Copenhell 2018: Torsdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e4/6b/3a/-XTJ5982-12-1530182613.jpg
25. Juni 2018    

Torsdagen på Copenhell var dagen, der trak forventningerne helt ned, for blot at overvælde dem de næste to dage. Det var stilheden før stormen og tomrummet før ”the big bang”.

Titel
+ Arch Enemy + Nightwish + Soulfly + Zeal & Ardor + Møl + Thy Art Is Murder + Asking Alexandria m.fl.
Spillested
Dato
21-06-2018
Koncertarrangør
Forfatter

Som én af de få på redaktionen kunne jeg ikke få fri fra Jylland til opvarmningsdagen, så det var med fuld fart og uro i kroppen, at turen gik fra Aarhus kvart i kvalme torsdag morgen for at nå at indlogere sig og være klar til Nyt Livs første toner 13.30. Og tak til Copenhell for den planlægning. Den livsfarlige trefork, som de sammen med UxDxS og Smertegrænsens Toldere udgjorde, var lige præcis den bedst mulige måde at åbne festivalen på. Intet omsvøb, ingen barmhjertighed. Bare tre hardcorebands, hvis fremmeste mål den eftermiddag på Pandæmonium var at uddele knaldhårde, syngende musikalske lussinger, som vi alle sammen havde fortjent og set frem til.

Lidet vidste jeg på daværende tidspunkt, at hvad der sikkert blot var tænkt som opvarmning også skulle vise sig at være torsdagens højdepunkt. For det gik godt nok ned ad bakke herfra. Den amerikanske Peter Viskinde, Mark Tremonti, blev fravalgt sammen med det noget malplacerede The Last Internationale, for i stedet at overvære et dansk fodboldlandshold på de mikroskopiske fladskærme, der allernådigst var blevet klampet op ovre i B&W-hallen. Nuvel, landsholdet viste sig at være om muligt endnu mere ligegyldigt end Tremonti, og efter en antiklimaktisk oplevelse og to-tre øl mere end normalt tilrådeligt på det her tidspunkt af dagen gik turen til Parkway Drive.

Sagde jeg antiklimaks? Glem alt om Yussuf Poulsen. Parkway Drive overgik nemt den uheldige RB Leipzig-spiller. Nuvel, de formår altid at skabe en fest, og jeg har tidligere haft nogle intense koncertoplevelser med den australske core-kvintet. Men et sæt, hvis fokus lå på bandets to seneste og med rette vældigt kritiserede udgivelser, pillede meget af den intensitet og vrede ud af bandet, som de ellers plejer at være garant for, for i stedet at danne bund for en halvslatten og lalleglad præstation, som i al sin ligegyldighed alligevel fandt vej til hjerterne hos en stor del af torsdagens publikum.

Zeal & Ardor ovre på Pandæmonium hjalp mig til at genfinde en lille smule af den tabte livslyst, om end man godt kunne have håbet på en mere hårrejsende og engageret præstation fra den fåmælte Manuel Gagneux og hans kumpaner. Nuvel, det er også svært at opbygge en stemning af død og undergang, når det amagerkanske vejrlig for en gangs skyld fremviste alle sine bedste sider, hvilket vi absolut ikke er vant til i Copenhell-dagene.

Bandbuffet og trøstedruk
Det var blevet spisetid, hvilket som altid på Copenhell er et studie i det muliges kunst. Jeg har den allerstørste respekt for de mennesker, der besidder tålmodigheden og de analytiske evner til nøje at udvælge, hvilket måltid de har lyst til netop nu. Personligt var det, igen i år, et spørgsmål for mig om at finde den bod i synsafstand med kortest kø, få skovlet føde i kæften og så komme videre i programmet. Hvilket er en uovervejet, usund og umådelig effektiv måde at fodret sig selv af på og samtidig nå så meget musik som muligt.

Torsdag skulle vi dog nok have brugt længere tid i det rige madudvalg på festivalen, for de musikalske indslag blev en tag-selv-buffet af ligegyldigheder, som i stedet endte med at lede os i fordærv og umådeholden druk, der satte sig spor langt op ad fredagen. Første ret på buffeten var Nightwish, der smagte tyndt og besk. Så prøvede vi Thy Art Is Murder. Det var et okay, men småt måltid, hvis smag dog forsvandt hurtigt ud af munden igen. Sådan gik det slag i løbet af en aften, hvor kammeraten måtte i Smadreland undervejs for at komme af med frustrationerne over buffetens udvalg, inden vi var en hårsbred fra en decideret musikalsk maveforgiftning under Avenged Sevenfold, som var så ubegribelig ligegyldigt, selvsmagende og bagstræberisk, at vi næsten mistede troen på, at denne Copenhell nogensinde skulle blive en oplevelse, vi ikke ville være foruden. Herefter gik turen ned i et Tom Kristensensk hul af druk og upassende opførsel, mens vi gav os tid en smage på metalbuffetens fedtfattige og uddaterede dessert, Soulfly.

Men lad mig sige det med det samme: Denne Copenhell var en oplevelse af de store. Fredag var sublim. Lørdag tæt på det samme. Den dårlige og krigeriske stemning på pladsen fra sidste år var pist væk, og logistikken fungerede glimrende. Jeg overnattede for første gang på campingpladsen, hvilket også virkede fint. Jeg blev præcis så solskoldet, så mæt, så musikalsk overvældet, så gennemtæsket i pitten, så glædeligt overrasket over nyt og gammelt, så fuld og tømmermændsramt og så umådelig tilfreds med hele arrangementet, som jeg overhovedet kunne håbet på. Og intet af det skyldtes det, der foregik gik om torsdagen.

Bortset fra Nyt Liv. Fra UxDxS. Og fra Smertegrænsens Toldere. Skam dig, hvis du missede det.

Læs eller genlæs alle torsdagens anmeldelser her:

Nyt Liv/UxDxS/Smertegrænsens Toldere
Tremonti
The Last Internationale
Parkway Drive
Zeal & Ardor
Asking Alexandria
Nightwish
Thy Art Is Murder
Arch Enemy
Avenged Sevenfold
MØL
Bullet For My Valentine
Soulfly

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil