Morgendagens stjerner: Sunless Dawn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e8/43/43/12716288-863346463781833-8665550228941969971-o-21-1462914129.jpg
10. Maj 2016    

Første koncert: Wacken Metal Battle. Anden koncert: Wacken Metal Battle. Tredje koncert: Finalen i Wacken Metal Battle. Mød Sunless Dawn.

Hvem er med i bandet?

Sunless Dawn består af Henrik Munch på vokal og keys, Christoffer Hildebrandt og Michael Møller på guitar, Eskil Rask på bas og Thomas Mascagni på trommer. Henrik står for at skrive tekster og vokal, og Christoffer er hovedarkitekt bag musikken, både hvad angår komposition og produktion.

Hvordan startede bandet?

Bandet historie har faktisk sine rødder som ungdomsband på Bornholm siden omkring 2007, men Sunless Dawn som det lyder i dag daterer ikke længere tilbage end til for et halvt år siden, da vi fik Thomas ind på trommer og musikken rigtig tog fart.

Hvor var jeres første øver?

Den allerførste øver må have været i ungdomsskolen på Bornholm. Det var en lummer kælder under en folkeskole, men med overraskende god akustik. Nu deler vi et om muligt endnu lumrere øvelokale med to andre bands på Larmcentralen, Amager.

Hvor var jeres første koncert?

Bandets første koncert var W:O:A Metal Battle i København på Spillestedet Stengade. Det var en overraskende succes, synes vi selv, og det var en fed oplevelse at starte ud så højprofileret og ‘lande løbende’, så at sige. Men det var også lidt angstprovokerende ikke at have testet vores liveshow af, før det gik hen og blev alvor.

Hvem har fået øje på jer?

Det har juryen bag W:O:A Metal Battle Danmark, som udpegede vores demo blandt de ti, der fortjente at deltage i konkurrencen. Vi var meget overrumplede over at komme med, for vi havde ikke engang fået sat en facebookside op, da vi blev kontaktet med nyheden om, at vi var udtaget. Men det har også givet os det helt rigtige skub til faktisk at kunne sige ‘nu er det godt nok’ og få vores musik ud af øvelokalet og ud til den virkelige verden!

Hvad har været jeres største koncert?

Det var helt sikkert vores debutkoncert på Stengade. Det er ikke noget stort spillested, men det ændrer ikke på, at der var rigtig mange mennesker, og en super god stemning. Det var en rigtigt fed koncert, hvor vi blev taget virkelig godt imod, og det var nogle enormt dygtige bands, vi delte scene med!

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Der er en masse praktisk know-how omkring liveaspektet, såsom PR, tekniske riders og hvordan man bedst i indsender sit materiale til festivaler og spillesteder. Det er svært at vide, hvad bookere lægger vægt på. Den danske metalscene er i dén grad i live og stopfyldt med vildt dygtige og ambitiøse bands, der alle har noget at byde på, og det kan også være rigtig svært at skille sig ud i mængden af bands. For os har det også vist sig at være en udfordring at finde vores identitet som liveband. I de bands, vi lader os inspirere af, er der en hang til at stå meget stille på scenen og fokusere på sit instrument, men det er der ikke meget underholdningsværdi i!

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Nu har vi ikke en debutplade ude (endnu!) men blot vores meget lange single, Sovereign. Den indspillede vi i Christoffers hjemmestudie. Når man gør alt arbejdet selv er der en frihed i at kunne tage den tid, det tager, at finde sin helt egen lyd. Men det kan også gå hen at blive et evighedsværk, som aldrig bliver færdigt. Vi har planer om snart at indspille en fuldlængde, og den kommer formentlig til at være formet af flere hænder end Sovereign. Det glæder vi os til!

Hvad er jeres inspirationer?

Dem er der mange af! En stor frihed i Sunless Dawn er at kunne blande meget forskelligartet materiale og at vi ikke begrænser os af noget så kedeligt som genremærkater. Et metalband er vi dog ikke i tvivl om at vi er, og derfor er vi rimeligt trygge ved at klassificere os som progressiv metal. Metalbands der har vist os hvordan man griber det an at blande elementer på ukonventionel vis inkluderer Edge of Sanity, Opeth, Dream Theater, Between the Buried and Me og Haken. Inspiration kan vi hente fra hvor som helst, hvad end det er konkret eller ej. Når vi skriver sange er regel nummer ét at hvis det lyder godt, så er det det også.

Hvad er jeres drømme?

Den store drøm er vel at nå det punkt, hvor bandet er blevet større end summen af dets medlemmer, hvor vi har fans, som følger bandet aktivt, og som ville savne os, hvis vi gik i opløsning. Det ville også være en kæmpe ære at få et supportjob for nogle af de bands, vi ser meget op til. Og så vil vi rigtig gerne nå ud over landegrænserne og få vores musik hørt i resten af den store verden.

Hvordan vil I nå dem?

Arbejde hårdt på ny og bedre musik, få forbindelse til et bookingbureau, og bruge internettet, digital distribution og sociale medier til at sprede vores musik ud over landegrænserne!

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Vi vil gerne undgå at låse os fast i en situation, hvor vi ikke kan udvikle os som band og skrive ny og anderledes musik. Som band er vi også nødt til at være gode venner, for at kunne samarbejde, og det værst tænkelige ville være at ende bandets dage med en dårlig smag i munden.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?

Vi har en del opbakning fra venner og familie, men for fire af os er meget af baglandet lokaliseret på Bornholm og ikke i København. Vi er alle studerende lige nu og har dermed relativt frie rammer, men inden for de næste par år bliver det spændende at se, om livet som musiker er foreneligt med jobs med faste mødetider!

Lyt til Sovereign her:

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her