Copenhell 2015: Fredag

En tredages festivals andendag er altid hård, når der er lagt ud med et brag, og der måske stadig holdes lidt igen. For den sidste dag skal der jo for alvor gives gas, men lidt efter lidt kører det hele, som det plejer, i den velsmurte helvedesmaskine.

Da vækkeuret i form af en insisterende "møgunge" ringede fredag morgen, så var der stor indre glæde over, at jeg havde været i stand til at holde festen om torsdagen inde så tidligt, at Saint Vitus blev torsdagsprogrammets sidste (glimrende) input. Som bosat på Amager og med familiære pligter var det dog ikke en møgunge på festivalens campingområde, som ville have mig til at tylle en Fernet Branca til morgen. I stedet skulle der hældes mad i yngel og så afsted i børnehaven med ham. Så far kunne få fri til metaldyrkelsen. Festen og alkoholen fra dagen før kunne da mærkes, bevares, men der var heldigvis masser af gåpåmod og lyst til en ny dag på Copenhell. Altså efter både reparationscola, makrelmad og en kop kaffe.

Efter en cykeltur gennem regnvejr stod SEA for dagens første musikalske indslag. Det var imponerende, men som skrevet i min anmeldelse kunne jeg godt have brugt flere af stykkerne, hvor intensiteten var højest i bandets egentlig ret personlige tag på rockhistorien.

De rolige formiddage

Jeg elsker Copenhells formiddage – der typisk falder om eftermiddagen, man skal jo lige vågne for alvor. Der er plads til at vandre rundt og se noget af alt det andet, som Copenhell er, udover det primære i form af koncerterne. En kop kaffe gled ned, mens den interessante "Marks of Metal"-udstilling blev inspiceret. Den lærte mig lidt om metalbands brug af visuelle virkemidler udi logoer, cover-artwork og meget andet.

De første par øl røg i svælget i Biergarten-teltet, hvor en ihærdig kvindelig DJ er morgenfrisk for de blot 30-40 mennesker, der på dette tidspunkt har fundet vej til teltet. Sikket engagement, synd vi ikke kunne meget mere end rytmisk at gnide søvn ud af øjnene til det. Og for mit vedkommende at få aftalen med Morgoth helt i hus – bandet var imponerende nok gået med til et interview kl. 15, kun en time før deres show. Det betød, at Upon a Burning Body kun meget sparsomt blev hørt, hvilket passede mig fint, da konferencieren efter SEAs show havde annonceret det som noget med "dybe headbangs". Og den slags lugtede jo lidt af breakdowns og metalcore eller deathcore, hvilket ikke lige trak i mig.

Det blev i stedet til en snak med guitaristen Sebastian Swart og den nye vokalist, Karsten "Jagger" Jäger. Interviewet kommer senere, men der blev ikke lagt skjul på, at en vigtig årsag til, at Marc Grewe ikke længere er med, skyldes dennes lidt for friske indtag af alkohol. Ensiferum blev kun lige set, da bandet stod på en "shuttle-bus" fra backstage-området op til scenen, hvor de ifølge vor anmelder skulle konfronteres med lidt tekniske problemer.

Jeg kunne godt have nået et smugkig til det finske band på scenen, men Morgoth stod højt på listen over bands, der skulle ses, så jeg løb ingen risiko her. Desuden mødte jeg min Devilution-kollega Kong Kent i R.I.P-baren for presse- og andet godtfolk, og da han skulle anmelde de tyske dødshunde, så var det jo kun naturligt at blive i området omkring Pandæmonium indtil da.

Nej, det har vi aldrig sagt

Det betød, at Pretty Maids, som erstattede Black Stone Cherry, kun blev set mod slut, hvilken gav et lyt til den vigtige 'Future World' og den langt fra vigtige 'Little Drops of Heaven'. Frontmand og indpisker Ronnie Atkins hævdede, "at den skulle de spille", men hvem i alverden har dog sagt det?

At the Gates var næste menu, der skulle indtages. Det var usvigeligt sikkert udført og med en meget veloplagt frontmand i den altid sympatiske Tomas Lindberg og fine sange fra især 'Slaughter of the Soul' og den glimrende comeback-skive, så blev det en god koncert, som min anmelderkollega dog mente kom til at mangle lidt engagement på scenen fra andre end hr. Lindberg. Valget om at se At the Gates, gik ud over Krokodil, men skal jeg stole blindt på vor udsendte anmelder, så gik jeg ikke glip af så meget.

Øl, mad og hovednavn

Og så virkede øllene lige pludselig, og den rumlende mave satte samtidig ind, og tiden gik nu i dobbelt tempo. Rise Against blev primært oplevet fra bakken – når jeg altså ikke lige var nede at få noget af festivalens bedste "value-for-money" i forhold til min maves mæthedsfornemmelse: en chili con carne med masser af carne og så lige en håndfuld overflødige nachos, men da der var godt med kød, så var alle chips i min mad tilgivet. Code Orange fik ikke mine efterfølgende chili-vinde at føle, da man ikke måtte misse bare et sekund af festivalens hovednavn: Primordial. Selv var jeg rigtigt godt tilfreds med bandets præstation, men jeg stod med en fornemmelse af, at havde jeg ikke kendt musikken i forvejen, så kunne det måske have været svært helt at forstå meningen, når guitarerne ikke helt fyldte nok i lydbilledet. Det gjorde frontmanden til gengæld – også i stage presence. Han var da for sej!

Det samme kan siges om Kreator. Her går man sjældent galt, og med sætlisten i orden, stærk lyd og et velspillende band, så var der der dømt fest foran festivalens største scene. Solbrud i venners lag blev en dejlig stemningsfuld koncertoplevelse, der blev valgt på bekostning af Red Fangs "forrygende skovhuggermetal", som vor anmelder bagefter skrev.

Lidt af dit og dat

Derefter så jeg ingen koncert i sin helhed, men nåede at nikke anerkendende over det rå koncept med koncerter spillet på baggear og kun en mikrofon til sangeren på den nærmest hemmelige Copenhate-scene med Castrensis. Men som tilfældet var for den udsendte anmelder, så fandt jeg heller ikke helt ind til kernen i bandets dødsmetal og ærgrede mig alligevel lidt over konceptet, for det havde da ikke skadet med bedre lyd, så bækkenerne ikke skulle overdøve det hele.

Primus var i den grad imponerende, og hvor min forventning til bandet altid har handlet om gøgl, så kunne jeg høre, at der også var masser af god musik i den basdominerede musik. Til trods herfor – det havde været en lang dag, og lørdag lokkede med masser af vigtig musik for mig – så jeg ingen Monolord, som ellers lød som et interessant syn baseret på anmeldelsen, som dog samtidig beskriver sangene som middelmådige.

Der har også været et par besøg i Biergarten undervejs udover besøget først på dagen – fx hilste jeg her på Devilution-mand Emil Svendsen. Eller det er måske så meget sagt, for det var nok snarere en slags grimasser til respekt eller "tsk, tsk" til hans musikvalg, som han stod der som ypperste pave af ølteltet og langede musikalske lækkerier over disken. Nogen forstår ikke valget om at høre studie-indspillet musik, når der er live-navne på scenerne, men der ligger en vigtig del af Copenhells sjæl gemt i dette telt. Fællesskabet. Og vælger man at omfavne dette, hvad end det er i nævnte telt eller ude på pladsen, så er Copenhell altid fedt, uanset om ens favoritprogram hedder 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015 eller 2026.

Se alle fredagens anmeldelser her:
SEA
Upon a Burning Body
Ensiferum
Morgoth
Pretty Maids
At the Gates
Krokodil
Rise Against
Code Orange
Primordial
Kreator
Red Fang
Solbrud
Castrensis
Primus
Monolord