Black Christmas Festival 2015: Lørdag

Anden dag på festivalen bød på nok en brutal koncert med Marduk og en heftig omgang punkmetal med Death Wolf. Kultbandet Mefisto virkede som Sveriges svaar på Anvil, og evigt seje Vader viste bagefter klasseforskellen. Hovednavnet Venom lukkede festivalen med et brag.

Som om det ikke var nok med to koncerter med Marduk, spillede gruppens guitarist Morgan Evil en tredje gang på Black Christmas Festival. I Death Wolf spiller han bas og har gjort det i små 15 år – i de første 10 af dem dog under det svedige navn Devil’s Whorehouse, opkaldt efter et nummer med Misfits, som Death Wolf oprindeligt også startede som et coverband af.

Death Wolfs inspiration fra Danzigs gamle orkester er hørbar, men uden at være for gennemtrængende. Svenskernes horrorpunk er lige en tand mere hårdtslående, og de fleste numre er skåret effektivt ind til benet med en spilletid, der gerne holder sig omkring de tre minutter.

Valentin Mellströms vokal er ikke helt ved siden af den tidligere Haunted-frontmand Peter Dolvings, og energien hos sangeren fejlede bestemt heller intet på scenen i den halve time, Death Wolf havde til rådighed. Kvartetten var blandt det bedste, lørdagen bød på. Og sætlistens otte numre havde hver især et hårdt bangerformat.

Jeg kan ikke mindes, Death Wolf har været forbi et dansk spillested, men forhåbentlig lægger de vejen forbi før eller siden – koncerten i Sverige var i øvrigt gruppens eneste show i 2015, så mon ikke en turné er på vej næste år? (4/5)

Sveriges Anvil

Skulle svenske Mefisto drages af det danske, ville det rette sted uomtvisteligt være Metal Magic Festival.

Mefisto blev dannet i 1984 og var efter Bathory det mest ekstreme musik, Sverige havde at byde på i midten af 80’erne. Det blev dog kun til to demoer før bruddet i 1987. Siden har de fået kultstatus. Sidste år blev trioen gendannet og er på vej med en ny plade, der udkommer næste år. Men i sidste øjeblik er bassist og sanger Sandro Cajander såmænd også sprunget fra, hvilket åbenlyst hiver luften ud af ballonen. 

Koncerten på Black Christmas Festival var besynderligt nok Mefistos første i Sverige nogensinde, faktisk kun deres anden i karrieren, men at der var tale om en begivenhed, var svært at se på spillestedet, der var noget nær tomt, da de gik på scenen.

Publikum kom dog langsomt til, som trioen, nu med guitarist Omar Ahmed som sanger i spidsen, førte Mefisto igennem hele karrierens diskografi – altså de to demoer ’Megalomania’ og ’The Puzzle’ fra 1986 samt et par af den kommende plades numre.

Musikken er old school. Men hvor Mefisto nu nok gerne vil være en svensk pendant til Venom, så endte de nu mere med at fremstå som Sveriges svar på Anvil. Det kørte sgu ikke helt for den halvgamle trio på scenen, der tydeligvis var noget rustne i det. Omar Ahmed var meget begejstret for at flå og hive i strengene og fyre en helvedes masse soli af – sådan temmelig vilkårligt her og der og sjældent uden at miste grebet på guitaren, så den gled ud af hænderne på ham.

Jovist, Mefisto har nok deres betydning i svensk metal, men måske de blot skulle have ladet det blive ved det faktum. (2/5)

Polsk invasion

At programmets næste navn også har over tre årtier på bagen, var derimod ikke til at spotte. Polske Vader er og bliver en kapacitet, der aldrig fejler på scenen. Det er muligt, at Vader groft sagt har skrevet det samme nummer igen og igen i 30 år, men hvilket nummer!

Som altid iført læder og nitter indtog kvartetten scenen og lagde solidt ud med ’Wings’, der gik over i en sprudlende veloplagt version af ’Go to Hell’.  Sådan fortsatte den polske invasion igennem en time, hvor det ene nummer efter det andet kom som en susende skudsalve, der ramte plet hver gang.

Fra ’Reborn in Flames’ over ’Triumph of Death’ til ’Dark Vision’ og ekstranummeret ’Helleluyah!!! (God Is Dead)’. Sådan er Vader som altid en stabil oplevelse, nøjagtig som gensynet med næste band på scenen. (4/5)

Fremragende festivalafslutning

Fredagens koncert med Marduk bød på udvalgte numre fra 1990-2003, mens dagens næste show her bød på materiale fra 2004s ’Plague Angel’ og frem til nyeste udgivelse ’Frontschwein’ – altså de fem plader, som frontmand Mortuus har medvirket på.

Da Marduk sluttede deres andet show af på sidste års Black Christmas Festival, var det med en verdenspremiere på titelnummeret fra ’Frontschwein’. Ganske passende åbnede nummeret så denne koncert og fortsatte – som på pladen – over i ’The Blond Beast’.

Det er en mørke og kulde i Morgan Håkanssons riff på ’The Blond Beast’, der simpelthen gør den til det bedste black metal-nummer, der er skrevet i årevis. Og mesterlige som Marduk er som musikere, går intet tabt i musikken live – tværtimod føjer Mortuus’ diabolske autoritet på scenen blot et ekstra lag til Marduks nådeløse sangskrivning.

’The Blond Beast’ stod tilbage som et festivalens absolutte højdepunkter, der blev fulgt op af endnu et af slagsen med ’The Hangman of Prague’. Nummeret hører til sjældenhederne i Marduks sætliste og gik rent ind hos publikum, der ikke var blevet mætte af musikken efter koncerten dagen før. Gnisten var heller ikke blevet mindre hos Marduk.

Svenskerne høvlede løs igennem en time og servede råt for usødet en række af mindre spillede livenumre, hvor især ’Into Second Death’ og den tunge og dystre ’Imago Mortis’ trak de største flokke af horn og næver i vejret. At ’Frontschwein’ hører til blandt årets bedste udgivelse, understregede en veloplagt voldsversion af ’Wartheland’.

Begejstringen var til at mærke på stemningen, da ’Throne of Ratz’ lukkede showet, og de fire svenskere forsvandt fra den røgfyldte scene – selv virkede de ganske tilfredse med indsatsen.

For undertegnede var det femte koncert med Marduk i år, og det er simpelthen bemærkelsesværdigt, hvordan det band, der konstant er på turné, ikke mister gejsten eller sætter en fod forkert. Nok har de leveret bedre koncerter i år end denne, men Marduk skuffer aldrig!

Det kunne man måske mere frygte, at festivalens hovednavn ville gøre. Men enhver tvivl om Venoms livestyrke anno 2015 blev hurtigt gjort til skamme. 52-årige Cronos var hverken rusten i stemmen eller i kroppen, men så fuld af veloplagt vildskab, at legenden lukkede Black Christmas Festival med fuld pondus. For fedt! (Læs hele anmeldelsen).

Læs fredagens reportage her.