"Vi er metalfolkets guilty pleasure"

The Night Flight Orchestra tog metalverdenen med storm sidste år, og om lidt er det tid til et nyt skud evergreens fra de melodiøse svenskere. Vi har taget en snak med forsanger Björn Strid om gammelt, om nyt og om særprægede inspirationskilder.

For de endnu uindviede er svenske The Night Flight Orchestra et AOR-orienteret bandprojekt centreret omkring Soilworks sangskriverduo, forsanger Björn ’Speed’ Strid og guitarist David Andersson. Bandet blander alle de bedste elementer fra AOR-giganter som Toto, Foreigner og Journey og garnerer det med masser af inspiration fra klassisk progressiv og hard rock, som vi kender det fra genrernes storhedstid i 1970’erne og 80’erne.

Bandets tredje plade, ’Amber Galactic’, var en af 2017’s helt store positive overraskelser og blev af mange metalmedier regnet for et af årets absolut bedste album. Fjerde skud i voksenraketten, ’Sometimes the World Ain’t Enough’, rammer gaden 29. juni, og Devilution tog en snak med Björn Strid om både det ene og det andet.

Björn, ’Amber Galactic’ blev af mange anset for en af 2017’s bedste metalplader. Var modtagelsen af pladen en overraskelse for jer? Og har pladens succes åbnet nye døre for The Night Flight Orchestra?

Ja, det var noget af en overraskelse, og vi er meget taknemmelige for det. Vik fik jo blandt andet en svensk Grammy-nominering for pladen, hvilket vi aldrig har prøvet med Soilwork, selv om vi har spillet i 20 år. Og det har virkelig åbnet for nogle muligheder. Vi har i langt højere grad fået chancer for at komme ud at spille live (NFO tager på en omfattende Europatour i november og december, red.), og det her band er virkelig ét, der skal opleves live. Det er et rockshow, som skal opleves i lige så høj grad, som det skal høres.

Nu er der så allerede en ny plade på tegnebrættet, ’Sometimes the World Ain’t Enough’. Det virker, som om I har en gennemgående udenjordisk sci-fi-tematik på pladen. Er det en fortsættelse af ’Amber Galactic’?

Haha, ja, vi er helt sikkert stadig i rummet. David, som er vores primære sangskriver, er en gigantisk sci-fi-nørd, der vel læser fem sci-fi-bøger om ugen. Og for os er det en sjov måde at blande to verdener. Tekstmæssigt handler det stadig om personlige oplevelser med kærlighed, konflikter osv., men vi sætter dem ind i en ny og anderledes kontekst, fordi vi har det her rum-tema. Og det gør det anderledes sjovt for os selv at arbejde med.

Det lyder, som om I både inkluderer mere disco og en mere progressiv lyd på den nye plade. Og hist og her kan man endda høre både glam og power metal. Har I sigtet efter at udvikle lyden på den nye plade?

Vi sigter i hvert fald altid efter at eksperimentere og skabe så meget diversitet som muligt på vores plader. Vi regner ikke The Night Flight Orchestra for at være et genredrevet band, og derfor har vi ikke som sådan nogen grænser for, hvad vi kan og ikke kan gøre. Vi elsker at lege med musikken, og alle i bandet er så gode musikere, at vi konstant udvikler os og suger inspiration til os fra hinanden. NFO er også en interessant cocktail, fordi ikke alle i bandet har rødder i metallen. Jeg selv er en musikalsk kamæleon, som vælger at begrænse mig i eksempelvis Soilwork for at ramme en metallisk lyd. I NFO er der mere frihed til at udtrykke sig musikalsk og kunstnerisk for os alle.

Udover de åbenlyse AOR-inspirationer; hvad trækker I ellers på af inspiration for at udvikle jeres lyd? Det er ikke, fordi der er mange nutidige bands, der har en lyd, der minder om jeres …

Vi trækker ikke rigtig på nutidige inspirationskilder. David hører virkelig meget svensk 90’er-indiepop, f.eks. Popsicle, og som band trækker vi en del på ideer fra eksempelvis Nik Kershaw. Han er en kunstner, som på overfladen laver det her meget ”lette” musik, men det indeholder faktisk en del komplekse arrangementer. Det samme gælder for eksempelvis Genesis og Phil Collins. Og så er der meget guld i den svenske Eurovision-tradition fra 1970’erne og 1980’erne. Dengang hvor man havde store orkestre i orkestergrave og gennemtænkte arrangementer. Det var en guldalder i svensk musiks historie.

I har også tilføjet korsangere som en fast del af jeres line-up?

Det er også noget, der giver utrolig meget flair live, og som understreger show-delen af vores rockshow. Korsangere er jo noget, eksempelvis Guns N’ Roses også plejede at have, men hele den ide forsvandt lidt i rockmusikken, og den genindfører vi. Personligt er jeg som sanger også meget inspireret af Motown-musikken, og her var det naturligt at have korsangere som en del af musikken og showet.

Med jeres andet album på 13 måneder lige om hjørnet, virker det, som om The Night Flight Orchestra er andet og mere end et sideprojekt. Føler du, at I bidrager med noget, som ikke allerede findes på musikscenen?

Den reaktion, vi oftest hører fra folk, er: ’jeg vidste slet ikke, at jeg manglede jeres musik i mit liv. Men det gjorde jeg,’ haha. Men altså, retrorocken slog jo for alvor igennem og fik en revival for nogle år tilbage, men alle spillede denne her Led Zeppelin-bellbottom-syrerock. Ingen gik i den retning, vi er gået. Det forstod jeg virkelig ikke, men det var vores motivation for at gøre det. Gøre det, alle de andre ikke gjorde. Og så selvfølgelig kærligheden til musikken. Vores udgave af retrorocken var en glemt kunstart, som vi har taget op, fordi vi elsker det. Det skulle aldrig være en pastiche eller bare være for sjov.

Har du nogle bestemte mål, du gerne vil opnå med et band som The Night Flight Orchestra? Du er overvejende metalmusiker, men det her er et band, som ikke er specielt metal og måske kan åbne nogle nye markeder.

Vi kan godt lide tanken om, at vi frigør folk. Vi er lidt blevet metalfolkets guilty pleasure. Jeg tror mange metalfans tænker ’er det her okay at lytte til? Ja, det er det!’, og på den måde sætter vi folk fri fra de sædvanlige rammer og lader dem lytte til noget nyt. Da vi spillede på Rock Hard Festival (i juni 2017, red.) kunne vi se alle de her mennesker med Behemoth-patches på vestene, der bare dansede og havde en fest. Og det er vores mål med NFO. At skabe noget for metalfansene, som de ikke havde. Vi behøver ikke være mainstream, men vi trives med at være et outlet for metalfans.

I udgiver ‘Sometimes the World Ain’t Enough’ omkring et år efter jeres seneste plade. Hvordan har I nået at få stykket en ny, gennemarbejdet plade sammen så hurtigt?

Af en eller anden grund er det nemt for både David og jeg at skifte mellem Soilwork og NFO, og vi skriver alligevel musik det meste af tiden. David skriver det meste materiale i NFO. Han er samtidig læge og far til to børn, så hvordan han kan nå det hele, er en gåde. For mit eget vedkommende har jeg forgæves forsøgt at finde en hobby, der ikke havde med musik at gøre, men det går ikke så godt, haha. Det er egentlig sundt at have et afbræk fra musikken engang imellem, så nu prøver jeg at blive interesseret i antikviteter. Men jeg ender alligevel med at lave meget session-arbejde og gæstevokaler for andre bands, fordi jeg gerne vil holde stemmen varm og i gang hele tiden.

Jeg kan huske, jeg læste en anmeldelse af ’Amber Galactic’, som konstaterede, at kun et svensk band kunne skrive en plade med præcis den helt rigtige mængde vulgær kitsch og samtidig besidde elegance og musikalsk finesse. Er der noget specielt svensk ved den måde, I skriver musik på?

Hah! Hmmm … tja, vores melodier skal gerne have en sentimental lyd, men samtidig kunne løfte folks humør. Det skal være musik, som får folk til at have det bedre med sig selv. Det er den svenske lyd.

I udgiver ’Sometimes the World Ain’t Enough’ midt i festivalsæsonen. Hvilken sang fra pladen tænker du kan blive det store sommerhit, som bliver spillet i camps over hele Europa henover sommeren?

'Turn to Miami’ for dem, der gerne vil drikke og feste. ’Pretty Thing Closing In’ har en lækkert spacy feel, som vil passe rigtig godt til en stille solnedgang. Og så ’Lovers in the Rain’. Det siger vist sig selv.

The Night Flight Orchestras fjerde plade, ‘Sometimes the World Ain’t Enough’, udkommer 29.juni på Nuclear Blast Records, og vi har selvfølgelig en anmeldelse klar til den tid.