Black Christmas 2016: Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/65/83/d0/-DSF8677-81-1482413117.jpg
21. December 2016    

Festivalens program om lørdagen var mindre varieret end om fredagen. Det betød dog ikke, at der ikke også denne dag var flere gode, mørke koncerter at tage med sig fra Norrköping. 

Kunstner
Titel
+ Vargelhd + Nifelheim + 1349 + Taake + Unleashed
Dato
17-12-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Jeg vil kalde mig selv for en forholdsvis aktiv festivalgænger, uden at jeg ligefrem vil gå som langt at kalde mig for garvet. Roskilde Festival var jeg til første gang for snart 20 år siden og har siden dengang kun haft et par års fravær. Copenhell har jeg vist været til samtlige år med undtagelse af et enkelt, ligesom Roadburn Festival i april måned i nu fem år har betydet at juleaften ligger i foråret. Dertil kommer strøgbesøgene på andre musikfestivaler som den nu hedengangne Heavy Days in Doom Town, Copenhagen Psych Fest and what not. Det, der karakteriser disse festivaler, er, at ingen af dem minder om hinanden. Selv Roadburn og HDDT, der musikalsk set har haft visse musikalske overlapninger, har logistisk og rent stemningsmæssigt været verdener fra hinanden. Uanset hvilken festival, man er på, er det at tage et vis antal dage ud af sin kalender for udelukkende at dedikere dem til musik med såkaldte ligesindede, altid en oplevelse, og en, der normalt adskiller sig fra de aftener, man ellers går til koncert. Musikfestivalen er kort sagt noget af det bedste, der findes.

Derfor måtte man i år til Nörrköping, hvor der for tredje år i træk blev afholdt Black Christmas Festival. 2-dags-festivalen, der dedikerer sit program hovedsagligt til black metal, men som nu også inkluderer bands med associationer til andre mere eller mindre vrede genrer, og som i øvrigt er arrangeret blandt andre af Marduk-guitaristen Evil, har i løbet af dens første par år ramt et blødt, mørkt punkt hos et par af redaktionens kollegaer, hvorfor man var blevet interesseret i selv at få den tjekket ud. Man indrømmer dog gerne, at black metal egentlig ikke er den genre, hvis muld man har fingrene mest nede i, om end man selvfølgelig kender og ofte lytter til de mere klassiske bands indenfor genren, især Mayhem og Burzum.

Heldigt for skribenten, der godt kan lide på forhånd at kende en smule til den black metal, han skal opleve live, er det, at Black Christmas er en festival, der synes hovedsagligt at være interesseret i at booke det mere rutinerede spektre af genren. Selvom man egentlig ikke var specielt bevandret i det program, festivalen havde lagt for dagen, følte man sig derfor alligevel mere inkluderet, end man havde gættet på, festivalens black metal-niche vs. ens egen ydmyge kendskab til genren taget i betragtning. Måske det skyldes ens fortid som bartender på det nu lukkede The Rock i indre København, at 1349 og Taake – to af de bands, der var på programmet om lørdagen – er to blasfemiske krigere af genren, man rent faktisk kender og ikke kun af navn. I hvert fald har man for flere år siden oplevet dem begge fra den forkerte side af bardisken. Og Marduk, der var festivalens ubestridte hovednavn, og som man desuden også har set på The Rock for efterhånden ti år siden, kender man af den simple grund, at et par af Devilutions trofaste satanister altid roser dem. Der har i Marduks tilfælde været en slags lyttepligt.  

Før det kom så vidt, skulle vi dog lige vågne. Hotel, morgenkaffe, morgenmad, bløde hvide futsko og ditto morgenkåber: tjek. Fredagens program på Black Christmas havde været overvældende og budt på gode koncerter med både The Haunted, Rotting Christ og Primordial samt en ikke ringe, men alligevel skuffende koncert med Bloodbath. Så, ja, vi skulle lige vågne, og desuden sove lidt længere, og æde en skuffede pasta. Den vakse læser vil i øvrigt her råbe vagt i gevær og spørge, hvor fanden black metallen blev af om fredagen? Med undtagelse af græske Rotting Christ, der, bandets gotiske, doom-elementer til trods, har en egenrådig fornemmelse for også black metal-genren pulserende i sin musik, har den vakse læser en pointe. Der var ikke meget black på programmet om fredagen. Men de bands, der trods alt var på programmet, var for en aften nu alligevel med til at male julen sort – hvilket man kan læse meget mere om her.

Set i bakspejlet ville man egentlig gerne have haft byttet en smule rundt på de respektive bands de to dage imellem. Der var mere diversitet over programmet om fredagen, end der var om lørdagen, og havde man eksempelvis byttet rundt på Taake og Primordial, havde det sandsynligvis været med til at holde lytteren mere til Satans ild også om lørdagen. Nu er det selvfølgelig ikke meningen, at black metal kombineret med de mørkere Black Christmas-øl, man til lejligheden selvfølgelig forfriskede sig i, nødvendigvis også skal holde en frisk kørende, og var det programlægger Evils ide gradvis at køre ens hoved tungere og tungere over om lørdagen med frenetisk fræs og blastbeats på stribe, lykkedes det ham egentlig temmelig godt. Og ja, respekt for det. Skal det være jul, så lad det for helvede da blive jul.

Og hvad med musikken, var den lige så god om lørdagen, som den generelt havde været om fredagen? Ja, der var fantastiske koncerter også om lørdagen. Det var slet ikke skidt at starte dagen ud med en muligvis indadvendt men også interessant afprøvende blanding af dødsmetal og black metal med svenske Vanhelgd, hvis seneste plade, vi desuden var svært begejstrede for, da de udkom for et par år siden. Med deres old school heavy metal-take på black metal imponerende Nifelheim efterfølgende med et sublimt liveshow, og som vi egentlig på forhånd havde på fornemmelsen, understregede Nifelheims koncert, at bandets to stiftere, brødrene Gustavsson, absolut må være de ukronede konger af svensk metalundergrund. Sikke en medfart de fik af festivalens publikum! At Nifelheim havde Bloodbaths trommeslager Martin Axenrot ved tønderne, gav koncerten en vedkommende musikalsk gimmick.

Herefter var det, at 1349, som min co-skribent Adriana rigtig nok skriver, leverede en temmelig forvirrende koncert, der ikke blev bedre af at lide under diverse problemer med instrumenterne, inden Taake fulgte efter og på anderledes vis leverede en bad ass denim and leather koncert med lige dele pøllet næve og det, der i hvert fald virkede som oprigtig menneskefjendsk vanvid leveret af frontmand Høst. Man er muligvis ikke helt så begejstret for koncerten som ens medskribent, men at det var en af festivalens bedste koncerter, er stensikkert.

Unleashed, der af ubegribelig grunde hovedsagligt er et ukendt navn for en, fulgte efter, og leverede formentlig den koncert under festivalen, som rent musikalske gjorde en mest nysgerrig. I en sær, semiprogressiv blanding, der ikke sjældent trækker på sen-80’er-metal a la både Coroner og tidlig Sepultura. Koncerten i sig selv var ikke nogen stor oplevelse, men at man er blevet meget nysgerrig efter at tjekke bandets 25 år lange karriere ud, tager man gerne med. Og så var det at Marduk efterfølgende lukkede årets festival på eminent vis.

Selv for den mere uprøvede lytter af black metal, var Black Christmas på alle måder en større oplevelse. Stensikkert er det, at man vender tilbage. Herfra krydses der dog fingre for, at der i fremtiden dukker en smule flere publikummer op, end der var i år. Sidste år var der angiveligt flere, blev man fortalt, der havde indløst billet, hvilket formentlig hænger sammen med, at Mayhem sidste år spillede hele sit hovedværk ’De Mysteriis Dom Sathanas’ (1994) i sin helhed. Et scoop som dette trækker folk til. Så i håb om at Evil igen næste år trækker et scoop op af kisten og på ny får de mørkklædte masser til at valfarte til det kolde mørke i den (næsten pinligt hyggelige) svenske by, Norrköping: Du fortjener det bedste, Black Christmas. Du er det mørke lys, vi har brug for i denne tid.

Læs alle lørdagens anmeldelser her:
1349
Taake
Unleashed
Marduk

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her