MMF'VII: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/46/f4/59/-E2P9133-23-1405433377.jpg
14. Juli 2014    

Metal Magic VII's første dag bød især på både svensk og dansk dødsmetal af vekslende originalitet (og kvalitet), men også ny dansk undergrund var repræsenteret, side om side med australsk thrash og amerikansk nonneslagtning.

Dato
10-07-2014
Koncertarrangør
Forfatter

Ah! Metal Magic. Det kan godt være, at folk snakker om Copenhell, Sweden Rock, Wacken, Roskilde og alt muligt andet, men årets festivalhøjdepunkt er og bliver nu alligevel Fredericias stolthed. Der var som altid glimrende stemning i Deadbangers-bussen, og denne gang var busturen oven i købet heldige med at have fået en sympatisk buschauffør, der kunne finde ud af at køre med metalfans ("And for the pussies, we also sell water and soft drinks").

Festivalen havde solgt flere billetter end nogensinde før og kunne allerede melde næsten udsolgt torsdag, før der var helt udsolgt fredag og søndag; et tegn på den fremgang, Metal Magic har gennemgået. På pladsen var der kommet lidt mere af det hele - et decideret madtelt, større udvalg af mad, bedre mad, flere toiletter og pissoirer, flere siddepladser, nyt gulv i den udrangerede togvogn og så videre - der var været en stabil fremgang i det organisatoriske og i komfort, hvert eneste år jeg har været på festivalen, og igen i år var niveauet løftet en tak.

Danske bands på varierende steder i udviklingskurven

Op med teltet, ind i togvognen, få en bajer, snakke med gamle venner og så ind at se første band på årets plakat, unge danske Silhouette, der ifølge dem selv spiller dark rock, hvilket dækker over småokkult 70'er-rock med hammondorgel og Mercyful Fate-inspiration i riffene. Det kunne også minde lidt om The Devil's Blood. Det var bandets debutkoncert, og som sådan var det godkendt uden at være prangende. De mangler stadig lidt, der kan løfte dem over genren, og vokalisten manglede lidt autoritet og en kraftigere vokal. Men det er bestemt et band, man bør holde øje med, hvis man er til genren, for der var bestemt potentiale at spore.

Potentiale var der også i danske The World State, som der har været en del buzz om på baggrund af ep'en 'Flier'. Bandet spiller en dramatisk og soundtrackpræget metal med kvindevokal, der både er ambient og har antydninger af Saviour Machines 'Legend'-udgivelser og Ennio Morricone. De er med andre ord ikke helt nemme at sætte på formel og har en original lyd, men i bagende sol på udendørsscenen kunne det som udenforstående være lidt svært at komme ind i - kontrasten mellem musik og omgivelser blev en anelse for meget, og jeg kunne ikke helt leve mig ind i deres univers, især når bandets sceneoptræden ikke virker helt afstemt. De to guitarister er temmelig indadvendte, sangerinden Bina Rosenvinge er smilende, og bandgrundlægger Leifur Nielsen laver poses med sin bas og er energisk. Det virker ikke helt afstemt endnu. Men bandet virker i høj grad som et band, der er på vej mod noget mere.

Dobbelt dødsangreb - på varierende steder i udviklingskurven

Så var det tid til endnu en tur i togvognen og hvile ørerne og ende i samtaler om Rocazinos melankoli med en makker, hvilket havde mere tiltrækningskraft end Warfect, der spillede death/thrash på en dag med overvægt af death/thrash. Næste band på plakaten var svenske Demonical, der blev i dannet i 2006 af tidligere Centinex-medlemmer, men som er mere primitive end Centinex. Mest mindede det vel om en mere primitiv blanding af Unleashed i sen-90'erne og Amon Amarth og en forholdsvis tidlig svenskerdød. Der var med andre ord ikke hverken den store omtanke, variation, sofistikerethed eller originalitet, og var man antropolog ville Demonicals musik give anledning til en artikel eller to om primitive folkeslag, men det var såmænd også ganske fornøjeligt at se på.

Død var der mere af med danske Deus Otiosus, der afløste de gendannede Detest, og som vel efterhånden er et etableret navn på undergrundsscenen herhjemme; et band, som burde være større, end de er, og som har modtaget masser af gode anmeldelser. De viste, at dødsmetallen langt fra har stået stille, selvom Demonical-koncerten eller næsten havde bildt én ind, at det var tilfældet. Deus Otiosus viste, at man godt kan have en base i en genrens storhedstid, men at death metal også handler om variation, melodi og om at have variationen med i mikset - at undgå all out-smadder for så at ramme så meget hårdere, når man rammer. Det skader heller ikke, at frontmand Anders Bo Rasmussen er en glimrende indpisker, der kan tale til publikum.

Indendørsscenen var som en sauna (eller værre - som at være inde i teltet midt på dagen), men man stod det gerne igennem, når Deus Otiosus kørte over en med sange som den tunge 'Vultures og den dejligt dumme 'Don't Fuck With the Dead'. Selvom man er old school, behøver man ikke droppe udvikling, og det er bandet et glimrende eksempel på.

Højt underholdningsniveau med Nunslaughter

Dernæst var det tid til én af de gendannelser, som Metal Magic har som en særlig specialitet - denne gang stod Metal Cross for tur, og de gjorde det glimrende som beskrevet andetsteds.

Australske Hellbringer spillede dernæst thrash, men jeg havde mere lyst til at få noget at spise, inden de amerikanske veteraner Nunslaughter skulle agere hovednavn på udendørsscenen. De har været i gang siden 1987 og har vel i omegnen af 150 udgivelser på samvittigheden, heraf dog forholdsvis få album, men et hav af singler, splits, livealbum og den slags udgivelser. Som bandnavnet antyder, er de ikke forholdsvis subtile - og så alligevel, for bør man lægge trykket på Nun-slaughter eller på Nuns-laughter? Bandets tegneseriesatanisme er i hvert fald svært underholdende, og det er bandets primale dødsthrash med overdrevent sataniske tekster og punkede tendenser også. Det er få bands forundt at få Paul Speckmann (Master) til at fremstå som en vattet fusionsjazzmusiker, men Nunslaughter lykkes med den mission i kraft af deres tydelige glæde ved at stå og se fæle ud på scenen. De har sågar givet trommeslager Jim Sadist en mikrofon, så han kan råbe lamme vittigheder ud mellem numrene, der er korte og fræsende og i længden lidt ensformige. Men pragtfuld dedikation og højt underholdningsniveau uanset hvad.

Aftenen afsluttedes med en af danske Livjatans sjældne koncerter. Stilen var black metal anno 'De Mysteriis Dom Sathanas', men jeg må indrømme, at de ikke sagde mig det store, hvorfor jeg gik ud til anekdoter i togvognen, før der skulle samles kræfter til en ny dag.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her