MMF 2016: Fredag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/19/21/1f/destroyer-17-2-1468464318.jpg
11. Juli 2016    

Blackthrasherne i Deströyer 666 blev festivalens mest omtalte band med skidt opførsel, mens Vircolac præsterede egentlig musikalsk ekstremisme, og andre gav sympatiske koncerter nær og under middel.

Dato
08-07-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Marika Hyldmar
Forfatter

Det kan virkelig forbedre ens livskvalitet at investere i et hotelværelse frem for at sove i telt, kunne jeg mærke, da jeg vågnede fredag morgen. Søvnkvaliteten er bedre, man er mindre radbrækket, hjertet banker noget mindre usundt, tindingerne er mindre smertefrie. Så kan det godt være, at ens værelseskammerat snorker som en demobåndsudgave af Sodoms ’In the Sign of Evil’, men fordelene opvejer ulemperne så rigeligt. Og så får man fornøjelsen af at se en ven blive irettesat af hotelpersonalet for at have bare fødder i buffeten.

Det første band, jeg når at se lidt af, er det danske power metal-band Ironguard, der leverer power metal på et ganske godt niveau med den nye sanger Andreas Bigom. Sceneoptræden er dog lidt vel hyggedansk med shorts og udtrådte sko og en lidt anonym scenetilstedeværelse.

Nye nordmænd og klassisk metal
Norske Nachash havde ikke den varierede sceneoptræden – egentlig så stod de der bare. Men da de spillede en slags psykedelisk old school black metal med en meget tyk lyd sammenlignet med den norske andenbølge, passede det måske meget godt. Det er et band, hvis materiale har et eller andet dragende over sig med de knusende tunge, repetitive riffs, de mange trommerundgange og et fortættet lydbillede med nogle lidt stoner-agtige riff, hvor al rock’n’roll-attituden i stonergenren er fjernet. Men de virkede også som et band i udvikling, og som måske har nogle tekniske begrænsninger i forhold til altid at kunne ramme den atmosfære, de gerne vil. Og samtidig virkede de meget lange instrumentale stykker i deres sange noget mindre interessante live end på debut-ep’en. Når sangeren og guitaristen endelig growlede, var der i hvert fald noget forløsende over det. Nachash er der ikke endnu, men de er et band, man bør holde øje med.

Næste band på programmet, Stereo Nasty, er sådan et forsøg på 80’er-metalband med tvivlsom og semiironisk udklædning, som det næsten var svært at have noget imod, og hvor man ligesom kan mærke sin intelligenskvotient dale, mens man ser dem, og det tror jeg ikke, der er nogen, der har brug for, at min gør, for det er galt nok i forvejen.

Den var da også dalet nok til, at jeg ikke rigtig orkede at hive mig hen til noget, før de gennemsympatiske briter i Toledo Steel gik på. Høj, lys vokal, NWOBHM, galopperende guitar en voldsomt sympatisk og glad forsanger og endog farvekoordineret guitar og bas holdt i en meget gullig knækket hvid. Til gengæld ville deres lydbillede nok vinde noget ved en ekstra guitarist, for det blev lidt tyndbenet under soloerne.

Gammel cirkushest på ny tur i manegen
Desværre måtte Zom, som jeg havde set frem til, misses. Den gamle Anthrax-sanger Neil Turbin og hans nye band Deathriders havde jeg til gengæld overhovedet ikke set frem til, og på en måde var det svært at forestille sig, at nogen i hele verden har set frem til det, særligt ikke når man så Turbin stå der i glamrocktøj og høj læderhat med indbyggede djævlehorn. Men samtidig er der også noget sympatisk over en gammel cirkushest, der får en tur mere i manegen, så ikke et ondt ord herfra. Turbin selv gik både fredag og lørdag rundt på festivalpladsen og så ud til at more sig, og det skal være ham vel undt.

Det er sjældent, at ekstremmetal egentlig lyder særligt ekstremt, i hvert fald når man har vænnet sig til udtrykket i de forskellige genrer. Men det gjorde irske Vircolac, der havde et meget voldsomt og fortættet lydbillede i deres blackened death. En rå guitartone og smadret lyd og et heftigt growl: et sonisk angreb på balancenerven. Med sangtitler med mytologisk klangbund om dødsriget som 'The Cursed Trails of the Demeter', 'Charonic Journey' og 'The Worm Turns' ved man, at det er en rejse ned i underverdenen. Knusende og nærmest manisk intenst, hvor de atmosfæriske mellemstykker kun forøger intensiteten og stresser lytteren. Der trækkes tråde tilbage til protodød som Possessed, men der inkorporeres også en næsten sludget tone i guitaren. Imponerende ubehageligt.

Warslut gav den som Phil Anselmo
Fredagen havde to hovednavne: Manilla Road og Denner/Shermann, som begge er anmeldt positivt andetsteds. Det skulle Deströyer 666 egentlig også have været, hvis ikke positivt så dog anmeldt, men jeg gik glip af det meste af alt det, som Metalizeds Peter Béliath beskrev i et facebookopslag. Efter min mening er hele hændelsen nu også blevet kørt lidt rigeligt op efterfølgende.

De numre, jeg nåede at høre, lød af et lidt uskarpt band, der havde fået en tår for meget over tørsten. Titelnummeret fra den seneste plade, den roste, men middelmådige ’Wildfire’, buldrede derudad uden at komme nogle vegne.

Et par numre inde i koncerten kastede bandets forsanger og rytmeguitarist, KK Warslut, en midaldrende mand, som går utroligt meget op i at være en såkaldt alfahan (læs: en machoidiot), sig ud i en lang tirade om, at man skal være en alfahan, og at publikum var nogle bøsserøve (læs: ikke så store idioter som ham selv), og hvordan Danmark var et matriarkalsk samfund (det er vi nu ikke, men klart hellere det end Warsluts socialdarwinistiske fantasier om et samfund for knallertbøller og bodegafulderikker), og at han ville slås og så videre og så videre, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde stået og hørt på mandens brocore-fuldemandsvåsen i adskillige minutter. Det virkede, som om han havde lidt for travlt med at lege undergrunds-Phil Anselmo. Når folk på scenen er fuldere end en selv ved halvettiden på Metal Magic, så er det på tide at erkende, at det nok ikke bliver en god koncert. Så jeg fik ikke set ansatsen til slagsmål eller det angivelige kvælertag fra bandets roadie på Krigsguden, og hvad der ellers skete. Men jeg synes da, det er en skam, at alfahannen Warslut ikke fik lov til at slås af sine tre stikirenddrenge, der stoppede slagsbroren for ham. Den slags tager jo ligesom lidt toppen af Warsluts påstande om egen machismo.

Det er dårlig stil af bandet over for den sympatiske festival at blive så påvirkede før en koncert. Værre var det dog næsten, at de angiveligt behandlede festivalens frivillige dårligt backstage. Men derudover var det nu ikke mit indtryk, at der var vild opstandelse på festivalpladsen efter koncerten, hvor de fleste tog det med en hovedrysten og roligt konstaterede, at bandet var nogle idioter, uden at hidse sig ligeså meget op, som de sociale medier gjorde efterfølgende.

Læs uddybende fredagsanmeldelser her:

Deathriders
Manilla Road
Denner/Shermann

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her