Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner: Empire of Doom

Populær
Updated
Morgendagens stjerner: Empire of Doom

Har du søgt svar på spørgsmålet: "hvor finder jeg et orkester der spiller sludget hardcore med en nærværende følelse af rockens storhedstid"? Søg ej længere, svaret er: Empire of Doom.

Hvem er med i bandet?

Carlos, vokal (er meget glad for Pantera og 80'er og 90'er metal. Han er tatovør og creative mastermind), Anders, guitar (elsker godt kød og gode øl. Han har set koncerter med alle de bands du drømmer om at se), Brian, trommer (har engang set en voksen mand nøgen og har siden haft tourettes) og Mikkel, bas (er glad for basser fra 70'erne og ekspert i disciplinen "traktor-bas")

Hvordan startede bandet?

Det startede med at Brian og Anders var ved at opstarte et andet band som aldrig kom i gang, men de klikkede godt sammen og syntes at de skulle forsætte sammen, de begyndte at spille sammen bare guitar og trommer. I løbet af de to første måneder skrev de sange sådan og begynde at kigge efter bassist og sanger. Da den første bassist kom på prøvede vi sangere ud, vi havde 3 – 4 stk til audition før valget faldt på Carlos. Mikkel kom med på bas ca Maj 2015

Hvor var jeres første øver?

På Kansas City i Odense.

Hvor var jeres første koncert?

Det var på BOBZ i Odense som desværre er lukket nu. Det var super fedt, der var godt med folk og der blev headbanget max igennem.
En fed atmosfære og vi fik en masse fed respons.

Hvem har fået øje på jer?

Nogle af vores først gigs var sammen med Barricade fra KBH, super fedt band. Vi spillede en mini DK tour med dem, der mødte vi også en masse andre danske bands bl.a. Bersærk, Eletric Hellride og Justin Hate.
Vi var også på en lille DIY tour i Tyskland hvor vi mødte en masse punks.
Efter vores anden udgivelse "Left Foot In Space" er vi kommet på Tråd booking og nu er vi med i WOA Metal Battle.

Hvad har været jeres største koncert?

Den største koncert indtil videre har været WOA Metal Battle på Atlas i Århus. Vi har mest spillet på virkelig undergrunds steder, så koncerterne med WOA Metal Battle har været lidt af en upgrade.  Der kommer også et anderledes publikum til de koncerter, og det har været vildt interessant at snakke med dem bagefter.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Vi har alle sammen spillet i bands før Empire Of Doom, så på den vis er vi ikke helt nye. Det sværeste er nok at der er så mange gode bands i øjeblikket, så man skal virkelig være god og heldig, og ikke mindst arbejde hård for at komme igennem.
Vi er også lidt presset af at Facebook ikke vil tage imod vores penge til annoncer og boost fordi de synes ordet "doom" er for farligt. Det er vi ikke det første band der har været ude for.

Hvordan har det været at indspille Left Foot In Space?

Vi havde en virkelig afslappet og produktiv tur i studiet. Efter at jeg kom med i bandet i Maj brugte vi 2 måneder på at skrive helt nyt materiale.
Vi havde en vision om at lave en dynamisk plade med massere af dyb bund. Indspilningen af trommer, bas og guitar foregik live, mens vokal, dubs og andre detaljer blev lagt på efterfølgende. Vi indspillede det over ca. 5 dage i studiet hvilket var et fantastisk afbræk fra hverdagens pligter.
Carlos udviklede sig ekstremt i studiet med hjælp fra Peter (Some Studio), der pressede ham til det yderste.

Hvad er jeres inspirationer?

Vi har mange forskellige inspirationer, men de stærkeste er nok Cancer Bats og High On Fire. Vi har hver vores musikalske baggrund fx. har jeg (Mikkel) spillet punk i nogle år, og Anders er mere til classic rock og country.
Det er så en udfordring at få de forskellige idéer til at fungere sammen, men når det lykkes opnår vi noget som vi synes er unikt og spændende.

Hvad er jeres drømme?

At se hele verden sammen som et band.

Hvordan vil I nå dem?

Vi vil blive ved med at udfordre os selv og forbedre vores sangskrivning og live performance.. og selvfølelige have et kæmpe netværk af awesome mennesker til at hjælpe os.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Som et "status quo" band der bare gentager sig selv. Eller som et band hvor det at tage i øveren bliver til en sur pligt. Det er meget vigtigt for os at have hjertet med i det musik vi laver, og at det er sjovt og udfordrende for os.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?

Vi har et par to gode venner der kræver særlig omtale her. De er begge fotografer og har hjulpet os med promo-billeder og musikvideoer.  Udover det så er vores venner og familie gode til at bakke op om bandet ved at agere chauffør eller låne os biler/trailer. Og så er der selvfølgelig alle dem der kommer til vores koncerter og headbanger med os!