Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2015: Lørdag

Populær
Updated
Copenhell 2015: Lørdag

Sidste dag på Copenhell blev en fattig omgang for ondskaben, men til gengæld steg rocken sammen med en fransk kæmpe op til overfladen, inden en gammel, velkendt polsk hævi-maskine satte et eftertrykkeligt og pøllet punktum som moralske sejrherrer for i år.

Spillested
Dato
20-06-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Årh ja. En sidste dag blandt venner, fjender... og pandaer? Det var lige ved at blive højdepunktet, da denne efterhånden godt møre anmelder under dagens mest instintiktive slag vrede fra svenske MARDUK (det skal udtalers i versaler), i begejstring overhørte Pandæmonium omdøbt til “Pandamonium.” Der refereres selvfølgelig til de mange malede ansigter, som var at finde under Marduks sublime black metal-udbrud, men også senere på aftenen i hyldest til hovednavnet Ghosts Papa Emeritus-karakter. Bøvet humor? Helt sikkert, men det kan Copenhell også. 

Det var derfor helt på sin plads at starte dagen med et sæt skull-hed kaffe og bloody sweet churros til tonerne af aarhusianske Horned Almighty. Direkte fra den dybeste afgrund af det danske bonderige gav gruppen en stemningsmæssigt alt for tidlig, men stadig harsk omgang dødsblack. Tankerne om, at næste måltid skulle være fra enten Hell Burger, Flying Pancakes from Hell eller Hell's Kebab House begyndte samtidig at tage til. Oven på sådan en start var det i hvert fald utænkeligt, at føden resten af dagen ikke skulle komme fra et tydeligvis satanisk foretagende.

Helt ondt blev det dog ikke. For danske Huldre ville det anderledes. Som sædvanlig havde gruppen været ude at fælde en skov til deres imponerende scene-show. Uanset om man er til folkemetalllens trolde-løjer eller ej, så leverer Huldre et varmt, inkluderende show, der fik selv 200 kilo tunge mænd til at løfte på fødderne i utroligt lette bevægelser. Det er det, musik også kan. Forvandle og gøre ting ved din krop, som du ikke troede, var muligt.

To thrash or to core?

Knap var Huldre gået af scenen på Hades, før storebror Helviti gik til angreb med Hammerfall – power metal af, vil nogle mene, absolut fineste skuffe. Det gik dog undertegnede helt forbi; jeg skyndte mig i stedet for at nå de sidste D-beat lussinger fra Halshug på Pandæmonium, men forgæves. Så var det enten tilbage til Hammerfall eller brugen næsten halvanden time på at slå plat og krone om at se thrash-legenderne Nuclear Assault på nærværende scene eller metalcore-stjernerne i Asking Alexandria kl. 18 på Hades. Nuclear Assault vandt, men tabte helt og adeles på fremførelsen. Hvor både Kreator og Exodus de foregående dage havde vækket 30 år gammelt thrash til live, fejlede atomangriberne fælt. Helt uden bid og lyrisk hukommelse blev de ofre for deres egen 'Critical Mass'.

Men al følelse af tidsspilde og fordømmelse over det ene og andet forstummede straks, da den franske hval skyllede indover Helviti. I en time og lidt til var der ingenting andet i denne verden end Gojira, der leverede årets absolutte koncertoplevelse på Copenhell. Kærligheden var hele vejen igennem gensidig. Sikke et band.

Sømænd og mørke fyster

Videre med et tilfreds og varmt hjerte til et sted, hvor det er helt okay at være, hvad fuck du har lyst til. Turbonegro. Det norske band, der vist nok spiller på Roskilde hvert eneste år, var nu også ankommet til Copenhell med deres kønsophævende punkshow, der andetsteds her på siden blev kaldt “en forsamling af transkønnede sømænd”. Og de gav da også alle fans den erektion, som de fortjener, og spillede endda Dire Straits' bodega-pleaser 'Money For Nothing' uden at tabe det hele på den efterhånden ret fedtede beton under os alle.

Egentlig fedt, at der lige pludselig var gået rock-fest i den. Og derfor var det bare at læne sig tilbage og lade The Darkness gøre deres meget overraskende indtog på Helviti. Undertegnede må indrømme at være blevet fanget af deres seneste single 'Open Fire', der ikke er sådan rigtig sej men overlever på melodi og Justin Hawkins' forrygende rock-stemme. Det samme kan siges om gruppens optræden, der ikke just brillerede ved stærke numre, men kunne takke den skabede forsanger for, at festen ikke blæste helt ud i Østersøen. Ja, de spillede også 'I Believe in a Thing Called Love'. Okay?

Det proletaristiske højdepunkt valgte undertegende dog sammen med sit dødsslæng at frastøde for i stedet at hellige sig MAR-FUCKING-DUKS væmmelig hærgen på panda-scenen. Yes. Endelig en mulighed for at kaste al ironi og politisk korrekthed til helvede. Sammen med Marduk var vi alle samlet i den samme kult – og det var kærkomment, efter næsten at havde glemt hvor grimt og råddent metal kan være, at mærke ondskaben omfavne det ret så store fremmøde.

Svensk hass

Ak ja. Tilbage i det brutale søl var svenske Bloodbath som sendt fra himlen. Hvis altså de ikke havde mistet Mikael Åkerfeldt, og hvis de havde haft en god lyd. Den store dødsfest ebbede ud i ingenting. Herefter gav ekstrem metal ikke længere mening. Heldigvis står der altid et svensk band klar til at overtage efter et svensk band, og det var også situationen lørdag nat, hvor både svenske Blues Pills og hovednavnet Ghost stod for skud på henholdsvis Pændæmonium og Helviti.

Gade vide, hvor mange svenske bands der egentlig var i år? Et mest af alt velmenende spørgsmål, for hvad end de sprøjter i sig selv hinsidan, så har de altså bare en musikalitet og et øre for lækre melodier, som få andre besidder. Ja, det lyder som en kliché, men det er rigtigt. Blues Pills trak stikket og viste sig selv som det helt rigtige valg fremfor Papa Emeritus og hans navneløse ghouls, ved at levere en formidabel rock-fest med en ægte gudinde, Elin Larsson, i front.

Tilbage efter Blues Pills manglede vi bare at futte Fenris af. Årets mesterlige træ-maskot, som i tre dage havde givet Fenrisulven på muren kamp til stregen om at nidstirre den håbløse menneskelighed. Til tonerne af de sidste anstrengelser fra Ghost blev benzinen godt og grundigt fordelt, men ikke helt nok. For det tog noget tid, før ilden fik fat i ulven, der til gengæld pludselig stod i kæmpe flammer, som gav et ryk i de fleste. En dejlig messende oplevelse at lukke festivalen ned på. Selvom vi ikke var helt færdige endnu.

For her stod de. Som de sande konger. Som bandet, der på mirakuløs vis ikke var sat til at lukke festen ned på den største scene. Men selvfølgelig var der ingen krykker hos de danske mestre i polka-metal. Red Warszawa. Et navn, der kun overgås af Metallica i singalong-stemning. Og vi fik det hele. Op i fissen på grisen og ind i salen på hvalen. Smukkere og mere bøvet afslutning kunne Lækre Jens og hans faste thrash-kvlt ikke havde givet os.

Med et ungdommeligt smil på læben sejlede vi alle hjem fra Refshaleøen med minder om død, ødelæggelse, hegn og brugt hud.

Se alle lørdagens anmeldelser her:
FRANKLIN ZOO
HORNED ALMIGHTY
HULDRE
HALSHUG
HAMMERFALL
ASKING ALEXANDRIA
NUCLEAR ASSAULT
GOJIRA
RAUNCHY
TURBONEGRO
THE DARKNESS
MARDUK
BLOODBATH
GHOST
BLUES PILLS
RED WARSZAVA