Northern Discomfort 2017: Fredag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d1/8e/bf/nd-0297-27-1493669050.jpg
01. Maj 2017    

Ungdomshusets doomfestival havde lidt svært ved at komme fra start på andet år, men blev reddet af brøleharmonier fra et erstatningsnavn og knallertrock fra et stamband.

Titel
+ Confusion Master + Guevnna + Horse Latitudes + Ockultist + Shakhtyor + Cities Of Mars + Iron Witch + Demon Head
Spillested
Dato
29-04-2017
Fotograf
Justina Segers

På sit andet år kan Northern Discomfort stadigvæk ikke rigtig komme ud af skyggen fra Heavy Days in Doom Town. Det er en konstant reference, når folk taler om festivalen, og det er desværre sjældent, at sammenligningen falder ud til Northern Discomforts fordel. Og det er egentlig synd, for det har aldrig været meningen, at Northern Discomfort skulle være en decideret videreførelse af Heavy Days in Doom Town: Som arrangørerne sidste år kunne fortælle, da vi interviewede dem, var deres mål at fortsætte med at lave doomfestival i Ungdomshuset, men at nedskalere ambitionsniveauet gevaldigt.

Det har de gjort. Man kan også bare nedskalere så meget, at publikum ikke rigtig gider at dukke op. Holde så meget igen med at promovere festivalen, at folk simpelthen glemmer den. Der er i hvert fald mere end halvtomt på førstedagen, og en af de anker, der går igen hos folk, er, at der simpelthen mangler trækplastre. Toner Low trækker ikke mange folk, og selvom Grief har nogen cred, er guitaristens videreførelse i Come to Grief heller ikke noget, der får doompublikummet op at ringe. Man savner virkelig et par navne, der for alvor kan få folk til at gøre en indsats for at komme ud i Ungdomshuset.

En anden forandring fra Heavy Days in Doom Town er, at folkene bag Northern Discomfort ønskede at bringe fokus tilbage på sludgen og den tunge doom og skrue ned for de eksperimenterende bands, den klassiske metal og psychen, der havde en markant plads på Heavy Days in Doom Town. Det passer egentlig fint nok, specielt når det er en todages-festival, men ikke desto mindre maner det til eftertanke, at det er de navne, der skejer mest ud, der ender med at være højdepunkterne.

Et stivnet smil
Festivalen åbner med Ockultist i Dödsmaskinen fredag eftermiddag, og det er ikke ligefrem et brag. Deres sludge er temmelig upersonlig uden noget, der rigtig fænger, og det virker mest tungt for tungts skyld. At de så samtidig har en temmelig slap trommeslager, gør det i det hele taget lidt hårdt at komme rigtig i gang. Man begynder at kunne mærke det lidt bedre, da Confusion Master går på i salen. Der er mere swing i deres sange, der føres frem af et stonerdrive, men selvom guitaristen godt nok er glad for sin flangereffekt, formår de ikke for alvor at sætte gang i det sparsomme publikum, der fortsat kommer dryssende. Det går lidt bedre for Shaktyor, der har en god, åben lyd til deres instrumentale og noget spacy doom og endda kan finde ud af at komponere nogle passable sange.

Men nogen fest er det stadig ikke blevet. Det er den, Guevnna forventes at levere. De japanske boogierockere blev fløjet ind for at spille på Heavy Days in Doom Town i 2015 og var et ganske charmerende bekendtskab med en gøglet forsanger. Smilet er dog stivnet noget, selvom han stadig danser akavet og leger rockstjerne med solbriller på indendøre, for ser man bort fra det, lyder deres boogierock altså mere som Cream spillet af nogle, der ikke rigtig kan spille, end det lyder rigtigt tungt. Det tunge i musikken savner simpelthen tyngde.

Man kan som publikum godt undre sig over, at fredagens bedste band er kommet med på et afbud i sidste øjeblik. Cities of Mars fra Göteborg er ikke bare festivalens pæneste band at se på, de er også de første, der bekymrer sig om faktisk at spille stramt. Med vokalharmonier, der får en til at mindes dengang, hvor Baroness stadig var gode, og postmetalvibes, der får en til at mindes Burst, som også pryder guitaristens T-shirt, falder Cities of Mars lidt uden for programmet, men det er nok netop det, der gør det så godt: Der er en klar forbindelse til grundidéen med festivalen, det tunge, det hårde, det er bare en anden måde at gøre det på end den oplagte. Cities of Mars tager vejen omkring Floors sludgepop og skriver så solide metalriffs, at man skal være en virkelig kontrær doomer for ikke at overgive sig til dem. Med kun en enkelt pladeudgivelse under bæltet indtil videre kunne det her meget vel være et band at holde øje med.

Husorkestret redder aftenen
Tilbage ovre i salen imponerer Horse Latitudes først og fremmest med deres kæmpemæssige trommeslager, der troner i bar overkrop og lader sin røst gjalde gennem sangene. Det er meget metal. Det er også meget tungt i sin besætning med to bassister og ingen guitar, hvilket desværre giver bandet et noget begrænset spektrum at arbejde inden for. En fyr, der sidder i skrædderstilling på gulvet foran trommerne, laver effekter, men der er ikke megen plads til ham i alt bulderet. Jeg misser Iron Witch, fordi jeg falder i en fantastisk interessant snak om nordsjællandske indkøbscentre med venner ude i gården, men går ind til Come to Grief med ganske høje forventninger. Jeg missede Grief, da de spillede med Trap Them på Loppen under den sidste genforening i midten af nullerne, og har aldrig haft det store forhold til dem: Jeg er egentlig mere til grundlæggeren Terry Sevastanos tidligere grindcoreband Disrupt. Under Come to Grief bliver der suget dybt i bongen rundt omkring i salen, hvilket sikkert også er en fortrinlig måde at fjerne ens tanker fra, at det faktisk er virkelig, virkelig kedeligt, hvad der foregår oppe på scenen. At sangeren har en eneste tone, han hviner af sted med, og at bandet har en eneste måde at skrive riffs på. 

Det er efterhånden ved at være sent, og jeg har egentlig mest lyst til bare at skride, men bliver af mine venner mindet om, at Demon Head slutter aftenen af ovre i Dödsmaskinen. Det har jeg faktisk ikke den store trang til efter lige at have set dem et par uger forinden, hvor jeg ikke var overvældet, men i aften flyder tingene helt anderledes for knallertdoomerne, der er noget af et husorkester i Ungdomshuset. Der er ikke noget at udsætte en finger på bandets referencepunkter – “Er det Danzig?” spørger min kammerat mig et par minutter inde – og det gør dem lette at holde af. Jeg når endda dårligt at notere mig, at de godt kunne trænge til at skifte grundrytme indimellem, før de så gør det i det efterfølgende nummer. Det, jeg godt kunne tænke mig fra Demon Head, er en finjustering: at sangene lige bliver lidt strammere. At trommeslageren tager sig sammen. Og at sangeren tager sangundervisning og lærer at gøre alt det, han gerne vil, på en ordentlig måde, så der kommer mere kraft bag hans udtryk. Nu er Demon Head et par plader inde og har efterhånden en fanbase. De er stadig unge, og de kan godt komme et stykke videre. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig, at de lige gjorde den ekstra indsats for at gøre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her