MMF 18: Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/65/91/5b/-XTJ1378-15-1531925331.jpg
16. Juli 2018    

Om lørdagen på Metal Magic satte festivaltrætheden sig igennem. Det gjorde Anal Vomit også for en stor del af gæsterne.

Dato
14-07-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Lørdag morgen. Klokken alt for tidligt. Der ligger man og kan ikke sove for varmen og halve tømmermænd og en mave, som ikke helt er festivalmadegnet. Det er der ved 4-6-tiden om morgen, man i en halvdøs finder ud af, at man nok ikke når op til Goats banko med udlodning af klenodier fra Lasse Baks karriere. Det har Lasse Bak selv efter sigende heller ikke nået, så Allan Iversen fra 'Heavy Agger' har overtaget udlodderrollen.

Første band bliver derfor Filthgrave, der ifølge programmet er glade for Hellhammer og Celtic Frost. Det er jeg også, og jeg tror, at hvis jeg nogensinde dannede et band, ville det ikke være markant ringere end Filthgrave. Det er i hvert fald meget, meget simpel proto-black, klodset og med virkemidler, der er ret tredjerangsagtige inden for stilen. Bandet er dog først debuteret med en demo sidste år, så det i øvrigt sympatiske band kan da nå at forbedre sig.

Altar of Oblivion spiller derefter på udendørsscenen, og deres lyd er generelt den bedste, jeg kan huske, de har haft. De er i gang med en flot præstation, da jeg efter et glas cola kan mærke, at jeg skal have en pause. Pruh. Festivaler er hårde ved ens fysiske velbefindende, når man glemmer at tænke sig om.

Død, destruktion, død
Jeg vender tilbage til pladsen, mens Thoriums forsanger Michael H. Andersen, der til lejligheden har groet pornooverskæg, med en lidt komisk påtaget hæs rockstemme fortæller anekdoter til publikum. Det virker sært. Thorium er, som Thorium nu engang er. Det er ikke dårligt, det er endda godt inden for genren, men det er nok bare ikke rigtig min genre til at begynde med. Til gengæld er jeg fan af guitarist Jens Peter Storms look. Han er en virkelig flot mand. Vi taler let adspredt, mens vi ser koncerten færdig, og konstaterer, at bandets mission om at spille oldschool dødsmetal har en snert af melodød over sig hist og her.

Kroppen er stadig ikke helt på toppen, så jeg springer århuspunkerne War of Destruction over. En værelseskammerat taler om en god koncert. Jeg tager til gengæld Deathhammer uden værelseskammeraterne. Det er solid black/thrash fra lømmelklassen, som man sikkert havde fået mere ud af at opbygge en brandert til. Absolut godkendt.

Den amerikanske duo Fin spiller black metal. På trods af duoformen er vi ikke på den minimalistiske side; i hvert fald går guitarist og vokalist M.K. efter en stor, majestætisk klingende lyd på guitaren, mens trommerne forankrer guitarens stræben i noget mere jordnært. Som koncerten skrider frem, savner man dog et eller andet mere engagerende ("bassen," foreslår en ven tørt) end det, Fin disker op med.

Peruviansk folkefest
Publikum er til gengæld engagerede under Maiden Aalborg, som i sidste øjeblik er blevet hevet ind som erstatning fra afbudsramte Rock Goddess. Her er jeg til gengæld engageret i at hente en trøje og hænge med vennerne og den slags. De har vist en fest ovre ved den store scene, men jeg orker ikke rigtig et jamband. Jeg orker heller ikke peruvianske Anal Vomit, der har en spøjs intro med en ung kvinde på et folkemusikinstrument (nej, det var ikke en panfløjte) som indledning til dødsmetalbersærkergangen. Da jeg endelig kommer lidt ind i teltet hen mod slutningen, er der nærmest landskampstemning, og bandet har en helt sindssyg energi og spilleglæde. Så ser man gennem fingre med, at der er nogle melodiske passager, der lyder betænkeligt moderne i deres dødsmetal, der flyder markant bedre end den ofte ret smadrede og kaotiske stil, sydamerikanske bands har. Så kan man lære ikke at holde sig væk. Bandet viser også, at festivalen er god til at få en større geografiske spredning af bandene. Her er det ikke kun USA og Vest- og Nordeuropa, grupperne kommer fra.

Men jeg gør det for at holde mig kørende til Claudio Simonetti's Goblin, anmeldt andetsteds, der for mange er festivalens højdepunkt. Det er en god koncert med de italienske discoproggere, men to timer er lang tid til en festivalkoncert. Var man på forhånd mere inde i materialet, tror jeg, man havde haft det ret fremragende med den udvidede spilletid.

Aftenen slutter i venners lag uden for teltet, hvor Black Sabbath Tribute spiller indenfor. Vi forsøger at få bugt med alle vores ølbilletter, men det lykkes ikke, og hvordan skulle det også kunne det på tredjedagen af den varmeste Metal Magic i mands minde.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her