HDDT '15: Søndag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3d/c4/fb/-T1X0003-71-1430954645.jpg
04. Maj 2015    

Heavy Days in Doom Town lukkede ned med den hidtil mest formfuldendte festival uden mange afstikkere ud i andre genrer end den, det det hele handlede om: Doomen.

Titel
+ King Dude + The Hyle + Carpilla Ardiente + Night Profound + Hoopsnake + Hooded Menace + The Order of Israfel + Bell Witch
Spillested
Dato
03-05-2015
Genre
Karakter
5

Således ender det altså. Så står vi der med udslukte blikke ved stoppestedet og prøver at beskrive for hinanden, hvad det er, vi har gennemgået de sidste fire dage, men der er ikke længere ord for de varierende grader af tunghed og sejhed, vi har bevidnet. Alt er gjort, der mangler intet, regnen risler ned over os, slukker ilden i olietønderne i gården, og en vind blæser op for at fjerne sporene af alt, vi har troet på i fire dage. Alt er smadret og fortabt, livet vender tilbage, det måtte det uundgåeligt, og vi er klar til det nu.

Det er en forbandet skam at tænke på, at man ikke skal til HDDT igen næste år, ikke mindst fordi de virkelig har fået styr på formen i år. Hvor de andre år har budt på enkelte afstikkere ud i andre genrer under påskud af at ville lave en fest – hvilket naturligvis er en fuldstændigt horribel idé til en doomfestival, vi er jo ikke kommet for at have det sjovt – så har udflugterne denne gang været afgrænset til lidt NWOBHM med Horisont, som var forrygende, og så det der efterhånden er blevet søndagens obligatoriske akustiske folk. King Dude åbner salen med sit stand up-show, hvor han får revet en bunke anekdoter og brandere af sig, mens han står og ryger mentolcigaretter og drikker whisky. Det er egentlig ganske underholdende, sådan lidt som Danko Jones, dengang han var noget værd, men King Dude tager også imod ønsker fra publikum, og når han begynder at spille engang imellem, bliver det ret kedeligt. Sådan lidt et poor man's Michael Gira. Så i stedet forsøger vi at drikke endnu en brandert op ude i gården, mens vi ser Muppets-videoer og diskuterer, hvorvidt det ville have været fornuftigt af mig at købe de Kiss-hi tops jeg så på vej herud, når nu jeg ikke kan lide Kiss, men om det ikke i virkeligheden ville have gjort det mere passende på en måde.

Støbejernslysestager fra 90'ernes teenageværelse

Det er et vigtigt spørgsmål, som vi desværre ikke rigtig får afklaret, og så går The Hyle på inde i Dødsmaskinen. Der er lidt uenighed om, hvorvidt det lyder bedst ude fra toiletterne eller helt ude i gården i sikker afstand; helt oppe foran står gymnasievokalen i hvert fald alt, alt for klart, og da sangeren efter første nummer spørger, om han kan få lidt mere rumklang på, buser Mikko ved siden af mig uforvarende ud med et gjaldende ”Ja tak! Det kan du godt!” Det har han ret i, men det hjælper ikke rigtig på noget, så vi er nødt til at gå ud i gården og stå forsamlet om en palle, nogen har forsøgt at brænde af i går, mens vi diskuterer tåbeligheder og opfinder undergenrer.

Det er også fuldstændig lige meget, for med Capilla Ardiente i salen indtræffer et af dagens første højdepunkter. Den metalliske 90'er-doom har været underprioriteret i programmet i år, men chilenerne gør et godt indhug i kvoten med masser af twin leads og operavokal. Det er jo sådan, at Chile er et af verdens mest metalliske steder, et land, hvor alle hører metal og går i metal-t-shirts. Efter hvad jeg har fået fortalt, blev det bare sådan en ting i 80'erne, hvor naboerne i Argentina hørte Bruce Springsteen-rock, så det gad chilenerne ikke, og i stedet opdagede hele landet metal og har aldrig rigtig sluppet det. Det er jo uhyre sympatisk, og sådan fremstår Capilla Ardiente også: Sympatiske. Af uvisse årsager er det bassisten, der introducerer alle numrene på metalengelsk, mens forsangeren står ved siden af og skumler, men det får dem bare til at virke endnu rarere, og selv Lasse, der ellers ikke bryder sig om 90'er-doom, må indrømme, at det er ret godt. Selvom han dog også påpeger, at de er så 90'er-autentiske, at de har taget 90'er-støbejernslysestager med på scenen.

Munter giallodoom

Vi bruger ret lang tid på at stå og undre os over, hvorfor det ryger helt vildt meget inde fra cocktailteltet uden ligefrem at gå så vidt som at undersøge det, og det eneste, jeg hører af Night Profound er en lille bid på vej op i baren. Det lyder lidt som Comus, er vist nok akustisk, og så går jeg ud igen for at kigge på tøris. Dørene er lukket ind til salen hvor Abysmal Grief er i gang med at sætte op, hvilket er med til at skrue forventningerne yderligere i vejret. Giallodoomernes koncert på sidste års HDDT var en af de mest mindeværdige i festivalens historie, så hypen har været intens denne gang, og vi overbeviser hinanden om, at de er i gang med at lave hele salen om til et kapel eller en horror dungeon derinde. Det er de ikke, viser det sig, da dørene bliver åbnet, men de har sat to vakkelvorne kors op på hver side af scenen og tændt lidt fakler. Da orgelintroen går i gang, håber jeg lidt på, at overraskelsen er, at forsangeren har gemt sig nede bag orglet og sidder og spiller der, men det er det ikke: Overraskelsen er, at da bandet indtager scenen, spiller de en koncert, der er om muligt endnu stærkere end den sidste år. Der er infernalsk latter, der er muntre orgelstykker, Lasse mener, at et af dem er planket fra et Commodore 64-nummer, der hedder 'Monty on the Run', det har han muligvis ret i, men igen er han så atypisk positiv, at han vælger at se det som en hyldest. Det bliver virkelig svært for de efterfølgende bands ikke at være lidt nederen efter det her, og da Abysmal Grief-sangeren tager sin høje hat på, mens noget, der vist nok er temaet fra 'Sam's Bar' spiller over PA'et, er det i sandhed HDDT's bedste venner, der takker af her. Hvis HDDT var fortsat, synes jeg, Abysmal Grief skulle have spillet hvert år om søndagen.

Festivalen er på en måde slut her, men der er stadig nogle stædige bands, der insisterer på, at de også skal spille koncerter, men det kan vi jo heldigvis bare ignorere og stå og se noget mere på tøris og være lamme, indtil Hooded Menace går på. Dem kunne man sådan set også sagtens set springe over, men når nu jeg har lovet at anmelde dem, tænker jeg at jeg må være det gode eksempel og rent faktisk også se dem, i modsætning til redaktionssekretæren, der er desperat, fordi han har glemt at se et band i går, som han skulle have anmeldt. Inden Hooded Menace gik på, varmede finnerne op med noget, der lød som NYHC-riffs, så det havde jeg på en måde lidt håbet på, men selvom finnerne indtager truende positurer under deres hætter – de tager jo deres navn alvorligt – så er der ikke noget core over dem overhovedet. Jeg bliver meget, meget træt af, at de slavisk følger hinandens melodilinjer hele vejen igennem og er ved at opgive ånden helt, da jeg af vanvare vælter ind i Dødsmaskinen til The Order of Israfel, som den stadigt mere desperate redaktionssekretær insisterer på at det er sjovt at kalde The Order of Isvaffel (det var også så sjovt, at alle andre havde fundet på det. Redaktionssekretæren har ikke nogen særligt original tankegang, red.).

Alt ender her

The Order of Israfel er festivalens tredje band med den australske superguitarist Tom Sutton, der er flyttet til Göteborg, efter han droppede ud af Church of Misery. I Horisont indtager han rollen som hired hand, men i The Order of Israfel er han helt i front. Det betyder så også, at han har fundet ud af, at han skal synge, og der må man nok sige, at han for en gangs skyld har overvurderet sine egne evner. Lige så god han er til at skrive riffs, lige så god han er til at lave fills, lige så upassende er hans nasale baryton, men heldigvis hjælper andenguitaristen til med vokalharmonier, som får det til at glide bedre ned. Bassisten har den fede Rickenbacker-lyd, og i det hele taget brillerer bandet totalt, bortset altså fra når Sutton synger. Det er en passende lukning af programmet i Dødsmaskinen, og således modstræbende feststemte valfarter vi over i salen for at få den aller-aller-allersidste rest livsmod slukket.

Bell Witch pakkede Dødsmaskinen hinsides al fornuft, da de spillede på HDDT for to år siden, så det giver god mening at smide dem i salen denne gang. Her får deres lyd også bedre mulighed for at folde sig helt ud, for der er højt til loftet i deres progressive funeral doom. Så er det godt nok en virkelig stenet måde at lukke festivalen på med så introvert et band, men al den tyngde, de to medlemmer kan præstere, sætter alligevel et passsende punktum. Alt er slut nu.

Næste formiddag på færgen hjem sætter jeg mig en række delmål for mit liv efter HDDT. Jeg skal klippes. Jeg skal overhovedet ikke drikke øl før om et par dage. Jeg skal have stivheden ud af kroppen, og jeg skal spise en hel masse rå grøntsager. Og jeg skal ikke høre noget doom den første uges tid. Det bliver godt. Hvad jeg så skal gøre af mig selv næste år, når der ikke er en HDDT at tage til, må jeg tage til den tid.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her