KTDF V: Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e3/1e/2d/dead-congregation1-58-1410265308.jpg
07. September 2014    

Tomandsbandet Bölzer imponerede på Kill-Town Death Fests lørdagprogram, men der var også meget andet god musik til de lettere lunkne øl fra køleskabene, som kæmpede en brav kamp for at levere svale øl til de mange mennesker.

Kunstner
Spillested
Dato
06-09-2014
Fotograf
Jacob Dinesen

Det er så trist, at det er sidste gang, at Kill-Town Death Fest løber af stablen. Endnu mere ærgerligt var det også, at en studietur med arbejdet brutalt skar festivalens fredagstilbud ud af denne skribents kalender og yderligere to bands om lørdagen.

Lørdagen havde således allerede budt på mexicansk atmosfærisk dødsmetal Zombiefication, der bød på en klar svensk inspiration men også på nogle doomy tendenser. Det nåede jeg ikke, men det behagede vor udsendte fotograf.

Derefter stod den på Mitochondrian, canadisk blasfemisk, mørkt og støjende dødsmetal. Angiveligt. Koncerten blev ikke overværet af nogen af Devilutions skribenter. Men mange syntes at gå rundt i t-shirts med bandets logo.

Endelig, lidt før klokken 18, var indgangen og merchboderne passeret, og undertegnede kunne tage for sig af retterne. Først på programmet var Incarceration, hvis bandstifter har rykket teltpælene op fra Brasilien og har fundet tyske fæller til den thrashede dødsmetal, som bandet disker op med. Daniel Silva på vokal og guitar virkede mere end tilfreds med publikum og det solide fremmøde på den mindste af det to scener, Dødsmaskinen.

Silvas mimik og stirrende øjne kombineret med et vildt grin/smil fik ham til på en halv time nærmest at karikere samtlige Arnold Schwarzeneggers udtryk i dennes filmkarriere. Helt sikkert ikke bevidst, men det var nu engang den tanke, som ramte, samtidig med at den herligt tonsende musik forkælede ørerne. Trommelyden var simpel og lød af og til lidt som store spande, men det gav en demoagtig fornemmelse, og det understregede endnu mere oldscool-udtrykket i musikken. En udmærket oplevelse med flere herlige riffs, der specielt rykkede godt, når de landede i et thrashet område, ikke langt fra tidlig Sepultura.

NORSK VARIATION, CHILENSK ROD

Incarceration spillede kun lidt over en halv time, så der var tid til at forkæle gane og mavesæk med øl og mad, inden norske Obliteration gik på hovedscenen. Lyden var bedre her end på den anden scene, og sammen med bandets massive fremtræden lovede det godt. Musikken skiftede ofte tempo og intensitet, hvilket gav en god alsidighed i musikken, men det betød også nogle gange, at der var fantastiske passager, der blev afbrudt, før klimaks var nået.

Bandets leadguitarist lignede først en ung Hetfield og siden – pga. interessant liret solostil og et skift til en Fender-guitar – den svenske guitarhelt Yngwie Malmsteen. Hans guitarstil tilføjede et væld af overraskelser til musikken, og det var bestemt et interessant og finurligt melodisk krydderi til resten af musikken, der både kunne være buldrende eller langsomt slæbende.

Tilbage i Dødsmaskinen var det blevet tid til chilensk besøg fra Unaussprechlichen Kulten. Det var en mærkelig oplevelse. For det første var det til at starte med ikke til at se, om det var lydprøve eller egentlig koncert, fordi de to ting gled sammen, og fordi der stadig var tændt for lyspærerne i loftet over scenegulvet. Kill-Town Death Fest var godt besøgt, og den mindre kapacitet ved den lille scene skulle vise sig flere gange at være et problem, men det lykkedes da i dette tilfælde at få plads tæt på scenen.

Bandet talte selv om ”kompromisløs dødsmetal”, hvilket denne dag åbenbart betød en lettere utight, rå og okkult proto-dødsmetal. Hver sang blev nævnt med sin titel fra frontmanden på præcis samme måde: en vis afstand til mikrofonen og så ellers en slags hvæsende hvisken. Specielt stortrommerne sejlede, og man undredes samtidig over, hvorfor der skulle være hele seks strenge på bassen. Der kom siden en bassolo, hvor alle strenge kom i spil, så på den måde kom forklaringen. Det var en sær solo. Et melodisk tema på de tyndeste strenge, det var for så vidt fint nok, og så nogle ukontrollerede slag på de dybe strenge, hvilket mest af alt mindede mig om, når min egen toårige slår vildt på strengene på min akustiske guitar derhjemme.

Der var nogle gode growls hist og her, men alt i alt virkede det rodet og ikke særligt gennemført. Bandmedlemmerne talte sammen flere gange mellem numrene, som om de var uenige om et eller andet, hvilket man ikke skulle tro var nødvendigt, når der var tale om et band, som faktisk er midt i en Europa-turné.

TO SKAL DER TIL – HVERKEN MERE ELLER MINDRE

Inddragelsen af Dødsmaskinen til koncerter på Kill-Town Death Fest har givet bands og hjælperne på og omkring scenen bedre tid til at få et band af scenen og et nyt på. Og som med det chilenske band på den lille scene gik også Bölzer herefter i gang med sit show lidt før tid. Der blev ikke sagt meget til publikum, så igen var det svært at tyde, at nu var koncerten for alvor i gang. Men musikken talte heldigvis for sig selv, for den kom så fint over scenekanten, at det var fuldstændig lige meget, om det var koncert eller lydprøve. Det lød formidabelt og levende.

Og det var imponerende i samme grad som Inquisition, der besøgte Templet fornylig, også imponerer. Kun to mænd, men sikke en masse vellyd. Bölzer tryllede det ene stærke riff efter det andet afsted, og det gav plads til både det atmosfæriske, eftertænksomme og det mere rå, ligefremme og smadrende.

Der var naturligvis ikke så frygteligt meget bund, men guitarlyden var massiv, og den velspillende trommeslager gjorde også sit til, at en bassist varighed aldrig blev rigtig savnet. Vokalen lå primært til growl-siden, men af og til blev det sluppet lidt, og en mere råbende vokal kom frem. Begge dele lød godt og passede godt til dødsmetallen, som i enkelte riffs fik en mere mørk, nærmest black metallisk kant. Fik man ikke nok af Bölzer, så bør man aflægge Metal Magic i Fredericia et visit næste år, hvor schweizerne kigger forbi.

DØDSMESSE I DØDSMASKINEN

Svenske Irkallian Oracle leverede en sort messe i Dødsmaskinen, kutteklædte og endda med stof foran ansigterne også, så man fra publikumsområdet nærmest kun så nogle sorte skikkelser på scenen. Det mindede i visuelt udtryk lidt om finske Tyranny, men musikken var i sammenligning noget hurtigere. De nærmest transcenderende stemninger, som Irkallian Oracle kunne fremskabe, var dog lidt i samme dur, skabt af de mange simple gentagelser, der dog blev afbrudt af noget mere kaotisk, hvor man kun kunne være imponeret over, at bandet fandt de rette toner frem på trods af det mørke visuelle udtryk, der måske ikke helt var som at spille med bind for øjnene. Men tæt på.

Dødsmaskinen var igen godt fyldt, og kom man lidt for sent til koncerten, var det svært at masse sig ind. Der var ikke så frygtelig meget aktivitet på scenen, men de kutteklædte var nu ganske fascinerende at se på alligevel.

KAPACITETSPROBLEMET

På hovedscenen stod trioen Cianide fra USA klar til en omgang oldschool dødsmetal, som dækkede nærmest hele bandets diskografi og endda med et nummer fra den allerførste demo. Bandet gik tiden ud - på godt og ondt - og det var måske lige lidt ensformigt i længden, og holdt man ud kom man bagerst i køen til at komme ind i den noget mindre sal "Dødsmaskinen" til en bestialsk omgang med Undergang.

For ikke nok med at nogle øl ikke helt var så kolde, som man kunne håbe, så var det som allerede nævnt også et stort kapacitetsproblem, når flere folk ville se musik i Dødsmaskinen, end lokalet kunne rumme. Derfor blev Undergang kun lige oplevet kort i den bølgegang, det gav ved indgangsdøren, når folk forsøgte at komme ind eller ud efter at have opgivet at stå som andet end sild i en tønde og kigge direkte ind i nakkerne på de mange rækker foran. Der var virkelig pres på for at opleve disse danskere, hvis frontmand i øvrigt er en af de vigtige personer bag festivalen.

Undergang lød til at have fået en dejlig grum lyd og fik meget ud af trommerne, der ellers på denne scene flere gange havde lydt lidt ”pappede”. Det var ærgerligt, at bandet måtte høres udenfor, men at blive mast som unge mennesker til koncert med et teenage-idol lokkede mindre end plads omkring sig, en øl udenfor og snak med venner. Lydstyrken gjorde, at bandet godt kunne høres, men ikke tilstrækkeligt til at der skal falde flere ord om koncerten herfra.

LØRDAGENS AFSLUTNING

Til sidst på den store scene var græske Dead Congregation sat til at lukke for lørdagens program. For lidt søvn natten før og trætte stænger af at stå op til de mange koncerter – måske en lille ulempe ved det ellers fine koncertprogram: der er ikke plads til mange pauser, hvis man vil opleve al musikken – betød, at denne skribent måtte skrive endnu en titel på cv’et: ”træt, gammel mand”. Cyklen blev fundet, og kursen sat mod hjem.

Heldigvis har Devilution flere glade skribenter på Kill-Town, og Daniel Pilgaard, der var frisk på mere god dødsmetal kommer derfor med lidt bevingede ord om koncerten her:

"Og frisk var man... nogenlunde som man nu engang kan være efter midnat på en lørdag. Sidst, undertegnede oplevede Dead Congregation på Stengade for to år siden, gav de en suveræn opvisning i, hvordan dødsmetal skal praktiseres. Så overlegne var grækerne ikke denne nat, men det var tæt på. Fra både debuten og den nye 'Promulgation of the Fall' var Dead Congregation bevæbnet til tænderne med deres brutale musik. Anastasis Valtsanis førte an i front med sit modbydeligt dybe growl, og kvartettens forbilledlige samspil førte sikkert koncerten hjem, så næppe ingen følte, de var gået forgæves."

SE ANMELDELSER FRA LØRDAGENS KONCERTER HER:
OBLITERATION
BÖLZER
CIANIDE

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her