En weekendfejring

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b3/d0/83/36470025803-30a165b551-o-50-81-1506346536.jpg
25. September 2017    

Electric Hellride udgav i sidste weekend deres andet album 'Praedam', og leadguitarist og Devilution-skribent Anders Molin beretter her om, hvordan det blev fejret med releaseparty og koncerter.

Dato
15-09-2017
Genre
Forfatter

Fredag

Præcis 14:00 smed leadguitaristen lærerhandskerne, sparkede ungerne ud af musiklokalets dør og forlod folkeskolen på Nørrebro og sprang på cyklen. Naturligvis kun fordi Hetfield bruger samme transportmiddel, når han bevæger sig rundt i København – ellers var valget faldet på den sædvanlige femten meters limousine med spa, strippere og sushi-kok. Første mål var indkøb af Aages udvalgte i 4Sound, hvor det blev til kabler, strenge og lige præcis ingen plekters.

Derefter ventede øvelokalet på Amager og et mareridt af pakkenelliker og musikudstyr – til et releaseparty hører massivt salg af nye skiver og tilhørende merchandise, og hvis man virkelig skal stramme den, også instrumenterne. Nok til, at det krævede en lille lastbil, der akkurat var for stor til at kunne køre ind gennem øvelokalekompleksets port og dermed var skyld i, at samtlige tons først skulle bæres 50 meter. Et af de tidspunkter, hvor alle roste leadguitaristen ekstra meget for at have afmonteret hjulene på den massive orange Orange-forstærker. 

Men efter adskillige slæbeture, der havde kostet en halv arm i et crossfit-center i Kødbyen, var læsset læsset i lastrummet, og rytmeguitarist og trommeslager kunne sætte sig ind på de ubehagelige forsæder i flyttefirmaets lastbil, mens forsangerbassisten og leadguitaristen kunne nyde rockstjernelivets glæder og trille fashionabelt til spillestedet på jernhestene, som var de frontmænd i det der Metallica.

Fremme på spillestedet Beta midt på Amager ventede endnu en motionsgivende øvelse med at tømme lastbil og fylde scenen med gear. En opgave, der tilfaldt den ikke-rygende halvdel af bandet, mens de to resterende nød et nikotin-blowjob under åben himmel.

Omtrent samtidig ankom fem søde unge mænd fra Prevail og præsenterede sig som værende fra Randers, selvom de hverken havde anhængertræk eller bar Mokai. En kort krise opstod, men kort før de knyttede næver kom til deres ret, afløstes spændingerne af en dreven kronjysk accent, der undskyldte, at de havde glemt baseball-battet. Alle var glade, og Electric Hellride vidste, at det var de rigtige musikanter, som var dukket op – hyret ind til at hjælpe med fejringen af københavnernes nye udgivelse.

Lydprøver fulgte, og her viste leadguitaristens band på arrogant vis, hvor det netop er hovednavnets opgave at udnytte tiden til fulde og først være tilfredse omkring en halv time, før dørene åbner, således at opvarmningsbandet på bedste vis kan obstrueres i kampen for den bedste produktion. Et erfarent træk, som sikrer selv middelmådige navne øverst på plakaten mod at blive overstrålet af opkomlinge. Igen skuffede de udsendte fra Randers ved at være tilgivende, sympatiske og i øvrigt på en fjerdedel af Electric Hellrides lydprøvetid at få skaffet et godt miks på benene.

Straks derefter åbnede dørene, og masserne lagde med benhård viljestyrke bånd på de ustyrligt høje forventninger til aftenen og sørgede for at ankomme i en rolig strøm, der gav bandet tid til at kramme og fortjent blive klappet på ryggen af dem, der havde nået at lægge ører til den nye plade i løbet af dagen.

Præcis på slaget 21 stod Prevail på scenen med en bundsolid pakke brutal dødsmetal, som man siden starten af halvfemserne har madet sine børn med vest for Lillebælt. I front en landmand med et brøl som en John Deere-mejetærskers gearskift og mere maskulin attitude end den tyr, der har sædbesprøjtet Jylland fyldt med køer til at fylde Arlas pengekasse – bagtil et solidt tæppe af tempo, dugga-dugga-trommer og fængende nakkevriderriffs.

Imens gik leadguitaristen rastløs om. Tjekkede for tyvende gang, om guitaren stemte, om plektrene lå, hvor de skulle, om tarm og blære var tom, og om han kunne finde scenen, når det gjaldt. Spænding afløste nervøsitet og blev til ængstelighed, som blev til forventning. Og så endelig kom det – de værste tyve minutter for en musiker, der ikke har fået overbevist pøblen om pladekøb grundigt nok til, at en roadie-hær kan betales for opsætning af gear. På alt for kort tid skulle alt klappe, og for at presse sig selv yderligere havde leadguitarist og forsangerbassist valgt at bruge den knappe tid på også at opsætte to kameraer hver – et klogt træk i forsøget på at stresse sig selv.

Men alt lykkedes, bortset fra gopro-kameraet der skulle vise sig at svigte og primært filme rytmeguitaristens udvalgte Converse-skøjter under koncerten, og det var tid til bandets obligatoriske gruppekram og et par opildnende ord fra den altid speedsnakkede trommeslager.

Introen ’Homocidium’, der også indleder det nye album ’Praedam’ blev sat på, og Electric Hellride gik på scenen, og derefter tog bandet selv over med ’Netherworld’. Et vanvidsamokløb var indledt, og her kunne berettes mangt og meget om publikums hengivenhed, om trussekast og ønske om at lade de fire instrumentalister føde deres børn, men kort fortalt var det en fremragende koncert og et af højdepunkterne i bandets karriere.

Og højdepunktet på dette højdepunkt var, da den seneste single og video-udspil ’Bite the Prey’ satte ind, og hovedpersonen fra netop denne video trådte op foran scenen og blev hængt op i kødkroge foran et måbende mobil-telefons-forevigende publikum.



Men så pludselig efter sølle 60 minutters raseri var det slut, lyset var tændt, og alle stod badet i leadguitaristens umådelige mængder vellugtende sved. Her var det igen tid til rygklapperi – og endnu engang føltes det umådeligt fortjent. Ikke kun fordi koncerten formentlig var en af de allerbedste, som Electric Hellride havde givet i bandets niårige historie, men også fordi det var kulminationen på en lang sej kamp for at få indspillet, produceret og ikke mindst kæmpet for at få udgivet med det rigtige cover og de tilhørende videoer og få pladen ud på det rigtige tidspunkt og med en koncert på det perfekte spillested.

I en times tid kunne bandet så nyde et lettelsen suk, vandre forvirret rundt i et umuligt forsøg på at få takket alle fremmødte og samtidig på rekordtid få indtaget den fortjente mængde alkohol.

Alt godt får dog en ende, og bandet kom ned fra piedestalen og væk fra de tilhørende drømme om at leve på fuldtid som rockstjerne, da af en bekymrende ædru lydmand prikkede leadguitaristen på skuldrene, fordi han havde ambitioner om at få ryddet op. En svær opgave, fordi det både kræver, at man får dannet sig et overblik og samtidig fanger både den tilduggede rytmeguitarist og endda får lokket ham tilbage på scenen med løfter om flere øl.

Mange års erfaring er på dette punkt godt at have, og netop derfor var det imponerende, at Electric Hellride igen kunne stå med det hele nedpakket og konstatere, at de igen ikke havde sørget for at skaffe transport tilbage mod øvelokalet. Heldigvis lykkedes det dem at finde en lige så utjekket chauffør, der allerede troede, han havde en afhentningsopgave på Beta, fordi han havde byttet rundt på dag og nat og derfor var overbevist om, at et andet ukendt band, skulle have afhentet deres udstyr fra midt om natten – og ikke lørdag middag.

Et sted ud på natten lykkedes det så at ramme øvelokalet, og igen kunne man konstatere, at porten var for lille til den gennemsnitlige flyttebil. Denne fine overraskelse blev endda fulgt op med manglende lys i store dele af den gamle fabriksbygning, dertil var porten ind til elevatoren ude af drift.

Men bandet er stærke og på magisk vis var den kun fire, da leadguitaristen på slingrende vis fik bevæget sig til Østerbro og ramte sofaen.

Lørdag

Næste dag bød på barsk opvågning klokken 8:00. Afkom på 5 og 1½ stod klar til at se Ramasjang og fortælle om gårsdagens jagt på kastanjer, og leadguitaristen mandede sig på faderlig vis op til weekendens største kraftpræstation og de dertilhørende bleskift.

Straks fulgte næste store udfordring, der skulle kræve det store overskud. Leadguitaristen cyklede til Nørrebro, blev svinet til for sine store kinder og lånte en minibus, der skulle føres sikkert gennem smalle gader befolket af dødsforagtende cyklister. Men Electric Hellride havde valgt at lægge anden del af releaseweekenden ved den limfjordske afdeling af Paris, så en ny bus skulle pakkes, og alle mand, undtagen den evigt danderende rytmeguitarist, stod klar med gearet.

Her kunne man berette om den vilde fest i minibussen, men sandheden skal af hensyn til sarte læsere ikke ud, og derfor følger kedelige bortforklarende historier om, hvordan nattens rus og børnestrabadser blev sovet ud til tonerne af dødsmetal. Selv bandets usandsynligt stærke roadie, som kunne blære sig med en løssluppen nat uden søvn, måtte overgive sig til søvnen, mens den højtelskede chauffør sikkert fandt vej mod vest.

For enden af vejen lå Aalborg og et for Electric Hellride jomfrueligt spillested – Platform 4 i byens gamle Tivoli Karolinelund. Her ventede gamle, elskede venner, ditto bitre fjender og to onde bands i form af de lokale og genopståede Ferocity og landets smukkeste band, Dawn of Demise.

Og så publikum, som har tradition for at tage godt imod bandet. Et publikum, som i ærefrygt og på ingen måde grundet det tidlige spilletidspunkt havde valgt at trække et godt stykke væk fra scenen for ikke at forstyrre de kække københavnske musikanter.

Men så var der også dem, som trodsede frygten og kom helt frem til scenen, og netop for dem skal det gode band først på spillelisten være klar på at levere en optræden, der giver illusioner om fuldt hus og gyngende masser foran scenen. Og noget lykkedes, for mens de andre bands tyrede bredsider af kompetent dødsmetal i hovedet på publikum, indtog Electric Hellride merchandise-boden og modtog her begejstret ros fra publikummer for at levere et udadvendt sceneshow. Noget, som prompte blev belønnet med forsøg på at sælge T-shirts og musik indpakket i oldschool fysiske medier.

Med koncerterne overstået var det på tide at tjekke ind på hotellet, og Electric Hellride fandt frem til suiterne på et af byens dyreste. Her kan den vægelsindede læser vælge mellem to forklaringer:

1.    Som alle andre danske bands i fritidshobby-klassen lever Electric Hellride et turliv badet i coke og smadrede luksus-suiter.
2.    En socialdemokratisk kongres havde resulteret i stort pres på byens overnatningsmuligheder, og den københavnske kvartet var for sent ude til at få værelser på det foretrukne sted, Sømandshjemmet. 

Men ingen Aalborg uden bytur, og da bandet havde tømt minibaren for en chokoladebar, blev byens etablissementer indtaget til en kamp om, hvem der først kunne bilde de andre ind, at de var blevet truet med tæv af lokale hovedstadshadende.

Søndag

Aalborg kræver overskud og kan som ingen anden by tappe sine gæster for overskud, og det var et hårdt såret band, der stod op søndag morgen og indså, at de også skulle hjem igen.

Sidste pakning af bilen fulgte, og efter dette blev et taknemmelighedsbesøg hos den aalborgensiske skønhed, der pryder den nyudgivne plades cover, sat ind før en begivenhedsløs køretur hjem. 

Alle koncerter ender i øvelokalet – medmindre man er bandets rytmeguitarist og har valgt at bosætte sig i en forstad, der meget beklageligt altid ligger lige på hjemvejen fra spillestedet, hvilket betyder, at man kan stå af, før slæberiet begynder. Samme rytmeguitarist gik derfor glip af turens behageligste overraskelse: Ikke bare lyset, men også elevatoren var nu ude af drift, og en fitness-udfordring, der normalt kræver guldmedlemskab til det lokale træningscenter ventede.

Igen glædede bandet sig over, at de havde pakket tungt og sørget for at samle alle trommeslagerens metaldimser i den største og mest uhåndterlige kuffert.

Men for den hårdt knoklende leadguitarist var dagen ikke slut, og minibussen skulle afleveres blandt nørrebroske fumlegængere – som for eksempel manden, der med hovedtelefoner på havde valgt at motionsløbe midt på en tætpakket Rovsinggade. Helt uden at slå nogen ihjel fandt leadguitaristen en plads på brostenene og kunne køre hjem til Østerbro og de ventende unger. Omtrent lige så udmattet som tilfreds efter fejringen af den nye plade. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her