KTDF 2018: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/00/9d/1e/-XTD4809-23-1536759694.jpg
08. September 2018    

Fredagen på Kill-Town par pakket med udelukkende fede bands, hvor kun et enkelt band skuffede publikum, og en enkelt skribent skuffede sig selv.

Spillested
Dato
07-09-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Fredagen på Kill-Town var simpelthen dagen for mit vedkommende. Bookingerne var alle sammen lige i min boldgade, og det så ikke ud til, at jeg ville komme til at få nogle pauser fra fedt band til fedt band. Så det var både med høj entusiasme, men også lidt foregribende udmattelse, at jeg bevægede mig mod Pumpehuset, og andendagen for Kill-Town Death Fests genopstandelse.

På grund af dumme misforståelser var jeg først fremme i byhaven klokken 16 og missede størstedelen af finske Galvanizer. Det, jeg nåede, var en hård omgang deathgrind i højeste gear, med en rå guitartone og energiske vokaler. Scenen på byhaven er desværre ikke rigtig gearet til denne slags musik, så mange af detaljerne gik tabt, men Galvanizer bar det fint, forholdene taget i betragtning, og havde publikum godt med. Den regn, der var blevet lovet om fredagen, syntes dog eksklusivt at falde i løbet af deres sæts slutning. Faktisk stoppede det nærmest præcis på det sidste anslag af deres koncert.

Det næste band i byhaven var danske Taphos, og der var allerede nu pakket med dødsmetalentusiaster fra alle verdenshjørner. Her på andendagen var festivalstemningen virkelig til at tage og føle på, og Taphos spildte ingen tid med at gribe den folkemængde, der var stimlet sammen foran den lille scene. Deres musik gjorde sig en del bedre, hvilket måske også skyldes, at jeg nu var trukket op foran og kunne høre baggearet og trommerne fra scenen, fremfor fra byhavens lille PA-anlæg, der ikke helt kan gengive den ekstreme ende at det musikalske spekter. Uanset hvad var Taphos svære at kritisere, de har styr på deres lyd, fede riffs, to stærke vokaler og nogle virkelig gode skift indbygget i numrene. Det er altid en fryd at se trommeslager Ugur Yildirims uortodokse dobbeltpedalløse spillestil og gennemslagskraft. Taphos er et af Danmarks stærkeste nyere bud på undergrundsdødsmetal, og i dag havde de det publikum, de fortjente. Nu var dagen virkelig i gang.

Indenfor i salen var amerikanske Fetid klar til at levere noget rådden og groovy dødsmetal med utallige skift i den klassiske riffsalat-facon. Efter koncerterne i byhaven ramte det indendørs lydtryk hårdt, og en allerede god stemning fik et ekstra løft. Fetid bar deres grumsede lyd godt ved at holde tempoet i mellemstadiet og virkede som et meget erfarent band, skønt de kun har en enkelt demo i kataloget. De er værd at holde øjne og ører på, når der engang kommer en fuldlængde.

Råddenskaben, som Fetid lagde for dagen, blegnede dog til sammenligning med det første band på hovedscenen. Jeg var personligt meget spændt på amerikanske Pissgrave, som i den grad satte sig på kortet med albummet ’Suicide Euphoria’ i 2015. Pissgraves lyd er mere diskant og noise inspireret end gennemsnittet på Killtown og lægger sig tættere op ad det tidlige Deicide og canadiske Revenge end det Incantation- og Autopsy-skolede dødsmetal der ellers fylder godt i programmet. Som om det ikke skulle være nok med uansede mængder distortion på guitar og bas, er vokalen også forvrænget. Om det er fedt eller ej, må den enkelte jo beslutte sig for, men i mine ører fungerede det. Bandet lyder så ubehageligt, at det grænser til musikalsk tortur. Og det er jo en god ting. Åbenlyst. Pissgrave spiller dog lidt for længe, og mine ører når at blive lidt mættede af det sanselige angreb. Et kortere sæt ville bevare mere af den umenneskelige intensitet, de lægger for dagen.

Det virkede dog ikke til, at programmet ville tillade de mættede ører en pause, da næste band var Ascended Dead, hvis debutskive, ’Abhorrent Manifestations’ fra sidste år, er en sand opvisning i fede riffs og mærkelige vokaler, som har fået mange afspilninger i privaten. Desværre er lyden på ingen måde med bandet i sort sal. Alle de fede riffs drukner i et kakofonisk lydkaos, og alt vi er overladt med, er trommeslagerens indrømmet glimrende spil og en ringe gengivelse af albummets vokalarbejde. En stor skuffelse. Jeg går på udkig efter en fadøl, en bid mad og noget international kulturudveksling i stedet.

En helt anden oplevelse er Venenum, som vi tidligere har omtalt meget positivt i forbindelse med deres debut ’Trance of Death’, som også er fra sidste år. Deres psykedeliske og progressive dødsmetal gør sig utroligt godt på Pumpehusets store hovedscene. Det er virkelig en fryd at se disse små undergrundsbands få lov at spille på de scener, deres musik egentlig fortjener. Det er lige præcis på grund af muligheden for koncerter som denne, at Kill-Town Death Fest har været savnet. Læs mere om Venenums koncert i vores anmeldelse.

I sort sal står danske Phrenelith nu klar til at levere deres Incantation- og Morbid Angel-agtige dødsmetal. Phrenelith er nok min personlige favorit i Kill-Town-scenen med deres atmosfæriske leads og sammenlignet med den københavnske dødsmetalscenes hovedfigur Undergang mere åbne lyd. Pladen ’Desolate Endscape’ fra sidste år figurerede på min årsliste over danske favoritter. Den katastrofale lyd under Ascended Dead gentager sig heldigvis ikke, og Phrenelith leverer en stærk koncert. Nu kan jeg dog også virkelig mærke en vis metaltræthed begynde at melde sig. Et luksusproblem med sådan et tætpakket program af kvalitet fra undergrunden.

Grundet en ærgelig aflysning fra Peruvianske Mortem er det sidste band på hovedscenen er engelske Grave Miasma der, skønt de kun har en enkelt fuldlængde og tre ude, har opnået en form for kultstatus i undergrunden med deres okkulte dødsmetal, der slægter Immolations langsomme stykker meget på. Det er til at forstå hvorfor, for koncerten lyder eminent og byder på aftenens afgjort bedste guitarlyd, der både er klar, men også ondskabsfuld og rå. Vokalerne er også stærkt leverede. Grave Miasma holder sig til midttempo og det slæbende og doomede, og det er velplaceret sent på aftenen. Desværre har lilletrommen det med at drukne i de hurtigere midttempo-stykker, hvor der enten hammer- eller bomb-blastes, hvilket tager lidt af energien. Det er dog ikke et stort minus for Grave Miasma, for disse stykker fylder ikke meget i deres musik. Når der spilles tungt og atmosfærisk, så holder det, og det holder virkelig.

Det sidste band for aftenen var, grundet den pokkers aflysning, Triumvir Foul fra Portland. Bandet lagde ud med en langsom og slæbende intro, som tegnede på endnu en sumpet oplevelse, henad hvad Grave Miasma lige havde leveret. Modsat Grave Miasma var vi bare nu tilbage i det mere rådne spekter af guitarlyd. Efter bandet begynder at introducere nogle mere kaotiske højtempostykker, så overvinder udmattelsen mig. På dette tidspunkt kunne denne anmelders ører ikke kapere mere musikalsk densitet. Derfor vælger jeg, totalt overmættet på dødsmetal og lettere skuffet over min åbenbart lave udmattelsestærskel at traske hjemad. Med et kæmpe smil på læben. For hvad er da bedre end at være overvældet og udmattet af ens yndlingsmusik?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil