Copenhell 2018: Lørdag

Lørdagen blev af flere årsager beviset på, at Copenhell stadig er besøget værd. Efter fire dage på den hårde beton lukkede Sodom en festival af, hvor der for første gang i ni år ikke slap én regndråbe gennem skyerne mens musikken spillede. 

“Det krævede bare én Kellermensch-koncert, inden vi slog op. Du prøvede lige pladen, så var det dét”

Klokken er omkring 18.30 og en flok venner, heriblandt to ekskærester åbenbart, vrider det sidste ud af en fantastisk koncert, der ender med dommedagsskrig fra Kellermensch' Sebastian Wolff, der i afslutningsnummeret ‘Moribund Town’ har fået viklet mikrofonkablet rundt om guitarens hals, så hverken mikrofon eller guitar er brugbar.

Han snurrer rundt og kaster guitaren henad scenegulvet, mens han, for publikum lydløst, skriger de sidste toner, og efter alt at dømme resten af sin sjæl, ud af et fantastisk nummer på bedste rock 'n' roll-manér! Hvad den interne samtale mellem de to ekser ellers gik ud på, blev jeg aldrig klogere på.

Sjæle for shots!
Seks timer tidligere startede dagen med et bad, en stak nyvasket sort tøj, to dåseøl og Necrophobic på fuld smadder inden afgang. Ateistisk Selskab bød atter velkommen foran festivalpladsen med brandtilbuddet om at købe sjæle for shots, men med intet tilbage at sælge nåede jeg shot-fri ud på pladsen, desværre for sent til at se Livløs, The Sledge, Stegelmann & Orkester, samt en del andet, jeg egentlig gerne ville have givet en chance. 

Efter at have gennemtrawlet samtlige merchandiceboder for Sodom-T-shirts til kæresten måtte jeg med uforrettet sag give op og indfinde mig til dagens første koncert, som blev med Suffocation. Og hvilken åbner!

Resten af lørdagen blev en pendling mellem scenerne, så alle øvrige tiltag udover koncerterne forblev ubesete. Jeg så ellers efterfølgende en vild video fra Openhell med en kvindelig growler, der nailede ‘Blinded by Fear’ med At the Gates til UG. Tjekket.

Efter det sidste af Kellermensch fulgte en hårdtslående time i selskab med W.A.S.P., der skuffede, da jeg så dem i Helsingborg sidste år, men i den grad tog revanche her under åben himmel.

Tyve minutter af Corrosion Of Conformitys dødstunge stoner-drøn blev det også til, dog på bakken, bevæbnet med en hjertelig omgang fish 'n' chips, som blev færdiggjort, mens Hævi Henning stavrede forbi i en Manowar-trøje og indsmurt ind i glimmer, men dog påklædt trods alt. Jeg gad nok vide, hvor han havde været til fest, men fik ikke lejlighed til at få hilst på og få mysteriet opklaret. 

W.A.S.P.-anmeldelsen måtte nedfældes i pressevognen, med en festivalmæt fotograf halvsovende ved siden af. Det betød også, at heller ikke Igorrr blev hørt; dem ville jeg egentlig gerne have oplevet.

Mens de sidste detaljer af anmeldelsen blev gjort færdig, opstod der furore blandt kollegaerne i presseområdet, da Ghost med kun halvanden time til showstart var forsinket fra hotellet og jo ellers havde aftalt interview-tid, blandt andet med Devilutions Adriana, som ses på billedet herunder. Trods panik og eder lykkedes det hele og der kom et fint minde ud af det for de implicerede:



Piratpolka med 220 bpm
Så var det atter i felten, denne gang for at anmelde Alestorm. Ikke just noget, humøret var til, og slet ikke ved tanken om, at Satyricon spillede på samme tid og klart var det foretrukne valg. Men jeg så dem på Sweden Rock i 2016 og kunne godt unde en mere blodtørstig skribent pladsen, da puslespillet som bekendt skal gå op. 

På omkring samme tidspunkt væltede en kæmpe edderkop rundt på pladsen. Jeg antager og håber, det var et menneske i et temmelig gennemført kostume. Måske meget godt, at de fleste unger var fragtet hjem på det tidspunkt. Hvis nogen fik fanget krybet på film, eller ved hvem der gemte sig indeni, så fyr den endelig af i kommentarsporet.

Men tilbage til Alestorm, og dermed øl. En ganske fin afveksling fra pressevognens noget ukaffede kaffe. Kompromiset blev et meet-up med et par stykker fra redaktionen, der havde set Satyricon og nu kom til udkanten af pirathelvedet for at fortælle, hvor meget jeg var gået glip af, og for at duellere på meninger om lørdagens foregående koncerter. 

Da piraterne efter en voldsom polka-lektion manede til frikvarter, tog vi håndtag med fyld med ind i Tutten og diskuterede videre, og her mødte jeg gudhjælpemig endnu en gammel ven med glimmer over det hele. Han påstod, at han ikke anede, hvor det kom fra, men indtil det modsatte er bevist, vil jeg postulere, at det må have været en virkelig fjollet fest, jeg er gået glip af. 

En værdig finale
Ingen af de tilstedeværende magtede at være i selskab med Ghost, så det blev til en god times ukritisk ølsmagning og musikdiskussion, inden det langt om længe var tid til et kort kvarter med Tsjuder og en gennemblæsning af de helt seje ved Sodom! Mere om det i anmeldelsen her.

Med hvad der kan kaldes eufori sluttede mit Copenhell 2018 på en bænk ved Hell Burger, mens lyset brød frem, og jeg i ensomhed prøvede at absorbere indtrykket af Sodom. Eftertænksomheden gav plads til følelsen af at runde et fantastisk Copenhell-år af, der til forskel fra sidst ikke havde horder af hooligans til at baldre rundt, hvor de ikke hører hjemme, og en festivalplads, der var langt bedre indrettet end i de senere år.

Bedst som jeg var ved at opgive konceptet i det hele taget, fik jeg sagt pænt farvel for denne gang og kan med sindsro planlægge mit 10-årsjubilæum på Refshaleøen til næste år.

Læs eller genlæs alle lørdagens anmeldelser her:

The Sledge
Livløs
Jakob Stegelmann & Orkester
Defecto
Nothing More
Steel Panther
Suffocation
Kellermensch
W.A.S.P.
Corrosion of Conformity
Igorrr
Helloween
Alestorm
Satyricon
Ghost
Tsjuder
Sodom