HDDT'14: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a2/65/2b/24365-hdidt-659x280-1399369816-46-1401119430.jpg
05. Maj 2014    

Åbningsdagen på Heavy Days in Doom Town lagde noget svagt ud rent musikalsk, men bød til gengæld på anekdoter og god stemning på et sortklædt Loppen.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doom Town
Spillested
Dato
01-05-2014
Genre
Forfatter

Uuh, der er intet som at skulle til en festival, man aldrig har været til før. Man glæder sig sgu, man har endnu ikke de helt vilde forventninger, man skal lige ud og stikke lidt til lortet, inden man ved, hvad man står med de næste par dage. Så kan man have hørt nok så mange anekdoter om Hans B. og legendarisk øreknusende koncerter fra de forgangne år, festivaler skal ind på livet af en, førend man ved, om det svinger.

Det er dog nyt for mig at tage til festival uden at skulle rejse bare en smule. Den korte cykeltur ud til Loppen gælder næppe som en rejse. Måske var det derfor, jeg ikke umiddelbart følte mig voldsomt i festivalhumør. Men så var det godt at festivalens warm up blev afholdt på Loppen, et Loppen klædt i sort, tatoveringer og rigeligt med hår. Man føler sig veltilpas blandt alle de herlige doomere, Loppens velkendte rammer lukker sig om en som en goterbedstemors dagligstue. Der er trygt og godt, det kan aldrig gå helt galt på Loppen.

Den første bajer blev købt og drukket i en fart. Op i tempo, nu! Svenske Yuri Gargarin var på plakaten, første band, så kører spacebussen. Det blev dog til en rumfærge med startproblemer, hvor meget af tiden mellem numrene gik med at stemme, rygterne sagde der var grundet to strengeskift. Nogle havde det meget vildt til trods, der var i hvert fald en aktiv gut oppe foran, der endda rockede igennem under den første stemmesession, fingre over alt (min veninde Christina var mere skeptisk: ”Hvem fanden peger til spacerock?!”), mavekrampeheadbangning, amoook. Sendt af sted! Vi andre sukkede efter den samme flyvetur. Som det lød fra den blonde doomster ved siden af: ”Det er det forbandede ved det meste space, man SKAL jo ryge inden”. Det er korrekt. Med mindre det er superb space, så går raketten af sig selv.

Men superb space var det ikke, og koncerten sluttede lige så forkølet, som den havde udfoldet sig. Efter lidt anekdoter om bornholmske Blodarv og deres nye black metal-skumpartypåfund, en snemaskine, droppede vi ud til trappen in search of space. Hård urt NU! Bajere! Der skulle lidt startkabler til, gang i færgen, ud på Limfjords Porteren! Det er det gode ved festivaler og ved koncerter, hvor der er flere bands på plakaten. Man kan redde megen stemning mellem gigs med bajere og snak. Et par hiv af det ,der muligvis var verdens mest krasse joint, godt med plat snak, hilsen på kendte ansigter og al det der tjavs, og så gik næste navn på, Switchblade, også et svenskerband. Eksilkøbenhavneren og hoppeborgshardcore-fan Jonna var for længst spænet derind for at sikre sig en plads i venstre side. ”Jeg har brug for riffs!” Fair nok. Det havde vi andre satme også! Man følger dog nervøst efter, for når Jonna spæner ind til noget, et det et ret tvivlsomt kvalitetsstempel.

Switchblade havde et enkelt setup, guitar og trommer, ikke så meget pis (og en organist, som jeg dog overhovedet ikke lagde mærke til, hvorfor han enten må have været ubetydelig, eller jeg var skudt af). Jeg husker ikke vanvittigt meget af den koncert, jævnfør kras joint, men jeg opsnappede dog, at der var udprægede konnotationer til SunnO))) og den dronende og dvælende guitar i den ende, blandet med mere jævnt sludgy groove og doomede afbræk. Onde tunger påstod, at når der drones på guitar, så er det, fordi vedkommende ikke kan riffe.

En enkelt gang var vi dog tæt på at lave krabben, så der må have været nogle mere uptempo sekvenser også, noget der lugtede af et ærligt riff. Et hurtigt glimt ud over mængden af mennesker vidnede om, at der blev doomet igennem, folk kunne lide, hvad de hørte, noget knusende at knytte næven til, jævnt tempo, fint flow. Det gled ned, godt hjulpet på vej at portere og andres forvrængede lunkne porterface. Der er intet som en håndvarm og doven Limfjords Porter. Doom på flaske. Lidende porterface. Det er det, jeg husker Switchblade mest for.

Folk var lade nu, eller rettere, folk klamrede sig desperat til det lille bord, vi stod ved. I sådan en situation er der kun en ting at gøre, nemlig at ryge lidt mere. Måske kunne vi ryge os til nogle musikalske højdepunkter, hjælpe musikerne lidt på vej, du ved. Nu hvor det gik lidt trægt med at levere bare snaser af lidt vilde musikalske oplevelser. Ergo, ryg alt og sats alt på Eagle Twin. De varmede op for SunnO))), da de dronende mastodonter spillede på Vega i 2010, så lidt forventninger var der.

Det umiddelbare første indtryk man får af ET er, at de spiller stonersludge. Oven på det smækker de så nogle forfriskende progressive passager ind, krydrer det med en snerrende lokumsvokal og nogle brutale doomy riffs. De når sgu ok vidt omkring. Det skal ikke ligge dem til last, at min tilstand var absolut ynkelig, så jeg nød koncerten siddende (nogle vil sige sovende, men det er fandme lyv!) det meste af tiden. Hvorom alting er, så går forlydenderne fra de mere ædru lyttere, at Eagle Twin reelt set leverede en fed koncert, hvis man ellers er til Eagle Twins genremæssige betonblander. Ord som Jethro Tull og The Sword blev nævnt i samme åndedrag. Så kan man så se, om det kildrer ens smagsløg.

Alt i alt en god aften. Måske ikke så overbevisende på den musikalske front for undertegnedes vedkommende, selvom Eagle Twin klart rykkede mere i tøjlerne end de to andre bands på plakaten. Stemningen på Loppen var dog fortræffelig, folk ville have koncerterne til at fungere, folk ville rocke. Der herskede en herlig umiddelbar festvibration i lokalet det meste af aftenen, folk skulle lige sætte i gear, bruge aftenen på at opbygge momentum inden det virkelige helvede bryder løs fredag. Og sikke et prægtigt helvede det skulle blive!

Se også anmeldelsen af dagens koncert med:
EAGLE TWIN

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her