Morgendagens stjerner: I'll Be Damned Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d5/0b/34/Pressebillede-ILL-BE-DAMNED-2015-26-1444683644.jpg
12. Oktober 2015    

Ærkeårhusiansk og med ambitioner, der rækker langt udover bygrænsen. Mød I'll Be Damned.

Hvem er med i bandet?

Stig Gamborg Hansen: vokal
Boris Tandrup: guitar
Kristian Sloth: leadguitar, kor
Anders L. Ond: bas, kor
Mathias Pedersen Smidt: trommer, kor.

Hvordan startede bandet?

Boris og jeg (Kristian) boede lige ved siden af en kirke i et kollektiv i Aarhus. Uheldigvis havde Boris vindue lige ud til klokkerne, som larmede afsindigt hver søndag morgen – og på alle mulige andre random tidspunkter... så i 2010 besluttede vi os for at larme igen. Ren payback. Boris havde nogle riff og tekster i baghånden, og vi begyndte stille og roligt at arbejde os frem til den lyd og det udtryk, vi gerne ville have. Det gik langsomt i starten på grund af alskens distraktioner såsom arbejde, uddannelse, logistik, familieforøgelse m.v., men i løbet af 2011 havde vi sgu et band.

Hvor var jeres første øver?

Vores første øver var i en ombygget bunker på Amager, da vores første trommeslager bor i Kbh. Det var chillet og klaustrofobisk, men skæbnen ville, at det blev en engangsfornøjelse. Det var lidt hårdt for et par trætte jyder at skulle helt til hovedstaden for at prøve materiale af, så der gik ikke længe, før vi fandt en trommeslager i Aarhus og rykkede ind i mit gamle øvelokale Pappagallo på Frederiksbjerg, hvor vi stadig holder til. Der kan vi nemlig både spille, ryge, være på nettet, indspille ting, bage frysepizzaer og lave en spand kaffe på under fem minutter. At vi så skal ha’ alt vores lort ned ad verdens smalleste trappe fra første sal, når vi skal på job, snakker vi ikke om ...

Hvor var jeres første koncert?

Vores første koncert var til Mono Goes Metal 666 i Monorama i maj 2011. Det var fedt at spille showet, og vi havde fin opbakning fra venner og andre interesserede, der kendte til os fra tidligere bands og projekter. Der gik laaang tid, før vi spillede live igen, da der lige skulle et par børn til verden, men heldigvis havde vi fået et par videooptagelser af koncerten. Som nyt band er det alfa og omega med fede optagelser af sig selv, så man kan trippe over det, man gør rigtigt – og modsat virkelig skamme sig over det, der ligner og lyder som pis.

Hvem har fået øje på jer?

Da vi endelig nåede frem til at spille vores anden koncert – på Fatter Eskil i foråret 2012 sammen med de flotte fyre fra Impalers – fik vores gode kammerat Andreas Papadakis øjnene op for os. Han var en uvurderlig støtte de følgende år – og er det stadig. Hans bar Escobar har med hyppige gigs og vores 2012-demo-ep 'The First Coming' i heftig rotation været en uundværlig platform for os til at opnå den massive opbakning, vi føler, vi har i Aarhus. Vigtigst af alt var det nok, at vores booker Theis Smedegaard fra Skandinavian opdagede os, da han er mand for at skaffe os de fede gigs, og det samme gør sig gældende med Mirza Radonjica og hans nystartede Prime Collective, der har været en stærk samarbejdspartner op til udgivelsen af vores debutalbum. Vi føler, vi har et stærkt hold bag os nu. Vi røg jo også af én eller anden sindssyg årsag i finalen i KarriereKanonen i 2014, og der var i hvert fald en del andre end den “sædvanlige” metal-crowd, der fik øje på os.

Hvad har været jeres største koncert?

Uden sammenligning da vi varmede op for D-A-D på Aarhus Havn foran +10.000 mennesker i august 2015. D-A-D er jo for fanden D-A-D, og at stå der et par måneder inden debutpladen var en vild oplevelse. Folk tog pænt imod os, og vi kan ikke vente med at spille så stor en scene op igen. Der var nogle teknikere, der havde klokket i det, så vores show desværre blev kortet af, men som følge af den pressede tidsplan sad Laust Sonne og tævede med på vores sidste nummer ude bag scenen. Der var helt klart noget drengedrøm over det.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Hvad angår det økonomiske, er det på mange måder svært at være upcoming i Danmark – især når radioen synes, man er for “hård". Kulturstøtt går primært til de etablerede, så det kan være svært at finde råd til at køre et band, som det skal køres, når man endnu ikke har et navn – selvom det bli'r nemmere og nemmere at få sin musik ud via nettet, har det altid været vigtigt for os, at vi også kunne stille med et fysisk produkt. Vi oplever tit, at vi enten får at vide, at vi er for bløde og poppede af den ene side, mens den anden synes, at vi både larmer og growler, hvilket nok liiige er at strække den. Det gør, at det tit er svært at “passe ind”, da man som upcoming altid bliver smidt i én eller anden kasse.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

En fest! Vi indspillede selv vores gamle demo-ep i øveren, så at komme ud til Tue Madsen i Antfarm var på mange måder en befrielse. Ikke fordi vi selv slap for at lave noget, men fordi Tue var en enormt god sparringspartner, der altid havde det kritiske blik på, når vi selv var kommet for meget på afstand af musikken. Og så ved han bare, hvordan man får ting til at lyde fedt.

Hvad er jeres inspirationer?

Vi har masser af kilder til inspiration i I'll Be Damned. Alene det at stille sig i opposition til konforme autoriteter som folkekirken, politikerne og mainstreamens gatekeepere kaster en masse inspiration af sig på daglig basis. Musikalsk udspringer vi mestendels af Down, Rage Against the Machine, Clutch, Monster Magnet og Entombed. Det er skidesvært at pinpointe sine kilder, og folk gi'r ofte udtryk for, at de kan høre en masse referencer i vores musik, vi ikke selv har overvejet, men vi er også meget fokuserede på ikke kun at køre i én retning, så det tager vi altid som en ros. Bill Hicks skal bestemt også nævnes som en gud (sic) i vores verden!

Hvad er jeres drømme?

Vores drøm er helt klart, at I'll Be Damned bliver så etableret, at vi kan fokusere vores tid på bandet i stedet for al muligt ligegyldigt arbejde for at tjene lige akkurat nok til, at familielivet ved siden af kan hænge sammen. Dermed inkluderet at spille en masse sej musik for en masse seje mennesker og forhåbentlig rokke lidt ved deres verdensopfattelse.

Hvordan vil I nå dem?

Vejen til at nå drømmen er på mange måder også en drøm i sig selv: nemlig at bryde igennem til mainstreamen i Danmark (såvel som i udlandet). Når vi spiller live, oplever vi stort set kun, at folk overgiver sig – oftest er sammensætningen af publikum delt ligeligt op mellem drenge og piger, unge såvel som ældre, og vi er helt sikre på, at en langt større del af det danske publikum vil tage godt imod os, hvis de bliver præsenteret for os. Men for at svare specifikt på spørgsmålet, handler det for os om at blive ved. Vi skal spille flere fede koncerter, lave flere fede numre og fortsætte med det, vi gør. Så tror vi på det.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Vi vil i hvert fald ikke ende med at stå tilbage og tænke, at vi ikke gav den hele armen. Selvom det selvfølgelig er vigtigt for os, at vi kan se os selv i øjnene bagefter, er vi for eksempel ikke bange for idéen om at sælge ud. At være i den her branche i 2015 – især når man er sit eget management – forudsætter, at man driver sit band som en forretning i lige så høj grad som det, at man skriver fed musik. Så skulle vi ende på forsiden af magasinet M! (held og lykke – det findes ikke længere, red.) eller Radio Voice (findes den stadig!?), tænker vi snarere, at vi har rykket ved det konforme, end at vi har solgt ud af vores egne idealer.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job, kærester etc.)?

Vores bagland er totalt med. Selvfølgelig kan vi ikke hver især bruge AL vores tid på bandet, men det kan reddes med lidt forventningsafstemning både internt og hver for sig med familie, arbejde og så videre.

For et halvt år siden skrabede vi over 50.000,- ind på Kickstarter til udgivelse og alt, der er forbundet med det. Alene det faktum er en klar og vigtig indikation på, at vi har opbakning til det, vi gør. Vi ser os selv som led i et oprør mod det konforme, og vi ser flere og flere, der tager del i det dag. People Who Hate People – Come Together!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her