Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

HDDT '15: Fredag

Populær
Updated
HDDT '15: Fredag

Første dag i Ungdomshuset bød på ganske meget solidt doom i forskellige aftapninger, men kun et enkelt decideret højdepunkt for Devilutions udsendte reporter.

Kunstner
Titel
+ Black Cobra + Acid Witch + Acid King + Dopethrone + Weak + Evil Spirit + Mantar + Night Viper
Spillested
Dato
01-05-2015
Genre
Forfatter

Aaah, det er sgu dejligt at være tilbage i Ungdomshuset til Heavy Days in Doomtown. Simpelthen. Det er trist, den lukker, den festival, selvom det nok er meget sundt for kroppen og hørelsen.

Devilutions udsendte ankommer lidt efter, at Black Cobra er gået af scenen. At dømme efter hvad folk går og siger, er han ikke gået glip af noget. Den gennemsnitlige dom lyder på, at Black Cobra gerne vil være High on Fire, men har glemt at skrive fede riffs.

Danske Weak går på kl. 18 i Dødsmaskinen. Det trykte program snakker om sludge og hardcore, så jeg skynder mig hen for at købe en øl, som jeg kan stå i gården og drikke, mens jeg er i dyb og koncentreret samtale om det gamle Frode Munksgaard-program ’Profit’ med vennerne. ’Profit’ har måske ikke den mest intense spændingskurve, men er en del intensere end sludge, og når man så også ved, at det er en koncert, som den musiksmagslabile Jon A(lbjerg Ravnholt) har lagt billet ind på at anmelde, så er man klar over, hvad klokken er slået, også før den slår. En anden fordel er, at man slipper for at være i samme lokale som Jon A.

Underholdende bøvernakkeri

Den fornøjelse varede nu kun kort, da vi gik ind sammen for at høre Acid Witch. Doom/death-bøvernakkerne siger mig ikke meget på plade, hvor det bliver for rudimentært og primitivt stoner-præget death/doom med elementer, der vist skal forestille at være psykedeliske, men ikke rigtig er det. På en festival er det noget andet. Som 12-13-årig læste reporteren et interview med enten nogen fra Love Shop eller Gangway, hvor musikeren talte om, at der kunne være en vis hjernedød tilfredsstillelse ved at stå og spille det samme heavyriff igenog igen og igen. Jeg var naturligvis forarget på hele metallens vegne med hele den 12-13-åriges forurettethed og svor, at jeg i hvert fald ikke ville høre Gangway eller Love Shop, eller hvem det nu var. Det løfte har det været ret nemt at holde, men da jeg så Acid Witch, tænkte jeg, at det egentlig ikke var så dumt sagt. Der var i hvert fald en vis hjernedød tilfredsstillelse ved at se Acid Witch stå og spille de samme riffs og have omtrent identiske soloer i samtlige sange, kun afbrudt af ret underholdende og ret dumme monologer fra scenen om hash, gyserfilm, flere gyserfilm, seriemordere. Lavkultur kørt til ekstremer, hyggeligt smagløst, musikalsk ligegyldigt. Men man var  glimrende underholdt.

Det var man også af tyske Evil Spirit, der måske nok spillede uhyggeligt primitivt, men gjorde det musikalsk langt mere interessant end så mange andre. Det var meget råt, bart og stemningsfuldt med mystiske hyl fra vokalisten og trommeslageren og en kælderkold primitivitet, der gav musikken et vist præg af tidlig black, selvom det egentlige lydbillede var tættere på doom/death. Temposkiftene og trommespillet var helt i skoven, måske fordi trommeslageren ikke kunne koncentrere sig om både at synge og holde tempoet. Spændende, meget amatøristisk, men er man til den lyd, er Evil Spirit ikke uden charme. En meget overfyldt Dødsmaskinen.

Twin leads og frynsejakker

Puha, alle de koncerter. Hvornår er der tid til at stå og drikke øl? Svenske Horisont var ikke et band, jeg på forhånd havde set voldsomt frem til. Flere talte inden koncerten om et tredjerangs-Graveyard, og retrodoom er efterhånden så fortærsket. Men nogle gange skal man jo lige tjekke det ved selvsyn, og da var det svært ikke at blive lidt vild med svenskerne alligevel. Store mængder denim, store mængder twin leads og en lyd midtvejs mellem NWOBHM og 70’er-betonrock med Rainbow-, Iron Maiden- og Thin Lizzy-associationer. Twin leads, manner. Man skal være lavet af sten for ikke at elske twin leads. Dermed elskede man også Horisont lidt på trods af intentioner og 70’er-udmattelse for i stedet at fantasere om at investere i frynsejakker og mere denim. Det endte alligevel med at være en ret så god koncert i en temmelig propfyldt sal.

Sansebedøvelse og mangel på samme

Endnu mere propfyldt er Dødsmaskinen umiddelbart efter Horisonts afslutning, hvor man skal se, hvorfor fotografen vrøvler så meget om den tysk-tyrkiske duo Mantar. Selvom fotografen kan lide dem, vil jeg gerne medgive, at debuten ’Death by Burning’ ikke er helt skidt. Faktisk ganske god, selvom fotografens entusiasme forekommer lidt overdrevet. Men duoens punkede bøllesludge virkede simpelthen blodfattig og kedelig og tam og lav og uden pondus og så videre og så videre. Når man er en duo, skal  lydbilledet helst være bare lidt massivt, men der er en øvelokalelyd over det, som gør, at angrebet på ens sanser udebliver. Så fylder en duo utroligt lidt på en scene. Det hjalp heller ikke, at trommeslager Erinc Sakaryas trommespil i længden savner et eller andet, der løfter det. Ved første øjekast er det imponerende, men efter et kvarters tid virker det ikke dynamisk nok til at holde dampen oppe. En skuffelse. Men det er jo ikke første gang, man er blevet skuffet, når man er hoppet på fotografens hypevogn. Måske man helt skal lade være med at lytte til ham?

Acid King var vel af hovednavnene på festivalen. Og sikke en fin plads fredag aften kl. 22.00. Man var godt blæst igennem og ville gerne blive blæst igennem, og... man en fik lidt halvdoven gennemblæsning. Det var fint nok, riffene var gode, det fungerede, man vippede lidt med træbenet, forsøgte sig måske med at bevæge hoften en smule, lavede ansatser til rockarm og så videre, men det var også ret forglemmeligt. Jeg gad godt være en af de mange, der er skuffet over det nye album, fordi Acid King engang var tonserseje, og jeg kan godt høre, at de nok har været tonserseje dengang, men man står egentlig bare tilbage med en behageligt middelmådig oplevelse, ikke mere, ikke mindre.

Nu var jeg blevet så godt sansebedøvet, godt hjulpet på vej af et par glemte ørepropper, der lå derhjemme og absorberede lyde så flittigt og godt, og var tungen egentlig ikke også blevet bedøvet? Og næsen og al den røg rundt omkring. Så kan man godt få lyst til at lade være med at gå ind i den evigt proppede Dødsmaskinen for at høre Night Viper, et svensk band med kvindelig forsanger, der både har fået hørt noget Judas Priest anno cirka 1979-1982 og noget thrash, og som egentlig lød ganske fristende udefra. Men det er godt selskab i gården jo også, så der blev man, for så klokken 1 at gå ind for at høre Dopethrone og finde ud af, at de lød, præcis som bandnavnet siger, og så var det altså mere fristende at sætte sig op på sin cykelthrone for at kunne lade op til lørdagens strabadser. Og lægge ørepropper frem i god tid.