Dark Mental Festival 2018 - lørdag

Standarden var høj, og stilen var hård på lørdagens udgave af Dark Mental Festival 2018, men Uada levede sikkert op til værdigheden som hovednavn, mens Hexenizer var dagens store overraskelse.

Som en afart hovedstadsudgave af Metal Magic har Dark Mental Festival i årevis appelleret til de mere trve metalheads, der ikke behøver store cross-over headliners for at blive tilfredsstillet. Tre dages undergrund med solid vægtning af den danske scene, men også en knivspids udenfor landets grænser til at give festivalen mere slagkraft. Således er vi igen i år havnet i en smadret kælder i Valby til en aften med blandede godter, hvoraf mit forudgående kendskab overvejende beroede på de to sidste navne i form af de danske progmetallere fra Theory og festivalens utvetydige hovednavn, amerikanske Uada.

Underwerket gør absolut intet ud af at annoncere spilletider, hvorfor der tilsyneladende allerede havde spillet ét band da vi kom kl 19, og således blev dagens første indslag de gamle dødstravere fra Deadflesh. Et band vi regelmæssigt har dækket over den seneste år, især på grund af deres tredje album 'Sic Temper Tyrannis', der udkom sidste år, men mere aktuelt også fordi de som det mest garvede indslag på programmet tog del i årets udgave af Wacken Metal Battle i Slagelse for en uge siden. Deadflesh har 24 år på bagen, og det lader sig bestemt heller ikke fornægte i deres utvetydige dedikation til oldschool død, hvor navne som Bolt Thrower, Entombed og Konkhra var de bands der tydeligst afspejlede sig i deres primitive, men groovy tilgang til genren. Allan Hartvigsøn bærer scenen som eneste konstante medlem med et bastant hulemandsbrøl, mens bandet har det solide mid-tempo drive, som den forreste håndfuld fremmødte også kvitterede med konstant headbanging fra start til slut. Groovet fejler som sådan intet, men udsvingene var fraværende, og således følte man undervejs, at der blev tærsket dødsmetallanghalm, men al respekt for at holde fanen højt så mange år inde i karrieren, og om ikke andet, så runger det brøl stadig videre i baghovedet næsten en uge efter.

Genfærd havde ligeledes spillet til Wacken Metal Battle i Slagelse, hvor de blev kronet til aftenens sejrherrer. Under rygerpausen på bagtrappen såedes der ingen tvivl om hvad vi havde i vente, da scenen blev indtaget af corpsepaint, røgmaskiner og skrig der fremkom lettere komisk uden musikken til at supplere. Det blev der så gudskelov rettet bod på så snart koncerten gik i gang, og al tvivl blev slået til side med brutal aggression og igen en solid dedikation til de gamle dyder, dog her af en blackmetallisk herkomst. Ingen pæne facader, ingen prætentiøst langstrakte opbygninger, men tværtimod utvetydig hyldest til den frostklare nordiske lyd, hvor viljen til endnu engang at sejre var stærk, og intensiteten sad lige i skabet! Måske en anelse forpustende stormridt i længden, hvor det undtagelsesvis havde hjulpet med andre virkemidler til at holde gejsten. Når det er sagt, så var det en blændende performance, hvor denne “no holds barred”-sværgen til den aggressive nordiske black metal-skole tilføjede et atmosfærisk element til koncerten, som kun festivalens hovednavn sidst på aftenen formåede at overgå.

Efter at have vendt Genfærd og verdenssituationen med vores fotograf i pausen lod jeg mig i rusens navn overtale til at dække lørdagens program, hvilket således også forklarer hvorfor dele af dagens program var totalt uudforskede på forhånd, men nogen gange betaler det sig også at opleve kunstnere med helt friske øjne, som det var tilfældet med Hexenizer. Det tog lige 10 minutters tid at fintune sig ind på lyden af denne lettere pekuliære tro fra Berlin, men da først deres cocktail af speed metal, Malmsteen-shredding og offbeat thrash begyndte at gå op i en højere enhed viste det sig at blive en af festivalens absolutte højdepunkter! Det er muligvis svært at tage et band, der kun laver sange med sangtitler hvor ordet witch indgår ('The Fucking Horny Witch of Hell'!), særligt seriøst, men hvorfor skal vi dog også det når musikken spiller, og spilleglæden er så altoverstrålende! Frontmand Andy Charrocker spillede teknisk overlegent, og selvom han måske indimellem havde lidt for travlt med at vise hvor sublim han er til både at shredde og thrashe, så var det meget små minusser i regnskabet. De oldschool banners i hver side af scenen, der i øvrigt mest af alt mindede om Red Bull-reklamer, det konstante drive og den førnævnte spilleglæde gjorde det til en af de vedvarende øjenåbnere der kan blive hængende i rum tid endnu, og den nærmest anarkistiske blanding af inspirationer fra metalscenen i 80erne var svært charmerende. Et blodfriskt bevis på, at Voivod ikke har levet forgæves, og tak for det!

Højt at flyve, dybt at falde, og således videre til Bulletsize. Det er svært at spille efter nogle af festivalens stærke kort, og den svenske ellers ganske slagkraftige kvartet, der beskæftiger sig i den uklare grænsezone mellem død og thrash, havde principielt set alt med dem. Lyden var tilpas crusty,  og publikum havde, undertegnede inklusiv, en god brandert på og var fortsat høje på de foregående koncerter. Hvor Bulletsize til gengæld led deres mangler var ganske enkelt i sangskrivningen. Ikke at alle bands behøver opfinde den dybe tallerken, men showet var manifestationen af den stereotype metalkoncert uden nogen form for overraskelser. Mid-tempo død med momentære hårdere udsving, brøl non-stop og trommer, der lagde sig lige der hvor de skulle, ikke hverken et slag mere eller mindre. Enkelte groovy passager, som trak tydelige tråde til 00'ernes Göteborg-scene, hjalp dog til at holde gejsten oppe, men omvendt blev melodierne indimellem så vævende, at det tilnærmede sig metalschlager, og så blev det svært at vinde pointsene hjem igen. Så middelmådigt, at nedtællingen til næste, kendte indslag var igang.

To af mine venner havde købt éndags-billet udelukkende p.g.a. Theory, hvilket velsagtens bekræfter, at de efter udgivelsen af debuten 'The Art of Evil' sidste år har opbygget sig en ganske dedikeret fanbase indenfor landets grænser, og dét med god grund. Danmark blomstrer ikke just med navne indenfor power progmetallen, og de har fundet deres eget take på det med en god balancegang mellem de store omkvæd og teknisk ekvilibrisme, især fra leadguitarist Odin L. Madsen, der i høj grad var en bærende kraft i koncertens meget guitar- og vokal-dominerede lydbillede. Det var nemt at trække tråde til Symphony X når musikken fik lov at tale for sig selv, men skal man blive ved denne parallel, så er Nicklas Sonne nu engang ingen Russell Allen. Ikke at han skal være det, men vokalen blev aldrig rigtig fængende eller kraftfuld nok til for alvor at virke overbevisende. Cadeau skal dog gives for forståelsen af at vide hvornår han er i front, og hvornår han trækker sig tilbage og lader musikken tale, for rytmesektionen kan unægteligt deres stof til fingerspidserne. Hvad jeg dog savnede var mere genkendelighed. Fræs og noodling var ikke en mangelvare, heller ikke helt uvant indenfor genren trods alt, men de har bestemt potentiale for også at nå ud over landets grænser, især hvis der bliver arbejdet mere med vokalen og nogen stærkere melodier. At alting derudover var skruet helt op til 11 forvrængede lydbilledet, men det var gudskelov det eneste band der led under dette.

Og således var det blevet tid til festivalens utvetydige hovednavn, amerikanske Uada. Et skønt gensyn med et band jeg også så som opvarmningsband på en åben scene i bagende solskin på Summer Breeze sidste år, men det kutteklædte sortsind der præger musikken havde usvigeligt en stærkere effekt i en mørk kælder i de sene aftentimer. Tågen og kutterne supplerede sublimt den gloomy mystik som musikken indbyder til, og med blot én fuldlængde fra 2016 på cv´et er sætlisten ganske vist givet på forhånd, men så stærk som 'Devoid of Light' er, så gør det bestemt intet at vide hvad vi går ind til. Der var plads til både smadrede og svævende passager, og selvom dele af publikum havde større armbevægelser lige foran scenen end andre, delvis til bandets irritation, så bidrog det blot til at verificere, at Uada har fat i noget med deres særlige take på atmosfærisk black med nærmest black 'n' rollede tendenser. Stemningen var høj, og Uada leverede en intens og overbevisende afrunding, inden Underwerket lukkede og slukkede for endnu en godt varieret Dark Mental Festival med masser af mindeværdige højdepunkter.

Deadflesh: 3
Genfærd: 3
Hexenizer: 4
Bulletsize: 2
Theory: 3
Uada: 5