Unfuck the world!

Det er 12 år siden, Tom Morello sidst gæstede Danmark. Dengang var det sammen med Audioslave, da de gæstede Roskilde Festival. I forbindelse med Copenhell var ikonet tilbage i Danmark. Denne gang med Prophets of Rage, der spillede på Helviti. I den anledning tog vi en snak med guitar-ekvilibristen.

Det er en sand fornøjelse at få lov til at tale med dig. Forhåbentlig om en masse emner, du ikke taler om ved hvert interview, men nu du er i Danmark og spiller på Copenhell med Prophets of Rage, er jeg sikker på, at folk stadig gerne vil høre, hvordan I fandt sammen og hvorfor?

Jeg vil elske at få nogle nye spændende spørgsmål. Det vil være en stor fornøjelse. Men det er jo naturligt med en masse interesse om bandet. Prophets of Rage opstod i forlængelse af den seneste amerikanske valgkamp. Den var kendetegnet ved, mildest talt, politisk kaos. Jeg så en dag et nyhedsindslag, hvor værten bogstaveligt talt sagde, at “Donald Trump raged against the machine”. Jeg blev stiktosset. Selvom det ikke nødvendigvis havde noget at gøre med Rage Against the Machine, vil de fleste nok drage en parallel. Så det tweetede jeg, og som jeg sad med min telefon i hånden og læste mit tweet, slog det mig, at det ikke var nok. Det var ikke nok bare at tweete om det. Så jeg ringede til Tim (Commerford) og Brad (Wilk) og spurgte dem, om de ikke havde lyst til at vise, hvad det virkelig ville sige at “rage against the machine”. Det var de med på, så vi ringede til Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy samt B-Real fra Cypress Hill. Vi har mødt hinanden flere gange før, og det virkede naturligt i denne sammenhæng.

Vi mødtes og begyndt i al hemmelighed at øve sammen i hjertet af San Fernando Valley tæt på Los Angeles. Vi spillede sammen i nogle måneder for at se, om det kunne fungere, og for at se om vi kunne rage-ificere Public Enemy og Cypress Hills numre. Og naturligvis for at se, om vi kunne skrive nye numre sammen. Det kunne vi. Vi havde en fed tid sammen, så vi besluttede os for at lancere den “Make America Rage Again”-tour, der er årsag til, at vi for alvor kom ud og tunerede.

Hvorfor ikke bare gendanne Rage Against the Machine sammen med Zack de la Rocha, når nu det i så høj grad drejer sig om at “rage again”?

Zack er i gang med at lave sin egen musik p.t., så det var ikke interessant for ham. B-Real og Chuck D. ringede til ham, før vi startede det hele for at være sikre på, at det var okay. Han gav os sin velsignelse. Det er vi naturligvis meget glade for og hylder naturligvis Zack og hans eminente lyrik hver aften. Han er stadig en kæmpe del af det her, selvom han ikke er sammen med os.

Det var den politiske situation i USA, der bragte jer sammen. I har lige udgivet første single fra jeres kommende album, og teksten til ‘Unfuck the World’ taler ret meget for sig selv, men hvad kan man egentlig forvente fra jeres kommende album?

Da vi nærmede os afslutningen på sidste års tour (Make America Rage Again), var vi alle enige om, at vi virkelig godt kunne lide at spille sammen som band. Vi fandt godt nok sammen på grund af en politisk nødsituation, men det føltes, som om der var meget mere i projektet end bare det. Så vi begyndte at skrive flere sange sammen, og på godt to uger havde vi skrevet ti numre. Vi tog i studiet sammen med Brendan O’Brien, der har produceret nogle af de favoritplader, som jeg selv har været med til at lave (Audioslave, Rage Against the Machine), og nogle af mine favoritplader som andre har indspillet – og sådan blev pladen overordnet til.

Pladen indeholder en masse numre, der reflekterer over den tid, vi lever i. ‘Unfuck the world’ er en god udmelding eller statement, men det store håb er naturligvis at kunne ændre noget fundamentalt i folks bevidsthed. Det er også en af de plader, hvor jeg har indspillet de vildeste riffs og nogle vanvittige soloer. Tim og Brad har heller aldrig spillet bedre, og vi havde en stærk kemi under indspilningen. Når vi indspiller, gør vi det på den gammeldags måde. Vi er samlet i lokalet, indspiller og laver pladen sammen. Der er ingen computere direkte involveret, ingen præ-definerede beats, som der ellers er nu til dags. Vi forsøger at indspille, som nogle af vores farvorit-rockbands gjorde det før i tiden. Vi ser hinanden i øjnene, mærker energien og rocker sangene. Jeg har store forventninger til pladen, og det er helt sikkert den plade, hvor Prophets of Rage rejser sig og forhåbentlig bliver soundtrack til en revolution.

Nu vi taler om modstand og det politiske miljø, hvad tænker du om den politiske situation i staterne såvel som Europa?

Modstand skal være global. Global opvarmning påvirker ikke kun i Detroit. Det påvirker også Danmark. Det samme, hvad angår racisme og højrefløjs-ideologier. Det er noget, der skal gøres noget ved i Europa, Staterne og i hele verden. Vi håber, at vores kommende plade bliver en kulturel stemme, der fortæller en anderledes historie end den, der kommer fra politikerne. En stemme, der kan være folkets stemme. En mand som Trump og det faktum, at han blev valgt, er folkets forsøg på at gøre modstand. Men Trump er det forkerte svar til det rigtige spørgsmål: Hvorfor gør vores ledere så elendigt et stykke arbejde? Fortjener de virkelig at lede os? Nej, det gør de ikke. Så nogen vender sig mod en mand som Trump, der benytter sig af den klassiske taktik, som mange europæiske ledere også har gjort. Bebrejd indvandrerne, bebrejd muslimerne, bebrejd mexicanerne og så videre, i stedet for at holde fokus på det virkelige problem som er et kommende økonomisk kolaps.

Prophets of Rage er drevet af at ændre verden, af at være et kulturelt talerør. Ville der være et Prophets of Rage, hvis vi levede i den ideelle verden?

Ja, sandsynligvis, men så ville vi ikke skrive sange om andet end kærlighed, haha. Jeg glæder mig til den dag, hvor det bliver muligt. Enten går vi på pension, eller også skriver vi en masse kærlighedssange. Lige meget hvad, ville det være et positivt problem.

Hvordan går det med Axis of Justice og kan du måske fortælle danskerne lidt om organisationen?

Absolut. Det er en organisation, der er dannet for snart 20 år siden af Serj Tankian og jeg. Dengang brugte vi lidt mere tid på det, end vi gør nu. Primært fordi vi begge har yngre børn. Ideen med Axis of Justice er at spille nogle koncerter rundt omkring i USA for at skabe opmærksomhed. Det kan være om et specifikt emne eller en bestemt organisation. Gennem musikken får vi skabt opmærksomhed og samtidig indsamlet penge til formålet eller organisationen.

Akserne skal forstås som musikerne, fans og organisationerne, der alle samles om det formål at mindske social uretfærdighed. Vi har blandt andet spillet koncerter for at skabe opmærksomhed om hjemløse og immigranters rettigheder.

Hvilke type organisation fortrækker du at arbejde med?

Organisationer, der arbejder med fattigdom og økonomisk ulighed. Der er fem familier i USA, der til sammen har samme økonomi som 2 milliarder mennesker. Det er fuldstændigt skørt og forkert. Det burde ikke kunne ske i et land som USA. Vi har en sang på vores kommende plade, der hedder ‘Living on the 1-10’, som handler om en motorvej i USA, der hedder 1-10. Her lever en masse hjemløse under motorvejen, mens folk kører i Bentleyer og Rolls Royces hen over hovederne på dem. Det er ironisk, som folk har fokus på den hjemløse om søndagen og fuldstændigt ignorerer manden på gaden, som de går forbi om mandagen. Det er sådan noget, musikken kan skabe opmærksomhed om.

Du har deltaget i op til flere bands, siden du brød igennem lydmuren tilbage i start-90’erne og frem til i dag. Hvad synes du om scenen i dag?

Der er sket meget siden dengang. Meget positivt, men også meget negativt. Noget af det positive, der er sket, er, at musikscenen er blevet meget mere demokratisk. Vi kan alle have en Facebook-side, og vi kan alle lave musik eller en plade så kompliceret som ‘The Wall’, nærmest bare ved at bruge vores telefon. Hele det store maskineri, der engang var en del af at komponere musik, er blevet mindsket. Vi (Prophets of Rage) er i dag en del af et pladeselskab som alle i Danmark kender til (Universal), men det behøver man ikke at være. Hvis Rage Against the Machine var blevet dannet i dag, ville ingen kende dem. Du ville sandsynligvis aldrig høre om bandet. Hvis du ser på de bands der headliner festivaler nu til dags, så er det alle bands, der er blevet brandet, i mangel på bedre ord, for mange år siden. Der har været et pladeselskab, der har hjulpet. Så den dårlige side af det er, at der måske aldrig kommer et nyt U2. Men der vil derimod komme 100 U2’er, der har mange færre fans. Bare prøv at tænke tilbage. Hvor mange navne kan du nævne, som er blevet dannet inden for de seneste 10 år, som er store nok til at kunne headline en stor festival i dag? En festival som Copenhell? Det er ikke mange, men hvis du f.eks. tænker på 1999, så væltede det frem med nye bands, og det vil overraske mig, hvis du ikke som minimum kan nævne 20.

Der skete rigtig meget i 90’erne. Hvordan vil du sammenligne dig selv og det at være i et band nu med dengang?

For mig har det været en lang sammenhængende rejse og forsøg på at lave musik, som jeg tror på. Jeg føler mig velsignet ved at være en del af Prophets of Rage. Der er en god stemning, folk har det sjovt, og vi er generelt bare gode kammerater. Vi laver musik, som vi elsker, og som er autentisk for os. Det kan godt være, at bandet blev dannet på grund af den politiske situation, men vores vigtigste pligt er at give folk en god oplevelse. At få moshpitten til at gå helt amok. Vi kan snakke alt det, vi vil, om politik, men når alt kommer til alt, handler det om at komme op på den scene og spille en god koncert. Hver aften. På den måde er der egentlig ikke den store forskel på dengang og nu.

Gennem dine lange karriere har du spillet i mange forskellige bands og soloprojekter. Rage Against the Machine, Audioslave, Prophets of Rage og dit soloprojekt The Nightwatchman. Hvad har været dine største oplevelser med de bands?

Hvis vi tager en oplevelse for hvert band, vil jeg sige, at dengang Rage Against the Machine overraskede alle og opnåede at få en nummer 1-single i Storbrittanien, var helt fantastisk. En 17 år gammel sang (‘Killing in the Name Of’), der i 2009 slog Simon Cowell’s X-factor-program. Det var folkets revolution, og det, sammen med den efterfølgende sejrs-koncert i Finsbury Park, var fantastisk.

For Audoslave var det et stort øjeblik at få lov til at være det første amerikanske band til at spille på Cuba. Men det største højdepunkt var at spille sammen med Chris Cornell igen, må han hvile i fred, i januar. Vi havde ikke spillet sammen i 12 år og spillede i den sammenhæng på aftenen for Donald Trumps indsættelse. Det var en speciel oplevelse.

Denne tour med Prophets of Rage har været helt fantastisk, og for The Nightwatchman må det være, da jeg spillede i Tyskland for nogle år siden. Der opstod optøjer mellem anarkister og politiet, som medførte, at der opstod en masse uroligheder. Det udviklede sig til, at der blev kastet tåregas, mens vi spillede.

Det sidste minder mig om dengang, Rage Against the Machine spillede på Christiania sammen med Tool (1993). Politiet stormede Christiania, og der opstod kampe mellem aktivister, fans og politiet. Det endte endnu en gang med, at der blev kastet tåregas. Denne gang var det dog Tool, der stod på scenen, men jeg kan huske, at jeg sad i min tour-bus i undertøj, mens der var tåregas overalt. Det glemmer jeg aldrig. Vi besøgte faktisk Christiania i går. Det er sjovt at tænke på, at det er så lang tid siden, haha.

Haha, det er da nogle gode minder. Apropos koncerter i Danmark. Du har ikke været på besøg siden 2005, hvor du og Audioslave spillede på Roskilde Festival. Kommer Prophets of Rage tilbage inden længe?


Det håber jeg. Vi håber på at kunne komme tilbage senere på året ellers forhåbentlig næste år.