Children of the Sun 2017 - Lørdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a0/8b/5b/IMG-0043-84-1496003144.jpg
28. Maj 2017    

Andendagen byder på mere af samme skuffe, både på godt og på ondt. Grænsen mellem forudsigelighed og afveksling er en kunst at mestre, og space rockerne Yuri Gargarin fra Göteborg trak således det længste strå.

Titel
Moon Coven + De Forbandede + Dead Witches + Yuri Gagarin + Dopelord + IAmFire
Dato
27-05-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter

Nu hvor togdepotet og omgivelserne ikke krævede yderligere introduktion, var der ingen grund til at spilde tiden. En hurtig rulle blev fortæret i nærheden, og jernhesten blev således placeret til de indledende fuzzy toner fra Stone Cadaver. Fremmødet var så som så, men powertrioen lå bestemt ikke på den lade side, og der var da nok også et par stykker, der havde brug for et hårdt indspark til at sætte stonerfesten i gang. Det lader sig næppe skjule, at de hårde grooves trækker på en forkærlighed for Kyuss, Electric Wizard og deslige, men forbilleder aside bliver det hurtigt synligt, at vægten i deres repertoire ikke ligger på alsidigheden. Jeg fortrækker til baggården og får en hurtig sladder om gårsdagens bedrifter, før svenske Moon Coven går på scenen. En afart hypnotisk heavy stoner og dermed meget nært beslægtet med århusianerne på scenen før dem. At de så fyldte scenen bedre ud, taler deres sag, men som det nu er skal der helst være en gnist af det der udefinerbare tredje, der holder ens interesse fanget, når man går til koncerter, især på festival. Her fejlede Moon Coven hurtigt for mig, og det gode selskab var at foretrække.

Et par øl senere fik vi besøg af De Forbandede. Velsagtens dagens mest letfordøjelige indslag; korte, catchy garagerock-hymner efter bedste Baby Woodrose-model tilsat lidt orgel. Deres opløftende energi smittede af, især forsangerens svajende hofter, mens guitaren blev kastet rundt i alle mulige og umulige vinkler og gav indtryk af et band, der har nerve og vil frem i verden. Deres dansksprogede tekster efterlod sig dog ikke det store indtryk, da vokalen ikke var tydelig nok i det store billede, men dette kompenserede de rigeligt for med dynamik og smittende rock-attitude.

Next up: Dead Witches. Programmet fortæller kort, at der er tale om okkult doom-rock med trommeslager Mark Greening. Så tænker mange nok, om man godt bare kan namedroppe Mark Greening uden yderligere intro, men som den pleaser, jeg er, nævner jeg, at han har en fortid i Electric Wizard. Hvis man ikke vidste bedre, ville dette ikke være den oplagte referenceramme for deres lyd, som er mindre fuzzy og mere gloomy. Det er dog især forsangerinden, der beder om opmærksomheden med en lettere udfordrende seksuel fremtoning. Et klassisk virkemiddel, og hun gør det også ganske habilt, både på vokalen og med hendes nok så velment pirrende dancemoves, men igen mangler den gnist, der gør oplevelsen til noget mere mindeværdigt end som så. Sangene er hørt før, og med en oplevelse lidt på det jævne tæller jeg ned til dagens højdepunkt, Yuri Gagarin.

Instrumental space rock kan måske godt lyde til at tendere til en triviel affære, men efter en intens koncert på Stengade et lille år tilbage er der ikke nogen tvivl om, at svenskerne er en velsmurt maskine med alt, hvad space rock står for af drive, hypnotiske riffs og, ja, space. Tætpakket som hallen efterhånden er blevet, er det synligt, at mange har set frem til lige præcis denne koncert, og det med god grund. Vægten i bandets lydbillede ligger i høj grad på det fælles opbyggede momentum, hvor det sjældnere er den enkeltes solobedrifter, der tager styringen, men med en klart defineret wall of sound, der kun tillader de færreste i salen ikke at falde ind i tempoet, er der ingen tvivl om, at de kom, så og sejrede. Space rock er ofte musik, der i højere grad får sin berettigelse live, og Yuri Gagarin er i særdeleshed et godt eksempel herpå.

Efterhånden passerer klokken midnat, og næstsidste band på programmet er Dopelord. Med et navn som det, er det vel mere eller mindre unødvendigt at uddybe, hvad de gør sig i, og deres koncert var heller ikke på nogen måde overraskende. Dette på ingen måde ment negativt, de levede varen med alt, hvad dertil hører af tyngde, grooves, rå attitude og den der umiskendelige grønne duft i luften. Er rusen lige som den skal være, kan polakkernes beskidte lydbillede bestemt være smittende på den helt rigtige måde, og bandet indfriede forventningerne.

Æren af at runde ballet af i de sene nattetimer er sjældent de bedste forudsætninger. Lokale IAmFire tog dog udfordringen op, men ikke uden skrammer. Det er svært at pinpointe, hvad IamFire manglede andet end en rød tråd og en gnist, der bandt det hele sammen. Jovist, forsangeren virkede også en kende ufokuseret uden altid at ramme tonerne efter bogen, og som hovedfigur svækker det bare helhedsindtrykket. Det kunne have været forfriskende, hvis fremførelsen var bedre, især fordi de skilte sig ud ved at have lidt tættere bånd i retning mod det mere melodisk eksperimenterende a la Tool. Om de er bedre på plade, er måske værd at følge op på, men hvorom alting er, var det sidste band på tapetet, og jeg forlod togdepotet en god oplevelse rigere.

Der er bestemt potentiale at spore i Children of the Sun, og det bliver spændende at se, hvor stor festivalen kan udvikle sig til at blive. Personligt ville jeg i det lange løb ønske mig større alsidighed og originalitet i lineuppet, kombineret med bedre madmuligheder, hvis kritiker-brillerne får lov at tale, men når det er sagt, forlader jeg festivalen med et smil på læben og potente highlights i baghovedet, især fra Causa Sui, Greenleaf og Yuri Gagarin. Children of the Sun skal nok blive til noget stort.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her