Mono Goes Metal '18: Metal op i Møllen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/95/d6/1c/2018-0908-15231700-40-1536738985.jpg
10. September 2018    

Der var godt med blandede bolsjer til det metalsultne festuge-publikum i Aarhus. De fleste var lækre, et par stykker lidt syrlige, og et blev hevet ud af munden, før man nåede at smage det.

Kunstner
Titel
+ Crocell + (0) + Impalers + Ottone Pesante + Eyes + Xenoblight + Stone Cadaver + Killing Gandhi + Pudsige Herrer
Spillested
Dato
08-09-2018
Koncertarrangør
Forfatter

I en Aarhus Festuge, der som vanligt er præget af dixieland, fadølstelte og bands, der kan spille ’Summer of ’69’ i den ene ende og avantgardistisk jazzballet i den anden, har Mono Goes Metals endagsfestival manifesteret sig som et kærkomment metallisk afbræk, der for tredje år i træk afholdes i den gamle bibliotekspark over for Voxhall. Festivalen har fokus på vækstlaget og de lidt større navne i dansk metal, og med en enkelt undtagelse var hele dagens line-up dansk.

Mens vejret skiftede mellem højt solskin og dundrende regnbyger, hurtigere end man kunne nå at bunde en medbragt Ceres Royal, gik Pudsige Herrer på scenen som første band. For at gøre tingene en smule mere besværlige for orkestrene stod der en frisk vind på tværs af scenen, men trods de noget strabadserende arbejdsforhold blev der faktisk præsteret fornuftig lyd for langt størstedelen af de optrædende. En fin præstation fra lydholdet på en placering, der sjældent bruges til koncerter, eller er særlig velegnet til det, for den sags skyld.

Pudsige Herrer var glimrende castet som bandet, der skulle sætte folket i gang med at feste. Deres kantede syrerock med Rage Against The Machine- og Royal Blood-inspirationer og let genkendelige syng-med-tekster bliver fremført med mere og mere overskud for hver gang, jeg ser bandet optræde. Selv om de kun er tre mand på scenen, bliver ’Fremtidens Bølge’, ’Sabbatår’ og de andre politiske skrålehymner fremført med en fylde og et overskud, der er en fryd at opleve. Vi har sagt det før på redaktionen, og vi gentager gerne os selv: Pudsige Herrer skal opleves, hvis chancen byder sig. Det er rock med kant og charme, med en skarp vokal og fængende tekster, der trækker på et utal af inspirationer fra for- og nutid. Selv hvis man kan blive lidt presset over at råbe med på ”fuck de banker op”, skylder man stadig sig selv en date med de Pudsige Herrer.

Jeg har det til en gengæld en smule stramt med backtrack. Specielt når tracket udgør så stor en del af koncerten, som tilfældet var hos næste band, Killing Gandhi. Vi var ude i en gang melodød a la In Flames med lige præcis tilpas meget power metal-guitar til, at det var et irritationsmoment. Læg dertil et backtrack med noget keyboard, lidt ren vokal, noget børnevokal og lidt blandet gøgl, som i øvrigt ikke var helt afstemt i lydstyrke med resten af bandet, og så kom det hele nemt til at virke en smule amatøragtigt. Hvilket er synd, for jeg synes at kunne huske, at ”killingen” faktisk har indspillet nogle fine ting, i hvert fald på debuten ’Cinematic Parallels’. Forsanger Thorbjørn Jensen har tilsyneladende gået i Bo Summers Skole for Århusianske Dødsmetalforsangere med rigelig snak mellem numrene. Hvilket er fint, hvis man som Illdisposed-frontmanden kan få sit bitterjyske brok til at være underholdende. Det lykkedes ikke for Killing Gandhi. Til gengæld point for at forsøge at gennemføre en wall of death på en plads, der havde adskillige betonbænke stående midt på området. Ingen døde.

Næste musikalske los i skrævet kom fra lokale Stone Cadaver, en trio, der spiller en stærkt The Sword-inspireret boogie-stonerrock. Mens bandet tilsyneladende hyggede sig vældigt på scenen, havde de ikke synderligt nemt ved at holde opmærksomheden fanget hos de 300-400 mennesker, der efterhånden var dukket op til det gratis arrangement. Det virkede, som om folk egentlig mest stod der, fordi man nu havde slæbt sig ned i Mølleparken, og der ikke lige var andet at lave. Vejret var dog blevet bedre, folk hyggede, og om lidt skulle vi have døø. Aarhus kan godt lide døø. Det har vi altid kunnet.

Og døø blev der serveret. Dødsblackthrash-og-ting-der-gør-ondt-toget Xenoblight, der tidligere på sommeren landede en flot fjerdeplads til den globale WOA Metal Battle, var tydeligvis noget, folk havde set frem til. Selv om pladsen foran scenen bestod af en lille høj dekoreret med betonblokke, der nærmest ikke kunne være indrettet værre til en moshpit, lod publikum sig ikke kue. Forsanger Marika Hyldmar så umiddelbart ud, som om hun sloges lidt med noget sygdom, og der var ikke helt så meget power i vokalen som vanligt for silkeborgenserne. Alt i alt var det dog stadig en ganske fin optræden, der for alvor fik sat gang i fødderne hos publikum og hævede humøret et par takker over hele pladsen. Jo, Aarhus bliver som regel altid glad, når byen får sin døø.

Med blot en god halv times effektiv spilletid tildelt hvert band og nogle ganske hurtige sceneskift var det med at holde tungen lige i munden, hvis man skulle nå at fange det hele. Og københavnske Eyes skulle man virkelig koncentrere sig for ikke at gå glip af. Med en grindet hardcorelyd var det tid til breakdown, temposkift og hidsige, skrigende vokaler. I godt og vel 20 minutter. Det var, hvad Eyes havde til os. Man var lige begyndt at nyde det velkomne besøg i hardcoreland, da der blev meldt sidste nummer, inden turen gik til Aalborg. Og de fleste fremmødte havde det vist ligesådan: Vi nåede vist ikke helt at fatte Eyes, før Eyes ikke gad mere. Desværre.

Næste blæs i trompeten var dagens mere kuriøse indslag, italienske Ottone Pesante. En trio bestående af trækbasun, trompet og en trommeslager, der uden tvivl havde tæsket sine barnestikker i smadder til Napalm Death var præcis lige så aparte, som de lyder. Modsat landsmændene fra ZU, der med et lignende udgangspunkt prioriterer det melodiøse, er fokus for Ottone Pesante hurtigt, vildt og skævt.

”This one is a grindcore song, so now it’s time for the moshpit,” proklamerede trombonist Francesco Bucci, inden han behjertet forsøgte at gennemføre en Corpsegrinder-inspireret headbangingsekvens og, nåja, blæse igennem i basunen samtidig.

Var Ottone Pesante godt? Nja, måske. Med lidt tilvænning. Var det sjovt? Absolut. Fusionsjazz og grindcore mikset i en skæv blanding af tre høflige og bindegale italienere var, underligt nok, lige hvad man havde brug for. Trioen fra støvlelandet bliver næppe nogens yndlingsband, men det var en oplevelse, man sent glemmer.

Smilene stivnede dog hurtigt, for mens solen hastigt forsvandt bag kunstmuseets farveforvirrede glorie, var det blevet tid til thrash. Impalers fejrede fem-året for ’Power Behind the Throne’ ved at brage albummet i ansigtet på et sagesløst publikum, der overgav sig fuldstændigt. I mørket foran scenen gav folk pokker i betonbænke og mudderbakker, og moshpitten bragede løs, næsten lige så hårdt som Impalers på scenen selv formåede det. Bandet leverede en thrashopvisning med masser af fart, knivskarp lyd og et overskud, som kun aftenens hovednavn vel formåede at matche. Det var sublimt, og det efterhånden stopfodrede publikum elskede det.

Efter Impalers’ triumftog blev (0)s stemningsmættede melodiske black metal næsten et antiklimaks. Humøret var lige blevet braget helt i vejret hos det efterhånden overrislede publikum, og mens (0) leverede et visuelt udmærket, musikalsk glimrende, men kommunikativt ikke-eksisterende show, kunne man godt fornemme, at det århusianske publikum egentlig var mere klar til fest end eftertænksomt depressive og uhyre velspillende (0) kunne servere. Bandet gjorde det glimrende, men placeret mellem partystarterne Impalers, Crocell og Livløs var (0) blevet sat på en uriaspost, og koncerten blev aldrig noget uforglemmeligt øjeblik.

Næste punkt på menuen var nemlig netop Crocell. Da jeg så de lokale helte ovre på den anden side af gaden til Royal Metal Fest nogle måneder tilbage, var de sublime. Det nåede ikke helt de samme højder denne gang, selv om den obligatoriske snaps blev drukket, ’Cross to Your Grave’ åbnede sluserne, ’The Age of Iron and Rust’ fik dundret publikum godt igennem, og ’Winter Is Coming’ lukkede ballet i Crocells iskolde dødsblack-balsal. Det var ikke nødvendigvis den mest mindeværdige Crocell-koncert, der blev kokset lidt rundt med lyden på scenen, og bandet havde ikke fuldstændigt momentum, men til gengæld har det band så højt et bundniveau, at selv en middel optræden fra dem er mere end godkendt. Og mere end godkendt var det.

Jeg nyder ikke rigtig at gentage mig selv, og med det in mente er jeg ved at løbe tør for superlativer om aftenens lukker, Livløs. Jeg har allerede anmeldt bandets optræden på både Spot Festival og Copenhell, hvor specielt sidstnævnte var en helt ekstraordinær oplevelse. På hjemmebane, med et fordrukkent og opstemt publikum, der var klar på fest, skulle Livløs sådan set bare køre den hjem. Og det blev gjort ganske eftertrykkeligt. Smilene var store på den lille og lave scene, ’The Sickest of Seeds’ blev dedikeret til bassistens kommende barn, Casper Popp fra Bersærk kom forbi og tog sit vers på ’Into Beyond’, og Livløs selv brillerede som vanligt med lige dele godt humør, showmanship, musikalsk snilde og slås-og-bolle-død til folket.

Livløs var det perfekt castede band til at agere klimaks på en metallisk fest i Aarhus. De vidste det, og de gjorde det. De store smil var plantet på læberne hos alle mand, da det århusianske metalpublikum stille og roligt sivede ud i festugen igen for at råbe ”spil den mæ’ Slayer” efter Bryan Adams Jam-bandet nede i ølteltet på Telefontorvet, Pauls Plads eller Clemens Torv.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil