Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SLAM-IT! 2017

Populær
Updated
SLAM-IT! 2017

SLAM-IT! er en ny mini-festival i Danmark. Fredag d. 2. juni afholdes første version af festvalen i Pumpehuset.

Fredag d. 2. juni slår Pumpehuset dørene op for første version af SLAM-IT! En ny dansk mini-festival, der byder på både danske og udenlandske navne. I den sammenhæng tog vi en snak med den ene af festivalens bagmænd, Mirza Radonjica-Bang, for at finde ud af, hvad SLAM-IT! egentlig er.

Hvad er SLAM-IT! og hensigten med festivalen?

SLAM-IT! Er først og fremmest en event med fokus på moderne rock og metal. Det er en musikalsk dag uden afsæt i de klassiske rock- og metal-traditioner. Det er en fest for det voksende yngre rock- og metalpublikum – og en introduktion til genrer, der stortrives i udlandet, men til stadighed kæmper en kamp på det danske marked.

Hensigten er først og fremmest at introducere et nyt ansigt af rock- og metal-musikken i Danmark. Vi er mindre metal-battle-vest og lidt mere omvendt cap og ungdommelig kådhed. SLAM-IT! er så vores forsøg på at skabe pladsen og publikummet til de her genrer, der står mig meget nært. Djent, Post-hardcore, Deathcore etc.

Der er efterhånden utroligt mange mini-metal-festivaler i Danmark. Hvilket rum er det SLAM-IT! skal udfylde, som ikke allerede udfyldes?

SLAM-IT! er alene i sit udtryk, sin kommunikation og i sit line-up noget fundamentalt anderledes fra, hvad der ellers er derude. Derudover er der er en stor efterspørgsel efter koncerter, og jeg tror aldrig, at det danske metal- og rockmiljø har været sundere, hvad angår koncerter, især i Aarhus og København. SLAM-IT! er sommervibes, palmer og moderne rock og metal frem for mørke, horn og fadøl. Intet galt i det, men som du bemærker, så har fadølssegmentet deres festivaler og de gør det pissegodt.

SLAM-IT! er blevet til gennem samarbejde med Prime Collective og Live Nation. Hvordan fandt du og Jeppe Nissen (Live Nation) på, at SLAM-IT! skulle realiseres?

Faktisk var det Live Nation der hev fat i os med et ønske om at skabe noget for den førnævnte målgruppe. Den er derude, og den er voksende. Min teori er, at Live Nation godt ved, at fremtidens storsælgende bands skal findes i det her segment. Det er en rigtig god måde at pleje dette på. Så Prime Collective udfylder et hul, der er på vores marked, og Live Nation sørger for at dyrke de mindre interessenter, der bliver store om 10 år. Det tror jeg i hvert fald. Det kan selvfølgelig også være, at Live Nation bare synes, vi har gjort det godt, og ønsker at hjælpe yderligere.

Det er første år SLAM-IT! afholdes, men I har naturligvis allerede fremtidsvisioner. Hvordan vil I gerne udvikle festivalen?

Det har fra starten været ideen at udvikle projektet i det små. Det er mere Jeppe Nissens ideologi end min egen må jeg indrømme. Ligesom med Copenhell starter vi i det små og sikre, og så kan vi bygge stille og roligt på, år efter år. Der snakkes om en femårsplan, og jeg er personlig enormt begejstret for fremtidsperspektiverne. Mit håb er, at vi om fem år står med en festival, der trækker ca. 2-3.000 mennesker. Vores første skulle gerne blive besøgt af ca. 400-500.

Ni bands spiller til SLAM-IT!, danske som udenlandske. Blandt de udenlandske er der blandt andet amerikanske Issues, State Champs og Crown the Empire, der spiller for første gang i Danmark. Hvorfor specifikt de tre bands?

Vi henter stor inspiration i andre festivaler i UK og USA. Og da den her pakke ligesom bød sig til, valgte vi at hoppe på den og bygge hele konceptet rundt om en almindelig tourpakke. Så de tre bands var det helt rigtige påskud for at sparke tingene i gang. Det virkelig store arbejde har ligget i at skabe den visuelle identitet, og hvordan vi ønsker at kommunikere med omverdenen. Noget af det mest vellykkede, vil jeg mene. Jeg havde i hvert fald ikke troet, at de tre bands ville have solgt så mange billetter, som der er solgt på nuværende tidspunkt.

Hvilken visuel identitet har I ønsket at ramme?

Den visuelle identitet skulle adskille sig fundamentalt fra alle de andre festivaler. Væk med det mørke, klassiske heavy metal- og rock-udtryk, og ind med en lettere og mere ungdommelig vibe, der mere er henad af Vans Warped Tour (amerikansk omrejsende rockfestival, red.) og Slam Dunk Festival (engelsk festival). Det vigtigste for os var, at det så cool, lækkert og indbydende ud. Måske også fordi vi rækker hånden ud til andre end det gængse rock- og metal-hoveder. Selvom de naturligvis er mere end velkomne.

Ud over de amerikanske navne er der en række danske navne på plakaten. Ribes stolthed Aphyxion, de lokale Heateater og Siamese. Siamese har samtidig release for nyeste album, hvad skal publikum forvente af den koncert?

Siamese spiller et par nye numre fra den kommende plade, der har fået god medvind med pladekontrakter i Japan og USA. Som altid kan man forvente et yderst medrivende og professionelt rockshow fra os.

Cabal spiller ligeledes, og de har varslet nyt materiale. Kan du løfte sløret for, hvad publikum kan forvente?

Cabal er i gang med deres debutskive, og mon ikke vi kan forvente os festens mørkeste og tungeste koncert? Andet ville undre mig meget.

Natjager har kun udgivet tre numre, er det ikke mere en gimmick at kunne præsentere dem end en egentlig musikalsk oplevelse?

Jeg synes, Natjager kommer med noget helt frisk og passer perfekt ind i det, vi gerne vil præsentere. Man behøver ikke altid at have udgivet så meget for at komme igennem nåleøjet. Vi er i hvert fald glade for, at drengene vil spille deres første koncert hos os. Så må vi se, om de også står distancen live, for på plade lyder det supersvedigt.

Hvad forventer du dig af SLAM-IT!?

Jeg har en eller anden drøm om, at det er sol, og alle bare har det mega chill. Lidt ligesom de der sommeraftener, man husker hele det år for. Jeg håber, vi kan give folk den følelse. Scenen er trods alt ikke meget andet end et stort gymnasium, når det kommer til stykket. Og så håber jeg på, at vi får en god afvikling, der skal sætte standarden for de næste par år. Vi har gjort en masse for, at publikum får en god dag. Ikke kun musikalsk. Vi har sat en smule op rundt omkring Pumpehuset, så folk kan spille beerpong, ølbowling osv. Det bliver pissehyggeligt tror jeg!

SLAM-IT! afholdes på fredag i Pumpehuset. Billetter kan købes via ticketmaster.