Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dansk black anno 2017

Populær
Updated
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017
Dansk black anno 2017

For andet år i træk afholdt vores kollegaer på Heavymetal.dk deres succesfulde showcase på Forbrændingen i Albertslund med nogle af landets mest prominente black metal-navne.

Kunstner
Titel
+ Slægt + Orm + Satanic Assault Division
Dato
18-11-2017
Fotograf
Jacob Dinesen + Adriana Zak
Forfatter

Den danske metalscene trives, og det gælder også black metal-genren. De seneste år er stadig flere og flere black metal-bands i alle afskygninger kommet til, hvilket aftenens alsidige line-up er et fremragende eksempel på. B-toget fra København, der hvert tyvende minut bevæger sig mod Vestegnen denne lørdag aften, havde da også flere kupeer fyldt med ivrige koncertgæster i alle aldre. En bredde i alderen, der var en parallel til bredden i det sortmetalliske udtryk, de forskellige bands havde. Og netop udtrykket er kodeordet her, hvor vi fokuserer på gruppernes optræden og fremtoning på scenen.

Første band på scenen var den genopfundne udgave af By the Patient, Orm, der i snart to år har været et af de mest omtalte nye navne, scenen har budt på. Ligesom Myrkur fik det københavnske kvartet deres debutkoncert på Roskilde Festival, og siden er det kun gået frem, særligt med udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum i foråret, der med sin inspiration fra dødsmetallen hist og pist bød på velkomponerede og -eksekverede sange; koncerten i Albertslund var ingen undtagelse. Fra det øjeblik, hvor bandet gjorde deres okkultisme-udsmykkede roll-ups og bagtæppe selskab på scenen, blev det talstærke publikum mødt med et meget professionelt eksekveret show, hvor det bombastiske lydudtryk blev akkompagneret af fire solide, velspillende og rockerlignende musikere, hvis indlevelse i musikken var meget medrivende. I knap 50 minutter udsatte de publikum for en magtdemonstration gennem en afbalanceret sætliste, der både bød på hurtige riffs samt tunge og mere langsomme passager.

Lige så sikker, Orms præstation var, lige så usikker var næste bands. Rundt omkring i salen snakkede flere publikumsgrupper om, hvordan Satanic Assault Division var aftenens helt store black metal-navn, da de mindede mest om genrens norske forfædre. Jovist, bandet bar som det eneste corpse paint, men deres forsøget på netop at imitere normændenes 90’er-ikonografi var så desperat, at hele showet fremstod komisk i et utal af dårligt fremførte klicheer; eksempelvis brugte gruppen et hjemmelavet omvendt kors i umalet krydsfinér som rekvisit, der var så ringe (og asymmetrisk) sat sammen, at det endte med at falde fra hinanden. “Jeg elsker satan”-tilråb fra forsangeren mellem numrene gjorde ikke tingene bedre, for slet ikke at nævne deres to roll-ups med hadske udsagn, hvoraf det ene endda havde en grammatisk fejl – er man true, behøver ens statements ikke at stå på skrift. En kikset koncert, aftenen godt kunne have været foruden.

Et band, der til gengæld emmer af personlighed, er Slægt, der med deres heavy black har fået national erkendelse, også i de højere lag blandt musikkritikerne. Til duften af nyligt antændte røgelsespinde gik de fire unge musikere på scenen foran en propfyldt koncertsal – der er ingen tvivl om, at de var aftenens helt store publikumsfavorit. På mange måder skilte bandet sig ud fra de resterende og showcasens kernekoncept, men det var kun til deres fordel. At de skilte sig ud gjorde deres i forvejen imponerende endnu mere mindeværdig. Særligt guitarist Anders Jørgensen gjorde sig bemærket med lighederne med Oranssi Pazuzus Niko Lehdontie og Tribulations Jonathan Hultén, både i sine elegante og markante bevægelser og sin ageren; der er noget androgynt over hans ageren på en scene, som går igen hos bassist Oscar Bergholz. Det må de næsten gerne gøre mere ud af, for det  ville få bandets image til at fremstå endnu skarpere.

Aftenens egentlige headliner var naturligvis Solbrud, landets black metal-stolthed, og med god grund. Det kan godt være, at de ikke bærer corpse paint og går med læder og nitter, men det er slet ikke nødvendigt, for deres atmosfæriske univers behøver det ikke. Ligesom bandets seneste udspil ‘Vemod’ var deres optræden en intens oplevelse; de på samme tid smukke og frygtindgydende toner, der kom ud af højttalerne, virkede som en enorm lydmur, der blæste publikum omkuld, kun for at blive visualiseret af de enorme røgskyer, der af og til dominerede scenen. Bandet er efterhånden så rutineret, alle de har alle aspekter af en liveoptræden i deres hule hånd; foruden er velsammensat show var musikken som transmitteret direkte fra plade, og lyden vidner om utroligt begavede musikere. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at publikum krævede ekstranummer, da københavnerbandet gik af scenen, blot for at blive hevet tilbage af stående bifald. Solbrud er nemlig et kvalitetsband på alle leder og kanter.

Og på den måde viste de sammen med de andre bands genrens alsidighed og spændvidde. Dansk black metal anno 2017 står stærkt.