stærk energi på ’In Times’, som jeg ikke synes vi har haft før. Jeg mener, at det er vores stærkeste album til dato.”

Efter 13 udgivelser, lytter du så til tidligere plader og tænker: ”Hvad skete der lige for os her?”

”Jeg er ikke tilhænger af at fortryde noget. Det er lidt som en slags ”pissing on the past”. Vi har altid prøvet at skabe det bedste vi kunne og har altid været meget entusiastiske omkring vores arbejde.”

Originalitet kræver mod

Som de ikoner I nu engang er, bliver I spurgt til råds af unge musikere?

”Ja, hele tiden. Og jeg giver det samme svar hver gang: ”Hallo, du spørger mig, hvad I skal gøre?” Jeg kan kun give det modsatte svar. Ingen skal fortælle dig, hvad du skal gøre, men gøre det, du føler, er rigtigt.

Musik handler aldrig om, at den skal tilpasses ind i en bestemt skabelon. Du bliver nødt til at vove noget for at være original. Det er meget sær tilgang til at lave musik, hvis man forsøger at please andre med, hvordan ens udtryk skal lyde.”

Australske Rise of Avernus udsender ep’en ’Dramatis Personæ’ her sidst i marts, hvor du leverer gæstevokal på nummeret ’Acta Est Fabula’. Hvordan kom det i stand?

”Det er fedt band, som vi lærte at kende, da de opvarmede for os på vores første turné i Australien i 2013.”

Rockens bedste årti er 70’erne

Hvad med din egen musiksmag? Nyt eller gammelt?

”Tilføjelser til min musiksamling består mest af musik fra 70’erne. Det er det bedste årti, og de fleste kender kun toppen af isbjerget. Inklusive mig selv. Der er rigtig meget at dykke ned i. Jeg voksede op i 80’erne, så det årti har jeg godt styr på.

Men selvfølgelig er der også nye, gode bands. YOB, Pallbearer, Royal Thunder, Skeletonwitch, der er rigtig fedt death-thrash. Så der er stadig håb for gode, nutidige bands. Men 70’erne forbliver min favoritperiode.”

Hvad taler vi om? Led Zeppelin, Black Sabbath?

”Absolut Zeppelin og Sabbath. Men også Pink Floyd, King Crimson, Kahn, Gentle Giant og det tidlige Genesis blandt rigtig mange andre.

God smag! Et sidste ord til læserne?

”Vi ses på Roskilde Festival for faen!”