"Jeg ville bestemt ikke turnere med Black Sabbath"

Efter fem år i dvale er Cult of Luna tilbage med et album der forener på fortræffelig vis forener den dystopiske lyd af fremtidens by med Cult of Lunas egen.

I anledning af deres kommende koncert i Lille Vega gav bandets guitarist, Johannes Persson, et interview om albummet, bandet og den kommende koncert. 

Kan du først fortælle os lidt om, hvem Cult of Luna er nu - efter den femårige pause?

- Jeg hedder Johannes, jeg spiller guitar og synger. Hver gang jeg skal forklare om bandet, er jeg nødt til at visualisere hele flokken, siden vi er hele syv mennesker. Så på min venstre side har vi Frederik Hedberg, og han spiller guitar og synger lidt. Bag ham har vi Anders Teglund, som har været med siden 2004. Desværre kan han ikke komme med os på tur, så vi har en stand-in på keyboard. Og så har vi to trommeslagere, Thomas Hedlund og Magnus Lindberg. Thomas spiller i en trilliard andre bands, så han kommer heller ikke med denne gang. Men vi har også en stand-in for ham. På min højre side har vi Andreas Johanson, der spiller bas, og vores tredje guitarist, Erik Olofsson, der også synger lidt.

Hvad har I lavet de sidste fem år, siden udgivelsen af Eternal Kingdom? Er tiden brugt på det nye album eller hvordan?

- Med Eternal Kingdom, havde vi udgivet fem album på under otte år - som er meget kort tid til at optage så meget. Vi kunne mærke, at vi havde brug for en pause, og det var et meget naturligt tidspunkt, da det også var afslutningen på vores kontrakt med Earache. Vi havde ikke nogen kontraktmæssige forpligtelser, så det var perfekt.

- Og årene gik, indtil vi besluttede - det var i slutningen af 2010 eller starten af 2011 - at hvis vi skulle lave et nyt album, så skulle vi til at begynde arbejdet nu. Vi bor i tre forskellige byer, Stockholm, Göteborg og Umeå, og har ikke mulighed for at mødes særlig ofte for at skrive. Så det er grunden til, at det tog så lang tid - fordi vi bor så langt fra hinanden og kun har mulighed for at mødes i weekenderne.

Hvordan fungerer jeres skriveproces så - sidder I og nørkler med hver jeres og sender det rundt, eller har bandet en mastermind, der står for det meste?

- Vi arbejder som vi gør, eftersom vi ikke har ubegrænset tid, hver gang vi mødes. Måske en weekend om måneden, og så kan man ikke bare fjolle rundt. Vi har prøvet at sidde og skrive sammen før, og det fungerer bare ikke.

- Der er en, der får en idé, som vi så alle forsøger at realisere. Derfor er det så vigtigt at få helt klare og konkrete idéer. Når det kommer til det, som jeg skriver, så laver jeg skitser, som jeg optager derhjemme, med trommer og så videre. Så får folk hørt den, og så kan vi mødes omkring sangen. Men når jeg kommer med noget, så ender den aldrig, som jeg havde forestillet mig. Hvilket jo er en god ting.

Jeg går ud fra at når man har syv mennesker i bandet, så vil man gerne have de andres input?

- Ja, præcis, det er det, der gør vores band unikt. At vi har så mange individer samlet om et projekt.

Navnet Cult of Luna er faktisk meget sigende i forhold til at give et indtryk af måden, I arbejder på...

- Ja, navnet er jo gammelt, tilbage fra dengang vi fandt ud af, at vi ville lave konceptuelle ting. For et par år siden tænkte jeg dog, hvorfor fanden vi skulle vælge det navn. Alle navne uden et ‘of’ er gode navne. Men nu hvor jeg tænker over det, så er det et godt navn. Vi har så mange medlemmer, nuværende og forhenværende. Det handler om noget større end det individuelle medlem, så jeg har ændret mening om navnet igen.

Når vi så snakker om koncepter, så er Fritz Langs ’Metropolis’ jo rimelig oplagt at spørge om. Var det et udgangspunkt, I havde, eller samledes temaet og inspirationen sig omkring ’Metropolis’ løbende - eller handler albummet ’Vertikal’ overhovedet om ’Metropolis’?

- Nej.

Åh, okay...

- Eller, ja og nej. Når vi begyndte at snakke om det nye album, diskuterede vi, hvordan det skulle lyde, og vi prøver altid at bevare momentum i vores sangskrivning. Jeg mener, hvis man sætter de samme mennesker sammen, så risikerer man at nå det samme resultat igen. Vi ville skabe noget andet, noget nyt, så vi overvejede, hvor vi havde været, og hvor vi ville hen. Vores sidste to album, ’Somewhere Along The Highway’ og ’Eternal Kingdom’, var meget baseret på det landlige, med inspiration fra Nordsverige og med en ret beskidt lyd. Så vi ville vende os mod byen, fremtiden, og begyndte at maile frem og tilbage om de idéer vi havde. Om 1910’ernes og 1920’ernes futurisme, med deres tro på maskiner og al den tids innovation. Og vi kom ind i hele det univers, med tysk ekspressionisme og art deco-bevægelsen, mens mange af de billeder, vi sendte, var fra ’Metropolis’. Jeg kunne virkelig godt lide filmens visuelle aspekt samt det dramatiske tema. Så jeg tror mere, at det var en konsekvens af vores valg om at have byen som koncept, der gjorde, at vi kom ind på ’Metropolis’.

Hvordan gik I så i gang med at oversætte det koncept, den fornemmelse, til lyd? Det ville jo være meget nemt at lave et industrielt album, med samples af maskinlyd?

- Men det ville være ekstremt kedeligt.

Ja, det ville det. Men jeg tænker på hvordan I så skabte lyden - handlede det om at eksperimentere, eller havde I en klar plan?

- Det er et meget vigtigt spørgsmål. Når vi snakker om futurisme og så videre, så er det jo meget abstrakte termer, som er svære at oversætte til musik. Når man snakker om den maskinelle lyd, så tænker vi ikke automatisk, at vi skal få musikken til at lyde som en maskine. Det fungerer slet ikke på den måde. I stedet var vi nødt til at komme med konkrete termer for, hvordan en by lyder. Den er, som du siger, industriel, teknisk, den er monoton, med skarpe lyde - uorganiske lyde og vertikale linjer. Noget, som du slet ikke kan finde i naturen, så vidt jeg ved. Lige vinkler, vertikale linjer, det kan man arbejde med. Så det gør musikken nemmere at arbejde med, når man har de begrænsninger. Der var en, der kom med idéen, at vi kun skulle spille downstrokes på guitarerne. Som jo lyder som en rimelig spøjs idé, men det hjælper meget at have den slags rammer.

Udtryksmæssigt, prøver I så at sige det samme, som filmen gør? Er Cult of Luna et dystopisk band, eller er det kun et musikalsk udtryk?

- Jeg synes, filmen har en vigtig pointe: At man altid skal sætte spørgsmålstegn. Det handler om at sætte spørgsmålstegn ved autoritære figurer. I filmen har arbejderne al ret til at gøre oprør mod deres tyran og det hierarki, der styrer hele byen. Men de stoler bare blindt på deres leder, og det er en ting, som jeg er ked af at se her i Sverige - at folk er så afhængige af autoritære figurer. Som de stoler blindt på, mens de opgiver alle kritiske tanker. Især i min venstreorienterede omgangskreds ser man, at de ved, hvad de skal mene, inden spørgsmålet overhovedet er stillet. Og det synes jeg er et stort problem, så der er megen skepsis i alt det, jeg skriver.

Til ’Eternal Kingdom’ fandt I på en hel historie, og med dette album har I også noget at fortælle. Hvordan arbejder I med historiefortællingen, er det noget, der er med fra start, eller..?

- Det er en stor del af arbejdet, det er sådan, jeg overhovedet begynder at skrive noget. Jeg har brug for at have en idé, før jeg overhovedet starter. Ellers er det meningsløst for mig at skrive. Allerede nu, selv om der nok er flere år til det næste Cult of Luna-album, tænker jeg allerede på ‘hvad’ og ‘hvordan’, hvilket koncept der skal ligge til grund for det.

Hvis vi nærmer os den kommende koncert i Lille Vega, så skal I spille på den legendariske Roadburn Festival dagen efter. Er der stor forskel for jer at spille på en festival i forhold til et show, hvor I ikke deler plakaten med så mange?

- Vi har spillet på Roadburn før, og det var fantastisk. Det er en af de bedst organiserede festivaler, jeg har været på. Så det glæder jeg mig til. Ærlig talt, så foretrækker jeg den enkeltstående koncert, fordi festivaler aldrig er helt lige så gode. På festivaler får du to timers lydeprøve, og så dit set. Der er altid kompromisser, især for bands som os med så lange numre. Når vi skal vælge vores set - og vi har en time at gøre godt med - så tænker vi på, hvilke numre vi overhovedet kan spille.

Så vi skal måske ikke forvente Vicarious Redemption på setlisten denne gang?

- Nej, jeg tror ikke den kommer med - selv om det ikke er umuligt. Men hvis vi spillede den, så var der ikke meget plads til de andre sange.

Har jeres tilgang til koncerter ændret sig, efter pause og så videre - skal vi forvente mere af det gode vi har set før, eller er I tilbage med et helt andet show?

- Vi har ikke rigtig ændret os. Vi har den samme tilgang, som vi altid har haft. Den eneste forskel er de økonomiske muligheder, der gør, at vi for eksempel kan have en lystekniker med os. Vores honorar er højere - vi tjener ikke mere, vi tjener intet - men vi kan bruge flere penge på at gøre showet bedre. Det ville vi også have gjort for ti år siden, det er bare spørgsmålet om at have pengene til det. Selv hvis vi tjente endnu mere, så ville vi nok stadig brænde det af på det visuelle aspekt af koncerten.

- Når vi snakker om shows, så er det helt forfærdeligt, hvor ofte jeg er blevet spurgt det samme spørgsmål: ‘Kommer I til at bruge visuals?’. Som jeg overhovedet ikke kan se, hvorfor man skal spørge. Det er blevet et standardspørgsmål, uden nogen som helst funktion. Jeg har set flere bands bruge visuals, gode bands endda, og det er ikke fordi det ødelægger deres optræden, men det tager fokus væk fra musikken. I det ene tilfælde brugte de industrielle bygninger og strømledninger, og en krage der fløj. Det er brugt en million gange før. Intet nyt, intet spændende - og det tager fokus fuldstændig. Vores visuals, vi være, at vi står der og spiller vores musik. Så visuelt vil det være.

Jeg gætter på, at det er en nem måde at lave et helt koncept. At samle musikken og den visuelle del..?

- Og man skulle tro at det gav et stærkere koncept, men det ligner bare lort.

Jeg tænkte, nu hvor den svenske metalscene er så stærk, og vi er så heldige at få besøg af jer herovre, om I føler jer hjemme i det svenske miljø. Meget af det, vi hører, er jo ret retro, såsom Graveyard, Ghost og Witchcraft - synes du, I skiller jer ud?

- Ja, det har vi altid syntes. Vi føler os ikke rigtig hjemme nogen steder, i nogen genre. I Sverige eller andre steder. Ikke fordi vi er banebrydende, og vildt anderledes, jeg føler mig bare ikke hjemme. For eksempel sidder jeg med mails fra bands, der vil turnere med os. Men der er ikke rigtig nogen, vi gider.

Hvad ville være jeres drømmeband at turnere med?

*lang tænkepause*

Du må gerne sige Black Sabbath, men det ville ikke rigtig give mening.

- Jeg ville bestemt ikke turnere med Black Sabbath. Det har ikke noget med musikken at gøre, jeg elsker Sabbath, men vi ville blive slagtet på scenen. Når man har været i musikindustrien i en tid, så forstår man at, at det at varme op for et stort band sjældent fører til noget godt. Man bliver slagtet som support.

Du nævnte ellers, at I med tiden har fået flere penge at arbejde med. Er der andet, der har ændret sig, siden I startede?

- Det svært at bedømme, når man befinder sig i midten af det hele, og kigger indefra og ud. Det føles, som om vi har den samme tilgang til musik nu, som vi havde for mange år siden.

Hvor alt det andet bare er detaljer?

- Præcis. Jeg ville sige, at vi er mere modne nu - men til gengæld tror jeg, at jeg nok er en værre guitarist, end jeg var for tolv år siden. For at være helt ærlig, var jeg lige ved at lyve. Jeg tror ikke, jeg er en bedre guitarist, jeg er nok blevet værre.

Ingen tid til at øve?

- Nemlig. Jeg får ikke tid til at øve - jeg spiller, når jeg skriver.

Men det, du skriver, er jo kvalitet, så der kan man sige der har været en god udvikling.

- Men det er noget andet, det er evnerne til at skrive sange. Jeg er nok en bedre sangskriver, end jeg var for tolv år siden, men teknisk er jeg nok værre stillet.

Jeg glæder mig stadigvæk til på fredag.

- Er det allerede på fredag?

Ja, fredag den 19.

- Tiden går hurtigt.

Cult of Luna spiller i vega fredag d. 19. april 2013.