Stereotyp bibelsk udgave af bibelsk tilbedelse af djævlen

Her kan du læse anden og sidste del af vores interview med Ghost. Under interviewet gås der til stålet, når snakken blandt andet falder på nogle af de misforståelser, bandet har måtte lægge øre til.

Hvad inspirerer Ghost ud over, eksempelvis, Black Sabbath?

- Vi har mange ting, der inspirerer Ghost, og jeg vil tro, at der er en kombination af flere faktorer. Det er nemlig ikke kun et enkelt band, vi inspireres af, men mere af en æra eller stilarter. Den mest udtalte er hele ”classic rock”-sektionen i enhver pladeforretning. Det er i det hele taget alle de store navne! Dette kombineret med undergrunden af både metalmusikken og horrorfilm.


- Det er jo en kombination, ingen andre bands gør sig i – de er enten på den ene eller den anden side. Enten spiller man som band rigtig brutal musik og var, særligt før i tiden, ikke rigtigt på udkig efter melodien. Og de melodiske bands var ikke ude efter den anden lyd, larmen.

- Så kombinationen af de to ting – det brutale med det melodiske – får Ghosts musik til at lyde friskt for alle – specielt for dem, der slet ikke er til metal overhovedet!


- De vil måske kunne lide os, fordi de kan genkende de dele, der er inspireret af den klassiske rock, men de har aldrig aldrig aldrig hørt om for eksempel Bathory – derfor vil de ikke vide, eller kunne høre, at vores inspiration også stammer fra undergrunden, som en fan af denne genre vil kunne høre og lægger mærke til. Ham der vil tænke: ”åh det er ’Under the sign of the Black Mark’”, det ved de andre jo ikke!

- Og når vi så laver noget, der udspringer af vores inspiration frA Bauhaus osv. – så ved Bathory-fyren det ikke! Så det går jo begge veje. For os er det helt optimalt at kombinere melodisk ’tårevædende’ musik med horror og alle andre aspekter af vores mange interesseområder.

Det leder hen til eller griber ind i mit næste spørgsmål, de ting, du fortæller her – kan du sige, hvem der er fan af jeres musik?

- Der er nogle stereotyper, hvis jeg tør bruge det ord – det kan vi se nu, hvor vi har været rundt om jorden én gang – der er nogle mønstre i de persontyper, der dukker op igen og igen! Der er jo altid den typiske langhårede fyr, eller kvinden med vesten med stofmærker, som er fanget af vores inspiration fra undergrunden af metalmusikken, fordi vi jo selv er fans af den og har vores rødder der. Den inspiration appellerer til denne type.


- Til vores koncerter er der altid nogle stykker i +45-gruppen, der ikke har lyttet til noget nyt musik  år efter år efter år – de føler sig fanget af vores musik, både fordi de forhåbentlig kan lide vores musik, men også fordi de sandsynligvis deler glæden ved vores inspirationskilder,  som denne type fan selv har lyttet til i sin ungdom i 70'erne og set live, da den genre havde sin storhedstid. Hmm … hvad har vi ellers af typiske fans?

Ja, for I møder dem jo ikke sådan lige – eller hvad?

- Nej … jo, vi møder jo nogle af dem…Vi spiller ikke i Forum endnu, så når vi spiller som dette sted, prøver vi på ikke at være lede over for vores fans, hvis de venter uden for og rigtig, rigtig, rigtig gerne vil møde os for at sige hej, ja, så selvfølgelig … Vi ved jo … Altså, vi kan jo ikke leve vores liv fuldstændig skjult. Vi beder bare folk om – altså hvis du kan lide Ghost for dets anonymitet, så skal du ikke hænge ud omkring spillestedet.

- Vi står ikke ude foran spillestedet og venter på, at vores fans dukker op, men vi skal jo ind og ud af bussen, så vi ved jo godt, at det er et spørgsmål om tid, før vi ikke længere kan bevare vores anonymitet.

- Det er jo nærmest anti-produktet af, hvad vi prøver at skabe med Ghost – vi arbejder jo konstant mod at blive større og større, og vi ønsker at blive bedre og bedre, hvor vi skaber det her store teatralske rockshow. Dette indebærer, at man er nødt til at stræbe efter en eller anden form for kommerciel succes – ellers kan vi ikke opnå vores mål. En og en giver jo ikke tre – det er ganske enkelt!

- Og hvad angår vores anonymitet, så skubber vi jo alt op til overfladen – indtil nu med vores nye album i al fald! Vi ved jo ikke hvad der sker med Ghost og vores nye album. Måske er vores album en fiasko, måske er alt slut. Men jo mere vi nærmer os overfladen og begynder at blive synlige på radaren, så er man ikke længere underlagt undergrundmetallens nåde eller presse – så bliver man lige pludselig i øjenhøjde med den almindelige presse, der vil sige –”nå, så I er anonyme?!”, og med et par klik, research osv. så … ”Ja så er I det ikke mere!” – det vil de jo ødelægge fuldstændig med det samme, hvis vi bliver store!

- Vi ved jo, at jo mere vi arbejder og evt. bliver større, jo mere sikkert er det, at vi i bytte får den ’behandling’ af pressen!  Men så længe vi ikke selv bidrager til denne afsløring – , okay så sidder jeg her og laver interviewet med dig nu, fordi jeg ved, at du ikke skulle filme interviewet, men jeg ved også, at du vil få et bedre interview sådan her (uden maske red.), men hvor jeg, og bandet, jo også får et bedre interview ud af det.

- Så længe at vi ikke lader pressen filme interview og tager jer med et kamerahold med backstage, ja, så kan jeg ikke se, at der behøver være et problem. For vi kommer ikke til at ændre vores show, vi kommer ikke til at ændre den måde, vi vil have, at Ghost bliver set på.

- Hvis folk radikalt vil ændre deres syn på os og vores musik, fordi de måske finder ud af, hvem vi er, ja, så er det deres tab, men jeg tror nu ikke, at det vil blive tilfældet med størstedelen af vores fans. Men det kommer vi måske til at finde ud af en dag i fremtiden! Men det er så en risiko, vi gerne vil tage!

Kan du fortælle om, hvorfor i dækker jeres ansigter? Er det pga. personlige årsager eller for at skabe eller understrege en bestemt stemning i jeres musikalske udtryk og atmosfære?

- Begge dele faktisk! Og så for vores fans! I Ghosts tidlige udviklingsfase var det meningen, at de sange vi ville lave, skulle være super satanistiske, men uden at have så meget intellektualisme i konceptet – satanismens "teologi" er jo så meget mere bred, end det vi udfolder i Ghost. Og når vi er så anale vedrørende konceptet, så virker det bare bedre, når man ikke taler om det ud fra sin egen person. Det ville ikke virke så stærkt, hvis man skal tale om det ud fra sig selv – og det er jo svært at finde en balance.  Det går tilbage til hele Venom-snakken, der jo gik på udsagn som ”Jamen de er jo ikke rigtige satanister”! Jamen så definer "rigtig satanist"?! Og definer "falsk satanist"!

- Det er desuden en vigtig faktor, at Ghost er underholdning og dets indhold kommer fra et sted – men uden at have en militant agenda, som mange black metal-bands har. Der er en tendens til at sige: ”Sådan er det, og I skal gøre sådan, fordi vi siger det og tror på det!” og ”Fuck jer, vi slår alle ihjel!”, eller ”Vi opfordrer jer til at skyde jer selv i hovedet!” – det er grundlæggende det, sådanne bands siger, og de beordrer praktisk talt deres lyttere og fans til at overtage bandets holdninger osv.

- Hvad vi har valgt at præsentere er en form for stereotyp bibelsk version af bibelsk tilbedelse af djævlen – og det er selvfølgelig ikke særligt nuanceret. Du kan ikke … du er jo nødt til på en måde at bevæge dig inden for dette område. Efterhånden, som vi er blevet mere succesfulde, møder vi pressen mere og mere. Da vi dannede Ghost tænkte vi aldrig, at vi ville lave interviews, men det virker jo naturligvis ikke, for vi vil jo gerne ud i verden – og kommer man ikke i bladene, ja så er man jo på bar bund.

- Men jo flere interviews vi lavede, jo mere obskurt blev det – jo sværere bliver det at forklare – det kan du kun én gang. Du kan jo i grunden kun lave det ”i rollen” en enkelt gang. Og jeg tror, at det er vigtigt for folk at forstå, at det jo er så meget bredere. Det guddommelige er jo så meget større, end det vi snakker om, og det er helt basalt essensen i vores arbejde – hvad vi gør er at male et billede af en misforstået guddommelighed. Og det er jo ikke den sataniske del – det er den kristne. Vi frembringer jo i virkeligheden en kristen autoritetsfigur, men vrangen er vendt ud på ham, og alligevel er han næsten helt grundlæggende den samme, men fordi vi har forvrænget det en smule, føles det SÅ ondt!

- Det gælder også for os – det er præcis det, vi vil se. Det, jeg også finder interessant ved Ghost, er, at alene fordi vi har vores anonymitet, så er vi på en måde trådt uden for os selv, og jeg tror, at jeg godt kan vove at sige, at vi er det eneste band, der med hånden på hjertet kan kigge på os selv fra et tredjepersons perspektiv. Det gør os i stand til at sige ”wauw, hvor er vi gode” eller ”wauw, det er dårligt, det her virker ikke” – fordi vi på mange måder er distancerede fra det, vi laver.

- Men hvis jeg går tilbage til spørgsmålet om autenticitet – hvad der er ’rigtigt’, og hvad der er ’ikke rigtigt’ og alt det ... hvad jeg siger er ikke, at vi er det modsatte, bare fordi vi ikke er praktiserende børnemishandlere eller drikker blod og alt det der. Men det betyder jo ikke, at alt det, vi gør og laver i Ghost, ikke er virkeligt eller har substans. Mange mennesker har svært ved at forstå forskellen, fordi de enten tror, at det enten er sort eller hvidt. Hvad fanden ved de om det?! Altså, jeg er på sin vis blevet overvundet af djævlen i over 20 år. Jeg har levet i og indåndet undergrundsmiljøet i så mange år, at jeg ved præcis, hvad de taler om, når de siger, at de har et problem med vores autenticitet.

- Jeg ved præcis, hvorfor nogen ikke vil eller kan acceptere Ghost, og hvad vi laver – kun fordi vi helt enkelt er en kombination af Kiss, Alice Cooper, Vincent Price, Christopher Lee, Dracula og destruktion. Ghost er alle disse ting i én.

- Så for at svare kort og præcist, så er det alle de ting, jeg nævner, der er grund til det. Det er for showet, det er for at kunne give publikum og vores fans muligheden for ikke at lade sig være forurenet af os - vores andre projekter og tidligere karriere, sko, band t-shirts, eller hvordan vores hår er.


- De fleste andre bands bedømmes jo ud fra, hvem der spiller i bandet – hvordan de ser ud, og hvordan de lever deres liv, fordi det er det, fans forsøger at spejle sig i. Vi giver vores lyttere og fans muligheden for, eller friheden til, at kunne lide os, uanset hvad de ellers måtte kunne lide og ønsker at spejle sig i. Hvad enten det er en stribet t-shirt eller en heavymetal t-shirt – det er lige gyldigt – eller rettere det burde være ligegyldigt! Men jeg ved, at det betyder noget!

- Og det er derfor vi ønskede, at Ghost skulle være anderledes.

Ja, og det bringer mig så til det, at folk enten elsker jeres musik eller ikke kan lide jer og jeres musik, hvor nogen tror, Ghost er en joke. Du har været inde på det, men kan du sige lidt mere om det?

- Ja, det irriterer mig – fordi det betyder, at de netop ikke har fattet det! Og ved at sige, at nogen ikke har forstået det – ja, så betyder det ikke, at jeg siger, at alle skal kunne lide os, men de har grundlæggende misforstået – og det her lyder dumt - men i mangel af en bedre formulering, så har de en misforstået opfattelse af metal. De har den forkerte … Hvad med Treblinka? Hvad med Morbid? De var sjove. Mayhem var et sjovt band! De gjorde en masse sjove ting. Bathory var et ’sjovt’ … Quorthon var en sjov fyr, der sagde mange sjove ting. De har ikke helt forstået, hvad det her handler om. Og jeg ved, hvorfor de tænker sådan – og særligt, hvis de ikke har viden om bandets baggrund – fordi det er meningen, at de ikke skal vide det. Men hvis de nu HAR viden om bandets baggrund, og alligevel mener eller skriver - ja, der er skrevet så mange forskellige ting, så jeg kan næsten ikke huske det hele - men nogen mener, at vi er et synth-band indenunder, og at vi ingen idé har om undergrunden.

-Og lige den del gør mig vred og giver mit lyst til at henvende mig til dem og sige ”Vil du tale om fucking album?” Så hvis de nu ikke ved disse ting om vores baggrund og inspirationskilder og tror, at vi bare laver sjov, så kan jeg virkelig forstå, hvis folk ikke kan lide vores musik.

- Og denne tankestrøm (misforståelser af Ghost og deres musik red.) er oftest også at finde hos en gruppe af mennesker, der har en ret lille viden om denne musik og som spørger os: ”Hvorfor takker I ikke King Diamond noget mere til jeres koncerter, for I har jo stjålet ALT fra ham!!”, hvor vi siger eller tænker: ”Virkelig?! Vi diskrediterer ham ikke, men hvis du ikke ved, at vi helt tydeligt også er inspireret af mange andre ting end blot King Diamond alene – så har du ikke fortjent at udtale dig om musik nogensinde! For har du ikke misset både 70'erne eller 60'ene? Kender du ikke din klassiske rock?”

- Det største – og det er i forlængelse af King Diamond – det største kompliment, jeg nogen sinde har fået, er fra King Diamong. Han siger i et interview, da han bliver spurgt, om han kender Ghost: ”Ja jeg kan lide dem. Jeg synes det er unfair, at Ghost konstant får smidt i hovederne, at de lyder som Mercyful Fate”. For King Diamond sagde, at han hørte, at Ghost har meget til fælles med Mercyful Fate, og vi har mange af de samme inspirationskilder, og frem for at sige, at Ghost har kopieret Mercyful Fate, sagde King Diamond, at vi mere havde samme opskrift på at lave musik.

- Jeg mener at der er mange misforståelser om Ghost, fordi de antager, at vi er så optagede af bare at være "scenesters", der ikke vil mere end blot det. Men vores interesse for scenen og vores hengivenhed for den er jo netop det brændstof, der bærer musikken videre. Der er et dogme om, at ethvert "rigtigt" metalband skal nævne og liste alle sine inspirationskilder hele tiden, og hvis de laver et cover, så skal de kun lave covers af bands, som de selv kan lide, og som de selv mere eller mindre lyder som. Men det bliver jo ligegyldigt, for så skaber man ikke noget nyt. Det er jo ikke kunstnerisk eller kreativt, man bidrager jo ikke med noget på den måde!

- Hvad gjorde, at alle de bands, vi kan lide, er så specielle? Hvad gjorde Metallica til det band, de var? Hvad var essensen af Possesed? Hvad udgjorde disse bands' magi? Det var deres innovation, deres vilje til at skabe noget nyt, og når jeg siger nyt, så mener jeg at give en følelse af at skabe noget nutidigt, at skabe en følelse af noget, der føles nutidigt – noget der sker nu, selvom vi åbenlyst går arkæologisk til værks. Men det føles stadig, som om vi er i nutiden, Ghost er tilstede NU, og det er, hvad alle de andre bands også var.

- Der var jo en dag, hvor ’Reign in Blood’ udkom i går, hvor det lød frisk, hvor det havde den bedste lyd, der nogensinde var blevet produceret hos et major label. Og jeg ved, at det har noget at gøre med at blive prøvet af over årene, Hvis Ghost stadig er her om ti år, eller endnu bedre: Hvis Ghost ikke her her om ti år, hvor vi er et af de bands der giver op. Hvem ved? Der er kun en måde at finde ud af det på, og det er ved at fortsætte og se, hvad der sker!

Ja det er rigtigt. Tak.

- Selv mange tak!