Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Studiekonkurrence: Dommernes favoritter

Populær
Updated
Studiekonkurrence: Dommernes favoritter

I sidste uge offentliggjorde vi vinderne af konkurrence om studietid i Fast Beat Studio. Men det var ikke kun The Liberty Illusion, der pirrede dommernes øregange.

Vi har samlet de fem bands, der, udover vinderen, lå forrest i feltet og tilføjet et par kommentarer fra kampens hede, om hvad der var godt - og måske ikke så godt. I vilkårlig rækkefølge:

"Unavngivet" (fra asken af det hedengangne Cerekloth)

“Min personlige favorit, som jeg håber får fingeren ud, finder et navn og kommer i gang - for den slags kvali-heavy/sludge får man ikke nok af, vel?” (Turið)

"Tungt og beskidt med rigelig eftertænksomhed og masser af nerve, men også  instrumentalmusik, hvor jeg i høj grad mangler vokalen til at fuldende projektet." (Signe)

"Personlighed og modenhed er, hvad der præger dette endnu unavngivne projekt. Dysterheden fra Cerekloth har fået forlænget sit liv, og reelt er dette det eneste, jeg kunne forestille mig at sætte på derhjemme, MEN: først når vokalen kommer på. Indtil videre er dette blot introen for de kommende danske mestre udi dødsmetallisk mørke." (Dinesen)

"Ondskaben fra det forrige projekt er på plads. Alt er solidt. Men er det nok?" (Mathias)

"Dygtige musikere, som virkelig har en fed lyd og solide kompositioner! Måske ikke så ”inspireret”, men rigtig godt håndværk. Håber at de finder en vokalist, som kan growle dybt, råddent og med masser gurglen og savl i halsen (tænk ”Where The Slime Live”). Det lyder som erfarne musikere (og det er et kompliment)." (Bøtter)

Chronicle

"Den klassiske blanding af død og thrash, der atter har vundet stort indpas, men som har lige præcis den blodtørst og intensitet, jeg leder efter hos nye bands. Der bliver ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest – alle riffs, og især præstationen fra bandets trommeslager, er exceptionelt energiske og har masser af vilje og power trods bandets unge alder. Der er fremtid i det her, og et råd til drengene er at lade nummeret ’Blizzard Of Blood’ bane vejen for deres fremtidige sangskrivning. Det er tonserstærkt materiale." (Signe)

“Chronicle har bestemt potentiale, men jeg synes dog. der er lidt vej endnu - især på vokalfronten.” (Turið)

"Unge mennesker med god opdragelse udi thrash-kundskaber. Især trommeslageren kan sit kram. Der mangler lige lidt til at skille dem ud fra horderne." (Mathias)

"En af de få indspilninger, vi modtog, der rent faktisk lød demoagtigt. Hvorfor er der ikke flere, der tør indspille den gode ide? Hvorfor skal det være den "fede" lyd, der indspilles, selv i denne kontekst?" (Dinesen)

"Jaaaa, thrash mand! Og ret fed thrash at ride på en hest til. Det går derudaf som det skal og både tempo og soli kan udvikles til noget rigtig fedt. Interessant vokal, som til tider næsten bliver blackened metal. I fremtiden skal der meget mere originalitet i kompositioner og lydbillede, samt større sammenhæng mellem alle instrumenter, vokal og groove – men kommer der det, så kan Chronicle blive virkelig interessante." (Bøtter)

Velociter

"Smadder, som man har hørt den så ofte før. Det gør den dog hverken mindre velment eller mindre lyttevenlig." (Dinesen)

“Solidt og veludført, men lidt for sikkert og lige ud ad landevejen.” (Turið)

"Dette har vi rigeligt af på den danske metalscene i forvejen, og man kunne spørge sig selv, hvorfor de skal have studietid, når de tydeligvis har et ganske fint hjemmestudie? NWOBHM-riffet i den ene af de indsendte sange hyldes dog intensivt." (Mathias)

"Veldrejet rock ’n' heavy, men også for meget lige-ud-ad-landevejen for mig. Velociter er i den grad en smagssag og vil sikkert ramme mange det helt rigtige sted. Melodierne er fine og udførelsen absolut godkendt, men de har det for nemt til at blive rigtig interessante. Et mere differentieret riffarbejde og måske et kig til hardcorescenens vokalforgængere ville være kærkomment." (Signe)

"Jaaaa, endnu mere thrash mand! Det swinger på nummeret ”Hangar Of Doom” med et fedt guitar/bas åbningsgroove.  Men de mangler lidt originalitet nogle gange og det skal der arbejdes med, så det ikke kun er 1-2-3-666-smadder-derudaf. De kan også godt blive dygtigere på instrumenter og sang, men ideerne og viljen er der helt sikkert. Og det er sgu det vigtigste. Og så det mandskor, altså! Knyt næverne og syng med på det fantastiske omkvæd!" (Bøtter)

RPD (Rotten Pussy Decapitators)


"Lidt for platte og ironiske tekster i denne ellers fornuftige omgang smadder med Dani Filth-agtig vokal. Vil de det virkelig?" (Mathias)

"RPD er en sjov størrelse. De har indsendt to numre til os, hvoraf det ene faldt helt igennem, og det andet absolut holder, hvis det blev indspillet ordenligt. Jeg havde gerne set, hvad der kunne komme ud af en indspilning hos Toftlund med de her fyre bag instrumenteringen. Ideerne er mange, og de blander det tunge med orgel, downtempo- og uptempo passager, melodi og monotoni, clean vocal, dødsgrowl og skrigeri. Mildest talt interessant, men de skal vælge vejen, de vil gå, og holde humoren på et minimum." (Signe)

"Balancerer mellem pubertært og interessant. Det er vel der, splatterpræget grind netop skal være?" (Dinesen)

“Hvorfor de her endte i top 5 fatter jeg ikke. Jo, det ene nummer vi fik tilsendt, har lige noget man gad høre, men ellers var der sgu for meget nisse-tema over det.” (Turið)

"Der er alt for lidt af det her i Danmark! Yderst originalt og anderledes forsøg på at lave uhyggelige sange med varieret vokal. Det lykkedes bestemt ikke altid (og man skal ikke lave en sang der hedder ”Christmas Spirit”. Det må King Diamond ikke engang), men bandet skal have thumbs op for at gå egne veje. Vil se frem til at høre mere, hvor især vokalen er bedre indspillet og musikken mere sprudlende og kyndigere komponeret." (Bøtter)

A Piece Of Death

"A Piece Of Death er et instrumentalt soloprojekt i rockgenren fra en spændende herre med meget på hjerte, gode ideer og talent i udførelsen. Numrene spænder lige fra eftertænksomme følere med gedigne flader af guitarriffs og storladne og voldsomme trommer, til indfølte soli og ambient-elementer. Lasse Lund kan drive det vidt med A Piece Of Death. De varmeste anbefalinger herfra." (Signe)

"Mange fine, men også meget abstrakte idéer. Kun få af sangene lyder studieklare, og alt i alt lyder det mere som udkast til kompositioner, end sange som i sig selv. Måske er det i virkeligheden en god ting?" (Mathias)

"Lasse Lund er en gut med så meget på hjerte, at han følte det på sin plads at sende ikke bare et, men to soloprojekter ind til konkurrence. Ikke alt er lige vellykket, men jeg er nysgerrig efter at se, hvor det hele ender." (Dinesen)

“Én af dem, jeg sad og lyttede til igen og igen. Den lækre instrumentelle fortælling mindede mig egentlig om Bucketheads ‘Colma’-album, og det er fandme en god ting.” (Turið)

"Jeg har meget svært ved at sige noget decideret negativt om det her projekt. Lasse Lund tog røven på mig og fejede sådan lidt benene væk under mig med de her kompositioner. Jovist, noget af det er lige vel skitsepræget – men selv i de tilfælde er det nogle af de meste spændende skitse kompositioner jeg har hørt i årevis. Langt bedre end det andet projekt Hr. Lund deltog med. Kunsten bliver at få musikken til at ånde og leve ud over demo stadiet. Derfor er det vigtigt at Lasse finder et band, som kan forstå hans ideer og hans fulde potentiale og at Lasse ikke indgår alt for mange kompromiser. Han skal være bandleder og ikke medlem. Trommerne skal knaldes langt hårdere af end på demoen, bassen skal groove mere og så skal der en sanger på, som både kan synge clean og skrige sjælen helt ad hekkenfeldt til. A Piece Of Death er både en lys udgave af Neurosis og en syret version af Alcest og det er ment på den bedst mulige måde. Originalt, velkomponeret, smukt og stilet udført." (Bøtter)