Maiden for evigt
Populær
Iron Maiden tog endnu en sejr hjem i Malmö, denne gang som del af deres 'Maiden England'-turné, der er baseret på 80'er-touren af samme navn. Devilution rapporterer fra det skånske.
Can I Play With Madness?
The Prisoner
2 Minutes to Midnight
Afraid to Shoot Strangers
The Trooper
The Number of the Beast
Phantom of the Opera
Run to the Hills
Wasted Years
Seventh Son of a Seventh Son
The Clairvoyant
Fear of the Dark
Iron Maiden
Ekstranumre:
Churchill's Speech (intro)
Aces High
The Evil That Men Do
Sidst, jeg, Devilutions udsendte oplevede Iron Maiden, var det kilometer væk fra scenen, på en meget kendt tysk pløjemark ved navn Wacken. Denne gang var jeg opsat på at få det bedste ud af showet, og ankom ved Malmö Stadion fem timer inden dørene gik op.
Unødvendigt, viste det sig, da køen ikke var noget at frygte, og tiden mere skulle slås ihjel, inden dørene gik op, og spændingen endelig kunne indløses. De fem timer endte også med at føles længere, da de to opvarmningsbands - engelske Voodoosix og svenskernes egne Sabaton - ikke formåede at gøre ventetiden meget sjovere. Der var et par stykker blandt publikum i Sabaton t-shirts, så det var nok et sikkert valg, taget deres popularitet i betragtning.
Skidt opvarmning
Bemandet med dyre guldøl i hænderne stillede vi os parat i pitten til Voodoosix, men blev hurtigt nødt til at søge væk fra scenen, da musikken var søvndyssende kedelig. En form for groovy heavy metal, i et tempo der aldrig fik publikums arme i vejret, og som egentlig kunne have været undværet. Ikke særlig relevant som opvarmning til tempodrevne Bruce Dickinson og kompagni.
Måske forsøget gik ud på at få folk til at kede sig, og dermed skaffe større omsætning i baren. Denne ene bar, der solgte én slags øl, som man ikke måtte taget ud af et afgrænset område. Mens man kiggede ud over folket - de fleste i Maiden t-shirts og de fleste over 40 - var der ikke den store feststemning over publikum til Voodoosix. Størstedelen var garanteret deciderede Maiden-fans, så det var svært at se den store entusiasme hos publikum inden hovednavnet gik på. Det mindede lidt mere om en landsbyfest i Skåne med det bolsjestribede øltelt og stille atmosfære.
Det skulle dog blive meget bedre, men inden skulle Sabaton som sagt overleves. Undertegnede har en svaghed for at hade Sabaton for deres mondæne standardrock og usandsynligt usympatiske udseende. Den blanding af kedelig, kraftløs vokal, og ligegyldig baggrundsrock, minder mig om karaokehjørnet i en tilfældig bar på Strøget. Mudret vokal hen over noget der lyder som playback og rigtig meget klappen i takt. Nogle gange klappede man med, for det meste ikke. Sing-along numrene, som ‘Primo Victoria’ og ‘The Art of War’, kom til sidst, og da kom der lidt gang i den, men det bedste de formåede med koncerten, var at takke for sig, og smutte af scenen igen.
Endelig Maiden
Så var det Maiden. Iron Maiden. Jeg skal indrømme at min indre fangirl fik frit spil, sammen med resten af publikum, og vi skreg med på de meste af numrene. Det havde jeg også gjort hele den sidste uge op til koncerten, fordi sætlisten var meget offentlig på nettet.
Sættet er baseret på 80'er-turnéen ‘Maiden England’ - deraf navnet - og Bruce Dickinson har da også i et interview sagt, at to tredjedele af sætlisten automatisk er den samme som dengang. Smid lidt flere hits i bunken, og du har sgu en meget god blandig der. Så da musikken der blev spillet i højtalerne mellem bandsene lakkede mod enden, og vi vidste det var nu, så var publikum tændt.
Og der blev sat ild til lortet. Fra første takt af ‘Moonchild’ til sidste i ‘Iron Maiden’, stod publikum og hoppede og sang med, og det var præcis som det skulle være. Selvom vi kender Maidens musik bedre end vores fadervor, så giver det at se dem optræde live musikken et helt nyt liv. Og de mænd kan sgu stadig. Bruce Dickinson stoppede ikke med at underholde - mellem spagatspring og meget store armbevægelser fyrede han jokes om hvordan Malmø er bedre end Stockholm af, og fik skrigende svar fra publikum, hver gang han bad om det. Iron Maiden er levende legender, og det er en grund til deres musik har flere generationer af fans. Koncerten i Malmø var et vidne om dette.
Pragtpræstation fra Maiden
Dog kunne man mærke på gutterne, at de er blevet lidt gamle. Enkelte numre kørte ikke helt i samme tempo som de originale skæringer, med ‘The Phantom of The Opera’ og ‘Wasted Years’ som de mest tydelige eksempler. Ikke at det gjorde noget. Selve koncertens tempo gik aldrig ned, og de er såmænd også ærlige nok om, at enkelte justeringer har været nødvendige, nu hvor de er oppe i alderen. Men at stå der i publikum, og se de legender, gøre det samme som de har gjort i mere 30 år; det er ikke til at fatte. At de stadig kan, og deres musik stadig kan det samme. Jeg føler intet behov for at forsvare de ultimative tilfredsstillelse, koncerten gav mig.
Efter en mindre pause hørtes Winston Churchills stemme runge ud af højtalerne, og med "we shall fight in the hills, we shall never surrender!", blev andet ekstranumrene sat i gang, og festen fortsatte i tre numre mere. De kunne sagtens have fortsat, og de havde garanteret også orket det.
Men et eller andet sted var det også nok. Der manglede ikke noget. Hvis der var noget jeg ville have ændret, så var det at jeg kunne setlisten udenad inden. Det betød at intet overraskede, men det har jeg kun mig selv at takke for. Jeg var glad, den indre fangirl var glad, og havde det ikke været for de mindre gennemtænkte udgangsmuligheder på stadion, hvilket resulterede i 20 minutter i kø med fulde svenskere, så havde aftenen sluttet perfekt.
Dog er det ikke det der trækker ned - det er de bedrøvelige opvarmningsbands, der ikke gjorde noget godt for showet, og den elendige bar. Sabaton og dyre øl fik aftenen at minde mere om en skånsk landsbyfest end en rigtig rockfest. Men Iron Maidens præstation trækker så meget op, at alle disse problemer kommer til at fremstå som petitesser. Maiden er for evigt - og de skal ses igen.