Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallisk flagskib i 20 år

Populær
Updated
Metallisk flagskib i 20 år
Metallisk flagskib i 20 år
Metallisk flagskib i 20 år

Mighty Music fylder 20 år i år, og hvilken bedre end anledning til at tale med selskabet med de to ildsjæle bag? Læs første del af det todelte interview her.

Kunstner
Titel
Michael H. Andersen + Bjarke Ahlstrand

I 1997 blev pladeselskabet Mighty Music til. I de 20 år, der er gået, har selskabet på fornem vis sat både danske og udenlandske bands på metallandkortet, og selskabet er i den grad still going strong. Udgivelserne tæller Iniquity, Panzerchrist, Blitzkrieg, Mike Tramp, Brutality, Solbrud og så meget andet.

En torsdag aften i gården uden for Halmtorvet 9 satte Devilutions udsendte de to stiftere, Michael H. Andersen og Bjarke Ahlstrand, stævne for at få en nedkogt version af, hvad Mighty Music var, er og gerne vil være.

Folk med god hukommelse, og måske alderen dertil, husker måske, at de to herrer begge var aktive inden for ‘zines, hvor Ahlstrand havde Nagual, og Andersen havde Emanzipation. De to ligesindede ildsjæle gik sammen omkring 1995 og dannede bladet Mighty Music, efter i flere år at have fulgt hinandens værk og krydset klinger i forhold til, hvem der først fik interview med band X eller Y. Der havde måske været hjælp fra tid til anden via gæsteanmeldelser eller enkelte grafisk bidrag, men i sidste ende var hvert blad et enmandsprojekt. Ahlstrand og Andersen så dog fornuft i et samarbejde. Førstnævnte uddyber:

“Pludselig blev netværket dobbelt så stort. Michael kendte alle de der “Næstved-tabere”, og jeg kendte alle “taberne” fra Vestegnen. Ej, vi kendte vel lidt de samme mennesker, men det blev selvfølgelig større af, at vi var to. Og dengang: at lave undergrundsblad var sindssyg dyrt i tryk og distribution. Vi kunne lave 400 blade hver eller 1000 sammen.”

Når man sådan 20 år efter stadig er fælles om målet, bedste venner og så videre, så er der ingen tvivl om, at de to jubilarer kan noget med samarbejde. Netværket blev også udnyttet for et bredere virke. Det gav erfaring og måske også en lektie at lære i ny og næ.

“Og så fejlede vi på et tidspunkt …”, starter Michael H. Andersen og bider i øvrigt mærke i det sjove i, at skribenten husker det med bladene (bevares, jeg er vel kun nogle få år yngre de to), og fortsætter: “Vi fejlede, da vi inviterede folk fra branchen ind. Jacob Hansen, produceren, ikke et ondt ord om ham; dejlig og dygtig mand. Og vi inviterede nogle af dem, der skrev for Metalized ind. For eksempel Thomas Grønkjær, skribent og en masse andre, fordi vi ville have sådan et panel, som de havde hos Rock Hard, Legacy osv. Det var skide sjovt, men så endte vi med at få et ansvar for at rykke folk. “Kommer du med den anmeldelse eller hvad?”. Ligesom det sikkert er på Metalized og Devilution i dag (ja, hvad siger du, Dinesen? - red). Så sagde vi: Nu stopper det, og så er vi bare os to”.

Ahlstrand tager over og forklarer, at det ikke var sjovt at lege pædagoger for voksne mennesker. Vel at mærke søde, rare mennesker, men “fejlen” var også med til at understrege det unikke samarbejde, som kendetegner Mighty Music.

“Det, vi har til fælles i dag, er ikke supermeget musikalsk, men snarere at når først vi går igang, så giver vi ikke rigtig op, og så gør vi også tingene færdige.”

Fra fælles magasin til pladeselskab med forbindelser
Musikbrancen er ikke kun sjov og løjer, som nystartede pladeselskaber måske opdager. Det er også betaling af NCB, varer, der kommer retur, fordi noget er blevet krøllet, og bandet, der også skal have tilsendt nogle eksemplarer. Alt det har de to lært på den hårde måde og kan gøre i blinde.

“Vi har slikket på så mange frimærker og taget så mange cd’er ud af konvolutter, fordi det skulle veje mindre, og bagefter puttet chilenske cd’er i konvolutter og solgt dem i pladebutikker. Vi har “hands on” på så meget, at vi kan se, at kommer der for mange med, så bliver det tit mere besværligt.”

Ahlstrand fortæller videre, at selvom de måske i dag er en lidt større organisation, så lavede de tidligere alt, uden støtte og kommer her med hentydning til et vist selskab fra Odense, hvor der var økonomisk støtte fra en forælder, der var greve.

“Det var jo bare vores egne opsparinger og vores fritidsjob, der betalte for det. Og det var dyrt at udgive plader dengang. Man skulle have trykt masteren, man skulle lave mindst 3.000. Tryksager var dyrt, det skulle køres ud på film. Vi begyndte bare at gøre det selv. Det var det, der var hemmeligheden. Vi udnyttede, at jeg kendte en superdygtig lydtekniker, der lavede alle Roskilde-koncerterne for DR. Han mastererede vores plader, og så lavede jeg noget layout for ham, gav ham nogle bajere eller et eller andet. Vi var gode til at have det her professionelle led med og begyndte ret hurtigt også at lave pladecovers. Hvis man ser vores første udgivelse, så står vi jo på alt. Det tror jeg gjorde en forskel. Hos mange andre, så var der måske en eller anden, der skulle have grafikerløn. Diehard/Progress i Odense, var 8-10 fastansatte, og vi var to, der havde fuldtidsarbejde og begyndte at overhale dem på at udgive plader.”

Kontor med lagerplads under skrivebordet
Mighty Music var altså to målrettede unge menneskers værk. Netværket var bygget op over flere (teenage)år i branchen, og de muligheder, der var, blev fornemt udnyttet. Kontorplads havde man måske ikke lige fra start, og dog ...

“Vi havde kontor tidligt, det var bare ikke vores kontor, haha”, når Ahlstrand at sige, inden Andersen forklarer den sag. “Nej, ja. Man kan jo sige, at vi havde den her fordel, at jeg blev ansat i musikbranchen i 1997, samme år, som vi startede Mighty op. Året efter rykkede jeg til et andet firma, der hed MNW, som tog vores udgivelser ind og distribuerede dem i norden. Jeg fik også lov at have noget lagerplads på mit kontor. Jeg havde måske et par tusind cd’er stående under skrivebordet. Og det var så også der, at man havde fordelen at kunne mødes med bandet, så de ikke skulle hjem i ens lille lejlighed”.

Den gamle historie vækker anekdoterne til live, og der bliver grinet og nærmest synkront sagt “Iniquity!”. Ahlstrand er hurtigst på aftrækkeren med forklaringen på, hvorfor dette vigtige danske dødsmetalband nu nævnes. “Vi havde et møde med Iniquity, som vi havde lavet et par udgivelser med, og så kommer de op på Michaels kontor, og så tror de seriøst, at det er Mighty Musics kontorer.”

“Vi havde vel udgivet syv plader på det tidspunkt”, indskyder Andersen, før Ahlstrand taler videre. “Der var vel syv kontorpladser, kæmpe lager og kopimaskine, og jeg kan huske Mads Haarløv sige: 'Ja, det går da meget godt her, hvorfor kan vi ikke få nogle flere penge til de plader?!' Mads for fanden, vi SNIGER det ind midt om natten.”

“Der hænger guldplader med Tom Jones og Depeche Mode på væggen. Det er ikke Mighty Music, det her. Pladerne står under mit skrivebord”, uddyber Michael H. Andersen videre om situationen.

">

Iniquitys 'The Hidden Lore' var en af Mighty Musics første udgivelser. Michael H. Andersen havde forinden på sit label Emanzipation udgivet bandets 'Serenadium', der netop nu genudgives af Mighty Music.

Gør det selv er genvejen
Det at kunne masterere og lave covers selv gjorde meget for Mighty Music, ligesom det at “kunne” distributionsapparatet var en stor ting. Mindre ting var at få lov til fra Andersens arbejdsplads at tage de konvolutter, der var blevet gamle, så limen ikke længere virkede, og så kunne de bruges af Mighty, blot med et nyt klistermærke på.

Andersen indrømmer, at det måske var fedtet. “Men omvendt, så var det også en anden tid. Det krævede, at man fik trykt 3.000 eksemplarer for at få en gratis glas-master, og en glas-master var dyr dengang. Og de 3.000 skulle jo ligesom ud og sælges. Men alt solgte dengang. Fysisk. Så selvom vi udgav PIK fra Polen/Tyskland eller Thalarion fra Slovakiet, så solgte vi faktisk de album. 1000, 2000, 3000.”

Men også det at bytte plader var en del af forretningen, for som Ahlstrand siger, så var det begrænset, hvor mange PIK-plader, der trods alt kunne sælges. Man byttede måske 1.000 eksemplarer, men fik så 10 andre albums i 100 eksemplarer, som så kunne sælges.

Vi må hellere lige smide PIK ind her, så man ikke skal tro, at samtalen lige var gået over i pik og patter. Der ER tale om et band:




Distributionen starter for alvor
Det er nærliggende at tro, at byttementaliteten så var begyndelsen til Target Distribution. Mighty Music er i dag en del af Target Group, der dækker over flere af de to venners forretninger. Men der skal også ses en sammenhæng til Andersens job hos MNW, Music Network.

“Det var der, jeg fandt ud af, hvordan det var at være distributør i Danmark for internationale selskaber og alt fra Depeche Mode til Prodigy. Og nogle enkelte metalselskaber som fx Music for Nations, Roadrunner og sådan noget. Krisen i musikbranchen kom jo allerede i 1999 og tog livet af rigtig mange selskaber, og nogle gik ud af MNW og lavede fx Playground, der stadig findes i dag, og så lukkede MNW efter et stykke tid.”

Michael H. Andersen havde derigennem skabt kontakt til en masse gode selskaber, og samtidig stod Mika Botfeldt og Thomas Grønkjær og havde et firma, der hed Nordic Metal, der dog var gået ned, efter bagmændene havde trukket følehornene til sig. De fire gutter slog sig sammen, og det blev så Target. Men Ahlstrand og Andersen var jo vant til at gøre det deres måde. Og det er da også Ahlstrand og Andersen, der har ført Target videre. Ahlstrand giver forklaringen:

“Det var så lidt i forlængelse af det med at lave blade. Dér var vi så også for mange. Mika er jo en sød og farverig person, men der var også noget med kemi og nogen, der gjorde det på en lidt anden måde, end vi var vant til. Og det gik ikke, og derfor stoppede vi også med Mika efter et stykke tid og kørte videre selv.”

Ekstremmetal og Tygers of Pan Tang
I Target-regi er Mighty Music jo metaldelen, og det er selvfølgelig nærliggende at høre, hvad der så har betydet mest at udgive, hvad enten det er på personligt plan eller økonomisk.

Bjarke Ahlstrand lægger ud.

 “Det lyder gammelt, men jeg synes, at det gik meget godt der omkring årtusindskiftet. I dag kommer der rigtigt mange gode plader, og der er mange gode musikere, producere osv. Det var lidt sværere at lave de analoge udgivelser, især ekstremmetal-plader. Vi havde en periode, hvor vi lavede noget Panzerchrist, noget Iniquity, noget Nephasth fra Brasilien, Fleshtized fra USA … Noget, der alt sammen, internationalt, var rigtig, rigtig godt. Vi var ude over “bopti-bopti” og standarddødsmetal, og hvad der ellers var. Vi lavede noget, der var sindssygt godt.

I dag laver vi noget andet, og hvis Michael skal svare ud fra et salgsperspektiv, så er det jo Tygers of Pan Tang og Mike Tramp, der sælger mest. Men spørger du mig, så er det de her ekstrem-metaludgivelser, der lyder godt og har fede covers. Det var vi fandeme seje. Men det er også der, hvor musikbranchen begynder at gå ned ad, rent salgsmæssigt.”

Hidkaldt af et “Tygers of Pan Tang” tager Michael H. Andersen over og begiver sig ud i noget, der afsluttes med et “Det blev vist et sidespring”. Dét gjorde det, men stadig relevant viden om den danske scenes udvikling.

“Jaeh, og man kan sige dér, hvor det altid har været svært for danske bands har været at turnere rigtig, rigtig meget. Jeg kan stadig huske for mange år siden, hvor der var den her anden Danish Dynamite Tour, hvor det var Volbeat først, så Raunchy og Hatesphere, hvor det så var Volbeat, der ligesom trak læsset til sidst. Danske bands i metal og ekstremmetal var ikke vant til at turnere uden for landets grænser. Pretty Maids havde en down-periode, hvor Ken Hammer var begyndt at køre med post igen. Og så skete der et eller andet med den bølge, da Mnemic og Hatesphere og også Mercenary til dels begyndte at tage fat i den, hvor det var 'hov, der skete jo noget med dansk metal', og 'kan dansk metal rent faktisk spille 60 shows i udlandet?' Både Hatesphere og Mnemic efterlod sig en stor gæld hos deres respektive selskaber, fordi de havde fået så meget toursupport. Men så skete der alt muligt pis, de skiftede besætninger eller whatever.

Før dét var der ikke rigtigt noget på den måde. Men i dag er det jo nærmest en selvfølge, at ethvert band med en vis form for ambition enten laver en såkaldt “ungdomshustour”, hvor de tager 30 shows “på røven”. Det er nemt at kommunikere via sociale medier og nemmere at få i stand den slags i stand i dag. Eller det er blevet nemmere at få oplysninger om en eller anden buy-on-tour (tour, hvor supportbands lægger en vis betaling til hovednavnet for at kunne være med - red.). Dengang var det forbeholdt de få.”

Tilbage på sporet fortæller Michael H. Andersen, hvorfor netop førnævnte Tygers of Pan Tang har betydet så meget. “Det er et band, som jeg i mange år har følt har haft et andet twist på den her klassiske heavy metal. Og så har vi jo lavet en plade, hvor vi har A&R’et rigtigt meget på den og fundet de rigtige folk. Vi er gået på hitlisten i Danmark, England og andre territorier. Vi har solgt rigtig mange plader. Men jeg er også stolt af det nye kuld, som vi har arbejdet med og bygget op. SEA og Lucer, hvor vi var helt inde i processen og sagde, at de skulle have et andet navn end at hedde noget med L.A. (L.A Connection - red.) til at hedde noget unikt.”

Retningsskiftet

Der er umiddelbart langt fra Iniquity og de første udgivelser på Mighty Music til Tygers of Pan Tang. Bjarke Ahlstrand reflekterer over det:

“Der, hvor det også er begyndt at gå bedre for Mighty Music, er der, hvor vi er holdt op med at være “true”. Det var hardcore dødsmetal, og vi havde sågar et sublabel – det griner vi lidt af i dag – til det, der ikke var hårdt nok. Det var der, hvor vi udgav Raunchy, for det skulle bare ikke ødelægge jernkors-dødsmetaludgivelserne,” siger Ahlstrand og henviser dermed til Mighty Musics mangeårige logo. “Det kunne vi ikke, og det skyldes, at vi kommer fra en tid, hvor vi købte plader ud fra labels. Jeg købte alt, hvor der stod Earache på, og blev utroligt skuffet, hvis det var en doom-plade med Cathedral, for jeg havde forventet Carcass.

Men da vi finder ud af, at det er sgu lidt ligemeget at være 'true' og have de rigtige farver, og vi er lidt pisseligeglade med black metal og alt det der, så begynder vi at finde ud af, at vi godt kan udgive SEA og Iniquity på samme label. Uden nogen rynker på næsen.”

Og her forlader forlader vi de to herrer for denne gang. Dette var første del af vores interview i anledning af 20 år med Mighty Music. I anden del af interviewet kommer vi ind på streamingtjenester på dansk, Volbeat, finanskrise og hvad der driver Mighty Music (videre).