Monotoni og fandenivoldskhed i sikre rammer Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/35/99/f9/-E2P1342-1-1436306728-7-1459236578.jpg
27. Marts 2016    

På det ydre Nørrebro kunne man lørdag aften se en showcase arrangeret af det nye pladeselskab Flammekaster Records. Fem bands fra den danske undergrund gav et kondenseret bud på dansk rock anno 2016, og især The Love Coffin brændte igennem. Men bag det festlige ydre ligger konformiteten og truer.

Titel
+ Deadpan Interference + The Love Coffin + Shiny Darkly + The Wands
Spillested
Dato
26-03-2016
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Det ser umiddelbart ikke ud af meget. Vejene er øde, belysningen sparsom, og det lader til, at vejarbejdet aldrig bliver færdigt. Et sted i det golde byområde ligger en bygning, der mest af alt ligner en fæstning. En stor stålport med pigtråd over hegnet vender ud mod gaden. Det er ikke ligefrem indbydende, men her på Sigurdsgade 39 i København er der alligevel vokset et nyt sted op, der fungerer som både natklub og spillested.

Det er at finde i den ucharmerende ende af ydre Nørrebro, tæt på Østerbro, og det liv og det lys, der præger bydelen på Nørrebrogade og længere inde mod bymidten, er ikke til at finde her. Der er et lettere industrielt præg over det lidt triste område, og det virker derfor ikke oplagt, at det skulle være et sted at gå i byen. Men det er blevet og har længe været populært med den her rå Berlin-æstetik, og det er noget, der også viser sig i Kødbyens popularitet som feststed, ligesom Nørrebro-baren Drones evigt røgfyldte kælder inkarnerer noget, som mange gæster sikkert forbinder med den autenticitet, som efterstræbes på så mange måder. Sigurdsgade 39 er angiveligt en gammel rockerborg (korreks mig endelig, hvis det er forkert), og hvis der er noget, der har en metropolitansk undergrundscredit, så er det da den kriminelle underverden.

Men på trods af de rå rammer er alt, som det plejer at være. Brede securityvagter tager imod en, hiver nogen til side for at kigge deres tasker igennem, der uddeles stempler, og man går ind og smider sine ting i garderoben og går ovenpå og betaler 40 kr. for en Royal på fad. På den måde adskiller det sig ikke meget fra at gå til koncert i VEGA eller Amager Bio, og mens man så står der og venter på at betale, ser man på væggen bag baren en kæmpe plakat, hvor en solbrilleklædt mand, der ligner en DJ, kigger ned på en med et skummelt smil. På væggen bag ham står der ”WONDERLAND”, og min umiddelbare tanke var, at det var en reklame for den elektroniske musikfestival af samme navn, men i virkeligheden skal det nok i højere grad bare sætte en stemning og understrege en parallel mellem Alices eventyrland og Sigurdsgade 39. For begge steder er en negation af hverdagen, et alternativt univers, hvor job og forpligtelser er ikke-eksisterende. Lige her i dette vakuum kan man slå sig løs og skubbe morgendagens ansvar langt væk.

Men alt sammen i sikre rammer, forstås.

Opblomstring i undergrunden

Dansk musik har i mange år overordnet været kedsommelig, flad og ensartet, og derfor har det været en kæmpe fornøjelse at være vidne til den psych-opblomstring, der i de seneste år er skyllet over landet. Undergrunden bugner med potentiale, og i kølvandet på Spids Nøgenhats gennembrudssucces med albummet ’Kommer med fred’ og især hittet ’Lolland Falster’ har det skabt plads til opmærksomhed for nye, yngre navne, der har taget fat i psych-traditionen og formidlet den videre på mere moderne og nutidig vis.

Lørdag aften stod i disse nye navnes tegn, og aftenens setup bestod af hele fem bands fra den danske undergrund. Denne såkaldte flammekasterfest var arrangeret af det nystartede pladeselskab Flammekaster Records, som kommer ud af det nu hedengangne Get Your Ass to Mars. En af bagmændene er Peter Kure, der også er forsanger i De Underjordiske, og selskabet har en ambition om at binde den danske undergrundsscene sammen. Denne aften fik vi så et kondenseret bud på, hvad scenen kan.

De fem bands spillede hver fire numre fra deres repertoire, og dermed havde koncerterne mere karakter af at være godbidder, der gav en idé om hver gruppes lyd og potentiale, mere end det var en fuldkommen koncertoplevelse. Det fungerede ganske udmærket og helt efter hensigten. Vi kom fra tæmmet syrerock hos De Underjordiske og The Wands over postpunk og noiserock fra Shiny Darkly og Deadpan Interference til en blueset og rå ørkenrock hos The Love Coffin. Det var en mangfoldig showcase af navne, og stilmæssigt strakte det sig langt ud over den syrerock, der ellers er løbet med den meste opmærksomhed i løbet af de sidste par år, og det skal kun ses som en styrke.

Om alle bands, der optrådte til flammekasterfestens udstillingsvindue for dansk rock, også er signet på selskabet, er ikke helt til at sige endnu. Selskabet har indtil videre udgivet plader med De Underjordiske, The Love Coffin, The Wands og det nu opløste postpunk-band The Woken Trees, men Shiny Darkly er så vidt jeg ved stadig signet hos Crunchy Frog, mens Deadpan Interference, der var tilknyttet Get Your Ass to Mars førhen, sandsynligvis følger med ind i flammekasterens fold.

Manglende vildskab og bidsk støj

Setuppet til koncerterne var flot. En kæmpestor, rund, hvid heliumballon af en art svævede bag trommesættet og med projekteret lys formede diverse landskaber sig i ballonen under aftenens koncerter, hvilket gav sceneshowet et kosmisk præg af fremmedhed og galaktisk søgen. Læg hertil et spraglet lysshow og små lys, såkaldte ”flammer”, man kunne hente nede ved garderoben, som prydede folks tøj, hår og den generelle indretning.

De Underjordiske gik på som første band lidt over ni, hvilket kan undre lidt, da de af aftenens optrædende uden tvivl er dem, der har genereret mest omtale det sidste års tid. Derfor ville det have været logisk, hvis de havde lukket aftenen af, men det var ikke tilfældet. Om det skyldtes andre årsager, eller at Peter Kure på ydmyg facon forbeholdt de senere spilletider til de andre bands, når nu det blandt andet var hans arrangement, vides ikke.

Det var dog tydeligt, at De Underjordiske var dem, der trak flest mennesker til. Der var tætpakket foran scenen og mere bevægelse fra folk, end når de andre bands spillede. ’Hvis du forstod’ åbnede sættet og blev fulgt op af ’Tempel’, ’Med næb og kløer’ og ’Kravler ind i sig selv’, mens hittet ’Trold’, der ellers var ventet, udeblev.

Bandet har fundet sig en lyd og en stil, der lægger sig tæt op ad tressernes psych rock, hvor de sfæriske guitarer er tydeligt inspireret af en indisk sitarlyd, mens Kures let nasale sang giver nik mod CV Jørgensen. Det er netop en moderne fortolkning af noget velkendt, det er dragende, og det har forståeligt nok ramt et bredt publikum, men bandets svaghed er også, at netop deres lyd er deres stærkeste kort. Når hvert nummer slæber sig afsted i samme halvdovne tempo, og Kures vokal sjældent går fri af mellemlejet, så er det nogle andre ting, der påkalder sig opmærksomhed. Sangene, der ellers burde bære showet frem, flyder sammen, og jeg står tilbage og savner enten en stærkere variation i sangskrivningen, eller at bandet tager nogle chancer og bevæger sig ud i udstrakte jams eller længere opbygninger. Der mangler noget vildskab til at gøre op med den dronende monotoni, og selvom ’Trold’ ikke som sådan er et vildt nummer, så er det stadig bandets stærkeste moment. På det nummer løfter de sig over deres genrefæller, og havde de spillet det, ville det også have styrket aftenens koncert. Det skete dog ikke, og De Underjordiske virkede dermed som et band, der stod for sikkert i deres egen suppe af sød psych.

Deadpan Interference havde derimod noget af den vildskab, som De Underjordiske manglede, og især forsangerinden Astrid Samuelsen brændte igennem med brøl og råb, der klædte den bidske støj, der væltede ud af forstærkerne. Trommeslageren holdt de tampende grooves kørende, og når han endelig bevægede sig rundt på trommesættet, var det i nogle lige lovlig simple fills, der godt kunne have været mere opfindsomme. Det er dog ikke der, Deadpan Interference lægger deres fokus, det lægger de derimod på at skabe en trykkende mur af støj, og den fik vi leveret troværdigt. Bandet var ikke ligefrem udadvendte, men den performative tilbageholdenhed klædte musikken og gav et helt gothet præg til den bidske og mørke noiserock.

Utæmmet fandenivoldskhed

Til gengæld blev alle aftenens bands sat til vægs af The Love Coffin, et band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, men som leverede et show, der gør det svært at slippe dem igen. De fire sange var et decideret angreb af beskidt ørkenblues i et mørkt postpunk-univers, hvor indestængt vrede går hånd i hånd med twangy guitarer og kantede grooves. Det var et sammenspillet kaos, hvor den røde tråd blev holdt stramt og undervejs var tæt på at knække et par gange, uden at det gik så galt. Bandets primære force er forsanger og guitarist Jonathan Magnussen, en lav mand med pjusket hår, som optrådte i en helt glammet gennemsigtig skjorte, der virkede lige lovlig slesk, men som netop stod i kontrast til det iltre temperament og den gennemborende vildskab, der lå i hans performance. ”Nothing is sacred, nothing is really pure” vrængede han, mens han klimprede løs på en halvakustisk guitar og kiggede ud på publikum på en måde, der virkede både olm, livstræt og fandenivoldsk, før bandet omkring ham endnu engang slog til i et støjangreb. Magnussen var tydeligvis i centrum, og resten af bandet stod det meste af tiden og spillede med det lange hår ned i ansigtet (det gjaldt dog ikke den skaldede trommeslager), men helhedsindtrykket var stadig, at det her var en stærk konstellation, der stod i en dødstruende kamp mod stabiliteten og sikkerheden og endte med at hive en stor sejr hjem.

The Love Coffin var lige netop det, man havde brug for at høre, og lige netop grunden til, at man tager til undergrundskoncerter. For selvom det er en skrøne, at man ikke kan være vred, så snart man bliver en stor stjerne, så er det stadig oftest på de små venues, at aggressionen kigger en lige i ansigtet og maler billeder af et nihilistisk kaos. Og det er som oftest også den slags oplevelser, der bliver siddende i kroppen og hukommelsen.

Hvor The Love Coffin spillede op mod sikkerheden, gjorde Shiny Darkly det modsatte. Deres rumklangsindsmurte og shoegazende postpunk har ikke rigtig rykket sig siden debut-ep’en, som man skal tilbage til 2012 for at finde. De kan næppe siges at være en del af psychscenen, men de er trods bred anerkendelse, udenlandske turnéer og en opvarmningstjans for Franz Ferdinand og Sparks stadig en del af den danske undergrund, og der passer de sådan set fint ind. Det er sådan set ikke, fordi de er ringe, men frygten for evindelige gentagelser af fordums storhed lurer et sted i baggrunden, og der små ske en progression af en art, hvis ikke de skal henfalde til at blive endnu et band, der ramte en stil og en tidsånd på det rette tidspunkt for dernæst at synke hen i glemsel.

The Wands, hvor ¾ af medlemmerne også spiller med i De Underjordiske, afsluttede aftenens showcase, og det med et sæt, der (naturligt nok) mindede meget om aftenens første koncert. Her var der dog koblet et orgel til, hvilket var tiltrængt, og i et ekstranummer fik vi aftenens eneste guitarsolo. Drengene i bandet har tydeligvis styr på deres genrekoder, de er musikalske og fremstår med en lettere overlegen swagger, men igen savner jeg en udforskning af musikkens grænser. ”Hello I Know the Blow You Grow” er bestemt en god titel, en god tekst og ikke mindst en god sang, men kreativiteten skal endelig ikke stoppe ved det emulerende. Under koncerten sendte jeg tanker afsted til Iron Butterfly, der for altid vil være mest kendt for 17-minutters-monstrummet ’In-A-Gadda-Da-Vida’, et nummer, som på en og samme tid igennem sine lange jams, tekstuelle lag og pågående insisteren forudså både tungrocken og prog-rocken, mens det stadig mest af alt var psych rock i dens storhedstid.

Men den slags grænsesøgende, jammende og eksperimenterende psych var der altså ikke meget af denne aften.

Pæn pigtråd

Når man efterfølgende står i det kolde rygerområde, som er en overdækket baggård, der egentlig ikke er særlig hyggelig, finder man også ud af, hvor mange der kender hinanden. De fremmødte lod til i høj grad enten selv at være musikere, skribenter, bookere eller management-folk (og jeg er jo selv en af dem), og det er jo normalt i den slags miljøer, men det kommer også nemt til at virke indspist. Netop den store interesse og brede rygdækning kan i en modsatrettet bevægelse være med til at trække tæppet væk under den scene, den samtidig støtter. For ganske vist er der talent, potentiale, et stort publikum og en masse spillesteder og bookere, der gerne vil med på vognen, men den kritiske sans må for alt i verden ikke vige for rygklapperiet, og der må tages nogle chancer for at holde scenen i gang, hvis ikke den skal blive konform og forudsigelig som så meget anden dansk musik.

Da Spids Nøgenhat hittede med ’Lolland Falster’, var det ikke bare, fordi de skrev en god sang over et genkendeligt og nostalgisk lydtæppe, det var også, fordi de bag hyldesten til Udkantsdanmark lagde ord til en nutidig samfundskritik. Det er en sang, der forholder sig til en genretradition, men som samtidig understregede, at psych rocken ikke bare er et levn fra tresserne.

Desværre er det den bekymring, en aften som den på Sigurdsgade 39 i lørdags efterlader mig med. Den danske rockopblomstring er i fare for at blive for nysselig og sikker og miste den kraft, der gjorde den spændende at følge til at starte med. Det nytter nemlig ikke noget at tage til den kedelige del af ydre Nørrebro og krydse pigtråd, hvis musikken essentielt set er lige så pæn som det, man finder alle andre steder i byen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her