MMF '17: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/66/e9/ec/-XTJ1398-38-1499761827.jpg
10. Juli 2017    

Fredag på Metal Magic var præget af en række gengangere på festivalen og fremviste såvel metallens fortid som fremtid.

Dato
07-07-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Årets Metal Magic var som bekendt at regne for en ny begyndelse for festivalen efter flytningen. Det betød også, at budgettet til bands ikke helt var, hvad det havde været tidligere år. Det gav sig især udslag i lidt flere gengangere end de seneste år, og det gav sig også udslag i lidt flere danske bands end sædvanligt. Det lever man sådan set fint med, selvom det betød, at der var noget længere mellem de musikalske højdepunkter end vanligt. At det ikke gør så meget, skyldes selvfølgelig festivalens opsparede goodwill; og den opsparede goodwill var nok også med til, at der var flere gengangere end sædvanligt på festivalens line-up.

På festivalens andendag følte jeg dog ikke den store trang til at bevæge mit efter førstedagen noget ældede korpus op, før Death Rides a Horse skulle spille ved 15-tiden. Forud var gået et efter naboværelsets rapport at dømme godt ikke-metallisk indslag i form af Johnny Cash-coverbandet Johnny Horsepower.

Death Rides a Horse er anmeldt andetsteds og gjorde god figur tidligt på eftermiddagen, der godt kan være et hårdt tidspunkt at spille på. Bandet har før gæstet festivalen, men har taget et voldsomt spring fremad med det nye album ’More God than Man’, og det kunne godt høres på koncerten.

The Tombless var næste band, og det koldingensiske dødsmetalband gjorde det mest af alt generisk og sikkert uden at falde igennem og uden ret megen selvstændig identitet. Ens begejstring kommer vel an på, hvor meget man er til genren.

Tyske gengangere spillede sig op
En genganger var også det tyske band Attic, der spillede på festivalen i 2012. Dengang var jeg ganske begejstret over bandet, der ellers er stort set lige så originale som et generisk dødsmetalband. Til gengæld spiller de med deres mere end almindeligt King Diamond- og Mercyful Fate-inspirerede metal i en stil, der ikke er nær så overrendt og vinder derved. Bandet har snart et nyt album ude, der igen synes temmelig inspireret af den danske nationalskat. Der var dog sket ændringer: Hvor sanger Meister Cagliostro (ja, det er ikke, fordi bandet er bange for en høj kitsch-faktor) sidste gang ikke kun vokalt, men også udseendemæssigt var en tro kopi af kongen fra Hvidovre, lignede han nu mere den falske Marquis de Sade.

Endnu en ændring: Det nye materiale, der dominerede i koncertens første halvdel, fremstod ærligt talt ikke lige så stærkt som sangene fra debutalbummet, der fik mere plads mod slutningen, i takt med at bandet spillede sig op. Men netop fordi bandet fik spillet sig op, og fordi debutalbummets sange er så skamløst catchy (lad os bare slå fast, at den musikalske del ikke er helt så ildevarslende og stemningsfuld som bandets forbilleder), endte koncerten også fornøjeligt og godt. Så får det være, at de mange sorte lys i de store kandelabre, bandet havde slæbt med på scenen, aldrig blev tændt.

På teltscenen umiddelbart efter spillede nystartede danske Vomit Angel. Navnet antyder et tilhørsforhold til den mere primitive og undergrundsprægede døds- og black metal, og det gør medlemmernes tidligere tilhørsforhold til Sadomator også. En subgenre for bands, der gerne vil lyde som Blasphemy, Archgoat og et mere primitivt Beherit, og en subgenre, jeg helt ærligt ikke har det helt store forhold til. Men det larmede da en del, mens vi sad ved bænkene uden for teltet og lod niveauet for de dårlige vittigheder synke til lavest mulige niveau.

Derefter var det Artillerys tur på hovedscenen, men den koncert er anmeldt andetsteds, og jeg fik den ikke selv set. Jeg kan egentlig godt lide Artillery, men jeg har det også lidt, som om jeg ser dem temmelig meget oftere, end jeg får set mange af festivalgæsterne. Men min kollega var glad for koncerten.

NWOBHM som fritidshjemspunk
Noget mere eksklusivt var det unge danske band Kamp, der blandt andet består af medlemmer fra Slægt og Værket. Teknisk dygtige musikere, med andre ord, men man stod alligevel med en fornemmelse af at have overværet en slags musikalsk modstykke til Lars von Triers film ’Idioterne’, hvor en række unge mennesker som bekendt skal finde deres indre idiot. I hvert fald var det som at høre Iron Maidens debutalbum spillet som fritidshjemspunk i et højenergisk og kort sæt (Kamp har kun udgivet en demo), hvor bandets signatursang ’Heavy Metal Holocaust’ blev spillet to gange for at fylde spilletiden ud. Det var en snotnæset punk-NWOBHM-konstruktion, som på en eller anden måde forekommer umulig at lave uden et ret stort kendskab til genren. Bandet kunne heller ikke helt skjule, at de er ret gode til at spille, selvom de forsøgte at maskere evnerne med et vist held. Jeg var svært godt underholdt, også af sanger og bassist Adam ”CCsquele” Nielsen (normalt trommeslager i Slægt og Værket), der drønede rundt som en anden Angus Young.

Gamle mænd
Det var jeg også af de meget gamle briter Quartz, som spillede på hovedscenen umiddelbart efter. Heller ikke det var en koncert, der var god efter konventionelle standarder. Ovenpå Kamp virkede Quartz nok ekstra bedagede, og det highlightede, at NWOBHM har to sider – en energisk og punket metal med vildskab og en mere AOR- og farrocket side. Quartz lå tættere på sidstnævnte, selvom de nu har en række gode sange i den lidt mere hårdt rockende ende. Her fungerede frontmand David Garner som indpisker og underholdende pauseklovn i sin frynsebluse, der lignede noget, Jim Lyngvild ville overveje en ekstra gang, før han tog den på. Quartz kørte den på gammelmandscharmen til en koncert, der ret beset ikke var ret god, og hvor sangenes energi blev delvist suget ud af guitarist Mick Hopkins’ temmelig rædsomme guitarlyd, der lød af 90’er-groove i en usædvanligt tam version. De andre i bandet må være meget konfliktsky for ikke at turde sige til ham, at han burde se at få sig en ordentlig guitarlyd. Men charmen kunne man ikke tage fra de aldrende briter, og der var noget sympatisk over, at publikum var standhaftigt og bar dem igennem. Alligevel var jeg glad for at se Quartz, og det er et af disse klassiske bands, man i Danmark stort set kun får set på Metal Magic. Mødet med metallens fortid er og bliver nemlig et vigtigt møde, også når det er en fortid, der ikke nødvendigvis havde behøvet at blive genoplivet. Metal Magic er på mange måder behageligt fri for samtidens hovedtendenser i mainstream; til gengæld kan man ikke kun lære om fortiden, men også om metallens fremtid.

Metallens fremtid måtte dog vente lidt. På den lille indendørsscene var det nemlig tid til svenske Pagan Rites, der har været aktive i cirka 25 år og som såmænd også spillede på Metal Magic i festivalens debutår. Yngre end Quartz, jovist, men bandet har nu gået i den gamle skole. Bandet spiller black/thrash, og det er som en bekendt en genre, der kan rive hovedet af én, når det kører for den. Der er elementer af klassisk metal også. Til gengæld har de efter min mening aldrig været toppen af kransekagen inden for genren, og igen synes jeg, at materialet mangler noget. Fotografen er dog begejstret, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat? Det er ellers en intens koncert med god stemning, men ikke noget, jeg går helt i spagat over.

Yngre mænd
Gå helt i spagat kunne man til gengæld godt over ligeledes svenske, ligeledes genkomne Tribulation, der spillede på Metal Magic i 2010. Dengang var de et dødsmetalband fra undergrunden, men de har gennemgået en række stilskift og arbejder nu i en mere melodisk, progressiv form for metal, der trækker på gotisk rock og psykedelisk rock. Det er et svært stilskifte at gennemføre, men det er lykkedes med både kunstnerisk og kommerciel succes, særligt på 2015-gennembruddet ’The Children of the Night’, der også bragte bandet forbi Copenhells næststørste scene. Dengang ønskede vi en koncert efter mørkets frembrud, og det var løftede da også bandets flamboyante sceneshow betragteligt. Det føltes i hvert fald, som om alt gik op i en højere enhed, til hvad der nok var festivalens bedste koncert i år, også ifølge vores fulde anmeldelse.

Og det er vigtigt for festivalen, at den også i et år som dette overgangsår kan tiltrække nogle headlinere, der ikke kun har en fortid, men også en fremtid. At man kan få Tribulation som genganger i et år med lavere budget, siger ikke kun noget om den goodwill, festivalen har, men får også signaleret ambitioner for fremtiden. En fremtid, som årets nye plads, der tilsyneladende forholdsvis nemt kan udvides – sammen med et forbedret madudvalg og en bar med cocktails – også viser, at festivalen har.

Aftenens sidste band, franske Venefixion, der er et forholdsvis nyt dødsmetalband dannet i 2013, fik jeg dog ikke set. Hvis morgendagen også skulle have en fremtid, var det på tide at komme hjem.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her