Vi er ikke et projektband

Mikkel Sandager fortæller her i et interview begejstret om sit nye band One Machine og reflekterer over sin fortid og sin exit fra Mercenary.

Mikkel Sandager er nok bedst kendt for sin tid som forsanger i Mercenary. Han var med i den periode, hvor de gik fra at være undergrund og dødsmetal i Aalborg til pludselig at være et kendt band, der turnerede verden over på de helt store festivaler. Men i november 2009 forlod han efter syv år og fire plader Mercenary. Bandet annoncerede kort efter deres fremtidige line-up, og hans bror, Morten Sandager, der spillede keyboard i bandet og forlod det sammen med Mikkel, blev kort efter præsenteret i Pretty Maids. Men hvad med Mikkel? Der blev meget stille. I ny og næ kom der små antydninger på de sociale medier om, at han måske havde slået pjalterne sammen med Kral, grundlæggeren af Mercenary, som havde forladt bandet endnu tidligere. Det hyggeprojekt blev dog aldrig seriøst og var bare løs snak.

Men den tidligere guitarist i bl.a. Nevermore, Steve Smyth, lurede i baggrunden med en ide til et kommende band. Bandet kom til at hedde One Machine, og da Mikkel forlod Mercenary stak Steve en forsigtig føler ud til Mikkel angående One Machine. Det skulle vise sig, at det lille frø, der blev sået, skulle bruge nogle år på at slå rødder, men i 2013 er One Machine så klar til at springe ud i foråret med en debutplade.

Devilution greb knoglen og ringede til Mikkel Sandager for at høre om, hvad han har lavet siden han forlod Mercenary, og hvad One Machine er for noget. Det kom der er en god snak ud af. Mikkel fortæller ærligt om sin tid i Mercenary, om hvorfor han og resten af bandet valgte at gå hvert til sit, og hvad fremtiden nu kommer til at bringe for Mikkel og One Machine.

Hvad har du lavet siden du stoppede i Mercenary?

- Det er ved at være en tre år, jo. Der gik lidt tid efter, vi var stoppet (Mikkel henviser til sin bror, Morten, der forlod Mercenary samtidig, red.). Steve kontaktede mig kort tid derefter om det her nye band, men der gik egentlig lang tid, før vi rigtig kom i gang. Det skulle jeg lige overtales til. Den primære årsag var nok, at det var en syret ting at stoppe. Noget, som man har været med i i så lang tid, og som har været en kæmpestor del af min musikalske identitet og været en del af mit liv, hvor man er væk flere måneder ad gangen hvert år på turné. Jeg skulle lige lande på jorden igen og finde ud af, hvad der så skulle være i stedet for. Samtidig havde jeg lige fået en dreng. Vi havde en pige i forvejen, og familieforøgelsen tog lige lidt tid. Vi købte også hus, som jeg totalrenoverede i 2010 og 2011. Så var der jo det her nye band, der kørte sådan lidt ved siden af hele tiden, hvor vi indspillede demoer stille og roligt. Vi fik lavet en håndfuld numre, og jeg var også ovre og besøge dem i London, hvor vi jammede. Da vi så blev færdige med huset herhjemme, og jeg fik indrettet et studie, så var det ligesom, at jeg blev motiveret til at lave musik igen. Så det var faktisk ikke før et godt stykke inde i 2011, før jeg kom i gang igen. Jeg oplevede lige pludselig at høre rigtig meget musik igen.

- I mange år havde jeg ikke gjort det. Når man er på turné og spiller shows og er væk i flere weekender og uger, så er det at sætte metal på anlægget derhjemme ikke ligefrem det første, man gør. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg var gået lidt kold i det hele. Både i bandet, hvilket er klart og årsagen til, at vi smuttede, men også alt mulig andet. Det havde bare fyldt for meget. Det var for meget et arbejde. Jeg var gået på automatpilot, når vi tog af sted. Tænkte ikke rigtig over det. Det samme da vi skulle lave den sidste plade ('Architect Of Lies', red). Der skulle man til at mærke efter.

- Og så lige pludselig at blive inspireret igen. Jeg har simpelthen fundet glæden ved musik igen.

Det lyder da godt.

- Det er superfedt. Jeg er blevet motiveret til at høre alle mine gamle plader.

Hvornår blev du kontaktet første gang angående One Machine?

- Det var en uge efter, at vi havde annonceret, at vi forlod Mercenary. Så kontaktede Steve mig på MySpace. Det var dengang, MySpace var det helt store. Vi havde været på turné med Nevermore, og så skrev han bare, at han havde det her projekt og et par demoer. Dem skulle jeg lige høre. Og jeg var selvfølgelig interesseret og lyttede til numrene. De var lidt mere speed metal, end jeg var vant til, men stadig meget melodiske. Og det er jo ikke hver dag, man bliver kontaktet af sådan én som Steve. Så jeg var næsten nødt til at sige ja til det og prøve det og se, om det kunne blive til noget.

- Jeg havde tænkt over det med at starte helt forfra. Finde musikere og etablere et nyt band. Den helt tunge vej orkede jeg bare ikke. Omvendt var jeg slet ikke færdig. Jeg følte, at jeg kun lige var kommet i gang, så det kom virkelig fra himlen.  At lave noget med en som ham, der har en god profil i forvejen, så er det lidt ligesom at tyvstarte. Der er allerede en interesse, før nogen har hørt noget som helst.

Ja, der er lidt en affyringsrampe klar på forhånd.

- Lige præcis. Det er en helt vildt fed platform. Man er fri for at starte ved Adam og Eva.

Nu er Obersten også med. Var det, at du er fra Danmark, medvirkende til, at det var ham, I kontaktede?

- Ja, det var det. Vi havde egentlig haft et par bassister, nogle som var fra England. Den første hoppede fra, vist nok noget med kæresten, og den anden, der var meget dygtig, konverterede lige pludselig til jazz. Nu gad han ikke spille metal mere. Det kunne man ikke sige så meget til. Så der stod vi uden bassist. Og så havde jeg lige været til Aalborg Metal Festival og spille med Arch Enemy i 2011.

Det kan jeg godt huske. Da Angela Gossow havde fødselsdag. Obersten var der også, og han havde lige fået en lille pige.

- Han havde lige fået barn og havde hende med, hun havde store høreværn på. Det var cool, og vi snakkede lidt, og det kom som et chok, at han var stoppet i Mnemic. Det havde jeg ikke set komme.

Det skal her nævnes, at for alle os, der deltog i Aalborg Metal Festival 2011 var det noget af en overraskelse, at Obersten, der har det borgerlige navn Tomas Koefod, annoncerede sit exit fra Mnemic kort forinden. Da han mødte op til AMF'11 med kone og barn begyndte han og Mikkel åbenbart at snakke om en potentiel musikalsk fremtid sammen.

Var det så lidt det samme som dig? Det med at få børn osv.?

- Jeg tror sgu ikke, det var så meget det med at få børn, for det var der også i forvejen. Jeg tror bare, at vores styrke i Mercenary var, at vi var meget forskellige. Morten og jeg har altid været meget til Iron Maiden og Fates Warning. Ikke så meget Maiden mere, men Fates Warning er jeg stadig helt vild med. Det vildeste, jeg har hørt, har været Nevermore og Soilwork. De andre har hørt både dødsmetal og alt mulig andet. Styrken har været, at vi har kunnet mødes på midten og lave plader og suppleret hinanden på den måde.

- Jeg ved ikke, hvad der skete. Men forskellene blev bare større og større. Vi fik sværere og sværere ved at mødes på midten. Da vi lavede 'Architect Of Lies', det var faktisk ikke særlig sjovt. I hvert fald ikke for mig. Der gik proces i den. Det blev næsten rutine i det. Det blev for meget arbejde. Vi gik i øvelokalet, tændte på knappen og jeg skrev tekster. Det var skam meget fedt, men i bakspejlet, da vi fik anmeldelserne, kan jeg godt se, at der er mange fede numre og en fed stemning, men når vi fik 4 ud af 6, er det egentlig helt fair. Det fik vi generelt for den. Lidt over middel præstation. Et godt 10-tal for en god, men rutinepræget præstation.

- Vi havde fået Rene med et par år inden, men det var svært at finde ud af at skulle arbejde sammen med en tredje sanger. Det bøvlede jeg meget med, for hvor passede han ind? Og det tror jeg også, han gjorde. Der gik lidt for meget produktion i det for mig, der skulle bare laves noget, og så tromlede jeg for meget hen over ham. Han fik ikke lov til at komme med og få en fair chance for at komme med input. Det var dog ikke det udslagsgivende. Allerede før havde vi svært ved at ramme den magi, som vi havde på pladen før. På 'The Hours That Remain' var der et helt specielt kammerateri, en fælles ånd, som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden.

Hvis vi tager den tanke og fører den over til One Machine. Hvordan gør I så med logistik hvor du og Obersten er fra Danmark, og de andre er fra rundt omkring i Europa? Hvordan får I det til at fungere?

- Steve og Jamie sidder i London og laver råskitsen. De indspiller guitar og har en trommemaskine. Så sender de råsporene til mig. Så lægger jeg noget vokal henover det. Ret klassisk måde at gøre det på. Men det er foregået online det hele. Så sender jeg det retur, og så har vi en Skype-konference en gang om ugen, hvor vi ser, hvad der er fedt, og hvad der skal laves om. Sådan gjorde vi også med trommer og bas. Det har været en lidt længere proces, for det tager altså lidt længere tid, når man skal lave musik på den måde. For står man i et øvelokale, så kan man måske lave et nummer eller to på én aften. Her skal tingene frem og tilbage, og det hele skal planlægges. Meget tidskrævende. Det spiller også en rolle for, at det har taget så lang tid.

Hvornår lander debutpladen så i forretningerne?

- Nu har vi lanceret det, og det har vi tøvet med. For der er ikke noget værre end at blæse noget op, og så sker der ikke mere. Så dør det meget hurtigt ud igen. Der, hvor vi står lige nu, er, at vi skal vælge mellem tre-fire producere, der skal mixe pladen. Alle sangene er færdigindspillede. Vi skal bare lige finde én, vi alle kan lide. Så pladen skulle gerne være mixet når denne måned er ovre (februar, red.). Derefter skal vi shoppe pladeselskab, og vi har nogle folk, der kender branchen, som lever af at shoppe deals for bands. Den proces er også i gang.

Der er det selvfølgelig også en fordel, at I alle er kendte navne fra andre bands.

- Ja, men der lurer også en fare i det, for det må ikke få karakter af at være et projekt. Der er masser af projektbands, og de bliver næsten aldrig mere end projekter. Det er ikke meningen, at det her skal være et projekt. Det skal være et rigtigt band. Det er vores ambition. Det her er bare den første plade, der har taget lang tid at lave. Og det er bare starten. Vi satser bestemt på at komme på turné og alt det, der hører med til at være et band.

Og I regner også med at komme forbi Danmark og spille live?

- Ja, for fanden. Det ville være fjollet andet. England, Italien og Danmark vil være de oplagte at starte med. Jeg har allerede været i kontakt med nogle danske bookere, og de er klar. Det skal nok blive til noget, og vi satser på tre-fire shows. Aalborg, Aarhus, København og Herning. Herning er bare megafedt.

Nu så jeg jeres promovideo og jeres bandfoto. Hvem fik den ide at tage et billede ude ved den location, hvor Black Sabbaths legendariske cover er fra?

- Det var faktisk Steve, der fandt ud af det. Det var en tilfældighed, at han fandt ud af, at han bor lige i nærheden af det. Der var kun halvanden times kørsel. Han havde været ude at køre med sin kone, og så fandt han stedet og tænkte "Det skal vi da bruge!". Det er lidt en gimmick, så det er lidt for at få noget opmærksomhed. Vi var alle derovre i august, og det skulle vi da prøve. Det er jo en kæmpe turistattraktion, hvor folk kommer med deres Black Sabbath-plader og det var lidt en udfordring for os at komme derind før alle andre. Det dur jo ikke, at der er alt for mange andre med på billedet.

- Så vi måtte bestikke folkene i porten, og så kom vi ind fem minutter før alle andre. Vi spurtede ind på plænen, poserede, og så blev der ellers bare taget billeder før alle de andre gæster kom.

For at runde den lidt af. Du talte om at, du havde fået glæden tilbage ved at lytte til musik. Vi har snakket om Fates Warning, Iron Maiden, Nevermore osv., men hvilke andre navne har gjort det for dig?

- En af de kunstnere, som min sanginspiration kommer fra, er helt klart Bruce Dickinson. I 1987, da jeg startede med at høre Iron Maiden, hørte jeg bare det hele tiden, hver dag. Han har været det helt store idol. Efter ham var det Geoff Tate fra Queensrÿche, omkring 'Empire'-pladen, der var helt fantastisk. Også 'Promised Land', og så var det Fates Warning med Ray Alder, der har lidt af det samme som Geoff Tate for mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men de har bare noget helt specielt. De tre er meget store for mig. Alt sammen ren vokal.

- Jeg har faktisk altid hadet råb og skrig på vokalen. Det var faktisk først, da jeg startede i Mercenary, at jeg begyndte at forstå det. Jeg forstod det slet ikke før. Jeg fandt ud af, at der er masser af smadder og power bag. Det fangede jeg der. Det er stadig ikke noget, jeg selv hører så meget af. Det vildeste er stadig sådan noget Nevermore-agtigt.

Men du begynder selv at bruge den rå stemme på One Machine.

- Ja, det gør jeg. Det har været meget spændende. Jeg har bestræbt mig på at lyde så lidt som muligt, som jeg plejer. Helt bevidst, både for min egen udvikling, men også for, at det ikke skulle komme til at lyde som Mercenary nummer 2. Det skulle være et nyt jeg. De folk, som har hørt det her materiale, siger "Er det dig?". Selvfølgelig kan de høre, at det er mig, men der er virkelig sket noget, og det er blevet meget anderledes. Der er ikke de samme lag. Det er ikke lag på lag. Der er kun ét vokalspor. Helt ærligt, og det kan man bare høre. Det er også lidt angstprovokerende.

Og med det lader vi Mikkel Sandager forblive i angsten indtil pladen udkommer. One Machine kommer forhåbentlig til Danmark kort tid efter, pladen kommer på markedet. Indtil da kan du se promovideoen nedenfor og glæde dig til, at Steve Smyth fra Nevermore, Mikkel Sandager fra Mercenary, Obersten fra Mnemic, Jamie Hunt fra Biomechanical og Raphael Sami fra Chaoswave til sammen får en plade ud til masserne.